Medlemsbladet nr. 2, 2005
Om bl.a. landsmøde, elektrochok, boganmeldelser og meget mere.
Leder: Sommeren er over os
- af Steen Moestrup
Landsmødet er i hus og vi har fået skabt en homogen landsledelse. Der er kommet nogle nye kræfter ind i landsledelsen, men der er også mange gamle ansigter. Landsledelsen har afholdt sit første møde og fundet et nyt formandskab. Efter en lang debat om samarbejdsformer i den nye landsledelse blev der grebet til valgsedlerne og i år var der faktisk mange kandidater til formandskabet. Valget krævede omvalg men sluttede så med, at Lise Jul Pedersen, Thoridt Allermand tillige med undertegnede udgør det nye formandskab.
Både Lise og Thoridt har siddet i formandskabet før, hvorimod jeg er ny i dette arbejde. Vi har fra starten af været enige om, at formandskabet ikke skal løfte opgaverne alene, men det er hele landsledelsen i samarbejde med LAPs medlemmer som skal løfte det kommende års arbejdsopgaver. Vi vil i højere grad end tidligere satse på uddelegering af opgaver og mærkede da også en større arbejdsiver end tidligere blandt landsledelsens medlemmer.
Landsmødet var præget af, at vi havde nogle formelle ting, som skulle ordnes og nogle forslag, som der skulle være tid til at debattere. Desværre må vi sige betød det, at der var begrænset tid til debat om LAP´s resultater gennem det sidste år og målområder for det nye år. Imidlertid er der taget nogle skridt, som jeg tror bringer LAP i front i det kommende år. Vi har fået lavet en Handlingsplan, som er til at arbejde med. Vi er enige om, at LAP skal vende sig mere udad, med større pressedækning.
Henover sommeren og i efteråret står der revision af psykiatriloven på programmet i folketinget. Vi skal allerede nu i gang med at se hvordan vi tackler dette emne, så revisionen bliver så positiv for os som muligt. Og ikke mindst er der de nye intentioner omkring ambulant tvang, som meget let kan blive indbegrebet af tvang uden anke muligheder eller juridiske rettigheder for de patienter som bliver udsat for dette.
Kort fortalt går det ud på, at psykiater fremover skal kunne beordre patienter tvangsmedicineret, hentet i eget hjem og bragt ind til medicinering. Med krav om, at omsorgspersonale og bostøtter skal hjælpe med at iværksætte disse sanktioner. Uden mulighed for opsættende ankemuligheder. Faktisk betyder det, at mange psykiatribrugere bliver retsløse i det danske samfund. Der er nedsat en gruppe som alene skal arbejde med dette emne og så har fået særlige beføjelser til at reagere hurtigt og direkte overfor pressen.
Foreningens økonomi har i hele levetiden været afhængig af støtte fra Socialministeriet og netop i år udløber vores anden treårsbevilling. Vi er allerede i gang med forhandlinger med ministeriet, men der skal også arbejdes på at sikre projektmidler og andre midler som foreningen kan blive mere handlingsdygtig.
I august er planlagt en sommerlejr som vil samle nogle af foreningens medlemmer på et længere forløb, bl.a. med mulighed for at diskutere foreningens politik og skabe relationer på tværs af landet.
Den nye landsledelse 2005-2006
- af LAP
Bo Steen Jensen
Eva Lindblom Pedersen
Gitte Lindskow
Hanne Rørbech
Henriette Buemann Jensen
Jakob Dahl
Jens Christian Friis Nielsen
Lise Jul Pedersen
Michael Brown
Nils Holmquist Andersen
Steen Moestrup
Thoridt Allermand
Elektrochok
- af Michael Adamsen
Jeg så med skeptisk godaften Danmark i dag den 7/3 2005 kl. 18.25 et indslag om Elektrochok, hvor en tidligere patient havde fået elektrochok som led i behandlingen mod depression, han havde fået 6 behandlinger og havde ikke mærket den virkning, tvært imod havde han fået problemer med korttids hukommelsen, og delvis også med langtids hukommelsen.
Jeg er overrasket og chokeret over den stigning der er i brug af elektrochok, også chokeret over en udtalelse en læge i psykiatri (John Erik Andersson, psykiater) kommet med, han siger bl.a. ”
Trods alle rygter er ECT (elektrochok) en effektivt, hurtig og skånsom behandling mod depression ” og videre:
- ”Den hurtigst virkende og mest effektive behandling af depression.
- Kan bruges – selv om du har en hjertesygdom.
- Kan bruges – selv om du er ældre og svagelig”
Hvordan kan han sige det, når det er dokumenteret at antidepressive medicin, og samtale terapi er det mest virkende inden for depression, jeg selv lider af depression og jeg er blevet godt hjulpet af medicinen. Men for det ikke skal være løgn, så fortsætter lægen med denne udtagelse:
Kan du få ECT med tvang?
I sjældne tilfælde kan vi blive nødt til at give ECT mod din vilje. Det kommer kun på tale, hvis du har en svær depression med psykotiske symptomer og desuden: Er i en livstruende tilstand pga. depressionen Ikke kan blive behandlet på andre måder
Hvis du er depressiv, kan du have så lavt selvværd og så mange selvbebrejdelser, at du mener, at depressionen er en velfortjent straf. Derfor mener du ikke, at depressionen skal behandles.
Andre gange er du så rådvild og vægelsindet, at du ikke kan tage stilling til spørgsmålet omkring behandling med ECT. Skal ECT gives med tvang, skal du have en patientrådgiver, og alle lovens forskrifter skal overholdes”.
Jamen vi skal ikke bruge tvang i psykiatrien, men der imod skal behandlingen foregå med forståelse og terapi og i værste tilfælde med medicin behandling, da ikke med tvang. Hvis jeg havde en hund der ikke ville lægge sig når jeg sagde DÆK, jamen så ville jeg da ikke tvinge den til at ligge sig, men der imod belønne den når den gjorde det jeg bad den om, vi patienter i psykiatrien er da ikke lavere stillet en dyr, så hvorfor skal vi tvinges til noget? Han skal dog roses for at sige at vores lovmæssige rettigheder skal overholdes, det er ikke alle læger eller overlæger der mener det.
Og om han så ikke også kommer med denne udtalelse ”Hvordan virker ECT?
Der er mange hypoteser og mange forskningsresultater, som giver en vis forståelse af virkningsmekanismerne. Vi har dog ikke fundet nogen samlet forklaring på spørgsmålet om, ”hvordan ECT virker” endnu.
Det er helt afgørende for effekten af ECT, at der bliver udløst et krampeanfald i dit nervesystem. Vi ved derfor, at det er fænomener knyttet til selve anfaldet, der medfører den antidepressive effekt.”
Jamen når der ikke kan dokumenteres hvordan det virker og han ikke kommer med tal på hvor mange det virker på, hvordan kan han så påstå at det er den bedste middel mod depression? Jeg håber at lab vil tage dette op evt. som en arbejdsopgave for den nye landsforening efter den kommende landsmøde. Og jeg håber også denne artikel kan denne en debat både imellem af os brugere i systemet, men også imellem brugere og behandlere.
Jeg kan til slut, nævne et eksempel hvor jeg ved at elektrochok heller ikke hjælp, det var dog ikke hvor patienten havde depression , men i en psykose hvor patienten havde vrangforestillinger om at hun var Dronningen, hun fik elektrochok, og vupti hun var rask, hun viste nu hun hed Anne (navn opdigtet af hensyn til personen) , MEN ……… ca. 2 til 3 måneder var den gal igen, i den tid jeg var indlagt (ca. 1½ år) kom hun troligt ind og fik elektrochok.
Nogen vil da så sige, jamen var det ikke godt det hjælp, JO hvis ikke at alle de elektrochok ikke havde ødelagt hendes nervesystem og hendes kontrol med hendes muskler, men det gjorde det. Så alle der overvejer en behandling med elektrochok, tænk jer om!!
Med det største ønsker om at vi bliver hørt slutter jeg for denne gang
Vedrørende psykiatri i Danmark ”VINGESUSET”
- af Boliana Thomsen
Et noget så tabubelagt emne får sjældent den store mediebevågenhed, med mindre at vi hører om det tragiske selvmord, en ung kvinde gjorde på Bispebjerg Hospital, eller om de mange elektrochok der gives. Dog er det for mig at se (med 22 års erfaring på bagen i perioder psykisk syg) dråberne af et isbjerg på larvefødder.
Har vi lært noget af den ca. 25 år gamle film om gøgereden ?
I mine øjne er det meget nuanceret. Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om den umyndiggørelse og fastlåsen i et håbløst forældet hierarki, i trøstesløse rammer med overlægen som gud – indespærret på ubestemt tid, frataget alle dine personlige ejendele – smykker – smøger – ild – ur – penge – ALT låst inde. Ikke at se solens lys i dagevis, indlagt med andre som alle bare har det mere end dårligt. Et personale (her taler jeg om lukkede afdelinger på både Bispebjerg, Sct. Hans og Oringe i Vordingborg), der lukker sig om sig selv i akvariet, som jeg kalder kontoret, det allerhelligste som ingen patienter måtte betræde.
Jeg har også oplevet, at der var en af medpatienterne, der hængte sig, og lægen holdt en lille andagt i rygestuen, det var første og eneste gang, han kom der.
Disse afskyeligheder med totalt tidsspilde, tab af netværk ofte, tab af identitet, fratagelse af al form for livsglæde, observeret i døgnets 24 timer, ALT ryger i journalen, – tja,- er du ikke skør, når du kommer, så bliver du det i den grad. Totalt uansvarlige personaler, som ikke tager sig en dut af nogen som helst bedringsproces, det eneste er medicinen, som kan have de værste virkninger, aldrig et kærligt ord eller hvordan har du det ? Vil du snakke lidt om dit liv ? Ingen terapi. En ergoterapeut som hverken syr eller strikker, men tvangsindlægger til et såkaldt oplysende møde, hvor vi alle skal sidde og synge højt om EU ”velsignelser”, – nåh, – men det var lidt om den barske virkelighed på lukkede afdelinger.
Det ser bedre ud på de åbne afdelinger, er min erfaring, knap så meget tugt, rasp og forbedringshus. Her er tilbud om bevægelse, du kan gå iflg. aftale med personalet. Der er lysere, du ånder friere – også selv om det er gennem cigaretter (som er for mig og mange andre, jeg har mødt, en trøst – belønning – hygge o.s.v.). Personalerne er søde, men der bliver sjældent talt så meget som et ord om årsagen til ”at filmen knækkede” – eller: ” Hvad skal du hjem til ? er der måske intet netværk, eller hvad nu – lille du” ?
Der findes heldigvis rigtigt gode væresteder for os med sårbare sind, men du skal selv finde dem. Det ville for mig at se være noget så godt, om de søde kontaktpersoner ikke skiftede hver dag, og så måske tog med, eller havde kendskab til mulighederne – også Kofoeds Skole – så ikke bare at udskrivningen var et kryds i kalenderen til at stille til stik i måsen + bivirkningspiller på distrikten.
Jeg tror hjertens gerne, at plejepersonalet vil det allerbedste for os som har haft, eller har brug for hjælp, når ens virkelighed er for meget, og at reaktionen så bliver, at man kammer over, men jeg tror ikke, at det behøver at være stempel i panden og én gang psykisk syg – altid psykisk syg.
Med mine nærsynede øjne tror jeg (ligesom med overgangsalderen) at det er kulturbestemt, hvordan vi (samfundet) forholder os til taberne. Hvis vi ser på, hvor meget lykkepiller og nervemedicin lægerne slænger ud med – hvor mange tragiske skæbner i forbindelse med alkohol, narkomani og prostitution, ja så er der meget, der siger mig, at noget-for-noget politikken, og at det går ufatteligt godt (Schlüter) – ja for de rige – spiller fallit, og at vi alle på en eller anden måde bliver tabere.
Indianerne har et ordsprog: At har en i en gruppe et problem, ja så har vi alle et problem. Det ville da være bedre, om vi skaber et samfund (og en verden) hvor næstekærligheden bliver sat i stedet for konkurrence og rundsave på albuerne, som går helt ned i sandkassen for at høre børnene i minister-rækken (ligesom kongerækken da min far gik i skole).
Politikernes seen 4 år frem i tiden og så lave så megen krig – forurening – vækst – profitjagt – fattig-dom o.s.v. som overhovedet muligt med alt hvad der hedder fremmedgørelse, stress, fedme, fremmed-had til følge. Evolution betyder udvikling, lad os dele arbejdet, så det bliver en leg – lad os nyde børnene mens de er børn – ikke bare plante dem foran skærmen med slik og junkfood.
Lad det blive sikkert for alle at cykle, lad os dyrke vores skønne jord sammen – og ikke gigant maskiner og gift. Lad os få sol og vind + fred her i lille Danmark, og lad det brede sig som ringe i vandet – rundt til hele verden.
Vil vi være raske? - Får vi lov?
- af Carsten Ploug Olsen
I disse recovery-tider har jeg gjort mig nogle tanker om det at blive rask igen efter en måske langvarig psykisk sygdom. Først lidt om det at blive syg: Et billede på hvad der sker, når vi bliver syge kan være, at vi i livet så at sige vandrer i vor egen sjæls landskab. Pludselig kan grunden give efter under en. Og så bryder man sammen. Dette er en almenmenneskelig mulighed/risiko. Det synes at være en psykisk lovmæssighed, at for at vi kan blive stærke, leder forsynet os derhen, hvor vi kan se vore svagheder i øjnene. Det er ikke noget vi gør bevidst. Vi ønsker jo allesammen at være åh så stærke og succesfulde, men få er det i virkeligheden. Også blandt de “raske”.
Men sådan er livet måske indrettet – at det leder os henimod at blive stærke, ansvarsfulde, medfølende personer – ved at vi konfronterer vore egne svagheder. Får “boret de syge huller ud og fyldt dem med guld” så at sige. Et andet billede på hvad det er, der sker, når vi bliver syge kan være, at ens verden bliver sprængt fra hinanden og sat sammen igen på en forvrænget måde. Også dette synes at være en psykisk lovmæssighed; det sker med næsten matematisk præcision: Tror man fx på Gud, og tror, at Han er mild og kærlig, vil den syges “Gud” næsten naturnødvendigt være ond og hård. Sådan vil det mange gange opleves. Eller mennesker, der før var ens venner/familie opleves nu som fjender. Det er som om, at ens verden “skifter fortegn” så at sige.
Når vi bryder sammen, rummer det altid et element af selvopgivelse. Og det magttomrum, som opstår, vil behandlingssystemet forsøge at udfylde. Det er som i politik: Når magten bryder sammen, opstår der et tomrum, som, hvis det ikke udfyldes, vil medføre endnu større kaos. Og i denne proces, for nu at vende tilbage til emnet, psykisk sygdom, ligger der indbygget nogle dilemmaer: Når vi bryder sammen, afgiver magten, autonomien, går behandlingssystemet ind og overtager. Men når vi så er ved at komme os, vil systemet så igen afgive magten? Eller ønsker det at fastholde den, til egen fordel? Systemet “lever” jo af svaghed. Noget af det sværeste i denne verden synes at være at afgive magt.
Men der er endnu et dilemma, denne gang på patientens side: Ønsker han/hun overhovedet at blive rask? At blive rask er en byrdefuld, smertefuld proces. Kierkegaard taler også om “helbredelsens smerte”. Ønsker vi igen at have magten over eget liv, eller ønsker vi at leve i den “behagelige” afhængighed af behandlingssystemet? Svaret på dette spørgsmål gives personligt af hver enkelt. Og jeg tror, at svaret er betingende for helbredelsesprocessen, for sygdommens prognose.
Men det første skridt, der skal tages, hvis vi vil være raske, er et skridt som måske kun livet selv kan tage for os. Det kan fødes, når vi mindst venter det, når vi ligger under bjerget, og mentalt er knust under vægten fra alverdens lidelse og smerte og skyld: Håbet. Håbet om, at det overhovedet kan lade sig gøre at få det godt igen. Håbet om, at der også, et eller andet sted, er en plads til os i verden. Når håbet fødes, fødes også viljen. Viljen til at blive rask, få det godt igen. Og derfor er håbet måske det vigtigste af alt for den syge. Håbet fødes personligt, i hver enkelts hjerte. Men vi, der har prøvet at have det rigtig skidt, og som har fået det godt igen, kan være med til at vise andre, at det faktisk kan lade sig gøre. Vi kan ved vort eksempel være med til at håbet fødes hos vore medmennesker. Være hinandens “fødselshjælpere” i den svære, smertefulde helbredelsesproces. Og dette kan “systemet” være med til at støtte ved ikke at insistere på at bibeholde magten, men at afgive den i takt med patientens helbredelsesproces. Støtte processen tilbage mod autonomi – mod helbredelse.
Det er en hæftig mand
- af Lars Strange
Det er en heftig mand, der ikke vil bruge tid på Landsmødet den 5 – 6 maj – 2005, der bliver afholdt for Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatibrugere. et landsmøde, som skal vise om brugerne på landsplan kan tilslutte sig landsledelsens beslutninger gennem året 2004.
Baggrunden er, at psykiatribrugerne skal lade deres tunge komme til udtryk i form af verbale ord. Det kan være godt, at vise ens utilfredshed med det nuværende politiske system. At vi ikke kan blive hørt i medierne, mener jeg er helt forkert.
Medierne vil have fatcs på bordet, som de kan skrive og oplyse om til først og fremmest politikkerne og det øvrige samfund. jeg mener simpelthen hen at landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere ikke tager nogen som helst hensyn til brugerne.
Vores forening tromler bare der ud af. Stop dog op, og få os alle brugere med, i stedet for, at nogle brugere simpelthen tror, de kan mestre. Så skal jeg sige hilse og sige, at det ikke kan lade sig gøre i en demokratisk forening.
Jeg vil på ingen måde ind i landsledelsen, men som bruger vil jeg give mit bud på, hvordan jeg ser på, hvordan landsledelsen skal arbejde.
Jeg havde meldt mig til landsmødet. men efter gennemlæsning af materialet til landsmødet, var jeg skræmt ! og hvorfor ? Fordi, jeg mener simpelthen, det er dårlig politik, at nogle brugere i LAP skal have så meget magt, at vi får en skæv fordeling af meninger i foreningen.
Jeg vil sige til alle læsere der læser medlemsbladet, at der skal være solidaritet i LAP, og alle skal høres. jeg ser et komplet hold af nuværende, men også virkelig mange tidligere brugere. Fordi jeg mener LAP skal styres af nogenlunde mennesker uden de store udsving i mødedeltagelse med politikere osv.
Der skal disciplin i LAP, hvis vi vil gøre os forhåbninger af pengemidler til, hvad vi vil arbejde for i LAP. og det skal være solidarisk med med andre foreninger, der har med psykisk sygdom at gøre. og arbejde i fællesskab for vores fælles bedste.
Det er i orden, at vi i LAp arbejder internationalt. men så længe vi ikke accepteres i Danmark, mener jeg vi skal holde lidt lav profil.Der kan selvfølgelig være taktisk spil og vise, hvorlede andre lande viser respekt for psykiatribrugere eller modsat.
Det skal være en demokratisk forening med plads til alle ytringe. det skal være for psykisk syge brugere, der kan bevare en nogenlunde hverdag. De hjemløse har vi de udsattes forening til. VI skal være skarpe.
Landsledelsem skal tage stigmatisering op til alvorlig overvejelse, fordi vi SKAL simpelthen være på kant med andre foreninger, der mopper de psykisk syge ud af arbejdsmarkedet. DET skal vi IKKE finde os i.
En anden ting er seksualitet. Det er en basal vinkling på menneskers behov for at tage trykket. Nogle brugere har brug for seksualvejledning. Jeg kan anbefale Pioneerlinjen.dk det er ingen skam at snakke med professionelle på dette område.
Personligt referat af LAP Landsmøde maj 2005
- af Inger-Liss Christoffersen
Jeg er blevet bedt om at skrive en personlig beretning om landsmødet den 5. – 6. maj i Middelfart.
Vi var ca. 90 fremmødte medlemmer, som ankom i godt humør fra hele landet. Indkvartering og registrering gik smertefrit og frokosten var som sædvanlig en gastronomisk opladning til starten af landsmødet kl. 13.00.
David B. samt jurist Erik Olsen var ordstyrere og Eva var også sat i ordførerpanelet. Landsledelsen fra 2004 sad i panelet – og så kunne mødet begynde. Som dirigent var David på mærkerne hvor han kørte hele landsmødet med sin sædvanlige stramme disciplin, hvilket jo er nødvendigt når så mange mennesker skal kunne komme til orde.
Fra Landsledelsens beretning blev nævnt vort flotte engagement i Islands Brygge arrangementet, hvor vi og Rådet for Socialt Udsatte havde gjort denne store gruppe meget synlig. Der var også ”Sårbare Sjæle – oplevelsen i den indre by, som har fået god effekt. Økonomien kom selvfølgelig også på tale, og her var der desværre det store tilskud fra Socialministeriet, som er faldet fra i indeværende år. Det får til følge, at det budget som skal gælde for 2005 ikke har meget at byde på, eftersom der ikke er penge til ret meget. Der blev ikke tale om at sætte medlemsgebyret op, men der blev snakket fra salen om både at flytte fra domicilet på Klingenberg og afskaffelse af sekretariatet. Intet af dette blev dog vedtaget. Men stemningen blev dog noget oppisket, da flere fra salen kom med negative tanker og på et tidspunkt blev det så højrøstet, at medlemmerne ønskede en afstemning. Dette blev dog ikke aktuelt.
Der kom forskellige forslag fra medlemmerne, bl.a. at gøre LAP Bladet mere aktuelt og med nyheder ved f.eks. at lade bladet udkomme noget oftere end hidtil. Det vil være noget Blad-Gruppen vil følge op på sammen med landsledelsen.
Rejsekonsulenterne Mårten Breum og Niels Holmquist kom med hvert deres referat af oplevelsen i disse job og ingen kunne være i tvivl om, at de i de to år har gjort et stort og flot stykke arbejde for foreningen. At de nu stopper og vi ikke ved om der er penge til to nye konsulenter, gjorde os lidt kedelig til mode – men håbet er ikke opgivet, idet der stadig er forskellige søgte midler, der endnu ikke er givet afslag på. h6>Det nye års tiltag samt ideer:
Her står ”Tvang i psykiatrien” øverst på listen over det vi skal arbejde med, så den nye psykiatrilov ikke kommer til at fungere som Rambølls rapport foreskriver. Vi skal også via formand Erik Olsen få samarbejde i gang med ”Rådet for Socialt Udsatte” som vi har talt om lige siden Islands Brygge, hvor Erik tog ordet ved et debatmøde i teltet.
At fremme kendskabet til LAP er også noget der skal arbejdes kraftigt på. Det kunne gøres ved mediernes brug; F.eks. hvis man arrangerede en rejse for et stort antal ikke-medlemmer (sponsoreret af ? et eller andet) og skrev om dette til samtlige landets distriktsaviser og dagblade. Det er gjort før i anden forening som øgede medlemstallet med 1000 %. Det er noget der kan arbejdes med i PR-Gruppen og landsledelsen.
Et medlemskort blev foreslået, som en cementering af medlemskab af vor forening og samtidig ville kunne virke som en gratis reklame. Dette vil jeg arbejde på i PR-Gruppen sammen med Landsledelsen. PR-Gruppen er nu på syv personer, som skal mødes første gang den 9. juni i Odense. Jeg er valgt som tovholder efter Hanne Løvig.
Forslag til bedring af økonomien i LAP: Kulturfremstød for at få offentlige midler. Én var inde på, at medicinalindustrien var et område man måske kunne dyrke, selvom LAP ikke tidligere har ønsket at bruge denne mulighed. Jeg mener at der må gøres alt for at økonomien kommer på fode
Regnskabet for 2004 blev gennemgået og vedtaget og budget for 2005 fremlagt og kommenteret. Det var herunder der kom grøde i publikum vedrørende muligheder for ovennævnte nedskæringer. Min mening er at LAP nok skal finde en løsning hen ad vejen, uden at skulle flytte fra hus og hjem.
Valg af den nye Landsledelse var på fredagens dagsorden. Det lykkedes at få et par nye mennesker på banen, Henriette Buemann Jensen fra FAP-København og tidl. rejsekonsulent Niels Holmquist.
Karl Bach var på talerstolen og fortalte om sit arbejde i den tidligere landsledelse samt hvorfor han ikke ville påtage sig at opstille igen. Det forstod vi alle. Men han vil fortsat gerne hjælpe os andre via sin store viden og erfaring, hvis vi har brug for det. Og det tror jeg nok, der er en del der vil benytte sig af.
Landsmødet sluttede med fotografering af den nye ledelse hvorefter vi alle kunne tage hjem med en god fornemmelse og forhåbninger om en ok fremtid for LAP.
Min søn har været psykiatribruger
- af Pil
Jeg gav min søn i pleje som 2 årig. – Han er næsten 14 i dag. Jeg er selv psykiatribruger på lavt niveau.
Da han var lille gav jeg ham en pose smølfer jeg havde fået fra en veninde hvis dreng var ”vokset” fra dem.
Min dreng så blå mænd og de talte til ham – hvilke detektivarbejde udførte børnepsykiatrisk? Ingen og jeg har først fundet ud af at vi har været SÅ styret af psykiatrien begge 2 at vi begge har set blå mænd – men trods plejeforældrenes daglig kontakt med min dreng har de været fuldstændig uvidende .
Jeg måtte gøre dem opmærksomme på det her for nylig og sige at de skal tage min dreng i hånden med posen fyldt med smølfer og kaste dem i skraldespanden. I børnepsyk’s journal er han først beskrevet med mange positive personlighedstræk og tilsidst med lige det modsatte.Jeg forstår intet. Eller så forstår jeg for meget.Ligeledes min lille dreng som har været kastebold i systemet=børneforvaltningen,flere skoler-og jeg kæmper stadig for OS- for han har en halvstorebror og de er begge glad for hinanden men ”systemet” tror vi er skadelig for ham. Tak skal du ellers have, hva’ ?
Jeg fatter ikke at de ikke selv føler nogen ansvar andet end for det gode. Ellers er jeg den miserabel skyldig og ham med..for vi savner hinanden og det forstår de ikke. Hvordan kan en dreng savne en Mor som har ”givet” ham væk? Det er enkelt – han ved at jeg ønskede ham et bedre liv end jeg da kunne tilbyde ham.
For jeg var fanget i det psykiatrisk system uden at DE gjorde et detektivarbejde for at finde ud af hvorfor jeg havde (midlertidigt) mistet min forstand – (seksuelle overgreb i barndommen og en Mor der var naiv – som hun selv siger..)- men jeg blev syg da min Mor dukkede atter op i mit liv. Det var symptomet men hvad var årsagen. Ingen spurgte mig om det? Hvor er dansk psykiatri i dag?
I middelalderen stadig. Tvang er stadig det bedste middel frem for forståelse eller granskning.
Vidensniveauet er bare så lavt at psykiatrien er formålsløst – mange mange vender tilbage for de har ikke fået den rette behandling-lissom på somatisk.. Sårene læges ikke nødvendigvise fordi man er på sygehuset. De er storsnudet og tror at de kan mere end de i virkeligheden kan for folk vender tilbage igen og igen…
Det danske sygehus væsen er syg – vi må til at helbrede det – de af os der vil forsøge.
Erindringsroman: Sunde tanker fra en syg sjæl
- af Steen Moestrup
Boganmeldelse:
Erindringsroman: Sunde tanker fra en syg sjæl
Af Michael Teschl, udgivet af Lindhardt og Ringhof
Bogen handler om, hvordan familieidyllen kan have grimme skrammer. Hvordan man bliver den man er gennem de handlinger, som præger ens tilværelse.
Den er let læst, og det er en spændende måde at skrive erindringer på. I afsnit, der deler bogen op i de forskellige tidsperioder. En bog, der sætter tankerne i gang i en selv. Hvordan var det nu det og det kunen ses, som et resultat af nogle begivenheder i ens liv.
Måske var det mere rigtigt, hvis bogen havde titlen: ”Hvordan blev jeg en syg sjæl”. En bog, som både kan vække til eftertanke, men som sandelig også kan bruges til at gøre sig fri af den syge sjæl, recovery i ordets egentlige forstand.
Steen Moestrup,
april 2005
Digt: Sommervejr
- af Henrik Hellesøe
Det er i dag et vejr – et sommervejr
Det’ ikke blær:
Du er så sød og kær!
Det er i dag et vejr
Og solen skinner
Går rundt på må og få
Og mindes minder
Det er i dag et vejr et sommervejr.
Det er i dag et vejr
Et tordenvejr
Vi finder ly
et sted i denne by
Det er i dag et vejr
Ja det blev torden
Så er vi altså her
Blev våd på skjorten
Det er i dag et vejr et tordenvejr.
Det er i dag et vejr
et ”regnevejr”
Det vælter ned
så får vi da lidt fred
Det er i dag et vejr
Og du tegner – og jeg får fler’ idé’r
Imens det regner
Her er min plan:
”at blive til en ”klan” !”
Det er i dag et vejr
et sommervejr
omskifteligt,
så kan man tænke frit
Nu får jeg nye idé’r
Og skriver mere
Du tænker også dit:
”Vi bliver flere !”
Så lægger du dit farvekridt…
Henrik Hellesøe, 25.04.2004