Medlemsbladet nr. 3, 2005

Om bl.a. sommerlejr, angst, elektrochok, kunst og boganmeldelser.

Så oprandt endelig dagen da vi kunne skrive cirkusdirektør Diana Benneweis, som protektor for FAP-København, på foreningens visitkort. I skrivende stund omtales kun det, der har nyhedsværdi og som MÅ ud nu; senere vil jeg interviewe Diana til næste LAP-Blad. (Pressemeddelelse til dagblade/medier bliver udsendt uge 38)

Mødet med Diana fandt sted den 14. september i Cirkus Benneweis, som havde de sidste sæsonforestillinger på Bellahøj.

Bevæbnet med en smuk lyslilla buket og tre gratis billetter, ankom Erik Olsen, fotograf Jette Nielsen og undertegnede for at se forestillingen i teltet. Der blev vi mødt af Diana selv i et smukt sort velourdress og kunne for første gang præsentere os fysisk for hinanden. Og det var en forrygende professionel cirkusoptræden vi overværede. Aftalen var at vi i pausen skulle tale sammen i hendes cirkusvogn

Det var en veloplagt Diana, som mødte os dér sammen med hendes gode ven Freddie. Der var et fint anrettet bord med vin, glas og snacks til os. For mig som har haft kontakten med Diana pr. tlf. og E-mail igennem ca. fire mdr., var det især en dejlig oplevelse at se hende “live”. Samtalen, som varede ca. 20 minutter, blev indledt af Erik som kort fortalte om LAP og nogle af vore største mærkesager. Og hvad skal vi så bruge Diana som protektor til?

Diana gjorte det klart, at hun vil holde sig som baggrundsfigur, når det drejer sig om at træde frem rent fysisk. I cirkusmanegen er hun scenevant, men herfra og til at optræde udenfor denne – er der langt for Diana. Dog vil det ikke skorte på hendes kommende holdninger, meninger og tilkendegivelser inden for psykiatriområdet. Bl.a. kan der muligvis blive tale om bortauktion af en af hendes kjoler, hvor overskuddet kan gå til FAP-København.

At vor protektor ikke vil fungere præcis som kronprinsesse Mary i PsykiatriFonden og Sind, vil ikke betyde at hun ikke repræsenterer LAP. Det bliver blot på en anden og tror jeg, endnu mere spændende måde. Det vender jeg tilbage til i det kommende interview med Diana.

Lad mig slutte med at sige tusind tak til dig Diana, fordi du vil stille din erfaring som menneske og psykiatrioverlever frem til gavn for os alle.

Hvad enten statsministeren hedder
Rasmussen eller Rasmussen:
Tag en tur med tabu’sen
Vi vil ikke have tvang i eget hjem
Hvor kan vi så være trygge
Et hjem helt uden hygge.

Tvang hører til på hospitalet
Ellers bli’r vi kvalt i’et.
Ellers er vi jo aldrig hjemme
Men samvittighedens stemme
Den må vi ikke glemme
Hvor mange hjemløse skal der være?
Jeg tror det bli’r værre
Det kan jeg ikke bære!”

Alene ordet ”elektrochok” – ja det vækker fordomme, forargelse, bestyrtelse, afsky og vrede. Tankerne ledes hen på tortur, og de gruopvækkende scener i filmen ”Gøgereden” med Jack Nicholson.

Men her er lidt nøgtern information om elektrochok = ECT. ECT har været i brug ved behandling af svær psykiatrisk sygdom, især depression, siden 1938. E CT er al anden behandling overlegen, når det gælder om at opnå bhurtig og sikker effekt hos depressive patienter i suicidalfare, med spise- og drikkevægring, og med psykotiske forestillinger.

Patienten givet et kortvarigt sovemiddel, der fremkalder dyb søvn. Så et muskelafslappende middel, og under behandlingen får patienten kunstigt åndedræt med ilt. Der gives et 2 sekunders varende strømstød (20-100 Joules). Dette er en meget svag strømstyrke, ca. 400 gange mindre, end den der anvendes, når der gives elektrochok ved hjerteflimren. Der fremkaldes et kun svagt krampeanfald, som måles ved EEG (måling af hjernens elektriske aktivitet).

Elektrochok = ECT er en særdeles effektiv og skånsom behandling af svære depressioner, som i mange tilfælde ellers ville koste patienten livet på grund af selvmordstilskyndelser.

Den vigtigste bivirkning er forstyrrelser af indprentningsevnen, som imidlertid restitueres fuldstændigt, når man anvender moderne ECT-apparatur.

På trods af ovennævnte forhold er der fortsat negative holdninger til ECT-behandling ikke kun i fagkredse, men i særdeleshed i dagspressen ikke mindst influeret af en fordomsfuld amerikansk underholdningsindustri. Man har derfor fundet det betydningsfuldt at undersøge holdningen hos de patienter, som har modtaget behandlingen. På verdensplan er der kun udført få undersøgelser af patientens vurdering af ECT-behandling givet med moderne udstyr. 83% var tilfredse med behandlingseffekten, og en generel tilfredshed udtryktes af mere end 90% af de adspurgte. Ca. 75% ville foretrække ECT ved en ny depressiv periode.

ECT’s bivirkninger må opvejes mod de betydelige behandlingsmæssige fordele. Svær depression kan være livstruende, og som det fremgår af en metaanalyse fra 2003, er ECT den mest effektive behandling. Ved ikke at iværksætte ECT ved alvorlig depression, vil patienten i bedste fald blive udsat for langvarig og unødvendig lidelse.

Elektrochok er jo ikke mod forkølelser, men alvorlig psykisk sygdom, hvor det er en effektiv og skånsom behandling. Jeg har selv fået 9 ECT behandlinger i forbindelse med meget svær depression i 1984. Fire uger efter behandlingen var jeg rask og efter otte uger kunne jeg genoptage mit krævende shipping job i fuldt omfang. Det er 20 år siden, og jeg har aldrig siden haft gener eller men efter ECT behandlingen. Det er mit ønske, at fordommene mod elektrochok må mildnes og forhåbentlig helt forsvinde.

Kilder: Bogen Depression, Psykiatrifondens Forlag 1997, ugeskrift for læger, 2003, vol. 165 nr. 40

Den 1. juni var der en konference i Århus, arrangeret af Socialpolitisk Forening. Den omhandlede, hvad man kan gøre for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse. De socialt udstødte er defineret som værende alkohol- og narko- misbrugere, sindslidende, hjemløse, prostituerede, voldsramte kvinder, børn og unge med særlige behov, etniske minoriteter, ressourcesvage ældre og langtidsledige. Ved hjælp af konferencerne, (der er flere i landet) skal man forsøge at få flere i dialog, så der kan komme flere indgangsvinkler til, hvad der kan gøres. Ved hjælp at deltagerlisten kunne man se, at flest kvinder fra den offentlige sektor var mødt frem, men også nogle få brugere, altså nogle social udstødte, som konferensen definerede dem. I alt vel en 60 – 70 stykker.

Først var der to oplæg, der generelt fortalte om emnet, for generelt skulle jeg hilse og sige, der blev bl.a. sagt at, ”integration af mennesker som er socialt udstødte, er svært”, det siger da sig selv. Men det skulle trods alt ske gennem beskæftigelse og lige adgang til goder. Men det med den manglende beskæftigelse, er vist det mindste af det hele, havde jeg nær sagt, og hvilke goder, er det de ikke har adgang til? Af konkrete ting, der kom frem, kan nævnes, at der er ca. 22.000 sindslidende i landet, der kræver en behandling. (Dette tal er langt færre end de 20% af befolkningen, man ofte hører tale om.)

Efter alt for ”pæn” indledning valgte vi at gå i en af 4 grupper, der hver især skulle debattere følgende emner: 1. Udannelse/arbejde. 2. Boliger og opholdsstedet, 3. økonomi/gæld, 4. social /sundhedsservice og sygebehandling. Alt sammen i relation til de udstødte.

Jeg valgte den sidste gruppe, det gjorde jeg klogt i, da det var Jesper Henriksen, der var tov holder på den gruppe. Det gjorde han rigtig godt. Han startede med et blændede oplæg, som flere burde have hørt. Han havde været med til at lave en rapport, hvor han undersøgte, hvad der karakteriserede en udstødt i andres øjne. Det er følgende:

  1. Ensomhed
  2. Anderledeshed
  3. Besværlighed
  4. Ekskluderet af samfundet

Det offentlige bruger følgende hjælpemidler:

  1. Ren omsorg
  2. Omsorg og behandling vil forhåbentlig give udvikling.
  3. ”Hit the rock buttom”, altså at brugeren kommer så langt ned, at de rammer bunden, og erkender, at nu skal de ændre deres tilværelse, som derefter går det opad.
  4. Give dem medicin.

Vi skulle debattere to spørgsmål:

  1. Hvordan undgås udstødelse fra normal foranstaltningerne?
  2. Hvordan gøres de særlige tilbud, til springbræt tilbage til normalsamfundet, i stedet for en eksklusion? (I og med, at man fx får en anden socialomgangskreds, når man har været på de Hjemløses Herberg i et stykke tid)

Mit svar var, at det da er umuligt, da der altid vil være nogle, der er udstødt fra samfundets side. Vi kan ikke ændre samfundet. Derimod er det den enkelte udstødte, der selv skal ændre være måde. Så han/hun ikke bliver udstødt. Det er jo ens udseende og væremåde, der udstøder én, ikke éns diagnose. Den står jo ikke i panden på den enkelte. Fokus ligger ofte på samfundets ansvar i stedet for skal det flyttes til den enkelte, der føler sig udstødt.

Andre gav mig ret i det ved at sige, at den enkelte skal gøre noget ved sin tilværelse, f.eks. ved at være velsoigneret, så man på den måde bliver accepteret og integreret.

Ellers var der nogle der brugte deres tale tid til at komme med harmdirrende indlæg om, hvor uretfærdigt samfundet havde behandlet dem, og i særdeleshed deres børn og børnebørn, der var taget fra dem. Det var ikke svar på spørgsmålene, men vredes udbrud til gavn for dem selv.

Efter den gode middag, mødtes vi i salen igen, hvor hver tovholder fremlagde det deres gruppe havde fundet ud af. Alt i alt var det en dag med meget svingende præstationer, men rigtig god trods alt. Jeg kommer gerne igen til et tilsvarende arrangement.

Hvis nogle vil læse en uddybende version af hvad der skete, kan det gøres på: www.napincl.dk der kan man i øvrigt komme med kommentarer til, hvad man mener der skal gøres, for at mindske den sociale udstødning.

HMS undersøgelsen kan købes ved henvendelse til Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, se websiden: www.akf.dk under punktet udgivelser, punktet publikationer. HMS rapporten består af 4 rapporter: ”Hænger det sammen?”, ”Billeder fra hverdagen”, og ”Skjulte livsverdener” samt ”Brugerne, de professionelle og forvaltningen”. Rapporterne kan downloades fra hjemmesiden.

Der efter går man ind under HMS undersøgelsen.

Revisionen af psykiatriloven om brug af ambulant tvang overfor psykisk syge sætter unægtelig nogle meget ubehagelige tanker i gang. Hvornår kan man f.eks. tillade sig at bruge tvang i behandlingen af syge mennesker, hvem ved hvad et andet menneske har bedst af etc. Selvom man er psykisk syg er det ikke sikkert, at man føler at den bedst mulige behandling er medicinsk behandling. Mange psykisk syge lider lige så meget under bivirkningerne af deres medicin, som de gjorde af symptomerne af deres sygdom. Og hvem kan tillade sig at underkende den beslutning, det enkelte menneske træffer om sit eget liv, om hvilken behandling man vil underkaste sig og hvilken man ikke vil modtage.

Skal den psykisk syge beskyttes mod samfundet eller skal samfundet beskyttes mod den psykisk syge.

I dag er der nogen meget klare regler for, hvornår man kan tvangsbehandle mennesker imod deres egen vilje. Det kan man, når disse er indlagt eller når de er dømt til behandling. I modsætning til de mulige tiltag, som man påtænker at indføre, hvor psykisk syge kan risikere at blive afhentet i deres eget hjem for at blive ført til nærmeste hospital eller ambulatorie og der blive tvangsmedicineret for dernæst at blive sat fri.

Det modsætter Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere, LAP sig. Vi vil have samme rettigheder som andre borgere i Danmark. Vi er allerede dårligere stillede idet psykiatriloven bl.a. fratager os en væsentlig rettighed, det at komme for en dommer indenfor 24 timer efter en tilbageholdelse, men vi nægter at skulle indordne os under ringere vilkår, dette gælder §72 i Grundloven :

Boligen er ukrænkelig. Vi forlanger samme grundlovssikrede rettigheder som alle andre danskere. Vores mening om vores eget liv er mindst lige så vigtig, som alle andres mening. Vi har ret til at tage mod behandling og vi har ret til at forkaste behandling, hvis det er vores ønske. Vi er ikke nødvendigvis kriminelle selvom vi er skizofrene, tro det eller ej. Faktisk er de fleste skizofrene lovlydige borgere ligesom de fleste andre mennesker. Skal det at være blevet diagnosticeret forringe borgerens retssikkerhed?

Psykiaterne har andre måder, de kan vælge at forsøge at fastholde en patient i behandling, de har udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, der i dag er udset til at være et vigtigt redskab, men som sjældent bruges. Var det ikke en ide at prøve disse redskaber af?

LAP mener at tvang kun burde anvendes i påviseligt livstruende situationer.

Mårten Breum, som tidligere har været fastansat som rejsesekretær i LAP, arbejder nu i en periode som konsulent for foreningen.

Folk fra lokale organisationer kan få hjælp med alt – undtagen selve afholdelsen af møder – idet Mårten arbejder hjemmefra.

Men har i brug for hjælp med indkaldelser (også flot layout), plakater, regnskaber, renskrivning, ansøgninger o.s.v.

Så kontakt mig på Tlf: 3041 8312 – helst i dagtimerne.

Mail: maarten_breum@get2net.dk

Jeg glæder mig til at samarbejde med jer!

KH
Mårten Breum

Kontaktcenteret Linnegade stod for den spændende udstilling ”kunst der forløser”. Der var meget spændende kunst.

Bo Asmus Kjeldgård indledte med en glimrende åbningstale, hvor han blandt andet sagde, at det for mange psykisk syge var enten meget mørkt eller meget lyst, hvilket udstillingen også bar præg af. Hallen var praktisk talt fyldt med mennesker i halvanden time. Der var en glimrende betjening og en god stemning på Københavns rådhus, hvor ferniseringen foregik.

Min kæreste, Toke Holme Jensen, havde tre oliemalerier udstillet (se billedet). Der var en indbydende buffet bestående af pandekagekræs , sodavand og vin. Jeg placerede mig selv ved et afrydningsbord og lagde LAP foldere og kuglepenne frem. 40-50 mennesker fik en folder og en kuglepen, flere fik også en snak om LAP. Sadie Christoffersen havde lavet nogen fantastiske mixed media objekter og specielt et værk virkede overvældende. På sort baggrund med hvide vinger var et af Sadies værker noget af det første man fik øje på.

Alt i alt en meget positiv oplevelse. Tak til kontaktcenteret Linnegade

Billede Toke Holme Jensen ved to af sine værker (olie på lærred).

Det kan godt være svært at tro, at skizofreni ikke er en permanent fejl – men et udslag af det enkelte menneskes livshistorie. Men måske er det sådan det forholder sig.

”Der er mellem fire og seks procent af hele befolkningen der høre stemmer. Nogle meget nogle mindre”, fortæller Marianne Holst fra Slotsvænget – et bosted for psykiske syge, ”derfor er det også nødvendigt at gøre noget. At oplyse, og formidle hvordan det er, at være stemmehører og hvordan det kan lykkes at komme igennem det. Nogle ved at få styr på stemmerne og nogle ved helt at komme af med stemmerne”.

Mange går rundt og tror, at det at være stemmehøre, en del endda uden at være i psyk. systemet, eller det at være diagnosticeret skizofren er en evig tilstand. Men der er faktisk folk der kommer sig. Nogle endda helt og de bliver flere. De bliver flere, fordi de selv og deres behandlere tror på recovery og tør arbejde med deres stemmer.

Sidste år i december indkaldte en lille gruppe til et borgermøde, hvor alle der var interesseret i at arbejde med stemmehøring blev opfordret til at møde op. Og der var stort fremmøde. En del var stemmehører, en del pårørende og en del personale i psyk. Systemet. Stemmehøre arbejdet og netværk er udbredt i hele verden. Og både praktiske erfaringer og forskningsresultater har være meget positive. Som led i det internationale netværk Intervoice gik folk fra borgermødet i gang.

”Folk der mødte op var meget sultne efter at komme i arbejdstøjet. En del samledes i den styregruppe der arbejder frem mod en generalforsamling. En del gik sammen i en stemmehører selvhjælpsgruppe. Og her er vi så i dag. Selvhjælpsgruppen kører, og vi i styregruppen er ved at få det sidste på plads med hensyn til en stiftende generalforsamling i efteråret. Jeg synes det er en super ide med selvhjælpsgruppen.

Selv var jeg ung i halvfjerdserne og har gode erfaringer fra kvinde- og mødregrupper, og siden har jeg både som socialrådgiver og privatperson fulgt selvhjælpsgrupper indenfor forskellige områder: sorg/krise, vold, incest, pårørende grupper mv. Grupper som gennem deres helt egen dynamik og processer har hjulpet mange videre i deres liv”, siger Birgitte Halved, værestedet Hjorten Lyngby.

”Det gode ved styregruppen og selvhjælpsgruppen”, supplere Marianne Holst, bostedet Slotsvænget, ”- er at det er meget forskellige mennesker der samles. I styregruppen er det f.eks. forskelligt personalegrupper fra psyk. systemet, stemmehører, leder af bosteder og repræsentanter far LAP. En rigtig god blanding”.

Jørn Eriksen der er leder af Slotsvænget inviterede Ron Coleman og Mike Smith over til Danmark i håbet om, at de kunne inspirere både personale og beboer. Og det lykkedes. I dag er der flere beboer der er i fuld gang med deres recovery rejse. Og nogle er endda flyttede fra Slotsvænget og ud i den ”virkelige” verden.

Ron og Mike har været flere gange i Danmark siden og har hver gang vakt stor begejstring. Ron kommer igen til oktober, endda sammen med Marius Rommes og Sandra Escher. Sandra er i dag den der forsker/arbejder mest med stemmehører på Ph.d niveau.

”Vi har valgt at holde generalforsamling sammen dag som guruerne for recovery er i Danmark, så folk fra hele landet kan slå fluer med et smæk. Lytte til Marius, Ron og Sandra og være med til at få valgt en bestyrelse der skal arbejde frem mod at udbrede recovery og stemmehørergrupper i landet”, slutter Marianne ivrigt.

Hvis I ude i landet skulle få lyst til at høre en spændende recovery rejse, det at arbejde med stemmen /stemmerne så har i muligheden for det. Kontakt Marianne Slotsvænget og hun vil formidle kontakten til Olga, Luna Louise eller Tina – der alle tre er var/er stemmehører.

  • Sandra Escher Hollandsk Ph.d – har lavet/laver research sammen Marius Rommes
  • Ron Coleman er fra Skotland og ex. Skizofren. Var i systemet som bruger ti år. I dag er han konsulent og arbejder meget målrettet med recovery. Derudover har han været med til at starte stemmehøre grupper op i stort set det meste af verden.
  • Mike Smith Engelsk Ph.d – arbejder med stemmehører og recovery.
  • Marius Rommes Hollandsk professor i psykiatri der var den første til sådan for alvor at arbejde med stemmehører og teorien omkring, at man kan komme igennem det og komme sig helt – nogle endda helt uden medicin.

Alle fire har udgivet/medvirket til en del bogudgivelser. Se blandt andet www.psykovision.dk

Jeg har været med på både Endelave og Tunø sommerlejrene. Begge sommerlejre her været en god oplevelse for mig, hvor jeg blev fyldt op mig overskud og energi. Jeg synes det var rigtig godt at opleve at næsten 50 personer (hvoraf mange af dem var plaget af deres psykiske lidelse) kunne få en sommerlejer til at fungere så godt. Vi kunne RUMME HINANDEN og med så få småproblemer.

Naturen, hyggesnak i lejren og god mad

Alle kom meget ud i den skønne natur. Nogle valgte gåture, andre tog cyklen. Ligeså var muligheden for en sejltur i båden, når vejret tillod det. De der blev hjemme i lejren, sad ofte ude ved havebordet og hyggesnakkede, over en kop kaffe. På Tunø havde vi ansat en Kok. Han sørgede for at lave sund, lækker og spændende mad til os, sammen med de 3 frivillige køkkenpiger, der også sørgede for at vi fik lækker hjemmebag hver dag. Organisationsgruppen havde lavet et stort forberedelsesarbejde. Båden blev gjort sejlklar og fyldt op med stor-indkøb. Tunø er jo en bilfri ø. Alt dette kunne vi andre nyde godt af.

LAP for negativ?

Jeg tror jeg fik snakket med alle. Mange gange fik vi en snak omkring LAP. Flere var uforstående overfor alt det negative, der kom ud fra foreningen, nogle havde aldrig været indlagt. Mange ville hellere høre nogle gode forslag, eller tilbud man kunne lave sammen med andre, til at få det bedre. At tage magten over eget liv tilbage “Empowerment” som også var hovedtemaet på Tunø lejren.

Dræbersnegle, fodbold og fest

Specielt gode oplevelser var fodboldkampen, hvor både de store drenge og de små piger kæmpede i det våde græs, der var fyldt med dræbersnegle. Tunø Kro var fredag aften fyldt op af danseglade mennesker, man skulle tro at alle der var på øen var samlet der, for at høre den fantastisk gode irske folkemusik. På Endelaveturen var bålet tændt hver aften, hvor alle nød den gode stemning der var, ved at sidde ved bålet og synge til guitarspil. Vejret var ikke helt så godt på Tunø – hvorfor der kun var to bålaftener. Men til Tunø festaften, var stemningen bare i top, og jeg tror, alle var ude på dansegulvet til bandet Meadow Garden fra Engården, Horsens.

Mere sommerlejr – mindre medicin

Mange fik gode kammerat/venskaber = netværk, masser af frisk luft, motion og sund kost til tiden. Ja, mange af os fik også rørt lattermusklerne Ha-ha-ha Ho-ho-ho. Den sidste dag på Tunølejren havde vi besøg af en dygtig latterinstruktør. Jeg tror at alt dette tilsammen, kan erstatte nogle af de mange piller, der bliver skrevet ud på recept. I stedet kunne de skrive SOMMERLEJR ud på recept.

Det var vidst alt for denne gang…

Stor succes på Tunø – vi ser frem til sommerlejr 2006.

Så er LAP’s sommerlejre ved at være en institution i foreningen. Tunø-lejren her i august viste, at vi også kunne organisere en lidt større lejr. Der var godt 40 deltagere – i forhold til de 25, der var med på Endelave i 2004. Og logistikken virkede rimeligt upåklageligt. Takket være mange menneskers fælles indsats. Der var praktiske hjælpere ved transport af kød, mad og båd. Der var frivillige hjælpere (Gerda, Annette og Kirsten fra Århus) i køkkenet – og der var organisationsgruppens medlemmer, som hjalp under rejserne og stod for økonomisk styring, indkøb og afhentning af gæster og indledere, ledelse af gåture, organisering af fodbold og teltlejr og hundrede andre ting på lejren.

Tunø var en dejlig ramme. Så lille, at man kunne gå ind til byen uden besvær. Og bilfri, så vi kunne gå på vejene og cykle sammen uden problemer. Tunøs natur er lidt mere interessant end Endelaves – med bakker og skov. Vi manglede dog de vilde kaniner – og der blev vist slet ikke badet, grundet vejret. Vi havde også kontakt med øboerne til festen på Tunø Kro fredag aften, hvor LAP’er og Tunboer dansede sammen til svingende irsk musik.

Som et lille hjertesuk må vi sige, at vores meget liberale holdning til alkohol-brug måtte strammes op, da nogle ædru alkoholikere blev generet af flasker på bordene ved middagstid. Vi fik Ulrich Steinus fra organisationsgruppen, som arbejder meget med misbrugspolitik i LAP, til at holde en opstramningstale. Og det hjalp. Vi ved godt, at mange sommerlejre i poltiske foreninger er rene drukture. Men sådan skal det ikke være i LAP. Og politikken med at bandlyse flasker på bordene før kl. 18 gav en bedre stemning. Af andre erfaringer vi gjorde os, var at vi skal bruge flere eksterne indledere til de politiske oplæg på lejrene. Det giver et frisk pust. Og mange af ”vores egne” er en del af forskellige diskussioner i LAP, som kan sætte sindene unødigt i kog. Det var fint at høre Marianne Tersgov fra kræftgruppen Tidslerne fortælle om deres kamp for empowerment. Og sådan tror jeg, at vi skal få folk uden for bevægelsen til at klæde os på fremover.

Vejret var ikke så godt som paradisdagene på Endelave 2004. Men alligevel hyggede vi os! Og selv om himlen var lidt grå, spillede knægtene fodbold så det knaldede – og folk sad ved bordene ude og inde og snakkede. Der blev gået turet – og sejlet lidt i Ælling, som var plaget af for megen vind nogle dage. Jeg tror, at vi skal lægge lejren lidt tidligere næste år. Og vi snakkede om, at vi nok ville blive flere næste år – men at vi nok bliver nødt til at sætte en grænse på ca. 70 deltagere. Ellers bliver det for stort og uoverskueligt. Vi har allerede så småt sat forberedelserne til sommerlejr 2006 i gang. Vi kigger på lejre, som skal bestilles her i efteråret. Og vi snakker om, hvordan vi får financieret en stor sommerlejr.

Jeg vil gerne takke alle lejrdeltagerne for en dejlig uge på Tunø. Jeg vil også gerne takke alle de andre frivillige for deres store arbejde. Fra vi gik i gang i vinteren og til det sidste bilag kommer ind på mit kontor.

Det var dejligt – men det er godt, at der er et helt år til, at det går løs igen…

Museet, Psykiatrisk Hospital
Skovagervej 2
8240 Risskov

Åbningstid:
Hverdage fra 10.00 til 16.00 og på lørdage og søndage fra 12.00 til 16.00
Rundvisninger efter aftale.
Buslinjerne 6 og 16 kører lige til døren.
Telefon: 77 89 36 80

www.museum-psyk.dk

Museet i Risskov er beliggende i et af Psykiatrisk Hospitals gamle bygninger, der er et af de smukkeste bygningskomplekser i Århus.

Det ligger i en storslået park med udsigt over Århus bugt. Ved siden af museet er en hyggelig café med kaffe, kage og skiftende kunstudstillinger.

Museet, caféen og parken er oplagte mål for besøg.

Nogle af kunstnerne repræsenteret på Museet er internationalt kendte, andre er ukendte.

Billede 1: Ovartacis sommerfuglekvinde er fuld af eventyr og fantasi

Billede 2: Patrick Larsens “Luder og Madonna” fortæller os, at “kvindens begær er langt mere rummeligt end mændenes”.

Billede 3: Johnny Horns voldsomme næsehorn

En kriminalroman af Ingrid Nørup.

Produktions forlaget: Underskoven, København.

En let læst og meget spændende nutids krimi, der giver et glimt af det stressede samfund, som vi lever i.

Kort berøres depression og de yderste konsekvenser af dette, nemlig selvmord.

Kærlighed og betydning af det bliver der også plads til i bogen. Bogen giver et godt indblik i en politimands beskæftigelse og de konsekvenser der kan være af det hårde job.

Tirsdag den 31 maj, foregik Søndersø løbet , der er et motions løb for psykiatribrugere, og støttepersoner. Det er kun brugerne der tælle i konkurrencen. Løbet på de 5,7 km. foregår selvfølgelig omkring Søndersø, der ligger i Viborg, Det styrt regnede inden løbet, men lige inden det blev skudt i gang, holdt det op.

Lars Drejer på 38 år, der kommer fra Viborg af, blev nr.2 i mande rækken, han løb de næsten 6 km, på 26 min. og 32 sek. Han var tilfreds med sit løb, ud over dette løb, deltager han i Sankt Hans løbene, som foregår ved Roskilde. Løbene og den daglige træning giver ham en dejlig ro og velvære. Hvis der er nogle der tænker på hvem der blev nr.1, så forbyder min beskedenhed og ydmyghed mig at svarer på det, lad mig sige det på den måde.

Arrangørerne havde sendt invitationer ud til hele landet, men der var dog kommet flest fra Jylland af. Med tiden håber arrangørerne, at løbet kan vokse sig lige så stort som, Sankt Hans løbene, der jo har 2000 deltagere. Det skal sættes op i mod de 220 der deltog i dag.”

Ideen med løbet, er at deltagerne skal får en positiv og god oplevelse, samt at det måske kan få dem til at løbe noget mere i fremtiden.” siger en af arrangørerne Annette Holm, der selv dyrker motion, i form af løb og svømning.

Derudover synes hun det er godt, at man mødes om noget andet end sygdom, som mange af deltagerne jo har tæt inde på kroppen. Det primære formål med dagen, som hun ser det, er klart hyggen, konkurrencen er det sekundære.

Anne Vadsholt var en af dem der delte energi drik ud efter strabadserne. Til daglig er hun fysioterapeutstuderende i noget der hedder Daghuset, som er et være sted for sindslidende. Det bedste ved dagen er at se alle de glade mennesker der kommer i mål, vejret kunne dog godt have være bedrer, slutter hun af med at sige. Privat løber hun lidt for sjov, engang i mellem.

Der var medaljer til de 3 hurtigst inden for hvert køn, samt en vandrer pokal til det største hold, den gik til Stokkehusvej, som er et bo og træningssted, for socialstudssatte mennesker. Altså et sted hvor de træner, ikke i at løbe, men at begå sig socialt, blandt andre mennesker. Til næste år foregår Søndersø løbet igen, den sidste tirsdag i maj måned.