LAP

 
  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Krogs Krog

Email Udskriv PDF

Midterugerne i maj var for mig især kendetegnet ved LAP´s Landsmøde i Middelfart, min onkels bisættelse og markeringen af at Dirch Passer ville have fyldt 80 år den 18… Landsmødet var som sædvanlig mange energiske og engagerede mennesker med stor talelyst og stor appetit på samvær, psykiatripolitik og god mad. Tale er sølv og tavshed er guld, men det var tydeligt at folk ikke gik efter guldet… Der var grund til at ønske LAP tillykke med den fordoblede bevilling på 3½ million årligt og at forslaget om øget brug af tvang – såkaldt ambulant tvang - bliver forkastet af et folketingsflertal. Søndag middag var tre-dagesmødet slut og mens mødedeltagerne brød op i hast på vej til den ventende frokost og hjemrejse, nåede Poul Bjergager fra Roskilde på landsmødets vegne, at takke de afgående medlemmer af Landsledelsen. Jeg blev selv nyvalgt til Landsledelsen, selvom jeg inden havde overvejet ordene i Fader Vor: Led os ikke i fristelse! Jeg havde i mine tanker tilføjet: Frist mig ikke til ledelse! Alligevel lod jeg mig opstille, for jeg kan tåle næsten alt – undtagen smerte og smiger… Jeg håber til gengæld, at der bliver god grund til at takke mig og resten af ledelsen når vi til sin tid går af…

Kritik er godt – og især konstruktiv kritik, men det er også vigtigt at rose og sige tak. Tak er kun et fattigt ord! Der er ingen grund til nærighed, men gavmildhed! Alligevel siger man at utak er verdens løn…

Maj måneds begivenheder fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det også er at sige tak i tide… Ved både min onkels og Dirch Passers død blev Johan Herman Wessels vers citeret: ”Vi sukker for han er ej meer. Vi husker hvad han var, og leer.” Foruden min onkel, havde jeg også det privilegium, at kende Dirch Passer fra jeg var godt 10 år til hans død umiddelbart før en forestilling i 1980.

Min mormor boede nemlig nær Hellerup Havn og der lå Saga/Palladium Filmstudierne i sin tid. Også dengang havde jeg tilsyneladende en vis tillidsskabende evne og det lykkedes mig at indynde mig så meget, at jeg kunne komme og gå frit overalt i studierne. Det kostede en hel del jævnaldrende samvær og noget skoletid, men jeg fik mange oplevelser for livet ved optagelserne til mange af de også i dag elskede danske folkekomedier. Jeg sad på Dirch Passers knæ ved ”Min Søsters Børn Vælter Byen” og siden interviewede jeg og var sammen med ham efterhånden som jeg blev ældre.

Jeg skulle også have interviewet ham efter Tivolirevyen 1980 og så den derfor 5 gange. Fotoet, som undtagelsesvis erstatter karikaturtegningen, er fra et interview et par år før. Artiklen blev bragt i ungdomskulturbladet Tryk På! og jeg indledte med ordene: ”Amerika har Jimmy Carter og Bob Hope. Danmark har Anker Jørgensen og no hope! Men vi har Dirch Passer!” Han ringede og roste interviewet og takkede for min sammenbrøggede vits, som han spurgte om han ved lejlighed måtte bruge.

Pavestolt var jeg derfor, da han indledte sin sidste revysæson med selvsamme ord – uden dog at nævne sig selv.

Men for at komme frem til min pointe. Jeg spurgte ham ved samme lejlighed om, hvordan han troede, at han engang ville blive husket. Jeg nævnte, at han kunne være genial og guddommelig på en levende scene, men at filmene lod meget tilbage at ønske… Han sukkede dybt og sagde, at han ikke troede, at han ville blive husket særligt, fordi han måtte erkende, at det meste han havde lavet på film var noget lort!

- Det skal derfor siges, at mens han levede fik han utrolig megen dårlig kritik. Han fik for eksempel en særlig Bodil-Filmpris for sit ”forspildte talent”.

Derfor kunne jeg godt unde ham den renæssance han har fået. Nu erkender alle, hvor stort et talent og geni han var – og kunne have været. Folk der ikke har set ham på en scene og derfor kun kender ham fra film - og unge der ikke var født, mens han levede - elsker ham, ser ham på video og køber i stort tal dvd´er med ham.

Dirch var et stort, sårbart og følsomt menneske. Han står stærkt i min erindring – det var Dirch og det var dejligt!

Siden Landsmødet er også en suppleant til Landsledelsen, Knud Schou, gået bort. Jeg håber, at han oplevede taknemmelighed, mens han levede…

Husk at elske mens du tør det.
Husk at leve mens du gør det.

Og husk at sige tak - i tide…

Og på falderebet i Dirch´s ånd en slutvits: En blondine siger til psykologen: Jeg er nymfoman. De må hjælpe mig. – Hvortil psykologen svarer: Jeg kan da prøve, men først bør De vide at jeg tager 600 kroner i timen.

- 600??? – hvad koster så en hel nat?

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Kærligst
Michael P. Krog

 
Del på facebook

Af LAP