Medlemsbladet nr. 2, 2007

Om bl.a. handlingsprogram, debat og meget mere.

Endnu et år er gået og vi har afholdt Landsmøde 2007 på Severin i Middelfart. LAP er fortsat en stærk og slagkraftig organisation. Det viste de mange forslag, der var fremsat på Landsmødet. Demokratiet blomstrede og debatlysten var stor. Landsledelsen har debatteret Landsmødets opbygning og afvikling – se referat fra mødet på hjemmesiden og inde i bladet.

I landsledelsen kan vi byde velkommen til to nye ansigter. Det drejer sig om Tobias Hetting og Claus Gamborg. Vi håber I vil deltage i landsledelsens møder med Jeres ideer og arbejdskraft. Den nye landsledelse har på sit første møde konstitueret sig med forretningsudvalg bestående af Thoridt Allermand, Hanne Wiingaard, der fortsætter fra sidste år, samt nyvalgte Kaj Larsen. Samtidig må vi takke Nils, som er afgående forretningsudvalgsmedlem, for sit arbejde for LAP det seneste år. Nils fortsætter i landsledelsen og her forventer vi stadig en del af dig. Summa summarum er LAP intakt, rent organisatorisk, idet vi har en landsledelse og et arbejdsomt sekretariat.

Men ikke mindst har vi mange enkelt- og kollektive medlemmer, som er LAP`s rygrad. Det er for Jer vi arbejder, samt for alle kommende medlemmer. Jeg vil her opfordre Jer til at deltage aktivt i LAP`s arbejde og opbygning. I er velkomne til at ringe til sekretariatet og få sendt noget af vores materiale samt indmeldelsespjecer. I er også meget velkomne til at skrive, både til landsledelsen og vores blad. Referater fra landsledelsens arbejde findes fortsat på vores hjemmeside, hvilket referater fra vores mange arbejdsgrupper også gør.

Hvor er vi også uheldige

Vi må, som mange andre handicapgrupper, kæmpe vores kampe. Vores psykosociale handicap er lidet misundelsesværdigt. Når vi har det allerværst må vi tillige kæmpe mod en særlov. Jeg tænker her på ”Lov om tvang i psykiatrien”. Den er blevet fornyet og vedtaget med virkning pr. 1. januar i år. Jeg kan kun opfordre jer til at læse denne lov, idet der ud over diverse tvangsbestemmelser også er visse rettigheder, som I bør kende til.

Heldig – igen?

Det er tvanggruppens mening at holde en høring på Christiansborg efter sommerferien. Høringens tema vil være tvang og menneskerettigheder, samt den nye FN Konvention om handicapgrupper. Den omhandler alle handicapgruppers rettigheder og pligter. Dagen efter planlægges der en workshop for alle medlemmer. Workshoppen vil blive forsøgt afviklet i Odense.

Efter gennemlæsning af den engelske version af handicapkonventionen er det min opfattelse, at særlove måske er historie. Vi agter på denne høring at sætte fokus på konventionen. Jeg håber vi i denne sag kan levere et tilfredsstillende resultat for vores medlemmer, og jeg håber mange af jer får tid og mulighed for at deltage. Vedrørende høringen og workshoppen, vil der i et kommende nummer af bladet blive orienteret om emnet.

Som et plaster på såret har vi det psykiatriske testamente, der kan downloades fra vores hjemmeside. Vi har desværre ikke flere trykte eksemplarer pt., men der arbejdes på en ny udgave i skrivende stund.

Heldig

Vi har på Landsmødet nedsat flere nye arbejdsgrupper. Velkommen til jer. Sammen med de bestående arbejdsgrupper danner de en god vidensbank inden for psykiatrien. Som medlem kan du bruge dem, hvis du har spørgsmål om de enkelte sagsområder. Kontakt eventuelt tovholder for grupperne. Har du problemer med din kommune, kan du også benytte Erik Olsen, vores juridiske rådgivning.

Bare heldig

Jeg er medlem af LAP og har dermed en organisation i ryggen. Det giver tryghed i hverdagen. Jeg skal på sommerlejr med LAP i år – det skulle du også tage at gøre.

Jeg er spændt på offentliggørelsen af vores arbejdsmarkedsprojekt. Den indflydelse det vil få, og beskæftigelsesmulighederne for dem der ønsker dette. Jeg er stolt af de mange aktive medlemmer over hele landet. – Tak skal I have.

Jeg er opmærksom på de nye afdelinger i regionerne og støtter op om deres arbejde. Jeg er ……

Kaj Larsen
Forretningsudvalget.

Pressemeddelelse fra LAPs landsmøde 2007

Medierne er i den seneste tid svømmet over med historier om sindssyge kriminelle. Overskrifterne er dramatiske, men de dækker over en virkelighed som er langt mere nuanceret.

Mere end 100 tidligere og nuværende psykiatribrugere fra hele Danmark har i de sidste tre dage været samlet i Middelfart til det årlige landsmøde i LAP, Landforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere. Deltagerne er enige om at tage afstand fra pressens ensidige og stærkt negative vrangbillede af psykiatribrugere: Vi er trætte af at blive fremstillet som farlige når kendsgerningerne er helt anderledes:

Mindre end 1 procent af den kriminalitet, der begås i Danmark skyldes mennesker med psykiske lidelser. Det er mindre end 2000 personer i hele landet, der har en dom til behandling. Heraf har kun ganske få begået alvorlig og personfarlig kriminalitet.

Der er i hele samfundet en stigning i den alvorlige og personfarlige kriminalitet, men den stiger ikke mere blandt psykiatribrugere end i befolkningen som helhed.

Den største del af stigningen drejer sig om vold mod tjenestemand, og skyldes først og fremmest en skærpet anmeldelsespraksis på psykiatriske afdelinger og botilbud.

Pressens fremstilling gør det ikke nemmere for mennesker med psykiatriske diagnoser. Det er med til at øge stigmatisering og fordomme og gøre åbenheden endnu sværere. Det er med til at gøre det sværere at komme sig og komme videre i livet.

LAP dementerer fordommene i praksis: Vi er ikke farlige, men vi vil tages alvorligt og lyttes til. Vi er i stand til at tale vores egen sag, så vi appellerer til offentligheden: Tag ikke myterne for gode varer, men mød os og find ud af, at mennesker med psykiske lidelser er ganske almindelige og lige så forskellige som alle andre. Vi ønsker at have rettigheder og pligter på linje med alle andre borgere. Derfor må der gøres op med den gældende praksis, hvor personer med en psykiatrisk diagnose dømmes langt hårdere end andre borgere for små og ofte ubetydelige lovovertrædelser.

Af Marianne Stengaard Sandermann

Desværre har vi ingen aktive grundforeninger på Fyn på nuværende tidspunkt, hvorfor undertegnede kun kan referere fra ting, som jeg kender til. Skulle nogle være interesserede i at starte/ genstarte en grundforening eller danne en netværksgruppe til at varetage interesser for LAP’s medlemmer på Fyn eller dele af Fyn – ja, så kontakt vores rejsekonsulent Asger på tlf. 24 83 11 89 eller asger@lap.dk

Odense Kommune udsendte i starten af året høringsforslag vedrørende nedsættelsen af et lokalt Råd for Socialt Udsatte. Som medlem af Landsledelsen, medlem af arbejdsgruppen bag dette års Brugernes BaZar og bosiddende i Odense Kommune, sendte jeg et høringssvar, hvor jeg bifaldt nedsættelsen af et lokalt råd. Det er vigtigt, at de udsatte får et talerør.

Lokalt har rejsekonsulent Ulf Olsen og jeg påtaget os det koordinerende arbejde omkring psykiatridelen på Brugernes BaZar 2007, som foregår lørdag den 1.september 2007. Årets tema er: ”Hvad er sundhed for dig, kom og giv dit svar på Brugernes BaZar”. Derfor har det også været naturligt for psykiatridelens styre-/arbejdsgruppe at videreføre dette tema og derfor bliver overskriften for vores del af BaZaren, ”Sundhed for psykiatribrugere”.

Vi tænker på sundhed som et meget bredt begreb, der kan indeholde alt fra f.eks. mestringsstrategier, arbejde/være til nytte, alternativ behandling, nyklippet hår m.m..

Hvis I har gode ideer, er I velkomne til at maile til ulf@lap.dk eller marianne@lap.dk

Udviklingskonsulent Karl Bach (LAP-sekretariatet) og jeg fra landsledelsen har, sammen med Odense Kommune og Dansk Røde Kors i Odense den 1.maj 2007 indsendt projektansøgning om aktivitetstilbud til Socialministeriet. Projektets målgruppe er kontanthjælpsmodtagere med en sindslidelse, som er motiveret for at blive selvforsørgende. Udgangspunktet er at styrke den enkeltes personlige, faglige og sociale kompetencer, således at denne kan overvinde forhindringerne i forhold til at finde og fastholde et arbejde.

I det kommende år vil landsledelse, medlemmer og ansatte især arbejde med at indfri følgende mål og delmål:

1. Organisation, samarbejde og sammenhæng

Vi vil skabe størst mulig sammenhæng, dynamik og effektivitet i organisationen for at opfylde LAP’s formål

Ved at:

· synliggøre LAP´s formål, visioner og opgaver i hele organisationen
· gøre medlemsbladet til et stærkere bindeled i hele organisationen
· skabe større samhørighed mellem landsorganisation, grundforeninger, individuelle og kollektive medlemmer
· sikre klarhed om fordeling af ansvar og opgaver i hele organisationen
· styrke kontakten mellem landsorganisationen og de kollektive medlemmer, fx ved træf for disse
· styrke kontakten mellem grundforeninger og kollektive medlemmer
· øge den lokale organiseringsgrad ved at fremme dannelsen af grundforeninger og netværksgrupper
· sikre en organisationskultur præget af gensidig anerkendelse, forståelse og solidaritet

2. Flere og mere aktive medlemmer

Vi vil højne aktivitetsniveauet i foreningen og øge antallet af individuelle medlemmer til mindst 1000 og antallet af kollektive medlemmer til mindst 100

Ved at:

· udvikle rammer hvor nuværende og tidligere psykiatribrugere indbyrdes kan udveksle erfaringer og Handlingsprogram for LAP afprøve nye samværsformer og selvhjælpsinitiativer
· være synlig i miljøer og sammenhænge hvor psykiatribrugere færdes
· mindske frafaldet blandt nuværende medlemmer og øge tilgangen af nye medlemmer
· styrke opmærksomheden over for det enkelte medlem
· arbejde konkret med medlemmernes forsikringsmæssige interesser
· gennemføre en medlemshvervekonkurrence
· udgive et internt nyhedsbrev til aktive medlemmer minimum hver anden måned
· afholde 2 til 3 seminarer årligt for aktive medlemmer
· udvikle inspirationsmateriale til grundforeninger og netværksgrupper
· sikre de nødvendige økonomiske og organisatoriske ressourcer til grundforeninger og netværksgrupper
· udvikle foreningens netværk, aktiviteter og virksomhed så yngre og helt unge tilgodeses og involveres
· udgive foldere på fremmedsprog

3. LAP mere synlig

Vi vil gøre LAP som brugerorganisation kendt i den brede offentlighed og blandt mulige medlemmer.

Ved at:

· udvikle og gennemføre en samlet mediestrategi, herunder:
· et netværk af erfaringseksperter
· træning af teams der vil og kan medvirke i trykte og elektroniske medier
· udbygning, forankring og koordinering af LAP´s mediekontakter
· søge at ændre det medie skabte billede, der sætter lighedstegn mellem psykisk sygdom og kriminalitet
· forberede og gennemføre en oplysnings-/hvervekampagne
· afprøve/gennemføre et samarbejde med et eller flere brugerstyrede medier
· fremme en mere entydig navngivning i organisationen på alle niveauer: LAP – region X, LAP – X by
· afprøve og gennemføre offentlige arrangementer med informations- og underholdningsværdi i landets større byer i samarbejde mellem landsorganisation og grundforeninger/netværksgrupper

4. Påvirke lovgivning og praksis

Vi vil søge at påvirke lovgivning og praksis i retning af LAP’s formål og principper

Ved at:

· være synlige som aktør overfor politikere, embedsmænd, praktikere og mulige samarbejdsparter
· skabe stabile og langvarige samarbejdsrelationer med andre aktører
· være løbende opdateret om udvalgsarbejde og lovinitiativer af relevans for LAP
· afdække, fokusere på og prioritere bestemte lovgivnings- og praksisområder
· højne informationsniveauet og formidlingen internt i organisationen om egne initiativer og resultater på lovgivnings- og praksisområder
· afdække, inddrage og udvikle foreningens ressourcer lokalt og centralt i forhold til lovgivningsarbejde og udvikling af praksis
· forsøge at rejse og føre enkeltsager af generel og principiel interesse og betydning for foreningens medlemmer

Arbejdsgrupper i LAP frem til næste landsmøde 2008

Højskolegruppen: Mette Bramsdal (tovholder)
Livsglædegruppen: Tom Jul Pedersen (tovholder)
Multietnisk gruppe: Paul Bjergager Nielsen (tovholder)
Tro og psyke: Krystyna Hansen (foreløbig tovholder)
Teatergruppen: Signe Bischoff (tovholder)
Mediegruppen: Michael P. Krog – (tovholder)
Demokratigruppen: Tovholder ikke udpeget, kontakt Frands Frydendal.
PR-gruppen: Tovholder: Erik Thomsen
Hjemmesidegruppen: Jan Stig Andersen (tovholder)
Arbejdsmarkedsgruppen: Karl Bach
International gruppe: Tovholder ikke udpeget, kontakt Karl Bach
Bladgruppen: Hanne Wiingaard (tovholder).
Sommerlejrgruppen: Tovholder konsulent Ulf Olsen.
Refugiegruppe: Karl Bach
Tvang-gruppen: Kaj Larsen (tovholder)

SKØR med ROCK er en årlig tilbagevendende musikfestival udelukkende for sindslidende og deres pårørende. Den afholdes nu for 15. gang. Tidligere har SKØR med ROCK været afholdt 2 gange i Skive ellers i Esbjerg, Aalborg, Odense, Århus, Kolding, Ribe, Herning, Søvind og Holstebro.Foreningen SKØR med ROCK blev stiftet i 1993. SKØR med ROCK besøges hvert år af 400-500 hundrede deltagere fra Fyn og Jylland, fra bofællesskaber, aktivitetshuse, væresteder, beskyttede værksteder m.m. og repræsenterer dermed en væsentlig del af socialpsykiatrien for hele dette geografiske område. Der kommer mere end 25 bands med tilsammen ca. 100-150 medlemmer. Disse bands underholder fra 2 scener i 10 timer.

31. maj 2007

Vi var mange fra LAP til denne begivenhed og der var mange andre tilstede foruden os. Arrangørerne løb tør for armbånd til gæsterne. Så der var over 600 tilskuere og 27 bands, der leverede en utrolig flot præstation, samt 8 optrædende på caféscenen.

Vejret var med os hele dagen, mange sad uden for og nød musikken samtidig fra 2 scener, nemlig grøn og rød scene.

Humøret var i top, lydstyrken var skruet op og kvaliteten af musikken var i top.

LAP havde en stand hvor rød scene var og mange lagde vejen forbi og fik sig en snak, tog et par brochurer. Vi var en 4 – 5 stykker, som skiftedes til at bemande standen, som pakkede ned kl. 18:30, da kunne undertegnedes trommehinder ikke tåle mere og mængden af interesserede i vor stand var næsten lig nul.

Jeg vil godt slå et slag for, at vi næste år igen viser vores stand på Skør med Rock. Det var en pragtfuld dag med mulighed for at hverve nye medlemmer og få en snak med dem der allerede er medlemmer af LAP. Tak for et godt arrangement skal lyde til: Vækststedet. Fynsvej 54. Kolding

Med stor koncerthilsen
Asger Lauridsen Rejsekonsulent i LAP

En stærk motionsform – eller god virke med kroppen – løbende hele dagen. Så som cykle, gå, bevæge sig ved at virke/skabe/medvirke i fysisk aktivitet/ arbejde, kort sagt: konstant at holde sig aktiv og virksomt i gang – for helheden.Det er godt for roen i kroppen og sindet, sjælen får fred. Selvindsigt – én af de største fjender skizofrenien har – skizofreniens største våben er mangel på samme.

Selv at kunne se hvad der skal til, hvad der hjælper i livets gang og at kunne finde én tacklemåde at sige det på, som til sidst giver selvværd/tryghed, en indre ro.

• Erkendelsen af sandheden, som den virkelig er
• Erkendelsen af, at det er hjælpen, virkelighedens mørke
• Erkendelsen af, at ja ved gud er det hårdt dette her liv – ik’? Sådan….
• Erkendelsen af erkendelsens korthed
• Erkendelsen af, at livets teknikker altid har ligget i ens natur og viden
• Erkendelsens træthed er stor, i livet den bor
• At tro på dig

Den 20.februar blev LAP Nordjylland dannet. Vi er nu en regions LAP, der dækker et stort område.Følgende kom med i bestyrelsen : Nina Stetter, formand . Preben Paulin Hansen, næstformand. Charlotte Hagerup , kasserer. En fjerde der blev valgt trak sig kort tid efter. Niels Peter Pedersen blev suppleant og han har valgt at deltage i bestyrelsens arbejde og snuse lidt til det inden han bestemmer sig til endeligt om han vil træde ind.

De nye folk har gjort opmærksom på at de synes vi finder os i for meget i vores samarbejde med psykiatrien, Sind og Bedre Psykiatri. Det er altid godt med nye øjne til at se på tingene, så vi følger op på det og får at se hvad der kommer ud af det.

Vi glæder os til det fremtidige arbejde i LAP Nordjylland.

På bestyrelsens vegne
Nina Stetter

Har du (haft) dom til behandling? Vil du medvirke ved en offentlig høring?Tvang gruppen i LAP planlægger en høring på Christiansborg om tvang og menneskerettigheder og har brug for dig til at deltage i et panel. Du skal fortælle om hvad det gjorde ved dig at være udsat for tvang/dømt til behandling. Vi forventer at holde høringen den 1. uge i oktober. Henvend dig til: Kaj Larsen · Tlf.: 24 21 03 65

Hvad, hvorfor og hvordan?

Mange mennesker med psykiatrisk diagnose har prøvet indlæggelse på hospital og er efter udskrivning automatisk overgået til distriktspsykiatrisk behandling.

Det er ikke den eneste mulighed man har i den profylaktiske behandling af psykisk sygdom.

Jeg har igennem årtier haft privatpraktiserende psykiater, fordi jeg mener man får den bedste og mest individuelle behandling der.

Mange ved ikke at dette er en åben mulighed – og at den tilmed er gratis. En psykolog skal man stadig selv stadig betale, og dette er ofte kun en del af en behandling, især hvis man har en af de mere alvorlige og langvarige diagnoser. For at få sin helt egen private ”hoveddoktor” skal man blot henvende sig til sin egen læge og bede om en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Der kan dog være lang ventetid hos de særlig ”eftertragtede” psykiatere. Man kan altså selv vælge en psykiater i nærmiljøet (telefonbog eller Internet) eller man kan – hvis det ikke er akut – vente på en af de bedre. Her opstår så et problem, for hvem er egentlig bedre end en anden? Så i første omgang vil jeg foreslå, at man lader egen læge vælge én ud, som han har god erfaring med – Det kan tage op til to måneder at få en tid.

En del psykiatere har særlige specialer – nogle har ud over den medicinske del (receptudskrivning) også uddannelse i psyko- og samtaleterapi. Det kan man spørge om ved telefonisk henvendelse om en konsultation. Ofte er det en sekretær som sidder ved telefonen, men man kan bede om at få en telefonsamtale med psykiateren, inden man bestiller en tid.

Ud fra egne langvarige ophold på psykiatriske hospitaler vil jeg bedømme, at den bedste støtte, tryghed og individuelle behandling fås hos en privat praktiserende psykiater. Jeg har de sidste fem år anbefalet en del af mine medlemmer af Foreningen Rod-Nettet samt bekendte til praktiserende psykiater. Som en krølle på halen er det at have sin egen speciallæge en meget positiv ting, ligesom det f.eks. er at have en god tandlæge, netop fordi man dér bliver taget seriøst. Det er ikke min oplevelse ved hospitalsindlæggelser eller behandling på distriktspsykiatrien. Der er meget ofte problemer med nedtrapning eller skift af medicinpræparat både på hospital og i distriktspsykiatri. En privat psykiater kommer meget tættere ind på patienten og kan lettere ændre på medicin. Det store skisma er nemlig, at justering af medicin til en helt korrekt dosis er problematisk ved hospitalsindlæggelse. Her handler det mest om at få opnormeret medicinen, så patienten kommer ud af sin p.t. dårlige tilstand, mens det med at nedtrappe er et uafsluttet kapitel – så er man allerede udskrevet!

Så fra ”vugge til krukke” – brug denne gratis og gode mulighed, der trods alt findes inden for psykiatrien i dagens Danmark. Held og lykke til alle der ikke før har prøvet denne mulighed.

Kommentar til Kirsten Seflands ”Skillevejen – LAP medlemsblad nr.4 · 2006”

”Medicin er uundværlig, hvis man vil undgå yderligere sygdomsudbrud…”, skriver du i dit indlæg i LAPs Medlemsblad Nr.1, 2007, og at ”(d)et er direkte ”farligt”, når en veluddannet og velformuleret person, som du, udtaler sig på den måde.” Jeg vil sige det samme til dig!

Adskillige uafhængige undersøgelser har bl.a. vist

– at indtagelsen af de nyere antidepressiva (SSRIs) medfører en øget selvmordsrisiko, især for børn og unge, og en øget risiko for at forvolde skade på andre end en selv (”akathisia” hedder fænomenet i fagsproget), såvel som en vis risiko for at udvikle psykoser,
– at også SSRIs’ene, på trods af hvad farmaindustrien i starten lovede, lige nøjagtigt som de ældre antidepressiva og iøvrigt også benzodiazepinerne, er vanedannende,
– at neuroleptika, såvel nye som gamle, øger risikoen for tilbagefald, mens denne risiko mindskes betydeligt, hvis psykologiske/psykosociale tiltag kommer til anvendelse,
– at folk med diagnosen ”skizofreni” faktisk i det lange løb klarer sig bedre helt uden behandling, end under medicinsk ”behandling”,
– at alle psykofarmaka forårsager intracellulare forandringer på de til de frontale pandelapper og det limbiske system hørende celler – dvs. i de hjernedele, hvor følelser, erindring, tankevirksomhed generelt, ”produceres”. Nærmere betegnet drejer det sig ved disse forandringer om et, ofte allerede efter seks måneder på psykofarmaka, på scanningsbilleder synligt svind af hjerneceller, der gerne bliver bortforklaret ved at påstå at det skulle være en direkte følge af selve ”sygdommen”. Dette er inkorrekt, da disse forandringer ikke er til at spore hos personer, der ikke er blevet medicineret, selv om disse er gået i årtier med en psykisk ”sygdom”,
-at samtidig indtagelse af psykofarmaka forringer, ofte endda forhindrer, successen af psykologiske/ psykosociale tiltag,
– og, sidst men ikke mindst, at 95% af psykiatribrugerne ville vælge en anden form for behandling end den medicinske, hvis tilbuddet fandtes!

Hvad uafhængigheden af undersøgelser angår: Der findes et yderst udbredt fænomen, ikke mindst også i psykiatrien, der hedder ”ghost writing”. Dvs. at en undersøgelse bliver udfærdiget af det farmakologiske firma, der producerer medikamentet undersøgelsen har som objekt, og efterfølgende betaler en ”uafhængig” læge for at, selvfølgeligt kritikløst, sætte sin underskrift på dokumentet, for at få dette ”blåstemplet”. Så meget for uafhængigheden indenfor den (psyko-)farmakologiske forskning…

Livskvalitet – psykiatri vs. psykiatri

Det er for mig yderst tankevækkende at se, at f.eks. Vestlaplandsmodellen resulterer i en procentualitet på 25 når det drejer sig om førtidspensionering, mens man i Danmark, hvor tilsvarende tilbud kun er tilgængelige for de få heldige og rige, mens resten må nøje sig med det offentlige behandlingssystems tilbud, dvs. medicin og, i givet fald, ECT, har en førtidspensionsprocent på 90, halvfems!

Du taler om livskvalitet. Og det samme gjorde min terapeut i sin tid. Jeg har spurgt min terapeut, og vil spørge dig: Hvad får jer til at tro, at i ved, hvad livskvalitet er for et andet menneske end jer selv? Jeg personligt har altid haft et både intellektuelt og emotionelt meget rigt liv, på trods af gentagne kriser, der periodisk indskrænkede såvel min intellektuelle som emotionale oplevelsesevne. Periodisk! For at sige det meget kategorisk, så svarer en tilværelse som førtidspensionist med et – omend måske nok så avanceret – værested som hovedomdrejningspunkt i mit liv, og iøvrigt et hav af medicinbivirkninger, ikke til mine forestillinger om en ønskværdig tilværelse! Og heller ikke til min opfattelse af recoverybegrebet.

Acceptabelt ville/måtte dette være, hvis der ikke fandtes andre løsninger. At disse findes, viser talrige udenlandske projekter, såsom Windhorse, det nævnte Vestlaplandsmodel, Soteria, Diabasis m.v. – og min egen historie! Dermed halter din sammenligning med de aldeles ikke gode men gamle tider, hvor folk sad, proppet i tvangstrøjere, i en aflåst celle som ingen kunne finde nøglen til længere, respektive blev udsat for diverse mere eller mindre umenneskelige farmakologiske forsøg, noget så gevaldigt. Det du gør her, er at sammenligne psykiatri med psykiatri – uden at tage højde for eksistensen af alternativer til netop denne psykiatri – som jeg med William Glasser vil advare på det kraftigste imod: ”Psychiatry can be dangerous to your mental health.” Og det vil den blive ved med at være. Uanset hvor mange hyggelige aktiviteter på hyggelige væresteder den måtte tilbyde dem, den ellers har berøvet chancen for virkelig recovery.

”Vejen er målet”

Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde mig – uden nogen form for kemisk ”hjælp” – igennem et psykotisk sammenbrud, og har derved opnået en større afklarethed og livskvalitet end jeg nogensinde før har haft. Jeg stiller store spørgsmålstegn ved, at dette havde været muligt, hvis jeg havde taget mod tilbuddet om psykofarmaka, både pga. den teoretiske viden, jeg har tilegnet mig, men lige så meget også pga. det, jeg desværre er vidne til i min venne- og bekendtskabskreds.

Apropos tilbagefald: Nej, det var ikke mit første sammenbrud, men det var det første, hvor jeg virkeligt fik hjælp. Og nej, jeg er ikke færdig med at bearbejde. Men er det ikke det, der gør os til mennesker: at udvikle os, vores personlighed, at arbejde os igennem hvad der nu måtte komme af problemer i vores liv? Er det ikke det, der giver virkelig livskvalitet: at få mulighed til at finde sig selv, sine egne udtryksmuligheder, sit eget sprog, i stedet for at blive lullet ind i en stillestående, medicinsk pseudotilfredshed? Udvikling i stedet for stilstand, frigørelse i stedet for opdragelse… Klichéer, ja, men tro mig, jeg har oplevet og oplever påny hver dag at de holder!

Jeg er i fuld arbejde i dag, og har, igen, et rigt intellektuelt og emotionalt liv, uden de vedvarende (iatrogene!) begrænsninger jeg ser hos det store flertal af mine medicinerede venner og bekendte.

Jeg mener, du burde gå lidt mere i dybden med din research før du angriber på den måde som du gør! Jeg vil anbefale at se lidt ud over den danske næsetip og rette blikket bl.a. mod det engelsk- og tysksproglige udland, hvor man er kommet en del længere mht. alternativer til og informationsniveauet omkring psykiatrien end herhjemme.

Marian B. Goldstein
mariangjersoe@hotmail.com

En kommentar til de to artikler i nr. 4 2006 og nr.1 2007

På en eller anden måde syntes det mig, at noget løber af sporet i Kirsten Seflands artikel.

Det er helt i orden at du Kirsten oplever Litium som en god hjælper for dig. Men derfra og så til at generalisere som du gør, det er ikke i orden. Du generaliserer dig frem til, at psykofarmika kun er et gode – for at stille sagen på spidsen.

Og jeg bryder mig heller ikke om din let nedladende tone over for Krystyna.

Skal vi debattere psykiatrien så lad os gøre det i en sober tone. Nogle fakta som er rimeligt let tilgængelige for alle der søger dem.

Siden anden verdenskrigs slutning har psykiatriens forskning primært foregået omkring udvikling af kemisk terapi. Det kan man overbevise sig om ved at gennemløbe registrerede forskningsrapporter, internationalt offentliggjorte. Og at langt den overvejende del af denne forskning er foregået enten på medicinalindustriens laboratorier eller betalt af samme industris forskningsfonde, er også en evident der lader sig efterprøve via Nettet.

I Danmark har vi noget der hedder statens forskningsråd, de fordeler midlerne til den frie forskning. Så langt så godt. Men det er faktisk nærmest beskæmmende, at de midler de har til rådighed er så små, at omkring 95% af indsendte forskningsprojekter må afvises – ikke fordi de er dårlige – men fordi der ikke er midler til gennemførelsen af dem.

Det er også beskæmmende, at humanistisk baseret grundforskning på det nærmeste er ikke eksisterende mere i Danmark. Senest har såvel statsministeren som videnskabsministren udtalt at forskning der ikke har et patent, hæftet i ”røven” ingen relevans har for Danmarks renommé internationalt.

Senest kan jeg registrere at i forslag til psykiatriplan for region H (hovedstaden) er der et kort kapitel omkring forskning der bør fremmes, man peger på 5 områder, ingen af den har humanistisk basis, de 4 rent biokemiske og det femte har lidt humanistik på den absolutte sidelinie.

Nu skal dette indlæg ikke ses som et ensidigt angreb på psykofarmikaen, den har sine gode sider, men den kan ikke stå alene. Den kan i visse tilfælde være et hjælpende redskab, men den kan lige så tit være et bremsende redskab. Uheldigvis opleves den i visse kredse som værende ”Det mindst indgribende” indgreb, læs behandlingstilbud, hvilket godt kan både forbløffe og skræmme. Al den stund, den altid vil ”Skyde med spredehagl” forstået på den måde at den også indvirker på hjerneprocesser der ikke har ubalancer. På den måde, at nok balancerer den i visse retninger, men samtidigt skader den på lang sigt, for mange andre områder i det menneskelige system. For ikke at tale om lang tids medicins nedbrydninger, overbelastning af tarmsystem, lever og nyre. Eller de hormonelle ubalancer der går under navnet bivirkninger.

Ser man på hjerneforskningen af i dag, vil man se, at nok spiller biokemi og lignende faktorer en stor rolle for hjernens funktion, men kun som en del af helheden, af det fuldkomne styringssystem. Derfor mærker man der, modsat i psykiatrien, en ydmyghed over for hjernen. For som Dorte Sestoft sagde ved en hjernekonference i 2005 ”Vi kan isolere den enkelte hjernecelle, og registrere biokemiske og elektroniske reaktioner, men vi aner stadigvæk ikke hvad der skaber den enkelte, oprindelige og originale tanke.

Står psykiatrien ved en skillevej? Ja og nej. Det afhænger primært af om psykiaterne tør gøre op med deres naturvidenskabelige arvegods, (Newtons urværksteori) og give plads for det hele menneske i psykiatrien. Det hele menneske med alle dets variationer, både åndelige og fysiske.

Bo Steen Jensen

Døde den 1. april 2007 53 år gammel. Alfred var en igangsætter på vidt forskellige områder. Han var et menneske, som er savnet og elsket vidt omkring. Han startede både Viborg Big Band + Jazz Band og de seneste år spillede han trækbasun.

Jeg mødte Alfred første gang da jeg arbejdede i køkkenet på Nørremarken produktion og service. Vi blev arbejdskolleger. For 2 år siden startede han min computer og jeg kom på internettet. Han var et menneske, som trak folk til, men desværre også det modsatte.

I de sidste år kørte Alfred til møder sammen med Anonyme Alkoholikere og det hjalp ham rigtig meget. Da jeg begyndte i Baptistkirken var Alfred også der. Alfred vendte tilbage til arbejdsmarkedet som taxachauffør på deltid. Han var også i sin tid med i FAP Viborg og sørgede for at skaffe mange penge fra Amtet til vores arbejde.

Alfred sad i flere år i LAPs landsledelse og var tovholder for hjemmesidegruppen. Alfred efterlod sig en datter Louise, som i dag studerer til sygeplejerske.

Jeg var med til begravelsen, mange mennesker var mødt op. Efter Alfred’s ønske blev der til slut spillet og sunget en sang fra ”Danser med drenge” ”Er der mon nogen i himlen”. En meget smuk oplevelse.

Forventningsfulde ankommer omkring hundrede medlemmer, torsdag den 17. maj til den årlige trend, LAP-Landsmødet i Middelfart, som det er kutyme at holde på Kursuscenter Severin. Her samledes de mange medlemmer af ”Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere” fra hele landet.

Det skulle senere vise sig at blive et af de mest veltilrettelagte og givtige landsmøder i længere tid. (det er min, Inger-Liss Christoffersens personlige mening). De to suveræne ordstyrere, Pernille Jensen og Benny Lihme, styrede med sikre hænder og penne tre dage igennem de mange tiltag, spørgsmål og afstemninger. Der var mange og lange gentagne spørgsmål stillet af de samme ivrige medlemmer, som af og til måtte cuttes lidt af. Det blev gjort på professionel vis af ordstyrerne.

Starten gik med at præsentere dagsordenen samt en velkomst af den siddende Landsledelse, hvor hvert enkelt medlem fik tre minutter til at fortælle lidt om sig selv og hvad de mente var vigtigst for dem. Derefter gik man videre i dagsordenen som på næste pkt. havde Landsledelsens handlingsprogram, samt med nedsættelse af redaktionsgruppe vedrørende handlingsprogrammet – alt sammen præsenteret og styret af Karl Bach Jensen. Derefter kom tilmeldelse til workshops samt arbejdsgrupper. Efter pause var der åbne arbejdsgrupper og workshops. Kl. 19.00 blev der serveret aftensmad, der som sædvanlig var fortræffelig og lige hvad vi trængte til efter en hård 1. dag.

Fredag den 18. maj: Marianne fortæller

Fredag gik vi for alvor i gang med behandlingen af de indkomne forslag, dog med et afbræk omkring middagstid, hvor præsten, Annette Hedensted fra Aabenraa kom med et spændende indlæg. Under foredraget som var temmelig festligt, var der en del som forlod mødesalen. Hvorvidt det så skyldtes protest mod præster generelt, Annette Hedensted specifikt eller om det blot var en kærkommen undskyldning for at få mulighed for et ekstra hvil, må stå hen i det uvisse.

Personligt syntes jeg, at et afbræk fra den lange dagsorden, med de mange indkomne forslag, var rart. Den meget utraditionelle præst kom med nogle citater, som i alle tilfælde gav mig, Marianne Stengaard, stof til eftertanke:

”Man kan kun forandre dét, som man accepterer” og ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns”.

Det er jo fordelen ved et indlæg som hendes på et landsmøde – at man kun behøver at forholde sig til det man ønsker, uden derved at føle sig udenfor eller være en uansvarlig landsmødedeltager. Et andet citat, som hun kom med, passede vældig godt med den pressemeddelelse, som Nils Holmquist, Kaj Larsen og Karl Bach var ophavsmænd til senere hen på landsmødet. Pressemeddelelsen havde overskriften ”Vi er ikke farlige” og citatet fra Annette Hedensted var:

”Det er de ufejlbarlige, som er farlige”

Efter indlægget og en dejlig frokost, som for en ”madglad” var en fristelse ud over alle grænser, tog vi igen fat på indkomne forslag. Derefter var der ligesom om torsdagen workshops med igangværende arbejdsgrupper samt dannelse af nye arbejdsgrupper. Her blev startet en hårdt tiltrængt Mediegruppe som en kobling til LAP-bladet og PR-gruppen.

Efter endnu en lang dag med mange impulser, kunne vi om aftenen sætte os til bords til landsmødets festmiddag, hvor dagens fremkomne uenigheder blandt nogle af mødedeltagerne var sat på standby til næste dag.

Efter en dejlig tre retters menu blev der uddelt tekster til nogle sange og med tre, om end ikke tenorer, så i alle tilfælde glade ”forsangere”, alias Hanne Løvig, Lise Jul og Paul Bjergager, istemte omkring 100 landsmødedeltagere i blandet kor sangene. Den ene sang kendte jeg personligt ikke på forhånd: ”Du kom med alt det, der var dig” af P. Warming og J. Rosendal; men sidste vers lød:

”At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter
og kærligheden er og bli’r
og hvad end hele verden si’r
så har den vore hjerter.

Et vers, hvor man uundgåeligt tænker ”Recovery” og ”essensen af en psykiatrioverlevers erfaring”! Efter middagen blev pejsestuen indtaget af snakkende personer samt enkelte med danseglade ben. Hvordan resten af aftenen forløb, var meget individuelt, men nogle af os kom da tidligt i seng….. ja, altså tidligt om morgenen!

Lørdag den 19. maj: Vi havde stadig en del forslag til behandling, men med dirigenternes hjælp blev dagsordenen gjort færdig. I år var der ”kun” 4 ledige pladser i landsledelsen, og der var opstillet 9 kandidater. Steen Moestrup og Bente Rasmussen blev genvalgt, nyvalgt blev Claus Gamborg og Tobias Hetting. De 7 øvrige kandidater er nu suppleanter til landsledelsen.

Heldigvis var der tid til et meget spændende indlæg, som sluttede landsmødet – Karl Bach Jensen orienterede som sædvanlig veloplagt om handicapbegrebet. En meget god ting var et ekstra dagsordenspunkt: Evaluering af landsmødet. Her kom mange gode forslag frem til, hvordan vi kan arrangere et endnu bedre landsmøde i år 2008 – og det vil landsledelsen arbejde videre med.

På gensyn i maj 2008

Hanne Wiingaard

Nogeet om forståelsesrammer, mine, dine og de andres

Forvilder man sig ved et uheld ind i en boghandel, eller et bogklubkatalog, eller har man det som jeg, der ofte får bøger ind ad døren til anmeldelse. Så kan man godt blive overrasket over hvor mange bøger der handler om følelser. (egentlig handler vel alle bøger om følelser, selv fagbøger, på en eller anden måde)

Men her tænker jeg på den enorme produktion af bøger der indeholder selvterapeutiske systemer eller forslag til sådanne. Jeg kan godt undrende spørge mig selv hvorfor?

Har det at gøre med, at den verden vi efterhånden har skabt omkring os selv, som vores livsrum, ikke opleves som den, ”Den bedste af alle tiders verden” vi troede vi skabte? Slet ikke er så ”den bedste” som den lader som om den er.

Har det at gøre med at vi oplever, at den tværtimod forsnævrer og indskrænker vores livsrum?

Hvad er det der er blevet væk? Hvad er det for en søgen, disse bøger og for den sags skyld de mange terapitilbud, af vidt forskellig art, er udtryk for?

Tiden nu er fyldt med mantraer. Vær i dit hjerte – Vær i nuet – Lev dine følelser – og så videre.

Som en kronikør skrev for nogen tid siden ”I dag er det ikke nok at føle sig i balance, i dag går vi i terapi for at lære, At være lykkelige” det sære er at ingen rigtigt ved hvad det vil sige ”At være lykkelig”, vi taler om en tilstand alle ønsker at være i, men som ingen endnu har kunnet give en endegyldig definition. Læser pt. en bog om vrede og vredens natur. Lars-Henrik Schmidt – ”Om Vreden”

Men den vrede forfatteren taler om, og den vrede jeg kender, syntes jeg ikke helt er den samme, og dog, på en måde genkender jeg den.

Samtidigt er jeg i gang med Barbara Bergers bog ”Er du Lykkelig nu”

Kan godt lide indholdet i de to bøger, som på en eller anden måde supplerer hinanden. Egentligt sjovt at de 2 forfattere dukker op i mine stakke af bøger, der vil læses, samtidigt.

Selv om jeg har en fornemmelse af, at Barbara bruger ordet lykke i titlen lidt provokativt. Når man læser i bogen syntes det mig at ordet lykke ofte kunne erstattes med ordet Tilfredshed.

Der hvor de to bøger mødes er at de fra hver sin vinkel kommer ind til begreber som skuffelse og tilfredshed.

Jeg skrev tidligere at jeg ikke helt syntes den vrede der er inden i mig fuldt ud er samme vrede som Lars-Henrik taler om.

Jeg syntes det er meget svært at finde ud af, om det er vrede eller skuffelse, der ligger i den følelse jeg oplever, eller hvornår hvad er hvad.

Men en af bogens store kvaliteter er, at den får en til at tænke over, om det altid er vrede vi kalder vrede, eller om det i virkeligheden er skuffelse. Vrede kan faktisk bruges som drivkraft. Vreden over hvordan tingene hænger sammen, eller ikke hænger sammen i et samfund bliver let til indignation. Og hvor vreden som ren vrede primært bliver en handlingsblokerende følelse, en lammelse, kan indignation blive kraftkilden, der for eksempel bliver drivkraften i frivilligt socialt arbejde, og – eller politisk engagement.

Den anden type vrede der i virkeligheden er skuffelse, bliver derimod ofte kun en lammende næsten depressiv følelse.

Her er det så Barbara kommer ind med sin bog. Hvis man nu i titlen læste spørgsmålet ”Hvorfor er du skuffet nu?” og derfor ikke føler dig lykkelig, så dukker spørgsmålet op. Hvorfor er jeg skuffet? Hvorfor føler jeg mig ikke tilfreds? Og ikke mindst, hvad skal der til, for at jeg vil føle mig tilfreds?

Jeg må sige at bogen kommer hele vejen rundt om problematikkerne, og den har også nogle gode spørgsmålsserier, som kan bruges til at analysere Hvorfor – Hvordan – Og hvad så?

Især kan jeg godt lide at bogen bygger på egne erfaringer, og samtidigt i høj grad undgår den egocentrisme, som så mange af den type bøger udtrykker. Barbara har stillet spørgsmålene til sig selv, og fundet nogle svar hun så mener andre også kan have glæde af at afprøve. Som hun skriver, ”det har virket for mig, måske kan det også virke for dig”

Lars-Henriks bog er nok lidt sværere at bruge direkte, den har meget karakter at afhandling, og bærer præg af filosoffen bag bogen. En ting i den som forekommer meget væsentlig i tiden, er dens udredning af årsagskæderne bag mange af de spændinger, der præger vores tid med terrortrusler og lignende temaer.

Jeg skriver i indledningen ”noget om forståelsesrammer” og netop de er hovedtemaet i de to bøger. Dine emotionelle forståelsesrammer, mine emotionelle forståelsesrammer og alle de andres, hele det samspil af forståelser og tolkninger som styrer samspil, samvær og kommunikation mellem mennesker, og som så ofte går galt. Måske fordi vi ikke præcist nok har klargjort over for os selv, hvilken følelse vi er i. Hvor tit kalder vi en følelse for noget andet end det den er? Ved med mig selv, især efter at have læst de to bøger og andre som evt. vil blive omtalten anden gang, at jeg ofte – måske for ofte – ikke har været nøjagtig nok i valget af navn for en følelse, og derved har givet den en anden energi, end den der lå i følelsen.

Og uanset hvordan vi vender og drejer livet, så kommer vi ikke udenom, at vi er de tanker vi tænker om os selv. For det er de ord vi bruger om vores tanker, vi lagrer i vores erindring. Og jo flere negative ord vi har i erindringen, des mindre glæde har vi at se tilbage på. Prøver selv at rydde op i min ballast af negativt lagrede erindringer. Det er et bevidstgørende arbejde, men spændende – fordi det gør livet spændende. Og jeg har efterhånden næsten lært, at det er mig der vælger med hvilken følelse jeg oplever tingene og ordene omkring mig. Tingene og ordene er neutrale. Hvis du vælger ikke at lade dig såre af en bemærkning, så kan den ikke såre dig, selv om den der udtaler den ønsker at såre dig.

Men prøv selv de to bøger, måske får du helt andre oplevelser ud af dem. Men ligegyldige er det ikke, de fortjener at læses.

Bo Steen Jensen

af Inge Frost, udgivet på Eget forlag 2006.

En bog der handler om Inges vej gennem et recovery forløb. De hurdler og problemer som behandlersystemet giver en og de ting, som man selv kan gøre.

Hvor stor betydning det har at have en tro på sig selv og på at der findes nogen i verden, som vil en det bedste.

Bogen er skrevet i Inges helt personlige sprog, det er ligesom at tale med Inge i telefonen og der er indsat adskillige digte undervejs. Det giver en let indgang til bogen og den bærer absolut præg af en personlighed, der vil noget mere end hvad systemet kan tilbyde.

Samtidig endnu en bog, som vidner om systemets manglende kompetencer og evne til at hjælpe en person i nød.

Jeg har læst bogen med stor interesse og kan desværre nikke genkendende til mange af de problemer med systemet, som bogen beskriver. Jeg har også fået bekræftet mange af mine egne iagttagelser og det er faktisk rart indimellem at møde mennesker hvor man bliver forstået.

At elske livet – er svært
At give sig lov – endnu værre
Det er en træningssag af de store
Bare rolig, du har hele livet

At tro er godt – grundsten for livet
Men at tro forkert er galt
Så tro ikke at livet er en konkurrence
Livet er en chance – kære

af Jan Kr istensen, Forlag: Peter og Ping, udg. nov. 2006. Pris 50,- kr. + porto.

Denne lille bog er skrevet for flere år siden af Jan – mest stående ved en pølsevogn på Lyngbyvej og først nu udgivet af et lille forlag. Det gør ikke historien mindre læseværdig.

Det der er så rørende ved denne sande historie, er ikke kun beskrivelsen om hovedpersonen Anne Mette, men den lyriske måde værket er skrevet på af en mangeårig psykiatribruger, som selv har prøvet mange af livets skyggesider. Hans omsorg for denne kvinde – hvor kærligheden til hende ikke kunne redde Anne Mette ud af alko- og pillemisbruget er rørende. De to år han oplevede med hende viser hvor håbløst det er at være både psykisk syg og misbruger og hvor samfundets hjælp og støtte er så mangelfuld. Teksten som er mest lyrisk springer frem og tilbage i tiden, så læseren får mere og mere at vide hen imod slutningen.

Der har været tre mænd i Anne Mettes korte 37-årige liv og den sidste var Jan. Han var selv i en dårlig tilstand, men gjorde hvad han kunne for at hjælpe – de mødtes på SHH og han flyttede ind i hendes lejlighed på Lyngbyvej. Dog kun med tøj og det personlige for hun havde et syndigt rod og svineri pga. hende ofte døddrukne dagligdag. De to tidligere mænd i hendes liv var mere til besvær for A.M., da der var tale om misbrugere – Johnny gjorde hende endog gravid. Det ender med en provokeret abort på hospital, som Jan ser til fra sidelinien.

Det er en på en gang gribende sandfærdig og rørende fortælling om hvad to mennesker gør for imod og med hinanden – de har begge psykiske sygdomme og Jan er tidl. hjemløs. Jan knytter sig stærkt til hende, og i håbet om at kunne redde hende ud af sygdom og elendighed bliver han hos hende i ca. to år. Men muligheden for at stoppe drikkeri og piller er håbløs – hendes læge skriver ustandselig piller ud – lægevagten nægter at komme da hun er blacklistet – og kioskhandleren giver hende vin på kredit. Her svigter systemet igen – dengang i 1990´erne – tabu og manglende omsorg og svigt fra det offentlige skinner tydelig igennem. Der gives kun ”hovsa løsninger” – såsom førtidspension, rengøring af lejligheden da hun prøver en mislykket afvænning i Jylland.

Hvad får en begavet kvinde – med en i starten rimelig tilværelse med arbejde – til hurtigt at forsumpe i druk og piller? Jan skriver bl.a. om genfejl ved alkoholisme og psykisk sygdom – ja, det ved vi i dag, men i 2007 er det stadig tabu af have den slags sygdomme. Mulighederne for ordentlig medicinsk behandling og recovery er i dag til stede, så det burde være muligt for mange at få et tålelig og værdigt liv ved samfundets hjælp. Det er kun de stærkeste af de syge som overlever. Det må kræves af samfundet, at der tages ekstra hånd om psykisk syge for at statistikken ikke skal bestå.

Slutteligt i bogen er der et lille interview med Jan Kristensen, som ikke selv gør megen stads ud af sit eget ikke for lykkelige liv. Men i de senere år har han via Recovery som er værd at bemærke – fået sig et indholdsrigt liv med bøger, teater, musik og kulturelle tiltag. Det har gjort at han nu fik lyst til at udgive bogen om Anne Mette – der er meget stof til eftertanke i det lille hæfte, som tåler at blive genlæst.

Jeg var så heldig at deltage i B-I-D – kursus (Brugerlærerne i DK) sammen med Jan i 2006 og fandt her en mand, der når ud over mange grænser med sine budskaber ved sine foredrag om det at være psykisk syg og velbehandlet. Tak fordi jeg måtte anmelde din bog, Jan.

Af Inger-Liss Christoffersen PR-sekretær i FAP-Kbh

Det var Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugeres Landsmøde 2007.

Det var dog Kristi Himmelfartsdag og musikken var ikke af Sven Gyldmark til en Far til Fire-film, Derimod var det et af foreningsdanmarks årlige sværdslag med demokratiet…

LAP blev stiftet for godt 8 år siden og det er nu det 9. landsmøde, som traditionen tro blev holdt i naturskønne omgivelser i midten af landet.

Stiftelsen foregik dengang i Svendborg og denne gang var vi i Middelfart.

Altså altid nær eller på Fyn – i midten af Danmark – symboliserende kompromisset. Vi mødes på midten…

Sekretariatet kom da også til at ligge på Fyn endda i H.C. Andersens fødeby Odense – oven i købet klods op af hans barndomshjem i gaden Klingenberg.

Forrige år var der tvivl om dirigenterne passende kunne afslutte landsmødet med at takke for god ro og orden.

En mødedeltager foreslog, at man i år kunne takke for et landsmøde i god rodet orden!

Hermed slut fra en lille del af virkeligheden på årets landsmøde, men det var kun en meget lille del. Det var det vi havde plads til og valgte at bringe…

Virkeligheden afhænger af øjnene der ser…

På gensyn næste år!

LAP har mange kollektive medlemmer – bo-, væreog aktivitetssteder spredt ud over hele landet.

Dem vil vi gerne have nogle flere af. Vi vil også gerne have, at vores kollektive medlemmer bliver bedre integreret i foreningens arbejde. Hidtil har mange af LAPs kollektive medlemmer nemlig mest fungeret som støttemedlemmer.

Men hvad skal der til for at få LAPs kollektive medlemmer til at involvere sig mere i LAPs arbejde? Og hvad skal LAP gøre for at blive en mere attraktiv organisation at involvere sig i for kollektive medlemmer?

Det får man jo kun svar på ved at snakke sammen og fortælle hinanden hvilke forventninger, ideer og visioner man har.

Derfor blev der taget initiativ til et møde med de kollektive medlemmer, hvor disse blev bedt om at sende 1-2 brugerrepræsentanter til mødet. Forinden havde de to rejsekonsulenter ringet rundt til alle LAPs kollektive medlemmer og fortalt dem om mødet. Efterfølgende blev der så sendt indkaldelse ud.

24. april mødtes vi så i Odense. Der var folk fra hele landet: Herning, Århus, Kolding, Nordfyn, Svendborg, Næstved, Herlev, Brønshøj og Amager. Stemningen var god. Der udveksledes ideer og erfaringer. De viste sig hurtigt at forholdene på de forskellige steder er meget forskellige. Nogle steder er brugerne repræsenteret i ansættelsesudvalget, når der skal ansættes personale. Andre steder er det mere begrænset med brugerindflydelsen. På den måde viste det sig i praksis, at de kollektive medlemmer kan have udbytte af at mødes med hinanden og inspirere hinanden til at stille krav om mere brugerindflydelse og bedre faciliteter på bo-, være- og aktivitetssteder.

I løbet af dagen kom der også forslag om at man f.eks. kunne lave en jobbørs. Det er måske ikke altid lige let at blive ansat på et værested, hvor man selv har været bruger. Men hvis man havde et netværk på kryds og tværs af værestederne ville brugere fra det ene værested måske have mulighed for at blive ansat på det andet og omvendt.

Vi blev enige om at der bør holdes træf for de kollektive medlemmer. Træffene skal rumme såvel noget fagligt/politisk som noget socialt. Vi regner med at lave sådan et træf en gang i efteråret. Temaet skal være ”Det gode værested” og hensigten er at formulere en slags ”værestedspolitik” for LAP. Dette skal kombineres med nogle sociale aktiviteter f.eks. idræt eller en god fest. Selvfølgelig inden for rammerne af de økonomiske muligheder vi nu har i såvel LAP som hos de kollektive medlemmer selv.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe som arbejder videre med dette. Også den består af folk fra hele landet – i alt indgik 8 personer + LAPs rejsekonsulenter.

Følgende personer sidder i LAPs arbejdsgruppe for kollektive medlemmer:

Tom Steffens, Nabocenter Amager
Lars Bo Hermansen, Nabocenter Amager
Werner Leervad, Skiftesporet, Herning
Grethe Knudsen, Nordfyns Psykiatricenter
Jørgen Kølle Egemose, Aktivitetshuset, Svendborg
Hans-Jørgen Troelsen, Skiftesporet, Herning
Bo Reinholdt Olsen, Bo og Netværk (Oasen), Næstved
Anna-Katharina Hougaard, Aktivitetsteamet, Herlev
Gitte Dalsgaard, Nordfyns Psykiatricenter
Derudover forventer vi deltagelse fra en suppleant
for Anna Haugård, Aktivitetsteam, Herlev

Normalt hedder det: Velkommen på forsiden! Men vi er beskedne, selvom vi ikke har grund til det!

På det nylige Landsmøde i LAP hørte jeg dog, at en del begyndte at læse Medlemsbladet med bagsiden. På den måde er vi lige vidt, for så vidt er bagsiden på en måde blevet forside… Alt med måde.

Det kan ikke komme bag på mange, at vi har overskredet den officielle tærskel til sommeren: den 1. juni. Inden næste udgave er det blevet endnu mere sommer og dermed sommerferie.

Mange læsere og medlemmer har den livssituation at være på pension og arbejdsfri – eller i al fald fri for lønnet arbejde.

Når alle andre så holder fri fra arbejde – hvordan holder man så fri fra at have fri?

Det har dog den fordel, at man oftest kan sove længe om morgenen. De fleste mennesker tilbringer ellers deres liv med at gå i seng, når de ikke er søvnige, og stå op, når de er det.

Samfundsmæssigt set har vi i Danmark historisk lav arbejdsløshed.

Det gør at der nu bliver gjort mere for at ”restgruppen” og mennesker på overførselsindkomst kommer i arbejde. Det kan være med forskellige former for støtte og på fuld tid eller på deltid.

Det er en god idé at starte blidt efter lang tid uden arbejde. Man skal huske på at passe på sig selv, for man er ikke altid sikker på at andre gør det.

Jeg så i den forbindelse en vejledning på opslagstavlen på en arbejdsplads. Arbejdspladsen ønsker af hensyn til sit omdømme at være anonym, men jeg har navnet på den…

Der stod: Husk! Du bør altid give dig 100% på arbejdet!

12% Mandag, 23% Tirsdag, 40% Onsdag, 20% Torsdag og 5% Fredag

Frihed er et begreb som filosofferne har diskuteret siden talens brug – og sikkert tænkt over længere. Frihed er som så meget andet relativt – man har det kun i forhold til noget.

Den totale frihed er ikke entydig eftertragtelsesværdig. Godt nok mente den franske filosof Jean-Paul Sartre, at ”helvede er de andre”.

Men min barndoms børnebog: ”Palle alene i verden”, viste mig, at selv om Palle var grundigt træt af alle de andre, så var en verden, hvor man kunne gøre lige hvad man ville, når man ville – som køre sporvogn og være oppe lige så længe man ville, kun er sjovt i drømme, men ikke i det lange løb – i virkeligheden.

Sartre havde også den beskrivelse af det moderne menneske, at ”vi lever alle i et bur af ubegrænset frihed…”

Jeg tror heller ikke på, at friheden til at vælge mellem endnu flere valgmuligheder nødvendigvis gør os lykkeligere. Måske mere forvirrede på et højere niveau.

Den gode og vise visemand Svante synger om hvor svært han har det med alt for mange valg i stormagasiner. Han erkender bittert: Således lyder mit vidnesbyrd: Billige tilbud har kostet mig dyrt!

Vejret kan vi dog ikke selv bestemme eller forandre. – Og dog… vi gør det alligevel ved at udlede CO2 og andet skadeligt, som på kortvarigt ”godt” og langvarigt ondt ændrer ozonlaget.

Hvordan bliver sommervejret så? Danske meteorologer har spået en endnu bedre og dermed varmere sommer end sidste år. Den var ellers varm nok endda.

Alligevel forudsiges temperaturen at stige – helt og konkret blive 0.7 % varmere. Det vil jeg dog tage med et gran salt – selvom det er usundt for blodtrykket.

Jeg vil under alle omstændigheder ønske alle en god sommer – med eller uden ferie! Mit råd med hensyn til vejret er et forsigtigt, men velment: Regn med sol! Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Kærligst
Michael P. Krog