LAP

 
  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Det rene vanvid

Email Udskriv PDF
Det tog ”kun” psykiatrien 10 år at finde ud af, at piller ikke hjælper selvmordstruede indlagte patienter. Ingen andre områder inden for behandlingssystemet ville samfundet tillade en virkningsløs behandling i så mange år, uden at gøre noget. Hvordan det er at være indlagt på en psykiatrisk afdeling er ikke offentligt kendt, så jeg vil her give dig et billede af det:

”Klokken er 9 du skal til morgenmøde”! Jeg ruller mig rundt i sengen, efter kun få timers søvn. Jeg er midt i en psykose. Jeg ryster af dødsangst og siger, at jeg er for bange til at stå ud af sengen. Jeg hører høje stemmer i mit hoved, der lyder som det er djævlen, der messer til ofring, hvilket gør mig yderligere bange. ”Kan du ikke hjælpe mig, jeg er så bange”, råber jeg efter plejeren, der er på vej ud af værelset. Han kigger på mig og siger, at jeg kan få mine piller.

Der går en lang smertefuld time i dødsangst, så vender han tilbage med pillerne. Djævlen messer stadig højt i mine ører om, at nu er tiden inde til at slå mig ihjel. Jeg får pillerne, hvilket kun giver mig hovedpine, og jeg mister evnen til at udtrykke mig, sammen med en fornemmelse af at min hjerne er ved at gå i opløsning. Det får ikke djævlen og hans uhyggelige skikkelse, som jeg også ser, til at forsvinde. Jeg er kold af angstens sved, og jeg kan ikke holde mig i ro. Så går jeg ud på gangen, frem og tilbage i en dødsangst, for jeg ved ikke hvornår den sorte skikkelse, som kun jeg ser, vil slå mig ihjel. Personalet går forbi mig, uden at de reagerer. Jeg søger udenfor i haven, og holder om et træ for at få lidt tryghed og støtte, det hjælper ikke, så går jeg over til havebordet, hvor der sidder nogle patienter og ryger, lukket inde i hvert sit helvede, hvorefter jeg vender tilbage til træet. Sådan går jeg frem og tilbage det meste af dagen, uden at personalet reagerer.

AngstAngsten er voldsom, og jeg er bange for ikke at overleve dagen. Så går jeg ind igen, og fortsætter min angstfyldte traven op og ned ad gangen med djævlen i hælene, der med sin store økse i hånden kløver mit hoved. Jeg hører, hvordan det knaser i hovedet på mig, hver gang øksen rammer. Da pillernes virkning er for aftagende, og jeg igen er i stand til at tale, banker jeg på døren til kontoret og spørger, om der er en af personalet, der har tid til at tale med mig og holde om mig, for jeg er så bange, for at djævlen skal slå mig helt ihjel. De 2 plejepersonale, der begge er på kontoret, kigger på hinanden og ryster på hovedet. ”Det har vi ikke tid til, gå ned på dit værelse, for det er ikke godt for de depressive patienter, at du sådan farer op og ned ad gangen”. Alt det mod, jeg havde samlet for at spørge om hjælp, forsvinder som dug for solen, og jeg går som den ensomste soldat tilbage til det golde værelse, og kravler op i sengen.

Stemmerne med den messende djævel, der vil tage livet af mig, bliver værre og værre. Nu viser der sig to store slanger på ryggen af mig, hvilket gør mig yderligere skrækslagen. Djævlen truer med at slå slangerne ihjel. Jeg kommer til at tænke på, at jeg engang i nogle hinduistiske skrifter har læst noget om, at vi i vores evighed er kundalinislanger, det får dødsangsten til at eskalere. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at forsvare mig mod denne djævleskikkelse, og må se i øjnene, at min sidste time er kommet. Så ringer jeg på klokken for at få hjælp, der går to timer før der kommer et personale. ”Hvad vil du?”. Rystende af angst siger jeg forsigtigt: ”Jeg er bange, kan du ikke holde om mig”. Svaret kommer prompte: ”Vi må ikke holde om patienterne”. Jeg krammer fortvivlet min dyne uden at det hjælper. Jeg ryster over hele kroppen. ”Du kan få noget mere medicin”. Jeg ryster på hovedet. ”Nå, så kan jeg ikke hjælpe dig”, lyder svaret.

Jeg indser at medicin er den eneste hjælp jeg kan få, så jeg siger nødtvungent ja. Plejeren kommer med medicinen: 350mg. Nozinan, et par Alopam og så Cisordinol; det hele på en gang. Jeg ryger ind i en tilstand, hvor min krop er ved at dø, djævlen messer stadig med sine trusler om at tage livet af mig og min evighed. Jeg ryger ind i en mareridtsagtig døs. Næste dag gentages scenariet fra den forrige dag, og jeg ender igen med enorme mængder af medicin. Efter en del dage er jeg så mærket af medicinen, at jeg oplever det som om at livet ebber ud af mig, og jeg har de skrækkeligste mareridt om natten om at jeg er ved at dø, samtidig med at jeg har hulens ondt i hjertet.

Hvis du engang har set hvordan russerne tog livet af de dødsdømte fanger med nervemedicin så, så du mig. Jeg kom til at tænke på to patienter jeg kendte, der begge døde af overmedicinering, det blev kun registreret som hjertetilfælde. Jeg bliver bange. En natsygeplejerske kommer ind, fordi jeg har skreget højt i søvne. Jeg fortæller hende om mareridtene, og hun kigger i min journal, ryster på hovedet og tilkalder en ung natlæge, der straks sætter medicinen ned, fordi natsygeplejersken står og ånder ham tungt i nakken. Djævlen var ligeglad med mængden af medicin jeg fik, det sløvede mig bare, så jeg ikke kunne tale og bede om hjælp.

Natsygeplejersken blev hos mig en times tid, og det var godt. Hun jog djævlen væk, ved at bede ham om at forsvinde, og da de store doser medicin var ude af kroppen på mig, og efter al for kort tid til at komme mig oven på den omgang, kunne jeg noget skrøbelig drage hjem igen.

Jeg forstår godt at nogle patienter ser det som deres eneste udvej, at tage livet af sig under en indlæggelse. For at have en sindslidelse er så pinefuldt, at det er en naturlig reaktion, at tage sit eget liv for at få fred for de grusomme tilstande. Hvornår begynder psykiatrien at give helbredende behandling, og ikke kun piller der ikke helbreder? Ja, bare samtaler, terapi og en hånd at holde i vil gøre underværker. At vi i Danmark kun får piller, der fastholder en i sygdommen i årevis, er dybt kritisabelt.

Sammen med psykiatrisk overlæge på Rønne sygehus Ingelise Blåbjerg, der har kæmpet i årevis for at få den psykiatriske behandling ændret, og forlaget Fokus, har jeg dannet ”Foreningen til Regnbueridderens fond for sindslidende”, hvis formål er at give penge til sindslidende, der søger helbredende behandling.
 
Del på facebook