LAP

 
  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Det store spring

Email Udskriv PDF

For nylig fik mine sorgløse dagdriverdage i værestedets vante og trygge rammer en ende. Jeg har taget et spring fra 10-meter vippen, uden vished for om der var vand i bassinet. Den 25. september startede jeg i et praktikforløb på et plejecenter her i Odense, hvor jeg bor. Jeg skal passe ældre, og har egentlig ikke nogen forudsætninger for det, andet end et ønske om at prøve mig selv af og gøre noget godt for andre mennesker.

Det er en drøm, som jeg har haft i mange år, at få en uddannelse som social- og sundhedsassistent og arbejde i sundhedssystemet, og nu springer jeg simpelthen ud i det. Var til informationsmøde på Social- og Sundhedsskolen i februar i år, og blev bekræftet i, at det var den vej, jeg skulle gå. Efterfølgende kontaktede jeg en studievejleder på skolen og fik den besked, at det ville kræve et års relevant praksiserfaring at få lov at starte på uddannelsen. Så det er dette første trin, jeg er begyndt på nu.

De seneste 15 år har jeg haft min faste daglige gang i Aktivitetshuset her i Odense, og i perioder også trivedes med det, men der er sket mange ting for mig, siden jeg blev kæreste med Sille i 2003. For knapt 3 år siden flyttede vi sammen i en dejlig 3 værelses lejlighed, og året efter blev vi gift. Næste store projekt var sidste sommer at begynde at tage kørekort, og i januar i år lykkedes det efter visse vanskeligheder at bestå køreprøven. Det var en stor dag at stå med det midlertidige førerbevis i hånden, og gav forståeligt nok mod på lidt flere udfordringer i tilværelsen.

Men hvad gør man helt konkret, når man står midt i en rivende recovery-proces, og gerne vil en hel masse med sit liv. Hvor henvender man sig, og er der nogen reel støtte og opbakning at få, til at komme videre og måske på et tidspunkt blive fuldt recovered?

Jeg sendte en mail til en nøgleperson i socialpsykiatrien her i byen, som jeg havde et godt forhold til, og hun henviste mig til Odense Kommunes Rehabiliteringsteam. Det var så godt timet, at min første aftale på teamet faldt lige en uge efter, at jeg havde fået mit kørekort.

Jeg havde selvsagt masser af mod på at komme i gang med et eller andet, men vidste bare ikke lige, hvad det skulle være, og det håbede jeg at få noget afklaring omkring. Jeg blev dog først præsenteret for den standardbehandling Rehabiliteringsteamet normalt kommer op med, hvilket vil sige enten kognitiv terapigruppe, social færdighedstræning eller en livshistoriegruppe.

Fik dog forklaret medarbejderen på teamet, at det nok ikke lige var sådanne tiltag, jeg havde mest brug for, men mere at blive sporet ind på, om det skulle være uddannelse, skåne/flexjob, frivilligt arbejde eller noget helt fjerde. Det accepterede hun, og hen over foråret brugte vi nogle gange på at få afklaret, hvad jeg skulle, og i forsommeren brugte kontaktpersonen i teamet sine forbindelser i sundhedssystemet til at aftale et møde med lederen på et plejecenter. Der gik dog nogle måneder, før vi af forskellige årsager endelig kunne få holdt mødet, som gik virkelig godt. Lederen på Ærtebjerghaven Plejecenter tilbød mig en 3 mdr.’s praktik. Det skulle afprøves, om jeg i det hele taget egnede mig til at arbejde inden for dette område, og jeg synes egentlig, at det var en frisk chance, lederen gav mig, når jeg ingen uddannelse eller erfaring havde med området. Nu virkede det søreme også, som om rehabiliteringsteamet begyndte at tro lidt på projektet!

Første arbejdsdag blev aftalt til den 15. sept., men dagen før blev jeg ringet op af Rehabiliteringsteamet, at jeg ikke kunne starte alligevel som aftalt. Der gik almindeligt sagsbehandlerkoks i den, og i løbet af den næste uge var der 4 forskellige sagsbehandlere ved Odense Kommunes Jobcenter inde over min sag, inden der endelig var én, der tog sig af at få udfyldt de nødvendige formelle papirer. Det var ret frustrerende at kæmpe mod systemet, og foretage et væld af opringninger, hvor man blot blev stillet om, eller fik en sludder for en sladder. Jeg var til sidst nervøs for, at hele projektet ville falde til jorden og ikke blive til noget, og en sagsbehandler indrømmede også, at jeg ikke lige passede i deres sædvanlige kasser. Der kan man godt tænke at jobsystemet ikke rigtig er gearet til psykiatribrugere på pension, der gerne vil prøve sig af på arbejdsmarkedet. På trods af mange udmeldinger fra regeringen, om at alle skal have en chance på det såkaldt rummelige arbejdsmarked, også førtidpensionister med en psykiatrisk diagnose. Men den 25.sept. kunne jeg omsider møde til min første arbejdsdag på plejecentret.

I dagene op til min første arbejdsdag meldte der sig megen uro, og mange spørgsmål rumsterede i mit hoved. Der blafrede en hel sværm af sommerfugle i min mave, og troen på, at det nok skulle blive godt, afløstes ind i mellem af en nagende tvivl og angst for ikke at slå til. Kan jeg klare jobbet? Vil jeg falde helt igennem, og føle mig fuldstændig akavet og kejtet, når jeg skal give de ældre pleje og omsorg? Hvordan vil mine nye kolleger tage imod mig? Har jeg i det hele taget ressourcer til at forholde mig til så mange nye mennesker? Det var det fuldstændig uvisse, jeg gik ind til, og billeder fra TV- udsendelser, hvor man havde filmet forholdene på forskellige plejecentre med skjult kamera, rullede frem på nethinden. Hvordan ville forholdene og kulturen være på plejecentret, ville der være en ordentlig omgangstone overfor beboerne, og hvor stressede og pressede var personalet?

Jeg gjorde mig også nogle tanker omkring dette her såkaldt rummelige arbejdsmarked. Ville der overhovedet være plads til sådan én som mig på en almindelig arbejdsplads? En nyligt offentliggjort undersøgelse viste, at en kollega med en psykisk lidelse var klart det, folk i job var mest negativt stemt overfor at arbejde sammen med. Der findes stadig rigtig mange fordomme og megen uvidenhed om psykisk sygdom i den brede befolkning, så hvor meget af det ville jeg møde i min praktik?

Min tvivl og frygt er dog blevet gjort grundigt til skamme. Har været på Ærtebjerghaven 5 uger nu, og det er bare gået så fint, og jeg trives med at være der. De tre faste medarbejdere i mit hus har taget vældig godt imod mig på trods af en travl hverdag, og jeg synes også, at jeg er faldet godt ind i rytmen og opgaverne på stedet.

Kommer også godt ud af det med beboerne, hvor især en mandlig beboer med svær alzheimer har knyttet sig meget til mig. Jeg er et ekstra sæt hænder, som der virkelig er brug for, og jeg aflaster de faste sosu-hjælpere og -assistenter med f.eks. at servere morgenmad og gå tur med enkelte af beboerne. Men den største opgave i løbet af min arbejdsdag, som er fra 7 til 12 fire dage om ugen, er at lave varm mad til beboerne og det af personalet, der spiser med. Da jeg holder meget af at lave mad og hygger mig med at servere lidt andet end traditionelle retter med brun sovs og kartofler, er det ret perfekt for mig. Når det ellers bliver vellykket og velsmagende, er det en taknemmelig måde at gøre sig populær på, men der kan så også være ret kontant afregning fra enkelte af de ældre, hvis maden ikke lige falder i deres smag. Jeg har prøvet at servere nogle mere ”moderne retter” som de spiste med god appetit, og jeg har en del fokus på det sunde i kosten, og selvfølgelig bliver maden stort set hver dag lavet fra bunden.

Var til opfølgningssamtale med en af lederne på Ærtebjerghaven, en jobkonsulent og kvinden fra rehabiliteringsteamet i fredags (30.10.), og vi havde en længere ret konstruktiv snak, som mundede ud i, at jeg fik forlænget min praktik med 3 mdr. efter jul og nytår. Min foreløbige konklusion er derfor, at det kan lade sig gøre, at komme ud på en arbejdsplads og begå sig efter mange år i mere passiv beskæftigelse i socialpsykiatrien.

Hvis man er heldig at finde det rette sted og den rette branche, og man frem for alt selv er indstillet på at yde en indsats og anstrenge sig for at falde ind i miljøet på arbejdspladsen. Den støtte, der gives til sådan et projekt, er jeg mere lunkent indstillet over for. Jeg er ret glad for at rehabiliteringsteamet fandt det rette plejecenter, men der udover har jeg ikke haft synderlig meget glæde af det tilbud. Kommunens Jobcenter gjorde sig bemærket med at forsinke og forkludre min jobstart i flere omgange, og endelig synes jeg ikke, at Aktivitetshuset, hvor jeg netop er blevet endeligt udvisiteret fra, har været særligt aktive i forhold til at animere til dette skridt og støtte og lette min overgang til job. Faktisk synes jeg egentlig, at de har vist sig mere fastholdende og skeptiske over for, om jeg nu også kunne klare dette store spring.

 
Del på facebook