LAP

 
  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

LAP's brev vedr. torturkommissions rapport (23. januar 2004)

Email Udskriv PDF

Secretariat of the CPT

Human Rights Building
Council of Europe
F-67075 Strasbourg Cedex
France

23.1.2004

Kopi til

Amnesty International
Institut for Menneske­rettigheder
Europarådet
Statsministeriet
Justitsministeriet
Sundhedsministeriet
De politiske ordførere
Folketingets retsudvalg
Folketingets sundhedsudvalg
Det centrale handicapråd
Center for ligebehandling af handicappede
Rådet for socialt udsatte §71 udvalget
Ombudsmanden
Pressen til orientering.

This is a reply from the Danish Association of Users and Exusers of Psychiatry (LAP) to the official respond from the Danish government on the Report from the CPT on the visit to Denmark in 2002.

Angående kritisable forhold i dansk psykiatri

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), har gentagne gange skrevet til den danske regering i forbin­delse med CPT´s rapport af 25. september 2002, hvori der fremsættes anbefalinger om, og kritik af Danmarks behandling af psykiatriske patienter.

Vi synes, at det er beskæmmende, at Danmark kan kritiseres for at skabe torturlignende forhold for de psykiatriske patienter, især da Danmark er et land, som er meget hurtig til at kritisere andre lande for overtrædelse af menneskerettighederne. Vi vil her fremsende nogle yderligere bemærkninger til den del af det danske justitsministeriums svar til CPT, der vedrører forhold i psykiatrien:

Vi bemærker, at CPT positivt fremhæver de fysiske rammer man har besigtiget for psykiatrien i Danmark, og at regeringen er glad for, at indsatsen er blevet bemærket. Vi bemærker ligeledes, at psykiatrien er et satsningsområde for regeringen. Dette afsnit konkluderer, at kvaliteten af tilbuddene skal udvikles – og dette er efter vores mening det centrale problem i Danmarks psykiatri. Der sker ingen kvalitetsforbedring, og de styrende myndigheder har et meget snævert menneskesyn. Dette gør, at medicinering ofte er den eneste form for behandling der tilbydes. Endvidere bliver de patienter som ikke passer ind i systemet, svigtet på det groveste.

Regeringen skriver, at den også gerne vil medvirke til mindskning af tvang. Vi kan fra vores side fortælle, at vi gennem mange år, også før stiftelsen af LAP i 1999, individuelt eller gennem andre organisationer, har forsøgt at komme i dialog med ansvarlige myndigheder. Vi må entydigt sige, at det er ufatteligt svært. Vi finder det i øvrigt kritisabelt, at det danske Indenrigs- og Sundhedsministerium ved udarbejdelse af sit svarbidrag til CPT, helt har undladt at involvere repræsentanter for de patienter, der rammes af tvangen af psykiatrien.

Kommentarer til de enkelte punkter:

Betingelserne for frihedsberøvelse.

Efter vores opfattelse er det ikke ualmindeligt at man som psykiatrisk patient bliver udsat for frihedsberøvelse og tvangsbehandling, uden at vilkårene i psykiatrilovens paragraf 5 er opfyldt. Dette er en grov krænkelse af menneskerettigheder. Ved efterfølgende klagebehandling i patientklagenævn og domstole viser det sig, at der er store regionale forskelle på hvor mange der får medhold, hvilket viser at der i dele af klagesystemet er en manglende vilje til at tage klagerne alvorligt.

Mishandling

Vi er selvfølgelig kede af, at tvangsfiksering bruges så meget i Danmark, samt at det virker temmelig tilfældigt, hvornår det tages i brug. Efter vores vurdering bruges tvangsfiksering ofte som en straf. Vi finder det interessant, at der i indikationen for tvangsfiksering på side 52, aldrig er angivet som grund, at patienten har haft en konflikt med personalet. Hele fikseringsproblematikken er pakket ind i en misvisende hjælperetorik. Måske ville det være mere ærligt at sige, at man tvangsfikserer for at straffe, eller for at tilfredsstille personalets behov.

Vi bemærker, at Hovedstadens Sygehus Fællesskab (s.55) er den eneste af de mange hørte instanser, som tager CPT's bekymring om mishandling af psykiatriske patienter alvorligt, og at de vil gå i gang med en større intern undersøgelse af egen behandlerkultur. Dette finder vi glædeligt, men det er samtidig ekstremt pinligt, at de øvrige hørte instanser er så problemfornægtende. Vi taler her om Københavns Amt, Vestsjællands Amt, Sundhedsstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab, Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Vi bemærker, at Sundhedsstyrelsen (s.56) synes det er ok, at en enkelt afdelings kultur og vaner er et acceptabelt argument for omfanget af tvang.

Vi bemærker os, at Dansk Psykiatrisk Selskab (s.56) stiller sig uforstående overfor at CPT har lagt konkrete forløb til grund for sin vurdering. Selvfølgelig har visse af Dansk Psykiatrisk Selskabs medlemmer erfaring for, konsekvent at underkende deres patienters udsagn. Den retspraksis vi har i Danmark gør det temmelig umuligt for patienterne at få ret i klageinstanserne, som fungerer som en form for blåstempling.

Endelig bemærker vi os følgende passus fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet (s.57-58):

” Det er samtidig ministeriets opfattelse, at det ikke er muligt at trække det enkelt element af behandlingen ud af sammenhængen med de øvrige muligheder. Ved brugen af tvang som behandlingsmetode er andre muligheder enten forsøgt og udtømt eller ikke-eksisterende alternativer.”

Dette udsagn rummer faktisk essensen af den psykiatriske behandling i dag. Vi synes det er uhyggeligt i den grad, som lægerne overser en bred vifte af muligheder for menneskelig og kærlig omsorg for psykisk lidende. Vi har som psykiatriske patienter oplevet, at vi kun får et tilbud om at spise piller og det er det. For mange patienttyper virker dette tilbud bare ikke.

Set i lyset af dette udsagn synes vi, at det tangerer løs snak når Sundhedsministeriet så fortsætter med, at der er generel enighed om at tvangen skal minimeres. Hvad med indholdet i tilbudene spørger vi igen?. Har de styrende myndigheder ikke haft mulighed for at forbedre den psykiatriske behandling gennem mange år uden at gøre det?. Ligeledes vil vi spørge om, hvorfor at myndighederne ikke ønsker at gå i dialog med brugerne, og høre om deres behov?

Enkelte tiltag.

Vi finder, at det er pinligt at velfærdslandet Danmark, ikke bare kan bringe de mere ukomplicerede klagepunkter fra CPT's side i orden. Vi kan nævne problemet med adgang til frisk luft. Indespærrede i fængsler har denne rettighed, og vi skulle mene, at i de mange millioner, som der hidtil er brugt på bygningsforbedringer, burde man kunne finde et beløb til at rette op på disse forhold.

CPT nævner problemer med en ugenert telefonadgang. Efter vores erfaring er der problemer med ugenert telefonadgang virkelig mange steder. Man forhindrer således de indlagte i at føre uaflyttede telefonsamtaler. Vi forstår heller ikke hvorfor man ikke følger op på CPT's kritik af manglende kaldesystemer til mindre uafhængige patienter.

Indtrykket man sidder tilbage med, når man læser besvarelserne fra de berørte instanser, er at de generelt ikke ønsker at imødekomme CPT's kritik. Vi kan nævne, at vi som brugere, bliver behandlet på samme måde, når vi forsøger at kritisere indlysende forkerte eller umenneskelige forhold, nemlig med afvisning af problemerne.

Fra brugersiden synes vi, at det i den grad er indholdet i de psykiatriske tilbud, der skal forbedres, for at fremme trivsel, og mindske tvang. Vi synes, at det er mærkeligt, at man ikke systematisk laver tilfredsheds-undersøgelser. Samt at man ikke forstærker sin indsats, hvor de største problemer er. Vi er overbevist om at det ensidigt medicinske menneskesyn som hersker i hospitalspsykiatrien i dag, er destruktivt for mange patienter. Vi er fuldstændigt overbeviste om, at der ved en mere målrettet behandling er mange penge at spare, og at meget menneskelig lidelse kan undgås, og ikke mindst tvang kan undgås.

Hvordan har den danske regering i sinde at arbejde med indholdet og kvaliteten i tilbuddene? Det virker oprigtigt som om, at ansvaret for det, der foregår i dag, flytter rundt fra instans til instans, samt at det ingen konsekvenser har, når patienternes menneskeværdighed trædes under fode. Det virker også som om de mennesker der regnes som eksperter på dette område, ikke altid har deres patienters ve og vel som højeste prioritet.

Vi har alle kendskab til patienthistorier der er fuldstændigt uacceptable.

Grundet urimelige omgangsformer og manglende respekt for den enkeltes selvbestemmelse, presses mange patienter til, ofte i rent selvforsvar, at foretage handlinger, der kan tolkes som ulovligheder. Sådanne handlinger, ofte ganske bagatelagtige, anmeldes konsekvent til politiet og får ofte et retsligt efterspil, hvor patienten risikerer at blive dømt til behandling. Ofte på ubestemt tid og med mulighed for fornyet indespærring, hvis man ikke følger den påtvungne behandlingsplan. Der er i virkeligheden tale om at et stort antal patienter, som på den måde flyttes fra psykiatrilovens til straffelovens regi, og dermed bliver nemmere at underlægge langvarig tvangsbehandling for minimale forseelser. Dette mener vi skal undgås, og det kunne det også blive, hvis behandlingssytemet var mere indstillet på at støtte end tvinge.

Vi kan som periodisk eller tidligere psykisk syge kun se med misundelse på den måde udviklingshæmmede bliver behandlet på i Danmark. I tresserne var udviklingshæmmede anbragt på statsinstitutioner og medicineret, alt sammen under lægelig kontrol. Så nedlagde man åndssvageforsorgen og flyttede opgaveløsningen ud i det sociale system, hvilket har medført at udviklingshæmmede bliver set som mennesker som alle andre, med behov for hjælp på nogle områder. Vi bliver som psykisk syge i den grad svigtet på en lang række områder, fordi lægerne ikke er i stand til at identificere, hvad der er vores behov, men udelukkende ser den medicinske indgangsvinkel som relevant. Hermed fastholdes mennesker ofte i et livslangt forløb af hospitalsindlæggelser. Dette er meget dyrt for samfundet, og umenneskeligt for den enkelte.

Vi mener at udgangspunktet i enhver behandling må være en styrkelse af patientens stærke sider (Recovery), samt at undgå ødelæggelse og stigmatisering af personen. Dette er en fordel for samfundet, og især for patienterne. Vi vil gerne opfordre de ansvarlige myndigheder til at udvikle nogle nye behandlingsstrategier. Vi kan fx foreslå positivt aktiverende forløb under indlæggelse. Konflikt- og voldsforebyggende tiltag. Respekt for den enkeltes informerede samtykke – også hvis man insisterer på medicinfri behandling. Adgang til menneskelig kontakt og egentlige psykoterapeutiske behandlingstilbud. Små boenheder i form af døgnhuse. Opfølgning efter indlæggelse på psykiatrisk afdeling, med henblik på at den psykiatriramte kan få opbygget et tilfredsstillende liv.

Vi kan stille os til rådighed med information og rådgivning.

 
Del på facebook

Af LAP