Medlemsbladet nr. 3, 2009

Alt fra LAPs 10-års jubilæum og jubilæumreception. Desuden aktuelle artikler, vigtige informationer og  meget mere.

Vi takker alle dem, som kom forbi d. 16. september og hjalp os med at holde vores jubilæum. Især takker vi beskæftigelsesminister Inger Støjberg og borgmester Jan Boye for de fine taler. Vi glæder os over de mange fine ord og gaver, som vi sætter stor pris på.

Vi er mennesker med følelser

Vi er mennesker, som alle andre i samfundet, og vi har også følelser. Alle mennesker har følelser. Ikke alle er lige meget i deres følelser, men for at arbejde med sig selv må man nødvendigvis være i sine følelser. Mærke ens krop og hvordan den faktisk er et lager af de følelser, som vi har oplevet. Især de uafklarede følelser fylder meget i vores krop.

Det er netop dem, som skal frem i lyset, når vi går i terapi. Det er de følelser, som man har gået og rumlet med for sig selv i årevis, der kommer frem og viser deres sande ansigt. De følelser, som både kan indeholde vrede og frustrationer såvel som glæde og gråd. At reagere fysisk, måske endda udad, ved forskellige former, der kan ligne vold eller kan opfattes som vold, er en del af det at løsne op for traumer og gamle indestængte følelser.

Imidlertid er vores terapeuter og personalet i det hele taget ikke rigtig klar over denne sammenhæng, mellem hvad de siger og gør, og hvordan det kan komme til udtryk fra os. Ofte handler det om at være parat til at tackle en situation fornuftigt.

Ikke at overreagere og kunne hjælpe brugeren med at sætte ord på sine følelser. Imidlertid er det efterhånden blevet regelen mange steder, at såvel fysiske som verbale udskejelser bliver anmeldt som vold og behandlet efter den skærpede lov om vold mod tjenestemand i funktion.

Det er ikke en hensigtsmæssig måde, tingene har udviklet sig på. Og det betyder, at man ofte får en dom til behandling, uden at være farlig for sine omgivelser under normale omstændigheder. Der er en stigning i antallet af behandlingsdømte, men dette er lige netop på det nævnte område og der burde i virkeligheden gælde særlige regler. Som hovedregel burde området være fritaget for mulighed for retsforfølgelse.

Et terapeutisk forløb, hvor sindet aldrig kommer i kog, er ikke en givende terapi og må blot siges at være en slags overfl adisk snak. Et af problemerne ved retsforfølgelsen af især indlagte patienter er, at der som regel ikke fi ndes nogen uvildige vidner, som kan tale patientens sag. Hvorimod der fi ndes adskillige, ofte kolleger til ”forurettede”, som absolut ikke kan siges at være uvildige i forhold til at tale personalets sag. Det vil således være meget svært at få et retvisende billede af, hvordan patienten evt. er blevet provokeret af personalet.

Faktisk bør provokationerne være en del af dagligdagen på et behandlingssted, hvorfor det er helt absurd, at begynde at straffe patienterne. Især ikke da de visse steder kan være tvunget til at opholde sig det givne sted p.g.a. uligevægtighed. Det burde være indlysende, at patienter der er spændt fast, føler sig provokeret.

Og derfor vil benytte enhver mulighed for f.eks. at slå fra sig med et bækken eller andet, de får i hænderne. Det er jo alment kendt på så mange andre områder, at vold avler vold. Og at spænde et menneske fast er vel egentlig en voldelig handling. I hvert tilfælde vil den fastspændte føle det sådan.

Vi bliver det vi spiser

Nu er det meldt ud i medierne, at gluten og mælkeallergier kan være årsag til autisme og skizofreni. Ingen har på falderebet for denne leder modsagt budskabet, som kom frem i TV-avisen 2. september. Der er to forskningsforsøg i gang i Danmark, hvor sammenhængen undersøges. Mange ved det allerede, endnu fl ere har ikke den viden om, at en kostændring kan være en revolution for deres liv.

Når samtaler bliver et spørgsmål om at tabe og vinde, så bliver de svære at føre. Den gode samtale handler om i fællesskab at skabe et rum, hvor man kan udvikle en idé, diskutere en handling eller fi nde andre veje til ens opgaver i livet. En samtale er en dialog mellem to eller fl ere personer, som bliver ført på et eller andet niveau og ud fra en eller anden anledning, som kan være bestemt af den ene eller fl ere af personerne, der deltager.

Formålet med samtalen bestemmes af den gruppe eller enkelt personer i den gruppe, som er med i samtalen. I princippet behøver ikke alle at deltage aktivt i samtalen, det kan være lige så vigtigt, at der er nogle, som lytter. I det hele taget er det væsentligt, at man føler, der bliver lyttet til det, som man siger, for ellers er det ligegyldigt, om man kommer til orde, og så falder niveauet for interessen og dermed udbyttet og viljen til at ville investere i samtalen. Niveauet for samtalen er altså både afhængig af den intensitet, der lyttes med, og det niveau, hvormed man bringer ting ind i samtalen.

En samtale kan springe rundt mellem fl ere emner eller fra emne til emne, og det er deltagerkredsen som sætter dagsorden på dette. Er man ikke enige om i hvilket omfang, der skal være struktur på samtalen eller hvilken form for struktur, der skal være på samtalen, bliver det ofte en kamp mellem deltagerne at få lov at bestemme dette. Dermed kan den kamp, som opstår, og den energi som bindes i kampen, vinde kampen om energi, der er til rådighed for samtalen. Hvilket betyder, at samtalen bliver indholdsløs.

At en samtale bliver en indholdsrig samtale, behøver ikke at afhænge af de forskellige personers niveau for viden på området. For de personer, som lytter opmærksomt og interesseret, og som stiller spørgsmål eller blot får en eller flere parter til at fortælle/samtale om nogle ting, kan være lige så vigtige inspiratorer for udvikling af viden som de personer, der kan bidrage med ny viden. En person, der fortæller om et område, vil ofte opleve, at få ny viden om netop dette område, ved blot at skulle videre formidle viden til andre.

Frustrationerne kan opstå, når flere mennesker er samlet om en samtale, men ikke er enige om, hvad form eller indhold skal være. Den enkelte kan også blive frustreret over, at der hele tiden bliver ført nye ting på bordet i en samtale, især når det er emner, som ikke umiddelbart hænger sammen. Det kan imidlertid godt være en aftalt dagsorden, at man blot kommer med de indsatser i samtalen, som falder en ind. Dette vil ofte blive betegnet som en sludder mellem folk.

I denne form er man ikke forpligtet til at høre efter, hvad den anden siger, endsige forholde sig til indholdet, man kan lade den anden tale, til man fi nder lejlighed til at afbryde og komme med sin indsats i samtalen. Pointen er her, at det som det egentlig handler om, er at den enkelte får sat ord på nogle ting, og der foregår en eller anden spredt samtale. Ofte vil det være mere for hyggens skyld end for det faglige udbytte af samtalen, at sådanne samtaler afvikles.

Det kan imidlertid give den enkelte en masse ny viden, som man senere kan bearbejde, både i forholdet til ens egne oplevelser af ting og i forhold til, hvad der beskæftiger andre mennesker.

En del bliver faktisk meget frustreret over denne form for samtaler, fordi den giver dem meget inspiration til mange nye tanker, som de egentlig gerne ville vende seriøst og detaljeret i en samtale, hvor emnet blev fastholdt gennem længere tid. Og hvor udgangspunktet i højere grad er at udvikle et emne og debattere det med henblik på at få det belyst fra fl ere synsvinkler.

Resultatet og udbyttet af en samtale kan således måles ud fra mange niveauer, og hvorvidt man er tilfreds eller glad for en samtale afhænger i høj grad af, hvad man forventer af denne. Og derfor kan det være væsentligt på forhånd at gøre sig klart, hvad man forventer af en samtale. Samt at afstemme dette med de øvrige deltagere i samtalen. Det bedste er jo, hvis alle føler, de får noget med fra samtalen. Og har lyst til at gentage den.

Når folketinget til grundlovsdag går på sommerferie, er det tid at gøre status over, hvordan folketingsårets lovhøst har været. For psykiatribrugerne er der sket fl ere nye ting, hvor jeg vil nævne nogle af de mere betydningsfulde.

Det overordnet set klart vigtigste var, da Folketinget den 28. maj 2009 enstemmigt godkendte ratifi kationen af FN´s konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap.

Konventionen er fulgt med betydelig interesse i LAP, da den forventes at kunne få stor betydning også for psykiatribrugernes vilkår og rettigheder. I sidste nummer af LAP-bladet var der optrykt det høringssvar, som LAP havde afgivet til beslutningsforslaget.

Efter konventionen påtager Danmark sig den folkeretlige forpligtigelse til at indrette sin lovgivning og sin administrative praksis således, at konventionens krav opfyldes. Det er i forbindelse med ratifi kationen regeringens vurdering, at der ikke er behov for følgelovgivning.

Socialudvalget understreger i sin betænkning, at konventionens principper er forpligtende og retningsgivende for deltagerlandene i fortolkningen og implementeringen af konventionen. Ratifi kationen omfatter dog endnu ikke tillægsprotokollen, der giver personer med handicap og deres organisationer mulighed for at rette henvendelse til FNkomiteen for rettigheder for personer med handicap, hvis de mener, der er sket krænkelser i forhold til konventionen.

I hvilket omgang også psykosocialt handicappede omfattes af konventionen blev ikke nærmere omtalt under folketingsbehandlingen, men det fremgik dog af et svar fra ministeren, at sindslidende ikke var omfattet af ledsageordningen efter servicelovens § 97, men af støtte- og kontaktpersonordningen efter § 99. LAP har således fremover en stor opgave med at få bedst mulige vilkår for psykiatribrugerne med støtte i den nye konvention.

Der er dog også andre ting, der er værd at fremhæve fra det afsluttede folketingsår. For de interesserede er lovforslagets nummer nævnt i parentes. For dem der er i arbejde, er der kommet nye regler (L165) om en styrket beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte. Den sygemeldte har f.eks. nu ret til at få udarbejdet en fastholdelsesplan. Der er også blevet bedre muligheder for selvvalgt uddannelse for dagpengemodtagere (L182) og endeligt er jobindsatsen nu samlet hos de kommunale jobcentre.

For førtidspensionister sker der (L194) en forhøjelse af pensionstillægget pr. 1/1 2010. Pensionsberegning er som bekendt en meget vanskelig kunstart, så man bør evt. kontakte sin kommune og få oplyst, hvad det helt konkret betyder for den enkelte pensionist.

Af mere eksotiske ting kan nævnes, at hele sagsområdet om tvang i psykiatrien på Grønland nu er overgået til hjemmestyret. Til gengæld fik vi endnu ikke den bebudede reform af patientklagesystemet.

Den udvidelse af behandlingsretten (L178) – der tidligere er givet til børn og unge – omfatter nu også voksne. Der er således mulighed for – hvis der er forløbet mere end 2 måneder efter henvisningen – at blive behandlet på et andet sygehus eller klinik. Det vil sige, der sker en ligestilling med patienterne på andre sygdomsområder.

Det er naturligvis af pladsmæssige grund ikke muligt her at gennemgå de enkelte lovændringer i detaljer, men LAPs juridiske service hjælper selvfølgelig gerne dem, der har brug for praktisk rådgivning i forbindelse deres egen sag.

Sexologforeningen – Hjernemand – der forskes i forskellige typer bevidsthedsformer. Ridt gennem hvordan vi måler hjernen og hvad forskellige undersøgelser har vist om sammenhængen? Findes hjernens sexcenter? Her følger forskellige former for bevidsthed:

Formel på forelskelse:
 Det er en følelse af hurtigt opstået, heftig, men ofte tillige flygtig kærlighed. Hvor kærlighed er et navn for tusinde følelser, der spænder fra en mere overfladisk og kortvarig sympati op til den dybeste og varigste opfyldelse, et menneske kan opleve. Man fungerer ikke normalt, når man er forelsket.

Seksualitet: Ifølge WHO.

Hvordan hjernen virker
Hjernens komponenter
Hjernens funktioner
Måling af hjerneaktivitet
Påvirkning af hjerneaktivitet.

Hjernen

En plastisk, valnøddelignende masse, hvor der er forskel på mandens og kvindens hjerne. Manden har 23 milliarder hjerneceller og kvinder 19 milliarder. Der er kompleks kommunikation mellem højre og venstre hjernehalvdel, hvor man kun anvender ca. en tiende del af kapaciteten. Hjernen vejer 1½ kilo og hjernecellerne hænger sammen.

Neurotransmittere: Endorfiner, dopamin, her findes 200 forskellige og der findes i alt 300 forskellige slags nerveceller.

Dopamin: Kan øges ved indtag af bl.a. chokolade, nødder, kokain, amfetamin.

Nervesystemet

Den centrale og den perifere. Frontallappernes dysfunktioner gør det svært at vise empati, og giver udslag i depression. Hvis dele af tindingelappen fjernes, kan der opstå hypersexlyst.
Rygmarvens hjerneceller
Sympatisk – Parasympatisk

Sympatisk system: 
Er lig med frygt, kamp, flugt, hjertet slår hurtigere, tarmen holder op med at fordøje, hvis man er stresset. Parasympatisk system er lig med at mænd får rejsning.

Nerveceller: Kemiske signaler kører kontinuerligt mellem hjernecellerne. Seksualiteten påvirker bl.a. sygdomme som multipel sklerose, alkoholisme, diabetes og nervebetændelse.
Transmitterfrigivelse: Transmittere i synapsen.
Dopamin, serotonin, noradrenalin og endorfin er de vigtigste signalstoffer.
Aminosyrer, GABA, glutamate, glycine, biogene aminer, noradrenalin, VIP, Neuroaktive peptider, somatostatin.

Måling af nervesystemets funktion
: Man kan måle varme, lave elektriske målinger, hastighed på input og output, reflekser samt scanne.

Andre prøver
: Koldt og varmt vand i ørerne, er tjek på om hjernestammen fungerer.
Sanser: Syn, hørelse, balance, føle smerte, kunne smage og lugte.

Output: Muskler, hormoner. Scanning af
hjernen: Tjekke om man kan se farver.
Søvnspjæt.

Man kan undersøge hjernen på flere måder og finde sygdomme der:

EEG = elektriske hjernebølger
SPECT = radioaktive scanner
PET= sukkerstof …scanning
MRI: Funktionel MR scanner.

Interessant iagttagelse er at 2-5 % af patienterne opgives til at scanne pga. klaustrofobi.

Magnetisk resonans = RF-puls, MR-signal. Der tages billeder i forskellige tilstande: Hvile, aktiv.

Medicin påvirkes af hjerneaktivitet og sanser.

Impuls via hjernen = Tiden indtil en muskel bevæger sig, kan være indikator for sygdomme.

Handling: Drivkraft, motivation

Mål: Belønning. Hvilken belønning: Følelser
Gennemsigtighed: Bevidsthed

Motivation: Fysiologiske behov såsom sult, tørst, undgåelse af smerte.
Andre biologiske behov er sex, at være forældre, aggression.
Social og kulturel kontekst, fitness, velvære, status, oplevelse af mening, frihed.

Belønning: Forventningen af belønningen kan måles i de forskellige hjerneceller.
Følelser, personlighed, bevidsthed, farve.
Først skal vi lære hvordan følelserne styrer os. Aber vil betale for sexede billeder.
Sex og lidt juice – kontra meget juice – herved kan man måle hvor meget sex betyder.
Kokain: Smertestillende, bedøvende, i dag mest et misbrugsstof.

Forskellige former for kærlighed:

Gensidig kærlighed, omsorg, narcissisme, forældrekærlighed, to af samme køn, ulykkelig kærlighed, børns kærlighed, spirituel kærlighed, kærlighed til verdenen, kærlighed til mad, nærhed, samhørighed. Kærlighed til mange ting, lyst, begær. Kærlighed til partner.

Hvorfor elsker vi som vi gør?

Drive og social tilknytning
Mænd: Unge og smukke kvinder
Kvinder: Penge, uddannelse og position hos mænd
Tillærte faktorer som viser kærlighed: Blomster, chokolade, kærlige ord, tøjdyr, læder m.m.

Kemi mellem mennesker er velkendt, familiestrukturer, noget andet som træder i kraft. Spotter man nogen som agerer ligesom forældre, kan man hente noget omsorg.

Mandens fysik, læreren er den mest attraktive, der er noget krybdyrhjerne, status, værdier: Hvordan vil jeg gerne ses, seksuallyst, sikkerhed.

Hvad vil det sige at elske? Definitionen er forskellig fra kultur til kultur

Drive mod kærlighed og sex.
Belønning, huske at spise, drikke og have sex (udløser dopamin)
Adfærd, der skal fremkalde romantiske følelser hos os selv og partner (udløser serotonin)
Afslappet behagelig tilstand efter sex (udløser endorfiner)
Hvis man er deprimeret er det svært at mærke kærligheden til en partner. Folk der har fået lykkepiller i mange år, har svært ved at opleve forelskelsen til sin partner.

Knytte bånd
Oxytocin
Vasopressin
Både frigivelse og receptorer er nødvendigt.

Eksempler:

En mor giver sit barn bryst, elsker sit barn, fordi oxytocin udløses og påvirker psyken. Brystvorter nulres, stimuleres og får livmoderen til at trække sig sammen og kan være med til at sætte fødslen i gang eller få den til at forsætte.

Man frigiver oxytocin, når man spiser. Oxytocin- receptorer. Antallet kan afgøre, hvordan man reagerer. Når en kvinde får en rose, stiger hendes indholdsmængde af oxytocin. Kan vi se kærlighed på en scanning? JA! Hvad er det for en kærlighed, der bliver registret …..empati, …følelser…….tja ….

Belønningsområderne er aktive. Nogle er aktive i den romantiske kærlighed, andre i den materielle.

Virkning:

Samlejehyppighed øges.
Sover hyppigere ved siden af en partner.
Flere dates til kvinder
Kysse mere – kvinder. Masturbation/onani uændret hos mænd/kvinder.
Bøsser og lesbiske bliver påvirket af andre færomoner end de heteroseksuelle.
Færomoner kommer ind via næsen. Meget tyder på at vi har dem og at man bruger dem til at fi nde partner.
Farmakologisk påvirkning om 60-70 år – til den tid kan man få opfyldt sit kærlighedsbehov uafhængigt af andre.
Om ca. 50 år kan man skabe orgasmen.

Kilde : www.hjerne.info

Jeg vil byde velkommen og sige tillykke til os alle sammen, fordi vi nu i 10 år har arbejdet for at gøre livet lettere for mennesker, der er blevet ramt af psykisk lidelse. Jeg blev selv shanghajet for 20 år siden, da der startede en psykiatribrugerbevægelse i Århus. Da lærte jeg det samme i den lokale psykiatribruger forening, som jeg har lært i LAP, nemlig at man kan blive inspireret, man kan give hinanden glæde, og man kan lære meget af mennesker, der er nået længere end en selv. Vi kan også irritere hinanden og gøre hinanden skidt tilpas, men sådan tror jeg det er i alle foreninger, hvor man brænder for en sag, og vil arbejde hårdt for at noget lykkes.

LAP er en forening, der fra starten har skabt fællesskab mellem ligestillede, og hvor drivkraften er det frivillige arbejde. At arbejde frivilligt er et arbejde, som kan give både bøvl og glæde. Glæde, når man har nogle andre mennesker at spejle sig i. Glæde, når man har andre, der kan inspirere, og man får en øget kompetence til at yde et godt stykke politisk arbejde. Når man får folk til at lytte og får gennemført store projekter. Glæde, når man er med til at præge den politiske dagsorden og skabe bedre rammer for andre.

LAP er blevet en forening, der på mange væsentlige punkter vinder respekt og anerkendelse. På kvalifi ceret vis har vi givet et modspil til de eksisterende tanker om, hvordan man skaber gode rammer om mennesker, der har været ramt eller er ramt af psykisk lidelse.

Her har LAP specielt sat fokus på det der kaldes recovery, at det både er muligt og forventeligt, at man kan komme sig efter svære psykiske lidelser. Vi vil også fortsat sætte fokus på nødvendigheden af den samfundsmæssige inklusion, og vigtigheden af at systemerne indrettes sådan, at brugerne har mulighed for at træffe valg, når det gælder behandling.

I LAP er vi en forening, der gerne taler de svages sag, – og gør det med stort engagement og glæde. Ofte udspringer det politiske engagement af en uret, som man føler er blevet begået mod en, men på et tidspunkt må man nødvendigvis hæve sig op over sin egen historie og skabe gode vilkår for andre.

I LAP er vi mange, der har haft køreplansforstyrrelser i vores liv og er blevet ekskluderet fra mange vigtige samfundsmæssige sammenhænge. Her tænker jeg bl.a. på, at mange taler om, at man har en række tab. Måske har man ikke gennemført en uddannelse, måske har man mistet venner, eller måske har man ikke fået lov til at bevare tilknytningen til den arbejdsplads, man var på. Men hvad er det, der gør, at folk kan komme sig? Man kan spørge: Er det nedlæggelsen af de store institutioner? Er det forekomsten af psykofarmaka i midten af 50’erne? Nej. Det eneste, der faktisk gør, om folk har mulighed for at komme sig igen, det er om der er behov for en.Det er de samfundsmæssige konjunkturer, der afgør, om man kan komme sig igen. Om samfundet har behov for en. Som alle andre har mennesker, ramt af psykisk lidelse, et behov for ikke bare at være nogen der tager imod, men også at give noget igen.

Det at give noget igen kan være mange ting, specielt hvis samfundet ikke er klar til at tage imod en, når man har fået det bedre og har rejst sig lidt igen. Her kan et frivilligt arbejde være noget, man giver sig i kast med – med stor entusiasme og energi. Det er her, man kan få kompetence og udvikle sig, og det er her, man kan få netværk, også i de højere politiske kredse. I LAP er vi en forening, der interesserer os for de muligheder, lovgivningen giver nationalt og internationalt for den enkelte. Det er der mange, der ikke ved. At der er nogen, der bestemmer over det liv, jeg lever, og at det er lovgivningen i det land, hvor jeg lever, som sætter rammerne for de muligheder, jeg har i mit liv.

I LAP er vi en forening, der hele tiden interesserer os for de tanker, der endnu ikke er tænkt. Sidste år gennemførte vi et stort undersøgelsesprojekt, der handlede om, hvordan man skaber muligheder for mennesker med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet. Det var et projekt, der blev gennemført med støtte fra arbejdsmarkedsstyrelsen, og hvor noget af det vigtigste var at sætte fokus på, hvad der sker, hvis man bruger handicapfaglige termer som rimelig tilpasning og kompensation, når det drejer sig om at gøre arbejdsmarkedet tilgængeligt for mennesker, der er eller har været ramt af psykisk lidelse.

Tale vedI LAP mener vi, det er vigtigt at øge den samfundsmæssige rummelighed og at det ikke nytter noget at psykiatribrugerne er klar til at tage fat, hvis samfundet ikke er rummeligt eller indstillet på, at vi må være der. Det er umiddelbart nemt at forstå, at hvis man sidder i en kørestol har man behov for en rampe for at begive sig ind på en arbejdsplads. Både for psykiatribrugerne selv, der skal i job, men også for arbejdsgiverne har man behov for at få udviklet en terminologi, så det er lettere at forstå, hvordan man skaber rum, så også mennesker med erfaringer fra psykiatrien kan være med.

Ikke alle mennesker, der er her i dag, og ikke alle, der rammes af psykisk lidelse, har haft langvarige køreplansforstyrrelser, hvor man har haft afbræk i sin karriere. Ikke alle har behov for langvarige processer for at komme sig igen. Men det er vigtigt at arbejde målrettet politisk med at psykiatribrugere på alle områder af livet får ret til at drømme, udvikle sig og give noget igen, som alle andre mennesker i samfundet.

Her synes jeg specielt, det er vigtigt at mennesker med erfaringer fra psykiatrien får samme uddannelsesmæssige baggrund som resten af befolkningen, så vi kan gøre os kvalifi cerede til at komme i betragtning til samme typer af jobs. Man lever godt på overførselsindkomst her i Danmark, men det er også godt at være millionær og rig. Så mere af det!

Før jeg råber hurra, vil jeg sige, at sidste år har jeg lavet en DVD fra LAP’s store konference om arbejdsmarkedsforhold, og hver af gæsterne kan tage en med hjem gratis. Den er god, underholdende og den beskriver, hvordan man kan bruge de handicapfaglige termer for at udvikle et nyt sprogbrug for at indrette samfundet, så vi også kan være der.

Oven på kører en video, jeg lavede for 10 år siden til LAPs første stiftende generalforsamling. Der var jeg også med! Nå, men det viser bare, at vi har været her længe, og vi har endnu lang vej at gå. Lige om lidt vil jeg give ordet videre til beskæftigelsesministeren, men før det vil jeg udtrykke stor taknemmelighed over det, vi har nået. Vi har nået meget godt, men vi har endnu lang vej at gå. Jeg håber en dag, at der ikke er brug for os, og vi kan nedlægge os selv, fordi vi har de samme muligheder og goder som andre, men der er stadig langt igen.

Jeg synes, vi skal råbe hurra og derefter klappe, fordi det er en glædens dag i dag. Hurra! Hurra! Hurra! (Klapsalver)

Beskæftigelsesminister Inger Støjbergs tale ved Landsforeningen Af nuværende og tidligere psykiatribrugeres, LAPs 10-års jubilæum den 16. september 2009.

Indledning

Annette Schurmann arbejder som designer hos tekstilvirksomheden UTG i Ikast. Annette fik i en tidlig alder diagnosen ”psykisk syg”.

Udsigten til et liv langt væk fra arbejdsmarkedet truede, men Annette ville ikke finde sig i at være sat udenfor. Gennem en årrække kæmpede hun stædigt. Og hun var fast besluttet på at fi nde muligheden for igen at kunne bruge sine evner på arbejdsmarkedet.

Og det lykkedes! I dag arbejder Annette 15 timer om ugen. Hun siger selv, at hendes arbejdsgivers mod til at give hende fleksibilitet i arbejdsdagen er det, der gør det muligt for hende at være på arbejdsmarkedet.

For at åbne døre og skabe fleksibilitet skal der altid være fokus på ressourcer, muligheder og talenter frem for på sygdom, besvær og begrænsninger. Det tror jeg, vi er enige om at arbejde for.

10-års fødselsdagen er den første runde dag i ens liv. Det er en ganske særlig dag, der fortjener at blive markeret og fejret godt og grundigt.

Og i dag fejrer vi ikke alene jeres jubilæum. Vi fejrer også jeres nye, store lokaler, hvor I har samlet os i dag. Tillykke med dem. Jeg synes, lokalerne er et flot symbol på, at I evner at sprænge rammer. Hvad enten det er de fysiske eller de beskæftigelsespolitiske.

I er vokset ud af jeres puppe og står i dag som en vigtig spiller på den beskæftigelsespolitiske scene.

I skal have tak, fordi I gør en stor indsats for en sårbar gruppe mennesker i vores land med vidt forskellige problemer og behov. Jeres budskab er ikke til at tage fejl af: I finder jer ikke I at blive overhørt. Og I står altid klar, når forholdene for personer med psyko-sociale handicap bringes op. I har sat jer som mål at sikre alle jeres medlemmer de bedst mulige vilkår – ikke mindst på arbejdsmarkedet.

Alle, der kan arbejde, skal have muligheden Det er et mål, jeg er helt enig med jer i. For mig er det indlysende, at alle, der har bare den mindste arbejdsevne, også skal have mulighed for at bruge den. Alt andet vil være et tåbeligt spild af især menneskelige ressourcer.

At have et arbejde har en kolossal betydning for mange menneskers identitet. Et arbejde kan ligefrem få personer med mindre handicap til at føle, at de ’glemmer’ deres handicap. Det peger en undersøgelse fra SFI på.

Når man som ledig med mindre handicap får arbejde, oplever man, at ens kompetencer kan bruges, og så bliver arbejdet snarere end handicappet en stor del af identiteten. Det er tankevækkende, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at arbejde ikke har en helbredende effekt for alle.

Nogle handicap kan man se. Psykosociale handicap kan kun sjældent ses. Og mange med et psykosocialt handicap står over for særlige udfordringer, fordi et usynligt handicap ofte gør vejen til forståelse længere.
Det er tilsyneladende lettere at tage højde for og acceptere et handicap, der kan ses, end et, der ikke kan ses. Med den seneste strategi på handicapområdet fortsætter vi arbejdet for at ændre på det.

Vi skal frem til, at det er lige så naturligt for en virksomhed at ansætte en medarbejder, der har behov for personlig assistance eller tilpasninger i arbejdsdagen, som det er at ansætte en medarbejder, der har behov for et kursus i engelsk. Samtidig gælder det om at sprede budskabet om, at det er muligt at være på arbejdsmarkedet, selv om man har et handicap.

Strategien “handicap & job – det kan lade sig gøre”

For at sikre opmærksomhed på muligheden for at kombinere handicap og job igangsatte vi en ny strategi i april. Og med den strategi sætter vi særligt fokus på netop psykosociale handicap.

Jeg er sikker på, at viden og forståelse er den nøgle, der skal til for at åbne døren ind til arbejdsmarkedet for mennesker med psykosociale handicap. Ofte kan der med bare mindre tilpasninger gøres plads til langt de fl este på arbejdsmarkedet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at nogle er så hårdt ramt, at de ikke er i stand til at arbejde. Men mange kan godt arbejde, hvis de får den rette hjælp og støtte. Ikke nødvendigvis på fuld tid, men det er heller ikke så afgørende. Det afgørende er, at dem, der overhovedet kan, får mulighed for et liv med arbejde.

Behov for At Sprede viden og forStåeLSe Som minister er jeg stolt af, at loven også er med til at åbne døre ved at give gode muligheder for at kompensere for de ekstra udfordringer, et handicap giver. Faktisk har jeg hørt fl ere sige, at vi i Danmark har en af de bedste love på netop det område.

Men desværre er det ikke alle, der kender til mulighederne. Det gælder både blandt mennesker med et handicap, hos virksomheder, der har brug for en medarbejder, og hos jobcentrene, der skal hjælpe til, når jobbet ikke ligger lige for. Og hvis man ikke kender mulighederne, så bliver de selvfølgelig ikke brugt.

I handicapstrategien har vi derfor lagt vægt på, at virksomheder, jobcentre og den enkelte har et fælles ansvar for at fastholde og inkludere personer med handicap på arbejdsmarkedet. Hvis ikke alle tre parter yder deres bidrag til indsatsen, bliver resultatet ikke rigtig godt. Så her er faktisk et tilfælde, hvor der skal tre til en tango! Det var ikke gået i vild med dans!

I strategien er der ni konkrete initiativer. De skal alle sammen være med til at hjælpe fl ere med handicap i job. Og én af vejene til det er, at vi får spredt mere viden om, hvordan det i praksis kan lade sig gøre.

Forståelse og viden er helt grundlæggende for, at vi sammen kan bære udviklingen i den rigtige retning. Jeg er sikker på, at jo mere viden, den enkelte har om sine egne muligheder, jo mindre bliver usikkerheden, og jo større bliver troen på, at det er muligt at kombinere et handicap og et job.

Jeg lagde ud med at fortælle om Annette, som arbejder som designer 15 timer om ugen. Hendes arbejdsgiver fortæller, at det er en skrøne, at det er besværligt at have en psykisk syg ansat. Hvis man formår at starte stille og roligt ud og lade tingene udvikle sig i sit eget tempo, er det overhovedet ikke noget problem, siger hun.

Mange – ikke bare arbejdsgivere, men også kolleger – forventer tilsyneladende, at det vil være et problem. For undersøgelser viser desværre, at to ud af tre siger, at de føler sig utrygge ved at skulle arbejde sammen med en psykisk syg. Utrygheden ser jeg som et udtryk for mangel på viden. Viden om, hvordan det rent faktisk er at have en kollega, som er psykisk syg. Men hvor det kan være svært at gøre noget ved mange handicap, er det heldigvis ikke så svært at sætte ind over for uvidenhed. Så der er ingen undskyldning for ikke at tage fat. Og det er lige præcist dét, vi gør med handicapstrategien. Derfor har vi også sat os det helt konkrete mål, at fl ere skal føle sig trygge ved at arbejde sammen med en psykisk syg, når vi evaluerer strategien om fi re år.

Vi ved også, at jo mere erfaring, man har med at arbejde sammen med personer med handicap, jo større bliver velviljen til at gøre det. Tænk, at én enkelt person i arbejde kan bane vejen for endnu fl ere. Det er en selvforstærkende effekt, som det vil være dumt ikke at udnytte.

I en lang periode er det også gået godt med at få fl ere handicappede ind på arbejdsmarkedet. 17.000 fl ere handicappede fandt sig et job i perioden fra 2004 til 2008. Nu har den økonomiske afmatning desværre fået ledigheden til at stige, så der kan være lidt langt mellem jobbene. Men uanset konjunkturerne har alle krav på et liv med job. Og derfor er det nu særlig vigtigt, at alle løfter deres del af opgaven, så vi sammen kan hjælpe med til at gøre plads til fl est mulige personer med handicap på arbejdsmarkedet.

Opfølgningen i sygefraværssager

Regeringen har for nylig iværksat en handlingsplan for at få sygefraværet ned og det med det samme overordnede formål – at hjælpe fl ere til at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at I tit bider fra jer og giver os politikere kamp til stregen. Og det skal I vide, at jeg sætter pris på. For det er fra mennesker som jer, at vi får virkeligheden serveret. Jeres høringssvar og kritiske spørgsmål er vigtige bidrag til, at vi sammen kan sikre en beskæftigelsespolitik, der kan få et arbejdsliv og et handicap til at gå hånd i hånd.

I har også givet jeres besyv med i forbindelse med handlingsplanen for at få sygefraværet ned og i forbindelse med de nye regler for, hvordan kommunerne skal følge op i sygesager. Og på det felt er vi ikke enige.

Jeg synes, at vi skal væk fra at tænke sorthvidt. Det er ikke sådan, at man enten er rask og i fuld sving eller syg og sendt hjem døgnet rundt. Vi ved, at en tidlig aktiv indsats øger muligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Både for dem, der efter kort tid bliver raske igen, og for dem, der har en kronisk sygdom, der følger dem ind i arbejdslivet.

Det handler om at hjælpe den enkelte hurtigst muligt tilbage til dagligdagen og jobbet, så den sygemeldte ikke bliver isoleret og måske endda ender med at blive helt udstødt fra arbejdsmarkedet.

I er bekymrede for kommunernes opfølgning. Til det vil jeg sige, at kommunen kun skal give tilbud til syge, hvis tilbuddet kan forenes med sygdommen og behandlingen. Et tilbud må selvfølgelig ikke få en negativ effekt for den enkelte. Og derfor er det heller ikke alle sygemeldte, der skal have den slags tilbud. Og indsatsen og opfølgningen skal altid tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, behov, helbred og ressourcer.

Handicapkonventionen

I år, hvor LAP bliver 10 år, ratifi cerer Danmark FN’s handicapkonvention. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af. Jeg er klar over, at I som forening har haft nogle bemærkninger. Og jeg er sikker på, at I også fremover vil holde mig informeret om, på hvilke områder I mener, der fortsat er brug for forbedringer. Det sætter jeg pris på, og det håber jeg, at I vil blive ved med at gøre.

Afslutning

Som beskæftigelsesminister har jeg selvfølgelig mest fokus på beskæftigelse. Men når jeg ser foreninger som jeres, så ser jeg ildsjæle, der kæmper for at hjælpe mennesker med problemer, der ofte er større, end de fl este af os kan forstå.

Nogle af dem, I hjælper, er blevet ramt af alvorlige ændringer i deres liv, der gør fremtiden svær at overskue. Jeg hører, at mange oplever det som om, deres liv nulstilles. Og mange bliver bange for, om de kan beholde deres arbejde. Her træder I til og bidrager på alle fronter med opbakning og viden, der kan gøre fremtiden mere overskuelig. Og selv om det er svært, fi nder rigtig mange alligevel kræfter til at kæmpe og formår at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er dybt imponerende og kalder på stor respekt.

Jeg håber, I vil fortsætte arbejdet. Viden er vejen frem. Derfor har vi en fælles opgave med at fortælle, at det kan lade sig gøre. Så lad os love hinanden, at vi sammen vil arbejde for at gøre et liv med et handicap og med arbejde til et samlet godt liv.

På den yndigste sensommerdag, d. 16. september, med fuld knald på sol og blå himmel afholdt LAP reception, dels for offi cielt at indvi de nye dejlige lokaler på Store Glasvej i Odense, men også for at markere 10 års jubilæum og at LAP hermed har rundet det første skarpe hjørne.

Det myldrede ind med mennesker, og der var lækkert receptionsbord med mad udefra, som der var lidt mere gods i og lidt mere mættende, end det ofte ses ved receptioner. Folk kom jo også fra hele landet og nogle langvejs fra. Desuden var der den lækreste økologiske cider at skåle i.

Hanne W og Inger-Liss havde været i Rosengårdscenteret i Odense og havde fundet sjove blå engangstallerkener og en sød orange dug for at holde bordpynt i LAPs’ farver ; – ).

Lise Jul holdt en både glad og alvorlig velkomsttale, og i dagens anledning havde vi fi nt besøg af både beskæftigelsesminister Inger Støjberg (Venstre) og Odenses borgmester Jan Boye. De holdt begge to en glimrende tale. Beskæftigelsesministeren sagde bl.a., at alt jo ikke var sort og hvidt, forstået på den måde at man enten arbejdede 37 timer om ugen eller ikke arbejdede, men at der jo var mange muligheder derimellem; at den fl otte minister så havde valgt supersmart dress udelukkende i sort og hvidt var lidt pudsigt og tankevækkende, men muligvis kun noget en modeinteresseret, midaldrende, semiparanoid kvinde som jeg bemærkede.

Inger Støjberg havde taget formuleringen psykosocialt handicap fuldstændig til sig og brugte den en del gange i talen. Der var en god og positiv energi og stemning på Store Glasvej 49 denne onsdag i september, bedre end jeg nogensinde har oplevet i LAP- sammenhænge – eller for den sags skyld nogensinde, hvor så mange forskellige mennesker er samlet på en gang.

Det var som sædvanligt dejligt at møde de LAP venner fra alle egne af landet, som man ofte i løbet af et år kun ser til landsmødet. Der var gavebord som det sig hør og bør med et hav af blomster ( så er der noget at passe for pigerne på kontoret!), en del fl asker og også nogle fl otte malerier til alle de bare, hvide vægge. Superdag i Odense hvor det hele gik op i en højere enhed; menneskene, talerne, vejret og maden.

Citater fra interviews fra dagen:

Karl Bach Jensen: ” Nogle gange er vi ikke alt for gode ved hinanden, det kan måske skyldes, at vi selv synes, vi er blevet behandlet dårligt i psykiatrien”.

Lisa Juul Küttner-Eriksen: ” Jeg savner flere unge til LAP Ungdom, ikke fordi jeg har noget imod at være sammen med nogen der er en del ældre end mig, for jeg er bevidst om, at de kan lære mig meget, men fordi der jo på et tidspunkt skal være nogen til at tage over fra den ældre generation”.

Inger-Liss Christoffersen: ” Vi skal have mere fokus på det positive. Jeg synes f.eks. det er rigtig positivt, at mange kendte står frem i medierne og taler åbent om deres psykiske vanskeligheder”.

At der ligger et lille, lidt mystisk hus med trolde og nisser ved jernbanestationen i Bred på Fyn, vidste jeg ikke før jeg med Preben Firkløver aftaler et møde med interview og artikel til dette blad. Mødet er kommet i stand ved at Preben havde en hel del på hjerte, som kunne være interessant for LAP´s læsere og medlemmer.

Børn af psykisk syge forældre skulle temaet handle om – men ved besøget udviklede det sig til en langt mere omfattende historie.

Ved min ankomst på Odense Banegård blev jeg efter aftale hentet af Preben, som jeg tidligere har mødt i LAP´s sekretariat på St. Glasvej. Inden dette møde havde vi telefonisk snakket længe om mange af de problemer, livet har budt Preben Firkløver, som er uddannet grafi ker på førtidspension. Jeg kunne høre, at der var stof til en artikel, som andre kunne få glæde af at læse.

Vi tog ”Akvariet” – det lokale tog – nogle stationer indtil vi nåede Bred, hvor Preben og hans veninde Kate bor sammen med ”Olsen” – en ½ Maincoon hankat – i et lille lejet DSB-aftægtshus med en stor have, kaldet Troldehaven. Det blev dér mine første 15 min. gik med fremvisning af et spændende scenarie af trolde, nisser, spændende opstillinger med træ og sten, en lille å og udgravninger, som slynger sig rundt i haven til de forskellige afdelinger, som har hver sin funktion i Troldehaven.

Her arbejder Preben på et stort projekt med at lave en meget usædvanlig have, som jeg ikke har set mage til. Der hersker her en stemning af mystik, men også ro blandet med planternes lovløse tilstand, som er helt tilsigtet. For der findes altså trolde og nisser på dette sted. Det ved både Kate og Preben (og muligvis også Olsen). Der er i alle tilfælde grundlag for, at trolde kan tage ophold og bo her i haven. Et fristed for beboerne – her er ikke liggestole og svømmepøl – men kun naturlige forekomster af alle planterigets arter. Også ukrudt passer ind her. Jeg tænker undervejs på denne gåtur, at den have fortæller noget om de mennesker, der bor i huset, som jeg endnu ikke har sat fod på.

Til sidst er vi nået tilbage til det lille hus, hvor katten Olsen ligger og slanger sig. Jeg hilser på Kate, som har sin malerkunst i stuen og et lille atelier bagest – her maler hun i akryl og meget spirituelt i smukke klare farver på store lærreder. Kate har også en psykisk lidelse, som gør at hun endelig har fået førtidspension og nu kan slappe lidt mere af med at male.

Huset er som nævnt lille, men der er plads til armbevægelser og til to mennesker, som i dette forum ikke fylder så meget. Men ser vi bag facaden har de meget at bidrage med, også rent menneskeligt.

Som udgangspunkt var tanken, at vi skulle drøfte sager omkring det at være psykisk syg forældre til børn, men det er kun en lille del af den historie, som dukker op undervejs i samtalen.

Preben er en mand midt i livet, som har to drenge, hvoraf den ene har bragt store problemer ind – ikke kun ved at være hans søn, men hvor en diagnose af ham selv og sønnen får kommunen til at slå ”flik, flak” og på den måde blive en kæmpe belastning psykisk for alle. Når man har en diagnose som psykiatribruger, er det meget svært ikke at blive misforstået i det offentlige regi, og når man så skal have hjælp, bliver det efter de regler, som kommune og disse instanser afstikker. Og hvem bliver taberne? Det gør en hel familie, som i årevis bliver berørt på sjælen af den modstand og mangel på forståelse for, hvad det handler om, og hvad der burde gøres for at afhjælpe situationen.

At høre om dette er i sig selv ikke nogen nyhed for mig som mangeårig psykiatribruger – men versionen her er grel. En del mennesker bliver hårdere ramt ved det, systemet gør ved os sårbare sjæle. Hvornår fi nder kommunens sagsbehandlere ud af at behandle mennesker – ikke som ting i en købmandshandel – men som levende individer, der har brug for støtte og omsorg. Nej, man bliver ofte kun et CPR-nr. i dette regi og en sagsbehandling, som her kommer til at ligge længe og grundigt i arkivet, indtil Preben begynder at undersøge sagen bagved – og ender med at komme med sin uforbeholdne mening – og her knækker fi lmen. Det er man ikke vant til her, hvor der skal laves en handleplan for sønnen, og hvor mange instanser skal konsulteres. Disse kan ikke kommunikere og det går helt galt med diagnose og behandling.

Så at Preben gerne vil inddrages i sit barns behandling, får slet ingen plads, og det ender med, at han selv stemples som ubrugelig i behandlingen, for han er jo besværlig, ham Preben – det kan kommuner og læger ikke forholde sig til.
Det vil føre for vidt at gå dybere ned i sagen – det er ikke det essentielle i denne sag – det handler om, at man ikke bliver taget alvorligt, når man har en psykiatrisk diagnose. Man kæmper en ørkesløs kamp mod systemet – uden at blive hørt – hvorefter man kører helt ned. Det giver Preben store frustrationer, som må og skal ud – og her er det så at Troldehaven kommer ind som en redningsplanke. Der bliver arbejdet fysisk hårdt på haven og på at få et eventyr op at stå. Når haven en gang er færdig er det tanken at invitere andre mennesker ind på ”sightseeing” med Preben som guide, som vil fortælle om Troldeskovens mening og historie.

Kunsten som redning

Det er nok Kate som har inspireret til at lave Troldehaven og jeg forstår nu, hvorfor disse to meget forskellige mennesker har søgt sammen og er sammen. De deler skæbne rent psykisk og kunstnerisk og går derfor i symbiose. Den grafi ske kunst som Preben udøver og Kates meget spirituelle akrylmalinger arbejder sammen på alle måder. Og når to mennesker har en svag sjæl, er der basis for at hele op! ”Nerveadelen” – et udtryk for kunstnere som var beåndet i 1900-tallet, kommer mig i hu som passende ind her – for medicinen for Kate og Preben er kunsten – at udøve, at udtrykke og afdække de inderste hemmeligheder, frustrationer, sorger og andet – kommer jo netop frem i den udøvende kunst. Værket er et bevis for, at nu er tankerne kommet ud – det står tydeligt at læse på malerierne og i den grafi ske kunst.

Kates historie

Et afbrud i Prebens talestrøm bliver, at han går i køkkenet med høretelefoner på, for at forberede en lille frokost, og det giver mig anledning til at tale med Kate under fi re øjne, for hendes liv har bestemt heller ikke været let og uden skår. Det er en lidt anden livsberetning, som blandt andet går på et hårdt fysisk arbejdsliv i mange år som slider, og traumer fra barndommen – over fysisk sygdom og skader, som har medført at Kate ingen børn har kunnet få. Det er samme problematik med kommunen, en kamp med at få tildelt førtidspension, har sat sine spor. Jeg mærker bestemt ingen bitterhed her, kun en forsigtig afmagt, som måske er ved at aftage. Efter hun for fem år siden har fået kunsten ind i sit liv, opstår der også mulighed for Recovery – også selvom der måske kunne have været brug for lindrende medicin – men det er svært med diagnosen ”posttraumatisk syndrom” – der er ikke rigtig opfundet nogen behandlende psykofarmaka – det er afprøvet.

Alligevel aner jeg at Kate er kommet sig og jeg tror, Kate kan komme langt videre. Det er ikke psykologbehandlinger der skal til, men det at arbejde med kunsten, som kan få selvværet tilbage, lyset ind i stuen og frem i øjnene.

Det er godt, der er nisser og trolde i haven – de er rare alle sammen siger Preben, det er beskyttere. Han taler med dem og ofte høres der stemmer og ligefrem slåskampe fra Troldeskoven – det er nisserne og de øvrige indvånere i haven, som lever deres eget liv.

Det har været en begivenhedsrig dag i Bred og jeg tager afsked med den lille familie. Nu går turen hjem igen med ”Akvariet” til Odense og videre til Smørumnedre. Undervejs har jeg også katten Olsen i tankerne – for den dejlige kat har et helt specielt revir, som mine egne katte slet ikke råder over i skønhed og udfordringer.

Måske skulle jeg også anskaffe en trold og en nisse til min lille have?

Pressemeddelelse:

På TV2 kører programmet Operation X som er et program, der afslører fusen- tasteri og fupmagere; altså folk der snyder andre, lige fra at de bedyrer at kunne få kontakt til afdøde samt at alternativ behandling kan helbrede kræft.

Nu lancerer vi ’Operation LAP’, som vil afsløre psykiatriens skyggemænd. Altså fi nde kritisable ting inden for psykiatrien, hvor vi vil konfrontere magthaverne med deres beslutninger for at få dem til at ændre på disse til gavn for vores målgruppe – de sindslidende. Hvis I har nogle historier/oplevelser, vi skal se nærmere på, er I velkomne til at sende dem til LAP´s Mediegruppe.

Vi vil se på dem samt gøre noget ved dem, der er ”kød” på, så at sige. Efterfølgende vil vi offentliggøre dem i medierne i bedste Operation X-stil, så andre kan lære af dem.

Med andre ord, LAP slår til igen, og denne gang viser vi ingen nåde! Kontakt venligst Tom Jul Pedersen tomjulp@gmail.com eller ring til vores sekretariat i Odense på tlf.: 66 19 45 11.

Vi er nogle stykker, der vil opstarte en landsdækkende uddannelsesinstitution for sindslidende, der vil videre i livet. Basis gruppen er fra LAP ( Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere), og er blevet stiftet på Landsmødet d. 21. maj – 23. maj 2009.

Vi har tænkt os en form for døgnophold af ca. 10 ugers varighed, hvor der vil blive undervist i:

Evt. opdelt i aldre: unge, midaldrende og seniorer.

Selvudvikling, sund kost (kostvejleder), billedkunst, keramik, tegneterapi, bevægelse, afspænding, meditation mv.

Så kurset udvikler den enkelte til at få et større selvværd og sociale kompetencer, så kursisten kan klare sig i sociale sammenhænge og evt. fagligt på en uddannelsesinstitution/ arbejdsplads senere hen.

Vi har tænkt os at samarbejde med en arbejdskonsulent/ uddannelseskonsulent, så kursisten kan komme i praktik under opholdet. Vi kan arbejde videre med oplevelserne efter praktikken.

Ligeledes har vi talt om at få en holistisk alm. læge som vejleder, vedr. fedme og evt. medicinnedtrapning. Hvis kursusdeltagerne ønsker dette…..

Vi har en kursusejendom på tegnebrættet. Det er et nedlagt plejehjem, som ligger i Lollands kommune, og vi har tænkt os at kontakte dels denne kommune og Guldborgsund kommune.

Om de ville være behjælpelige med dette projekt/idé. Så vi i starten kan få lov til at bruge stedet vederlagsfrit, og senere på lejebasis. Og senere kan en fond måske købe ejendommen.

Vi har ligeledes tænkt os at få Diana Benneweis som ansigt udad til…

Vi kan selv undervise i en stor del af undervisningen… Vi skal hverken have rengøringspersonale eller havemand tilknyttet stedet, dette indeholdes i undervisningen.

Vi er disse 3-4 personer i gruppen.

Vi synes alle at der skal være sådan et sted for psykiatribrugere, så vi alle kan få et spændende og indholdsrigt LIV. Med minimum af tilbagefald.

Vi er: Tommy Jensen, Boliana Thomsen, Mette Bramsdal, (Katrine Woel)

Tovholder:

Mette Bramsdal
Åparken 30, 1., 4990 Sakskøbing
Tlf.: 54 70 45 70 / 27 28 30 83
E-mail: met-brams@live.dk

I 16 år har jeg været alvorligt psykisk syg. Jeg hører stemmer. Jeg ved ikke, om jeg er født med anlæggene for psykose (skizofreni) eller hvad. Måske har jeg altid haft det i mig – der er så bare nogle begivenheder, blandt andet en stor sorg, som har udløst sygdommen.

For nylig har jeg hørt om en teori, som siger, at hvis ens mor har infl uenza under svangerskabet, er der risiko for, at fostrets genmasse tager skade, muterer, skaber anlæggene for skizofreni. Det skal nok passe.

Men jeg er, som så mange af jer andre gæve mennesker her i LAP giver udtryk for, igang med en helt personlig recoveryproces. Der er stadig langt igen, men jeg har håbet om at få det bedre. Som et væsentligt led i min recovery-proces har jeg lært nogle ting om min sygdom. Jeg har lært, erkendt, at stemmerne er mine egne tanker, og at det er stemmerne, der skaber den smerte, som jeg så ofte føler. At forstå disse ting gør ikke i sig selv én rask.

Men det føles helende at forstå disse ting. Jeg er et meget splittet menneske – men på vej mod større helhed. Jeg tror altid, at jeg vil have brug for medicin. Men medicinen oplever jeg personligt som noget, der hjælper mig på vej i recovery-processen.

At være skizofren er på en måde som at leve på en vulkan, der mere eller mindre permanent er i udbrud. Engang følte jeg, at jeg stod i det indre af en atom-sprængning – men heldigvis er det blevet bedre med årene. At være psykisk syg betragtes af mange som noget skamfuldt. Men, kære venner, de største helte jeg kender og har kendt, er psykisk syge mennesker.

Af og til mister jeg håbet. Og så ved jeg, hvad helvede er: Lidelse uden håb om bedring. Men håbet vender altid tilbage – måske ikke om at blive 100% rask (for hvad er det?) – men om at få det bedre. Dag for dag, år for år – hele tiden lidt bedre.

Håbet er det, der får mig til at sætte det ene ben foran det andet – hele tiden små skridt fremad. Håbet, venner, er det, der alene kan bære et menneske igennem alt. Og dét er ingen skam!

Det er ikke altid lige sjovt, at sidde alene over for en offentlig instans og skulle tale sin sag. Det bliver – selv om den på den anden side af bordet måske er venlig og imødekommende – altid lidt af en belastning.

Huskede man nu at få det hele med? – blev det mon forstået rigtigt? – og forstod, eller huskede man selv det, der blev sagt?

I mange tilfælde er det derfor en rigtigt god idé, at tage en bisidder med. Ud over, at man som regel vil føle sig mere tryg, så er man to til at huske og forstå, hvad der skete under forløbet. Brugen af bisidder kan derfor i de fl este tilfælde også være en fordel for den pågældende offentligt ansatte.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at man i de fl este tilfælde har en ret til at medtage en bisidder, hvis man ønsker det. Det følger af forvaltningslovens § 8, at man på ethvert tidspunkt i en sag kan lade sig bistå af andre – f.eks. ved at medtage en bisidder.

Selv om man som altovervejende hovedregel har ret til en bisidder, kan myndigheden undtagelsesvis afvise dette, hvis adgangen til at benytte bisidder efter myndighedens opfattelse må vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, som det hedder. Det kan f.eks. være hensynet til andre parter i sagen, der gør det nødvendigt, at kun parterne selv deltager i et møde.

En anden situation kan være, hvis den ønskede bisidder opfattes som ganske uegnet til at varetage partens interesser eller måske direkte vil kunne skade parten. Eksempelvis kan der være tale om modstridende økonomiske interesser, der gør det uhensigtsmæssigt at benytte en bestemt person. I sådanne tilfælde kan der være behov for at fi nde en anden bisidder.

Afvisning af en bisidder kræver imidlertid en helt klar og konkret saglig begrundelse fra myndighedens side.

Er du i tvivl om dine rettigheder, er du naturligvis altid velkommen til at henvende dig til LAP´s juridiske rådgivning.

Håndbogen er skrevet til brugere og pårørende. Den vil også med fordel kunne anvendes af ansatte i psykiatrien, ansatte og frivillige i de mange organisationer inden for psykiatriområdet, samt studerende.

Håndborgen beskriver de rettigheder, som brugere og /eller pårørende i psykiatrien har. Ret til at blive informeret, ret til medindfl ydelse på eget liv, ret til beskyttelse imod unødig krænkelse – og ikke mindst retten til at blive behandlet. Den beskriver også de sociale rettigheder – som fx retten til tilbud om uddannelse, beskæftigelse, forsørgelse samt støtte og omsorg.

Håndborgen beskriver lovgivningen, som den er pr. 1. januar 2007. Den gør det muligt hurtigt og let at fi nde de relevante oplysninger. Den 1. januar 2007 er der med kommunalreformen vendt ”op og ned” på psykiatrien. Amterne er forsvundet og deres opgaver fordelt mellem regionerne og de nye og større kommuner. Der er også i øvrigt gennemført meget afgørende ændringer, siden 1. udgave af håndborgen udkom i december 2004. Bl.a. er der på det sociale område sat øget fokus på beskæftigelse og selvforsørgelse. Det har medført et ændret perspektiv på den hjælp, der tilbydes psykiatribrugere.

I håndbogen fi nder man en forklaring på, hvem der kan træffe beslutninger i sundhedssystemet og i det sociale system, hvordan beslutningerne skal forberedes, de planer mv., der skal udarbejdes – samt de klagemuligheder, der er.

Der er i 2. udgave indføjet nye afsnit. Der er bl.a. tilføjet et afsnit om førtidspension efter de gamle regler, et afsnit om specialtandplejen, et afsnit om privat praktiserende terapeuter samt et afsnit om gældssanering. Indholdet er generelt opdateret med udgangspunkt i udviklingen i holdninger, politikker og praksis i de forløbne to år.

Håndborgen er skrevet af to pårørende: Ellen Margrethe Basse, der er professor, dr. jur. og Knud Kristensen, der er cand. scient. pol. og formand for DE9 – Foreninger for pårørende til psykisk syge i Midtjylland. Bogen Kan købes hos PsykInfo Forlaget i Risskov, tlf.: 7789 3230

Er en tilbagevendende begivenhed og har de sidste år været afholdt i Odense i Kongens Have. Det er Rådet for Socialt Udsatte, som på denne måde skaber en publikums aktivitet med socialt udsatte fra hele landet. Der plejer at deltage mellem 500 og 800 mennesker, samt en del af byens borgere, som kommer gennem teltopstillingen i løbet af dagen.

I år var der arrangeret 3 tema telte, hvor der på skift var debat henholdsvis om bolig, arbejde og netværk. Sidst på dagen blev resultatet af de tre temaer fremlagt fra talerstolen i midten af teltopstillingen. Igen i år blev arrangementet afviklet i samarbejde med Den sociale Højskole fra Odense. Hvor de studerende bl.a. læser til socialrådgiver. Der er faktisk meget stor interesse fra de studerende i at deltage i dagen og forberedelserne, idet de lærer utrolig meget, som de ikke kan lære på studiet.

LAP havde påtaget sig at lave temateltet omkring arbejdsmarkedet. Fordi LAP deltager i en del arbejdsmarkedsrelaterede projekter og har fordybet sig meget i emnet. Største delen af debatten foregik ved runde borde med 5-10 personer, som primært snakkede skåne- og fl exjob, vilkår og lysten til at arbejde, samt udbytte både i form af økonomi og det at have noget at stå op til.

Dagen byder jo efterhånden også på mange glædelige gensyn, hvor folk fra hele landet denne dag mødes på kryds og tværs af foreninger og baggrunde. Der er livligt i teltene og mange foreninger stiller op med en stand for at oplyse og hverve medlemmer. Dagens dialoger er af meget forskellig art, og det handler ikke kun om psykiatri og kriser.

Ord er med til at skabe vores virkelighed

Ord er med til at skabe vores virkelighed. Hver gang vi tildeles bestemte ord, bliver de også en del af vores skæbne. Hvis mennesker med psykiatriske diagnoser skal blive en større del af livet må psykisk ubalance beskrives med ord, som mennesker generelt kender. Det er vigtigt at skabe et forhold til omverdenen, der er mere end et uforståeligt og fastlåst billede.

Det er så vigtigt, at vi mennesker med psykiatriske diagnoser ikke bliver distanceret ud af livet. Vi skal ind i livet og lære os selv at kende som mennesker, der har smerte, angst, sorg, vrede, konflikter, glæde og følelser på lige fod med andre mennesker. Vi skal lære os selv at kende som mennesker, der har fået flere udfordringer end de fleste og måske netop derfor har noget vigtigt at dele med omverdenen.

Vi skal bort fra ord og et sprog, der fremmedgør og skaber distance.

Det er identifikationsfaktoren, der afgør om man sprogligt set er på rette spor. Kan vi genkende os selv i den måde vi beskriver mennesker og deres virkelighed på?

De ord, vi bruger til at beskrive livssmerte med, er af afgørende betydning. Smerte er smerte uanset om den er fysisk eller psykisk. Mennesker med psykiatriske diagnoser beskrives ofte gennem et uforståeligt fagsprog. Men hvis man derimod valgte at beskrive dem gennem et letforståeligt og genkendeligt sprog, ville man sandsynligvis finde frem til, at det drejer sig om mennesker med grundlæggende de samme kampe, behov og eksistentielle problemer, som gør sig gældende for mennesker som helhed. Mennesker med psykiatriske diagnoser behøves ikke at “ophøjes” til noget negativt særligt. Mennesker med psykiatriske diagnoser er blot mennesker, der grundlæggende har de samme behov som alle andre mennesker, men behov som de ofte ikke får opfyldt.

Gennem sproglig nytænkning vil vi kunne generobre menneskers tabte muligheder. De muligheder, der er gået tabt ved at definere, stemple og sætte “etiketter” på nogle mennesker.

Så længe vi fastholder retten til at kalde nogle mennesker svage, tossede eller syge i hovedet o. s. v. fastholdes ikke bare de såkaldte psykiske syge i en afviger rolle eller måske ligefrem i en afvigerkarriere, men vi afslører en holdning, der tjener det formål at fastholde den eksisterende magtdeling: svag versus stærk.

Et ord som “støttekontaktperson”, som er en integreret del af sprogbruget indenfor socialpsykiatrien, indeholder, hvis ikke ligefrem ydmygende, en mangel på mulighed for at identificere sig med begrebet egen styrke. Ydmygelsen ligger i at “støttekontaktperson“ er et kunstigt sammensat ord, der muligvis ikke ville kunne genkendes af andre end de mennesker, der udfører funktionen, og de mennesker ordet er specialdesignet til. Nogle mennesker matcher åbenbart ikke almindelige genkendelige ord, som udtrykker almindelige menneskelige behov.

Genkendelsesfaktoren er afgørende for god kommunikation. Det er gennem et fælles erfarings-grundlag, vi har mulighed for at skabe kommunikation med hinanden. Et ord som dialogpartner vil gå i retning af mere ligeværdighed og er ikke tilegnet en bestemt gruppe mennesker. Støtten og styrken vokser frem af det, der sker imellem to menneskers ligeværdige møde og dialog.

Tager man f.eks. bogen: “Invitation til Socialpsykiatri“, som indeholder mange interessante, værdifulde og nytænkende aspekter, -finder man stadig et sprogbrug, der i sin grundsubstans skelner mellem “dem” og “os”. Der er de professionelle og så er der brugerne. Bag enhver bruger, bag enhver klient eller bag ved enhver patient findes der faktisk en person. Vi er som mennesker ikke ligestillet. Men vi kan vælge at møde hinanden som personer, der i fællesskab finder frem til en vej, når vi er faret vild. Man behøver ikke nødvendigvis udelukkende tillægge de såkaldte “professionelle” faglighed. Faglighed i sociale relationer handler i høj grad om mellemmenneskelig kompetence, – at sige og gøre det rigtige, når det gælder.

Hvis ikke sproget afspejler en reel ligeværdighed, har vi ikke gjort op med institutionsparadigmet. Den dag man sprogligt og i praksis ikke magtmæssigt kan se forskel på “dem” og “os”, har vi lagt nogle graverende menneskelige og socialt undertrykkende faktorer bag os.

Når vi omtaler en gruppe mennesker som værende passive (brugere), har vi allerede fra start lagt en fastholdelsesprocedure. Et af menneskets dybeste behov undermineres, – muligheden for at bidrage. Brugere er per definition nogle som modtager. At være modtager- i al fald over tid fremmer ikke en selvforståelse, der indbefatter almen menneskelig kompetence. “ At komme sig drejer sig om at kunne lægge brugerrollen bag sig, eller i det mindste at denne rolle kan reduceres til en rolle blandt mange andre i ens liv.”( citat fra bogen: Fra patient til Person af Alain Topor).

Hvorfor ikke betragte mennesker med psykiatriske diagnoser som nogle aktive størrelser, der på trods af deres livssmerte stadig har noget at tilbyde. Inden man f. eks fik tildelt en psykiatrisk diagnose, var man et menneske med muligheder og ressourcer. Hvor forsvinder disse egenskaber hen? Hvorfor ikke fastholde, at vi menneskeligt set er deltager i vores eget liv såvel som i andres liv? Gennem en ændring af ordvalget fra bruger til f. eks. deltager, kan man genskabe en virkelighed, der går fra passiv til aktiv.

Endvidere tænker vi ofte i enten / eller tankegange, som er med til at styre vores følelser og vores liv. Enten er man stærk eller også er man svag. Det er som om, man ikke kan være begge dele. Men er det rigtigt? Om man bliver set på som værende stærk eller svag, er der så godt som en hel verden til forskel på. Man behøver ikke underlægge sig enten / eller virkelighedsbeskrivelsen.

Der findes både – og. Man kan være både stærk og svag. Udfordringen består i at bruge denne erkendelse så konstruktivt og åben og nytænkende som muligt.

Dybest set er vi jo alle livs arbejdere, der arbejder med hver vores livs læring. Vi har alle noget at bidrage med, på hver vores individuelle måde. Problemet er, at de menneskelige ressourcer tolereres kun inden for et “skabelon-tyranni“. At modellen for, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske, er efter klip en hæl – skær en tå modellen. Et tyranni der presser flere og flere mennesker ud en eksklusionsrolle, og som yderligere kan koste samfundet dyrt.

En af de store ikoner indenfor socialt arbejde udtrykker det varmt og indsigtsfuldt “Jeg betragter ikke de udstødte grupper som svage, men som mennesker der har noget væsentligt at lære os andre. Derfor har det været vigtigt for mig at få fremhævet den styrke, de har, og de ting, de kan fortælle os……. ( fra bogen “ Det vigtigste i livet”).

Individer, som vi ikke kan identificere os med, vil vi have en tendens til at afvise eller ligefrem behandle dårligt. Mennesker med psykiatriske diagnoser fremstår ofte som værende identiske med selve sygdommen. De bliver til mennesker uden ansigt, – uden identitet, som tilsyneladende ikke bidrager med andet her i tilværelsen end at være syge og uforståelige væsner. Mange mennesker kan ikke genkende sig selv i den måde mennesker med psykisk ubalance beskrives på. En psykiatrisk diagnosticeret person kommer ofte til at fremstå som et fremmed væsen, man reagerer angstfyldt og afstandstagende overfor.

Fra det øjeblik et menneske ikke længere er underlagt en stigmatisering- udtrykt som en af uforståelig kronisk galskab inficeret størrelse, men beskrives og opfattes som en person med smerte, angst, sorg og konflikter hørende menneskelivet til, finder man sandsynligvis frem til, at vi alle er i samme båd. Men forståelsen, indsigten og medfølelsen omkring denne fælles menneskelige skæbne er båret oppe af det sprog, vi vælger at beskrive virkeligheden med.

Med udgangspunkt i nogle sære divergenser som fremkommer i de forskellige udsagn i Abdulle-sagen, opstår spørgsmålet om hvorvidt nedarvet folkelig kultur og psykiatrien overhovedet er på forståelsesniveau eller til accept. Allerede i det kristne kulturområde har vi problemer, idet dybt troende mennesker bliver betegnet som lidende under religiøse affekter eller hallucinationer. Dette grunder i psykiatriens baggrund eller grundholdning, nemlig den somatiske synsvinkel på mennesker, også kaldet den Newtonske maskinfejls model. Der er netop kommet en bog der på bedste vis forklarer dette skisma. Anne Køppe: Når smerten bevogter din sjæl. (Se anmeldelse andetsteds i LAP- blade.)

Det på det rationelle eller somatiske menneskesyn byggende sygdomsbegreb rummer ikke plads for, hvad man kan kalde de åndeligt eller følelsesmæssigt styrede/baserede elementer i den menneskelige natur. Idet dette grunder sig på det postulat, at alt kan indordnes under videnskabelig evidensbærende bevisførelse. Selvfølgelig kan dele af den somatiske sygdomsopfattelse bevises, men alt for store områder unddrager sig denne form for bevisførelse. Ikke mindst hele det psykiatriske område og det af Anne Køppe omtalte psykosomatiske område. Deraf opstår skismaet mellem det almindelige menneskes kulturarvsbestemte verdensopfattelse/livsrum, og psykiatriens menneskebillede. Det der kan undre i denne sammenhæng er, at psykiatere er rundet af samme kulturarv. Både den bevidste og den ubevidste. Hvor gør de af den i deres arbejdssituation? Hvad har det så med Abdulle-sagen at gøre? Det har at gøre med, at reaktioner der kan basere sig på urgamle traditioner i en af de mange afrikanske kulturer tolkes som hallucinationer og tegn på skizofreni. F.eks. tror Abdulle at lægerne vil stjæle hans blod. Jeg ved fra et medlem af ”Læger uden grænser”, at en af deres hurdler er at få lov til at tage blodprøver. Og hvorfor så det? Det er da bare noget normalt, det har vi alle prøvet. Ja, men i nogle kulturer er blodet forbundet med sjælen, og blodprøven kan give den, der tager den, magt over dig.

Det er da bare overtro — hm — hvad er overtro?

Der er egentlig sært, at den kristne kirke og den derpå baserede kultur tiltager sig ejerskabet til den endegyldige sandhed. En metafor der end ikke rationelt kan eksistere. Og dermed tiltager sig retten til at stemple al anden religion som overtro. Eller myter, ordet brugt i negativ betydning. Ikke mindst set i lyset af at den selv baserer sig på myter af lige så – rationelt set – umulig karakter. Skal man lige nævne ”Jomfrufødslen”, for øvrigt en myte den har lånt fra bl.a. Mitrareligionen, for at nævne den mest kendte.

Ligeledes genopstandelsesmyten; den er for øvrigt kendt i varierende form i fl ere religioner. Og uanset hvor rationelt psykiatere end er skolet i at tænke, så ligger de der kristne myter i deres bevidstheds ballast. Derfor er det underligt, at de, når de møder mennesker, for hvem disse og lignende myter, er det basale livsgrundlag, har så svært ved at acceptere dette. På samme måde ligger andre – for os i den vestlige kulturkreds fremmede – myter i mennesker, der kommer fra andre kulturkredse. Jamen Abdulle er da muslim? Ja. Men ganske som der i de kristne kulturkredse indgår nedarvede myter fra tidligere tider, så gør der det samme i mange muslimske kulturkredse. Se igen på vores egne kulturkredse. Se på hvad vi indoptager via eventyr, jamen det er eventyr.

Ja, men i barnets bevidsthed forbliver disse eventyr, ofte ubevidst, men styrende liggende. Se på hvordan kirken med en elegant forkortelse af jomfruens svangerskab fi k et fødselstidspunkt til at passe med gamle solhvervsfester. Abdulle og andre er skizofrene! De hører stemmer – nå og så. Igen: En ikke uvæsentlig del af Bibelen er baseret på stemmehøring (men den er måske i orden, for det er jo Guds stemme, ja, jeg kan ikke se forskellen). Store dele af den katolske kirke, både den romerske og den græsk/russiske, indeholder sakrale tekster der baserer sig på stemmehøring. Og i den protestantiske retning ses samme fænomen. F.eks. udgivne prædikesamlinger inspireret af Guds stemme. Og indtil psykiatrien fi k hånds- og halsret over menneskets åndelige liv, var det en accepteret foreteelse.

En anden bog, der er kommet for nyligt, er ”Følelsesmæssig Intelligens i Coaching”. I de indledende kapitler forekommer en glimrende kortlægning af det biologiske og neurologiske skisma mellem den limbiske hjerne og den rationelle hjerne (frontallapperne primært), hvor den limbiske hjerne er sædet for følelserne. Og følelserne, eller følelsesopfattelsen, er styret af de i barndommen indoptagne tolkninger af verden, og af de nedarvede mytiske tolkninger og tabuforestillinger.

Så længe psykiatrien ikke vil eller kan forholde sig accepterende til den følelsesstyrede eller åndelige del af det hele menneske, men kun til den rationelle del, vil psykiatrien langsigtet lide det ene nederlag efter det andet. Og en dag vil forklaringen ”Manglende sygdomsindsigt” ikke længere ”holde vand i byretten”. En dag vil selv psykiatrien forhåbentlig forstå, at den ud fra somatik styrede sygeliggørelse af følelser og overbevisninger er dybt samfundsnedbrydende.

Jamen vi kan se at mennesket lider! Ja. Men i stedet for kemisk at blokere lidelsesoplevelsen, skulle man måske satse på at hjælpe det lidende menneske til at forholde sig til de tanker m.v., der fremkalder lidelsen. Så i stedet for ”sygdomsindsigt” satse på selvindsigt, følelses forståelse og værktøjsgørelse af følelserne. Ethvert tænkende menneske oplever eksistentielle kriser. Uden at disse partout skal stemples som sygdom. Forhåbentlig opfatter vi en dag, at fremtidig menneskelig udvikling ligger gemt i begreberne accept og rummelighed.

For ligesom at komme tilbage til starten på denne refl eksion, så forekommer det mig, at konklusionen desværre må blive: Når psykiatrien dårligt nok er i stand til at rumme sin egen mytiske og religiøse kulturarv, så er den endnu mindre i stand til at rumme fremmedes arv. Der ligger måske hovedårsagen til at et forløb som Abdulles kan forekomme. Vi lever i et multietnisk globalt samfund i dag, på godt og ondt. Og forhåbentlig opfatter vi en dag, at fremtidig menneskelig udvikling ligger gemt i begreberne accept og rummelighed.

Tak for en vældig god uge i Juelsminde !

Jeg vil gerne, som tovholder for sommerlejren 2009 sige mange, mange tak til:

Lone, Lenarth, Mille og Inger K. (køkken). Hanne, Inger L., Lars, Ulrich og Steen fra gruppen, samt vore hjælpere: Paul, Linda, Hanne B. og Dorianne – og sidst – men ikke mindst, tak til alle jer deltagere, også for en hjælpende hånd, når der var brug for det.. Der var jo, stort set, ikke bøvl med nogen eller noget  Tak til Birgitte og Mette fra kontoret. De har brugt en del tid på telefonsnak og lister. Tak, Hanne W. du har taget os pænt ! Også tak til “Hellebjerg” — forstander Bente, Kirsten køkken, Birthe rengøring og pedellerne Kaj og Morten, som måtte rende en del ekstra i ugens løb. Vi har efterladt skolen OK, så OK, at vi må komme igen næste år !

Den sidste og største tak er til Lone, som udover at ha’ lavet supermad til os, har været – og er – en utrolig støtte for mig. Efter 13 indlæggelser, fordelt over godt 10 år, og lange fraværsperioder fra mit job som lærer, endte det med afskedigelse, skilsmisse og førtidspension. I 2002 blev jeg, efter eget ønske, medicinfri og har været det siden. (Jeg er manio-depressiv li’som Grundtvig, Møllehave, Diana Benneweis og mange, mange andre ).

Sommerlejren blev for mig prikken over I’et, indtil videre ! Tak, tak for det!

Vi ses næste år – samme tid, samme sted !!!!!

Jeg er lige kommet hjem fra SOMMERFERIE-LEJR i JUELSMINDE, noget træt, men på en behagelig måde. Sikke en FERIE, HOLD DA HELT FERIE, FEST og GRIN. GLADE og SJOVE mennesker. DEJLIG SUND MAD og FINT ENKELTVÆRELSE, GODE UDFLUGTER og DE SPLITTERGALE, det fi k jeg SÅ MEGET UD AF. Med GRIN og GØGL, desværre nåede jeg ikke MASSØREN.

EN STOR TAK, til SOMMERLEJR-GRUPPEN. DE må have haft et KÆMPE FORARBEJDE, der var også TÆNKT på den MINDSTE DETALJE. Der var TJEK på TINGENE. De havde TRAVLT på LEJREN. Jeg tror ikke, de har haft SÅ MEGET FERIE, men ALTID HJÆLPSOMME. Jeg kunne forstå, at SOMMER-LEJRGRUPPEN havde fået betalt halvdelen, af opholdet. Det SYNES jeg, godt nok var MEGET, MEGET LIDT med det STORE ARBEJDE.

Jeg ved da godt, at de selv har meldt sig og nok har en periode med OVERSKUD, men skulle de ikke have haft HELE OPHOLDET BETALT, og så et GAVEKORT på ca. kr. 2.000? Det er jo noget, jeg synes. Hvis vi f.eks. hver betalte ca. kr.300 – kr.400 MERE til opholdet, tror jeg, at det kunne lade sig gøre. Mon ikke de fl este kunne det, måske spare lidt, på nogle ting. SELVFØLGELIG, ville der være nogle, der ikke kan betale dette, og så kan man jo HJÆLPE dem. DETTE ER ET FORSLAG. JEG ved ikke så MEGET med KØKKENHOLDET.

JEG FIK GRINET SÅ MEGET, NOK NOGET FJOLLET TIL TIDER, så NOGLE SYNTES, DET VAR FOR MEGET. MEN EN DEL FIK JO OGSÅ GRINET og PJATTET. MANGE, MANGE, HILSENER,

fra et MEGET TILFREDS MEDLEM AF LAP. – HVOR BLIVER, DER GJORT MEGET I LAP.

EN STOR TAK.
LIS, AMAGER.

Når jeg ser fra mine vinduer
over smukke gule marker med raps
da slår mit hjerte som lystige fluer
mit polske blod er varmt – uden snaps.

Det jeg ser – højt og tydeligt
jeg er forelsket i dig, Danmark!
Mine rødder står i Polen
og mit liv midt i solen.

Mit hjem er på Paradisbakken,
mit hus er et paradis hus.
Jeg lytter til naboernes fugles snakken
ved aftensolens nedgående blus.

Under dynen sparer jeg på energien,
svøbt i dun fra polske gæs.
Morgenskinnet trylles i magien
når jeg går på mos plæne med græs.

Et vækkeur vil jeg ikke eje,
jeg vækkes af fuglenes sang.
Min tid med jorden drejer,
livet i Danmark har så let en gang.

Jeg husker det Polen jeg forlod,
med varme og med glød i mit sind.
Men gennem livet i Danmark jeg forstod,
at vi kører med den samme vind.

Min mor og min far jeg aldrig glemmer,
de stærke folk i mit barndomsland.
Krig, fordrivelse og sorg man fornemmer,
livet var hårdt for hver kvinde og mand.

Jeg beder til Gud – vores fælles Vorherre,
med ønsket om fred og lighed for alle.
Lad hele kloden et godt sted være,
uden stridigheder, kamp, vrede og galde.

Chwalcie laki umajone
Góry doliny zielone
Chwalcie takze Pania Nieba
Z Nia sie zawsze zgadzac trzeba (mini sang på polsk)

cand. scient. i fysik
Krystyna Anna Hansen
TAK for hjælpen til Hvals ø Arkiv


Recovery handler om at gå den vej, behandlerne ikke kan gå…
Recovery handler om mod…
Recovery handler om eget ansvar…
Recovery handler om at slippe offerrollen…
Recovery handler om erkendelse…
Recovery handler om at livet skal leves…
Recovery handler om at stå sammen med det indre..

at tro på dig selv
at vise dig selv – selvrespekt
at give dig selv – kærlighed
at slippe og tilgive dig selv – og andre
at risikere at miste – uden at bukke under
at se dig selv i øjnene
at smile trods tårer i magtesløshed
at vide alle er for det meste ene indeni

Idet jeg gik ud ad engen
en sommerdag
sang jeg en sang – indeni
om at være fri

The Rosewoman – Lillian Rank


jeg ligger om natten og tænker
min pige er lagt i lænker
de fylder hende op med medicin
det ville du næppe gøre hvis hun var din
det er svært at forstå
hun ingen anden hjælp må få
jeg slår konstant i en dyne
bliver ved med at tryne
overmagten er stor
jeg står på sidelinien og glor
fik en medicin glad læge
medicinen hænger ved som en tæge
ingen pårørende er hørt
det virker skørt
Nyrup siger
lad de pårørende spire
og jeg er sej kan du tro
du er hverken menneskelig eller god
de andre gir dig magt
det er ikke svært at se, har jeg sagt
se at følge med tiden
det gavner patienterne hvis du søger lidt mere viden

Skrevet af Else


Konogram:

Jeg skal have cykelhjulene til at snurre både blandt små og store.
Mit hjerte banker for glade cykeltanker.
CO2-udslippet = cykling overgår totalt udslippet
Klimaforandring til det bedre fra dag 1.
Træets økosystem siger, vælter vi det, vælter vi os selv.
Bedre miljø – sundere befolkning.
Vi er alle afhængige af naturen – selv naturen.
Naturen er i al sin fl or til stadighed på retur.
Dør den sidste bi, så er alt forbi bistand: Albert Einstein.
Miljøsvin er i naturen ej velkommen.
Hvis jeg var i dine sko, ville jeg træde af på naturens vegne.
Skøn vor natur som i al sin flor, til stadighed er på retur.

Hvad er menneskehedens største byrde?

Bæredygtighed.

Kernesund
jorden er rund
jorden er en krop
den står i fl ammer
lad os sammen
slukke branden.

Isen er smeltet, mens vi spændt har siddet på enden og ventet.

Isbjørnen spørger: Hvor længe holder isen?
Det er jo et varmt emne for tiden.

FN – Forenet Natur
UN – United Nature.

1 godt trafikmiljø skabes kun i samarbejde mellem fodgængere, cyklister og bilister – trafiksikker samfærdsel.

Hvad er fremtidens boligform?
Flydende teknologi.

Jorden er kugleskør og verden er rundtosset.

Hvorfor spendere penge på biler?
Menneskene har blot brug for autoritet.

God vind, naturli’gevinst.

Jørgen Ani-Manus Neumann

Jeg er en 63-årig psykiatribruger, der for 22 år siden blev ramt af skizofreni. I alle disse år har jeg – med en enkelt undtagelse – taget medicin, og jeg vil fortsætte med at gøre det. Jeg hører derfor til den heldige gruppe af skizofrene, der kan blive ”rask” ved at tage medicin.

Det kan en tredjedel af alle skizofrene. En anden tredjedel behøver slet ikke at tage medicin for at få et normalt liv, mens den sidste tredjedel er håbløst fortabt, fordi medicinen ikke virker på dem. Jeg er fuldt ud klar over de bivirkninger, der opstår ved at tage medicinen.

Men da jeg i en kort periode efter udbruddet af min sygdom på anbefaling af en psykiatrisk overlæge (der ikke troede jeg var syg ) trappede ud af medicinen, blev jeg forrygende psykotisk igen. Der er derfor tale om et personligt valg mellem to onder, og jeg har – ligesom formentlig en del andre psykiatribrugere – valgt medicinen.

Væsentligt er for mig yderligere, at jeg er mindst ligeså kreativ som før udbruddet af min skizofreni – ja måske endda mere. I alt tre fagbøger om økonomi er det således blevet til, hvoraf en af disse var på ikke mindre end 450 sider. Den tog det seks år at skrive, men jeg havde det fortræffeligt, mens skriveprocessen stod på, ligesom det gav mig et stort løft i mit eget selvværd.

Men så kommer alle de selvbestaltede repræsentanter for os psykiatribrugere med deres sædvanlige hetz mod os, der har valgt at leve med medicinen og dens bivirkninger.

Et sidste usmageligt eksempel herpå fi ndes i det sidste nummer af LAP-bladet, hvor det oplyses, at man nu vil til at lave dødslister over dem, der har truffet samme valg som jeg.

Hvad med alle dem, der begår selvmord, fordi de ikke tager medicin? Burde disse dødsfald ikke også registreres? LAP burde skamme sig.

En reflekterende anmeldelse af bøger

Det er interessant, at der inden for de sidste 6 – 7 måneder er dukket 3 bøger op, som anmeldereksemplarer, her i huset. Den første var ”Følelsesmæssig intelligens i coaching” anmeldt i LAP bladet nr. 2-09. 3 bøger der på hver sin måde gør op med psykiatriens måde at se mennesket på.

Specielt interessant fordi ingen af de tre bøger handler direkte om psykiatri, men alligevel på en indirekte – direkte måde angriber psykiatriens ensidige naturvidenskabeligt baserede menneskesyn. Eller som Anne Køppe i Bogen ”Når smerten bevogter din sjæl” siger. Ensidige somatiske menneskesyn. Soma (græsk) legemet, somatik! Læren om legemets og kroppens måde at fungere på. Den tredje bog er ”Psykoterapi og erkendelse” af Jette Fog og Lars Hem. Sidstnævnte tager udgangspunkt i spændingsfeltet mellem behandleretik og samfundsøkonomiske evidensbehov.

Det for psykiatribrugerne vigtige her er måske ikke selve bøgerne som sådan, men mere det oprør de er udtryk for. Oprør eller opgør. Deres sætten spørgsmålstegn ved hele grundlaget for psykiatrien, og den måde den har udviklet sig på.

Anne Køppe tager sit udgangspunkt i den diffuse smerte. Et for somatikken ofte uforståeligt fænomen, som den alment praktiserende læge oftest ikke har nogle svar på. Og netop dette, at der ikke umiddelbart kan ses en somatisk forklaring, fører til, som fl ere af de omtalte case story’er viser, et psykisk ødelæggende undersøgelsesmareridt. Det er mit håb at bogen kan være medvirkende til at få bygget en bro mellem psykiatriens somatiske indgangsvinkel og psykologien og psykoterapiens holistiske indgangsvinkel. En anden side af problematikkerne tager bogen ”Psykoterapi og erkendelse” fat på. Og det, der især synes værende interessant for psykiatribrugere, er nok problematikken mellem den individuelle personbaserede respekterende kontakt, og det behov for evidensbaserede fastlagte behandlingsforløb som de økonomistyrende faktorer i samfundet prøver at presse ned over psykoterapien, for at kunne anerkende den som behandlingselement.

Naturligvis kan der uddrages en vis form for evidens ud fra en tilstrækkelig stor mængde journaler. Men disse evidenspåvisninger vil i sagens natur kun kunne blive til en art overordnet teoritiseren. Og de kan, hvis de bruges som normsættere, skade de psykoterapeutiske forløb ubodeligt.

Bogen ”Følelsesmæssig intelligens i Coachning” tager fat om endnu en problematik i forbindelse med området psyke. Nemlig den, især i kognitiv psykoterapi, men også i psykiatrien, manglende forståelse eller accept af følelsens styrende betydning i livsopfattelsen hos det enkelte menneske.

Den kognitive terapis primære fokus på den rationelle hjernes funktion og tilsyneladende overseen af det limbiske systems erfaringsarvede tryghedsgiven og psykiatriens metodik med at blokere det limbiske systems receptive funktion baserer sig, endnu en gang, på det ensidigt somatiske menneskesyn.

Når jeg som titel på denne refl eksion har valgt ordene Oprør – Opgør – Opbrud, er det fordi jeg fornemmer, at de tre her omtalte bøger på hver sin front forsøger at vise veje for nytænkning. En nytænkning der inddrager det hele menneske, både det fysiske, somatiske, det psykiske, det følelseshavende menneske og til en vis grad det åndelige menneske.

Med en omskrivning kan man sige ”Mennesket er ikke kun en kemisk fabrik, men hver en følelse, hver en tanke der opstår i det.”

Følelsesmæssig Intelligens i Coaching
Stephen Neale, Lisa Spencer-Arnell, Liz Wilson
Forlag: Børsens Forlag 2009
ISBN: 978-87-7664-332-4
300 sider

Når Smerten Bevogter din Sjæ
Anne Køppe
Forlag: Books on Demand Gmbh. København.
Danmark
ISBN: 978-7691-238-3
244 sider

Psykoterapi og Erkendelse
Jette Fog & Lars Hem
Forlag: Akademisk Forlag
ISBN: 978-87-500-3929-7
308 sider

• nytænkning i psykiatrien
• brug alle ressourser før du doper
• bedre opsyn med behandlere
• sig nej til medicin før alt er prøvet
• en ledelse, der dur og er til for patienterne
• ny psykiater ny journal
• giv dem en chance i livet
• patienternes ombudsmand
• en vågen sundhedsstyrelse
• undersøg tvang i psykiatrien
• gør det let at holde på sin ret
• valgfrit hospital i psykiatrien
• en demonstration på rådhuspladsen
• ikke flere dødsfald i psykiatrien
• ingen sløseri med medicinen
• red flere fra afhængigheden
• brug andre behandlere i psykiatrien
• stop overmedicinering, før du gør en patient til pensionist
• opsyn, opsyn, opsyn med behandlere
• registrere dem, der sløser med medicinen
• giv dem et klippekort, fyr dem hvis der bliver for mange klip
• lav en fond så alle kan klage
• lyt til de pårørende
• stop med at gøre mennesker til klon af medicin
• kasser en gammel vissen journal, som en dårlig psykiater har skrevet
• bedre behandlere som erkender, de ikke kan klare sig
• gør det ikke for let at sige at patienterne er til fare for sig selv
• ingen filmoptagelse af patienter (selvom du har spurgt) under behandling
• lad være med at bruge andre patienter som reklamesøjle for medicindyrkelse
• red et liv, vær glad for patienterne og ikke medicin industrien
• tænk fremad og se på et menneske som en rask person du har reddet
• der bliver kun brugt hvad der er brug for og ikke hvad der KAN fyldes på
• virker det ikke finder vi en anden udvej og bliver ikke ved med at lave forsøg
• desværre var det kun en DRØM – det er stadigvæk lige sammenspist
• der skal flere lig på bordet før der bliver gjort noget og hvem har samvittighed til det jeg spørger bare

Årets TEMA var Sundhed, Humor og Helbred. Lørdag den 25. juli mødtes en hel del af os på Vejle banegård, hvor mange mødte frem i LAP T-shirt, så det var nemt at fi nde hinanden. Mange gensyns-knus var der også. Derefter kørte vi i den lejede bus til Juelsminde. Søndag var der mange, der deltog i udfl ugten til Glud museum, som er et frilandsmuseum med arbejdende værksteder. Det var en rigtig hyggelig tur og vejret var perfekt.

Mandag gik turen til Hjarnø, hvor præsten og hans søn gav os en rundtur på øen i deres traktorvogne. Derefter var der mulighed for en tur i en kajak. Kun Lydia turde prøve, mens vi andre så på. Om aftenen ankom ”De Splittergale”, Jacob, Mathilde, Jonna, Silke og Rasmus. De fortalte om deres workshop og viste film, fra en af deres mange ture.

Tirsdag morgen startede ”De Splittergale” op med sjov morgenmotion, derefter gik de i gang med sang, gøgl og hvad de ellers sammen kunne fi nde på af sjove ideer. Jonna gik i gang med at inspirere deltagerne til at lave musikinstrumenter, en bas af en stor balje, male fl asker til rasler og Thomas gik i gang med projekt RUMSTERSTANG.

Nogle deltagere tog en hyggelig snak nede i gården, hvor de jo havde sang og musik fra dem, der deltog i workshoppen. Andre tog en cykeltur, et hvil eller hvad de nu havde lyst til. Nogle valgte at tage imod tilbuddet om at være model til at få farvet bryn og vipper, da vi havde besøg af Ann Katrine, som er frisørelev. Om aftenen havde vi en rigtig hyggelig gårdsangeraften, med folkedanse o.l. og der var også god ild i kobberbålfadet. Onsdag fi k vi besøg af journalisten Martin og en fotograf fra Horsens Folkeblad, Juelsminde. Martin lavede interview af fl ere af os, for at skrive en historie om, at vi 55 deltagere af nuværende eller tidligere psykiatribrugere, sammen kan lave en sommerlejr.

Der hvor vi ikke havde personale på, hjalp vi i stedet hinanden så godt vi kunne; mange havde det rigtig godt og mange ressourcer. Til frokost fi k vi besøg af Karen J. Klint, socialdemokratisk folketingsmedlem. Hun har nok læst om årets tema, for hun havde en stor kurv med frugt med til os samt kryds og tværs blade.

Lige efter frokost havde vi en god times snak med Karen J. Klint, som er meget interesseret i at støtte psykiatrien. Derefter så hun hele generalprøven fra ”DE LAPPERGALE”, hvor hun fi k sig nogle gode grin. Jeg tror Karen Klint fi k et godt indtryk af, hvor fi nt vi kunne rumme hinanden på sommerlejren. Om eftermiddagen var der travlhed i hele huset, fordi vi skulle have fest om aftenen. Der skulle fl yttes borde rundt, dækkes festbord og laves fl otte servietter og blomster. Andre skulle hente drikkevarer og sidst, men ikke mindst, arbejdede de på højtryk i køkkenet med at lave festmenuen, som bestod af laks til forret, oksesteg som hovedret og desserten var chokolademousse.

Musik gruppen ”Professorerne” ankom og var med under middagen, hvor Lydia, Hanne og Torben underholdt med deres show. Lydia skød rundt med sin ”farlige pistol” mens Hanne dansede mavedans til Torbens båndoptagelse. Derefter optrådte ”DE LAPPERGALE” med deres forrygende show og det var en stor oplevelse at se. Det var rigtig sjovt, og de var bare blevet så dygtige på kun to dage. Kl. 20 gik musikerne på; Karl Bille (kendt fra bl.a. Anja og Victor fi lmene), Jeppe Nørgaard og Malene Bech. Vi lavede sammen nogle forskellige gamle danse.

Så var det rygetid og kun musikerne var i danselokalet og hvad så? Heldigvis var de fl ytbare og gik med ned i gården, hvor der også var ild i kobber bålfadet. Jacob spillede med på sin guitar, Jacob H. spillede harmonika, Silke på savblad og Paul sang en enkelt sang, så det blev en rigtig god aften.

Torsdag var mange vist lidt trætte – også køkkenholdet – så det var rigtig godt at nogle af deltagerne gerne ville tage en tørn i det store køkken. Marit, massøren kom igen i år – det er fjerde år hun er med. Rigtig mange var glade for at se hende igen, og hun gik i gang med ca. ½ times massage til dem, hun kunne nå. Eftermiddagen stod på sejltur med båden Tenna. Problemet var bare, at der var skybrud og alle færger var afl yst, så deltagerne måtte bruge deres kreative tankegang. Hvad de så skulle bruge eftermiddagen til? Nogle tog en oplevelsesrig tur ned i Juelsminde by, hvor de hjalp med at gribe plastikstolene, der kom fl yvende hen ad gaden – Juelsminde havde vist aldrig oplevet noget sådan før – andre gik en tur ned til stranden.

Efter aftensmaden havde vi evaluering med Steen Moestrup fra Landsledelsen. Det var en utrolig positiv evaluering, der kom også forslag til næste års sommerlejr – om det kunne blive på en ø, og at en gåtur også kunne være morgenmotion og meget andet. Fredag morgen var tilbuddet morgenmotion ved massøren Marit, som havde taget nogle massagebolde med. Efter frokost kom Karl Bach på besøg. Han fortalte os om sit arbejde som udviklingskonsulent i LAP og også om WNUSP – Verdenskongressen, som fandt sted i Uganda i marts i år. Nogle hentede avisen nede i Juelsminde, hvor Martins historie samt to gode fotos var med. Torben havde af de ca. 400 billeder lavet et dias-show på computer, han havde taget i ugens løb. Ros til køkkenholdet for spændende, velsmagende og sund mad og så lige deres hjemmebag, uhm!

Lørdag morgen smurte vi madpakke til hjemrejsen, pakkede og bussen ankom kl. 12. Mange tak til alle for en fantastisk god sommerlejr 2009.

Endnu en gang er sommeren gået på hæld og en mørk og kølig tid er på vej – i al fald vejrmæssigt. Til gengæld må det være vores selvpålagte pligt og ansvar at tænde lys og varme i vores og andres hjerter. Her skal især huskes på det østerlandske råd om i stedet for at begræde mørket, selv at tænde et lys.

Man kan i LAP og andre steder i psykiatriverdenen ofte føle sig som Sisyfos, som dag ud og dag ind skubber stenen op ad bjerget, på trods af at den og andre sten hele tiden ruller ned igen. Det føles frustrerende at bevæge sig to skridt frem – og et tilbage. Eller naturligvis endnu værre med et skridt frem og to tilbage…

Aktuelt nu hvor landets fem regioner lægger deres forslag frem for sygehus- og psykiatribudgetterne det næste år. Trods løfter og håb om ”en psykiatri i verdensklasse” viser det sig desværre ofte, at når det når til bundlinjen i regnskabet er det ”lettest” at lette på løfterne og atter spare på psykiatrien. Det ses senest bl.a. i Region Hovedstaden, hvor psykiatrien er blevet Sorteper og skal spare yderligere 45 millioner oven på foregående års besparelser. Der kommer ustandselig rapporter og nyheder om gener som kan forudsige fremtidig skizofreni, tvang, overbelægning, kriminelle/farlige patienter som lever side om side med almindelige patienter, børn som ikke behandles, børn som generelt har fået tredoblet mængden af psykofarmaka, eksplosion af antallet af ADHD-ramte. Sidst proklamerede jeg at lovforslaget om ambulant tvang, nu omdøbt til ”tvungen opfølgning” lå i skrivebordsskuffen og måske kunne tages frem igen. Det er så siden sidst sket! Det nye er også at Dansk Folkeparti har ændret standpunkt og nu vil se på mere tvang. De konservative er også lidt mere positive. Jeg talte i sin tid med daværende socialminister Henriette Kjær, som udtalte at det psykiatrien har brug for er mindre tvang – ikke mere!

Vi danskere har i slutningen af året mere end julen at glæde os til. Hjerternes fest. Vi kan glæde os til den kommende tid, hvor julesneen forhåbentlig falder hvid. Vi kan også glæde os til igen at stå i verdens centrum!

Danmark skal til december stå for at redde verdens vejr og miljø. Statsledere fra hele verden kommer til København til FN´s klimakonference om klodens fremtid og det menneskeskabte klima. En interessant tanke er at en dansk popgruppe, som så langt tilbage som for 27 år siden, fremsagde og forudså den globale klimaudvikling. Denne visionære gruppe er nogle af mine lokale byboere, som jeg har fulgt fra en sprudlende og kreativ fortid i min tidlige ungdom til deres mere bedagede, kedelige og tilbagetrukne nutid. Det er naturligvis SHU-BI-DUA jeg tænker på, med deres Costa Kalundborg fra det herrens år 1982!

Citat:
Der er sket en forurening – af den ydre atmosfære
Så meterologerne har lovet at – vi nu får bedre vejr.
Eskimoerne får solstik og Sahara bli´r til is
Og Danmark bli´r det nye tropeferie-paradis.
Så er du træt af Syden, sne og slud
Ta´ til det varme nord.
Ta´ til Costa Kalundborg – hvor de slanke palmer står
og svajer blidt for brisen – bag Jens Hansens bondegård.
Fang en haj i Køge bugt. Spis af kærlighedens frugt.
Rejs til Danmark, det er billigt, det er smukt.

Den nuværende videnskabelige ekspertise, siger at det passer meget pænt. Dog vil palmerne være tykkere og en haj i Køge bugt vil mere have flade end skarpe tænder. Og – som altid – ovenover alting stråler Moder Sol. Danskerne tror på fremtiden!

En undersøgelse for Dansk Røde Kors viser tydeligt at trods finanskrisen, fyringsrunder og faldende friværdi, har flere end hver tredje fået mere håb det seneste år. Generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, udtaler i den forbindelse, at danskerne også er begyndt at udvise større overskud til at tænke på andre end sig selv. ”Det kan tyde på, at mange oplever, at krisen alligevel ikke er så slem, som de havde frygtet. Vi har flere indsamlere, end vi har haft i mange år, og vi oplever en voksende solidaritet i samfundet,” slutter Anders Ladekarl. Ifølge undersøgelsen har ældre mere tro på fremtiden end yngre. Nordjyder håber mere end københavnere, og kvinder ser mere lyst på livet end mænd. Nu ser jeg også – selvom jeg er mand og naboskabskøbenhavner – lidt mere lyst på livet og fremtiden…

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael