LAP

 
  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Stigmatisering, hvad er det?

Email Udskriv PDF

På vores landsmøde i år var der et foredrag, som Johanne Bratbo holdt; det omhandlede en antistigmatiserings kampagne, som hun står i spidsen for. Men hvad betyder stigmatisering? Jeg har prøvet at spørge folk om det, de fl este ved det ikke. Kort fortalt betyder det B-mennesker (altså andenrangs mennesker). Johanne Bratbo fortalte, at der er fl ere grupper, der bliver set ned på i dagens Danmark: flygtninge/indvandrere, narkomaner, grønlændere men også sindslidende; det er netop den målgruppe, som før omtalte kampagne skal forsøge at ændre danskernes syn på. Hun fortalte videre, at ordet (stigmatisering), kommer fra rigtigt gamle dage, da slaver blev brændemærket, så man altid kunne se, de var andenrangs mennesker. Kampagnen er ikke gået i gang endnu, men der er givet rigtigt mange millioner til den. Hun kom endvidere ind på, at man skal passe på, at den ikke giver bagslag, altså kommer til at gøre ondt værre. Det kan nemt blive op ad bakke, som man siger, da der jo til alle tider har været, a, b, c, d osv. mennesker. Vi har da altid givet en befolkningsgruppe højere rang end andre. For 100 år siden var gamle mennesker i høj kurs, børn var det modsatte. Nu er det hele vendt om. Børn er jo nærmest guder nu til dags.

Men ok, det er fint, at man forsøger at give sindslidende et mere positivt skær, med de andres, altså de raskes øjne. Man burde dog også lægge fokus på de sindslidende selv, det er endnu mere relevant, så de ikke går og nedgør sig selv. Fx. har en sindslidende sagt, at "de raske spejler sig i os, de syge" (forstået på den måde, at så føler de sig endnu mere værd). Dette synspunkt, er 100 % forkert. Det gør raske IKKE. Det siger vist mere om den sindslidende selv, altså at hun har mindreværdsfølelse.

Endnu tydeligere er det i forbindelse med, at LAP har lavet noget der hedder "Det psykiatriske testamente" oversat betyder det, at man har nogle forslag til, hvordan man skal behandles, hvis man en gang kommer på en lukket afdeling, og ikke er ved sine fulde fem. De er altså skrevet ned, uden at lægerne er forpligtet til at følge dem. Men hvorom alting er, så er der to, der skal skrive det såkaldte testamente under, så det har en form for værdi. I forbindelse med at "testamentet" blev forklaret for målgruppen, sagde en, at man skulle lade en anden sindslidende fra en anden landsdel skrive under, ikke en fra sin egen landsdel. Hvorfor det? spurgte jeg. Svaret var, at så kendte lægen ikke vedkommende, den sindslidende var jo fra en anden landsdel, en sindslidendes underskrift var nemlig ikke så meget værd som en rask ens, mente han.

Det er igen 100 % forkert; det er læger da ligeglade med, en underskrift er ligeså meget værd, om det er en sindslidende eller en rask, der har skrevet den. Med de to eksempler, hæver jeg bevisbyrden for, at antistigmatiserings kampagnen, burde rette sit "skyts" mod både brugere og andre danskere, grønlændere, svenskere, nordmænd, ja alle der, mener at sindslidende er Bmennesker. For det er vi jo netop ikke!