29.03.2017

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) giver på lørdag en pris til Jytte Banner for hendes indsats som leder af forskningsprojektet SURVIVE – Lad de døde gavne de levende.

Professor Jytte Banner har været vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet siden 2012 og siden februar i år Statsobducent. Hun står i spidsen for forskningsprojektet SURVIVE - Lad de døde gavne de levende. Forskningsprojektet startede i 2013 og løber til 2020. Resultaterne tegner allerede nu et mønster, der kan blive et uomgåeligt argument for psykiatribrugeres krav om forbedret fremtidig behandling.

Vi har i LAP, blandt psykiatribrugere i det hele taget og - især - blandt behandlere i psykiatrien brug for mere konkret og veldokumenteret viden om bivirkninger og risici ved psykofarmaka. En uvildig videnskabelig gennemgang af dødsfald i psykiatrien er noget vi har ventet længe på. Dette er et vigtigt skridt for at nedbringe overdødeligheden blandt psykiatribrugere. 

LAP-prisen gives til en person, en gruppe eller en organisation, som har gjort noget særligt for at forbedre forholdene i psykiatrien eller for at sætte fokus på gode eller dårlige tendenser i psykiatrien. I 2016 gik LAP-prisen til Ole Sørensen (kendt som ”Rebellen fra Langeland” fra DR´s dokumentarserie af samme navn) for hans arbejde, som tager udgangspunkt i den enkelte brugers - eller borgers – situation, behov og ønsker samt for hans brug af ASF (almindelig sund fornuft).

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) er Danmarks eneste landsforening, som kun er for mennesker med personlig erfaring som brugere af psykiatrien. LAP blev stiftet i maj 1999 i Svendborg. LAP har sekretariat i Odense.  

Overrækkelsen af prisen foregår på Hotel Svendborg lørdag d. 1. april 2017 kl. 13:00, hvor LAP starter sit 18. årlige ordinære landsmøde. (Adgang for presse, ikke for offentligheden.)

 

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere - www.lap.dk - Landsledelses- og forretningsudvalgsmedlem  Hanne Skou Kadziola - hanneskou@kadziola.eu - 28 10 83 37
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere - www.lap.dk - Udviklingskonsulent  Jakob B. Petersen - Lap@lap.dk - 51 52 62 18