Medlemsbladet nr. 4, 2007

Om bl.a. arbejdsmarkedet, workshop i Odense, tvang og diskrimination.

Ja, nu går året på hæld, vores første år med den nye strukturreform.

Det har været et turbulent år. De nye kommuner har haft svært ved at finde sig selv, og at få kontakt med dem har været et tålmodigt job for borgerne. Det kunne slå enhver ud, som var lidt dårlig og havde brug for noget hjælp. Hvis man ikke var syg i forvejen, så kunne man hurtigt blive det. Her sidst på året er det økonomien, som har været i højsædet, og det er desværre gået ud over vores medlemmer. Der er mere fokus på de ældre end vores gruppe; et sted skal man jo spare og det har vi mærket – og kommer til at mærke endnu mere, man skærer ned på SKP ordningen, nogle kommuner har endda valgt at slå et par love sammen. Sådan noget som hjemmehjælp, det er en by i Rusland. Vi har hørt at man skal bruge sin SKP- bostøtte til dette, hvis man samtidig har en fysisk sygdom som gør, at man i en periode har brug for ekstra hjælp. Dette betyder også, at vi bliver sat uden for fritvalgordningen.

De nye regioner har også sat sparekniven foran. Der er blevet meget større afstande på landet ind til psykiatrien. Man vil lave store psykiatriske sygehuse, i stedet for mindre og flere senge ude i nærmiljøet, hvor vi jo gerne ville have nogle døgnhuse. Her kunne vi alle blive i vores nærmiljø, og måske også kunne få en behandling eller hjælp, hvor vi ikke bare blev påduttet medicin, men også et tilbud om lidt ro et par dage hjemmefra. Det ville spare alle – på længere sigt også økonomisk, men politikere ser sjældent på langtids-planlægning. Det skulle de gøre, for så ville de investerede penge være sparet i den sidste ende. Vi kunne også kalde det forebyggelse; hvilket politikerne siger, at de går meget ind for.

Man kunne jo her sidst på året sende et nytårsønske og denne besked til politikerne, både på landsplan og lokalt: mere brugerindflydelse og mere af, at der bliver lyttet til, hvad vi ønsker. Tillige ville det være dejligt, at de vil begynde at betragte os som hele mennesker i psykiatrien. Vi er hverken robotter eller grøntsager.

Sidstnævnte kan vi måske tvivle lidt på, når man i dagens psykiatri anvender elektrochok (ECT) i samme antal som i 70’erne, uden at bivirkningerne efter ECT er tilstrækkeligt belyst. ECT har uden tvivl gavnet nogle, men skadet mindst lige så mange. Her burde man lytte meget mere til de erfaringer, som mennesker, der har været i ECTbehandling, har.

Retspsykiatrien kan jo kun blive bedre. De gamle amter, som ingen retspsykiatri havde, har nu pga. strukturreformen fået en retspsykiatrisk afdeling. På Sct. Hans Hospital har de fået 100 nye sengepladser. Men det hjælper ikke at bygge nye afdelinger, når vi stadig ser, at nedværdigende behandling og tvang langt overskygger den gode menneskelige samtale med ligeværd i højsædet. Patienterne her indlægges i længere perioder, end vi tidligere har set – og det er tit for helt små forseelser, fx som at modsætte sig behandling med medicin man ikke kan tåle. Her mangler den lægeetiske forpligtelse til at forsøge med et andet præparat, eller en medicinfri periode. LAP er bange for, at retspsykiatrien i stor udstrækning er medvirkende til at skabe den øgede stigning af retspsykiatriske patienter.

Vi byder samtidig Marianne Stengaard Sandermann fra Odense velkommen i forretningsudvalget og siger tak til Kaj Larsen for hans indsats.

Vi ønsker alle vores medlemmer og samarbejdspartnere et godt nytår med håbet om et lykkebringende år 2008.

Tillykke med at du skal skrive en artikel til en hjemmeside om arbejdsmarkedet. Jeg håber den bliver positiv og giver megen positiv feed back – Karl Bach. Jeg skriver dette for at opildne jer i LAPs Landsledelse og især arbejdsmarkedsgruppen til at komme med nogle snarlige initiativer til det rummelige arbejdsmarked.

Jeg er stadig i føtex. Vi skal i gang med at udvikle det fima jeg arbejder i – nemlig Flyverteamet – vi har så småt sat gang i ”kedlerne” til at udvikle en funktionsuddannelse.

Uddannelsen skal måske foregå sammen med føtex,. Min coach Jan Krygermejer og Christine – chefen for Flyverteamet og de beskyttede værksteder på Trollesbro i Hillerød – og jeg skal nok snart til at lave udkast om hvornår, vi kan komme i gang.

Jeg glæder mig meget til, at få udviklet vores firma, så vi kan få flere folk – specielt sårbare, men også unge, der skal have afklaret deres arbejdsforhold.

Det er en konstatering at unge dropper skolen uden at få uddannelse, men bare vil tjene penge. Det kan jo ikke gøres uden en uddannelse i mange tilfælde. Derfor det med sårbarheden, ja det kan ramme ganske unge mennesker.

Vi vil derfor kæmpe en brav kamp for at nå ud til disse ganske intelligente, men til tider misbrugere. Det skal sygehuse hjælpe dem med, vi kan tilbyde uddannelse, arbejde og det meget gode sociale sammenhold, vi kan skabe sammen.

Det betyder meget for det enkelte unge menneske at vide, at få en sejr – YES jeg kan. Og ikke det med at gå på bistanden eller hæve pensionen på øl og så skal der bare drikkes til vi segner.

Det er jo et symptom på, at vores forældre er ligeglade eller har givet op over for børnene. Det skal forældrene tage meget i ”hanke” med. Vi vil ikke have skadet forældre, før de er 18 år ????

Men altså, hvis dette med at skyde en hvid pil efter, hvad der kunne blive bedst for den unge sårbare og deres forældre, må jeg sige. Det er ikke i orden. Vi sætter vores børn i verden, fordi vi holder af dem og ikke fordi, så kan vi få børnepenge og dit og dat.

Vi skal væk fra den mentalitet som gang på gang sætter os sårbare mennesker i dårligt lys i mediemæssige henseender. Vi skal skabe sensation. Her er vi psykiatribrugere. Vi er interesseret i arbejdsmarkedet og vi vil gøre en indsats for at tjene penge.

Det er så rart at tjene sine egne penge også selv om man har en sårbarhed. Man er et menneske og et menneske skal regnes for en stor værdi. Både socialt i mægtig grad – men altså også det arbejdsmæssige. Vi er alle unikke mennesker. Om så vi er direktør eller hjemløs.

Jeg glæder mig endvidere over det udspil om projektet Next Stop Job. Det er godt, hvis folk med alvorligere sygdomme end kun sårbare, men også misbrugere kan komme på skole og få en ordentlig tilværelse. Det tager jeg hatten af for – godt skuldret LAP. Jeg er stolt !!!!

Det betyder meget i vores velfærdsrige samfund, at alle mennesker kan bruges til noget gavnligt for det første for dem selv, men også for samfundet. Man betyder noget i samfundet.

Det jeg så vil runde denne artikel af med er: ”Hvorledes skal vort samfund se ud”? Dette er meget vigtigt for alle mennesker. Vi må erkende, at alle mennesker ikke er født med en ”guldske” i røven.

DERFOR: Jeg håber meget på, at vores samfund bliver ligeligt fordelt af velfærdsgoder. Vi sårbare fortjener et værdigt liv, om vi er hårdt eller mindre hårdt ramt. Vi skal alle vinde, hvad vindes kan.

Vi har et valg mellem ”pest eller kolera” eller et liv med fornøjelser af social art i form af højskoler, arbejde ude i virksomheder. Det er endnu et kommende år 2008, vi går i møde. Om vi vil det eller ej, ja så går tiden bare. Sekund for sekund, minut for minut, time for time og år for år – HAPPY NEW YEAR !!!!

Mandag den 27. oktober samledes godt 30 LAP medlemmer og nogle repræsentanter fra psykiatriforeningerne i Mødecenter Odense.

Anledningen var, at Tina Minkowitz var på besøg – hun skulle deltage i den store høring på Christiansborg (se referat af den høring andetsteds i bladet) – og så ville vi gerne, at vore medlemmer fik lejlighed til at høre hende fortælle om den nyligt vedtagne FN konvention ang. lige muligheder for handicappede.

Mange af deltagerne vidste ikke noget om konventionen på forhånd, og flere udtrykte stor glæde over, at det første skridt på vejen mod udryddelse af forskelsbehandling pga. sygdom nu er nået.

Workshoppen blev simultantolket, så alle kunne følge med, også selvom en FN konvention er tungt stof – men Tina gjorde sit til at fremhæve det væsentlige i konventionen. Undervejs i forløbet havde deltagerne mulighed for i små grupper at arbejde med spørgsmålene: Hvad sætter vi i stedet, hvis vi slipper for tvang i psykiatrien? Hvilke argumenter skal vi slå på, for at få vore politikere til at fjerne tvangen?

Det gav anledning til en rigtig god debat, og alle deltagerne var ved dagens slutning meget glade for forløbet. Mange af deltagerne tog herefter direkte til København for også at deltage i høringen.

I mange år har jeg forsøgt at tilsætte urter til min kost i langt større mængder end danskerne normalt er vant til. Jeg har også forsøgt at servere disse retter for andre med følgende kommentarer:

Din mad giver en bedre stemning

Når vi har været hos dig prutter vi hele vejen hjem.

Det smager af meget

Det smager skægt

Det smager stærkt

Det mætter meget mere

Jeg får mere energi i flere dage

Ofte må jeg tilpasse maden til dem som kommer, for vi er nu en gang forskellige og har forskellige smagsløg. Og ikke mindst har vi forskellige behov. Det er vigtigt, at folk kan li´ den mad de får serveret og spiser, dog er der nogle ting, som man kan vænne sig til. Når denne tilvænning sker over en vis tid og med passende små ændringer. Det handler også om, at vores systemer kan vænne sig til en anden mængde af urter. I starten vil en del opleve en udrensningsproces, som kan være ret anstrengende og for enkelte endda ubehagelig.

De mest almindelige urter kan man med fordel dyrke i haven, hvis man har en sådan. Og gør man det økologisk, har det vist sig, at både smagen, styrken og den helsebringende virkning er større. Men det skal ikke afholde nogen fra at anvende en billig uøkologisk købt tørret urt. Man skal også være opmærksom på, at urter mister både smag og helsebringende virkning med tiden. Men det afhænger af opbevaringsmetode og selvfølgelig måden de er tørret på.

Til at friske op på en traditionel salat kan fint anvendes: timian, purløg, citronmelisse, mælkebøtte, skvalderkål, persille, bredbladet persille, salvie, merian og oregano. Anvendes de friske, hakkes de fint og blandes gerne med olie, hvorefter de udgør en form for dressing. Det er en god idé at anvende urtesalt. Herved fås en salat der smager af lidt mere og alligevel kan spises af de fleste. Jeg foretrækker at anvende Vogels urtesalt, i den er sammensætningen af urter nemlig indbyrdes afstemt og alene brugen af den kan give en helsebringende virkning, både fordi man reducerer sit saltindtag, men også fordi man faktisk får en del urter, som danskerne ikke er forvænt med i deres traditionelle kost.

Hvis du ikke har friske urter ved hånden, kan du anvende tørrede, da skal de helst gennem en kværn, kaffemølle eller stødes. Og den bedste smag fås hvis de får lov at trække noget tid i olien inden salaten tilsættes. I øvrigt kan man lave en salatolie og have stående, hvor man anvender 1 del urter til 5 dele olie. Hvis urterne ikke er fint malede bør de sies fra inden brugen. Og olien bør omrystes dagligt de første 14 dage, for at smagen rigtig kommer ud i hele olien. Urtete kan let laves af friske urter og man kan faktisk høste til flere dage og gemme i køleskabet. Den bedste måde er at høste og hurtigt lade urterne blive lidt våde, fylde dem i plastikbakker, dem man køber frugt i, gerne nogle hvor der er huller i, og så lægge disse i plastikposer. Herved kan urter nemt gemmes i 8 til 14 dage alt efter hvor gode og holdbare de er. Det kan være vigtigt, at de får lidt luft indimellem. Nogle urter er selvkonserverende og kan holde meget længe. Samtidig med, at de kan få retter til at holde længere, hvis man anvender dem i retten. Når jeg nævner mælkebøtte og skvalderkål er det fordi de begge har været meget anvendte i vores klosterhusholdning og stadig anvendes i Frankrig på lige fod med andre grøntsager og urter.

Mælkebøtter kan næsten plukkes året rundt og findes i næsten alle biotoper i Danmark, medens skvalderkål forsvinder med frosten og kommer igen i det tidlige forår. Brændenælder kan bruges på tilsvarende vis, men det kræver enten meget fint hakning eller varmebehandling, da den ellers kan brænde læberne eller tungen.

Urter kan også laves til en pesto. Det gøres ved at hakke en passende mængde fint med lidt olie og evt. nogle kerner/nødder i en minihakker. Der bliver ikke så meget ud af det, men det smager vældig godt og mange der ikke kan li´ at spise salat kan fint lokkes til at spise denne form for urtesmør. Fint hakkede urter kan også blandes med majonæse og bruges som en kold dressing eller sovs. Her kommer en opskrift på fars, som enten kan steges til frikadeller eller laves til et farsbrød i ovnen.

400 g hakket kød (okse, svin, kalv, lam eller en blanding alt efter hvad man kan li.)
3 æg
1 tsk. salt
1 spsk. tørrede urter eller ½ dl friske, hakkede urter. Flere friske urter kan tilsættes, men man skal være opmærksom på, at især de friske urter let bliver svedne ved hård stegning.
1-2 løg, fint hakkede.
Op til 400 g hakkede rodfrugter, gulerødder, pastinak, persillerod, jordskokker, rodselleri. Jo mere man tilsætter, jo svære kan det være at få farsen til at holde sammen, og skal den steges på panden, bør der højest tilsættes mellem 100 og 200 g. Det er vigtigt, at urterne er meget fint hakkede enten i minihakker eller evt. revet på råkostjern.
50 g. hakkede nødder, frø (hasselnødder, sesamfrø, solsikkekerner, græskarkerner, mandler, valnødder) det er vigtigt, at det hakkes fint først for sig selv, inden det tilsættes farsen. Røres farsen på maskine med kniv kan den sommetider gøres mere stegevenlig. Der kan tilsættes flere æg, hvis man synes den ikke er lind nok. Farsen røres sammen og stilles gerne koldt mindst 1 time. Kan med fordel bages i en form med låg i oven ved lav temperatur. 150 grader ca. 75 min. 100 grader mindst 2 ½ time.

Opskrifterne kan anvendes som inspiration. Det handler om, at man ofte kan tilsætte urter til den mad, man allerede kender til, og man kan prøve sig frem. For de lidt mere avancerede kan kommen, spidskommen, nelliker, enebær, spansk kørvel, lavendel, vildløg, m.fl. være muligheder. En del urter kan man med fordel bruge blomsterne af i salat, f.eks. hjulkrone, morgenfrue, mælkebøtter, natlys, hybenroser, lægestokrose m.fl.

Urter kan også fås i forskellige former for kosttilskud, – men da er det jo som regel den helsebringende virkning der søges.

Lørdag, d. 20. oktober lagde advokatkontoret Scheibel i Hillerød, lokaler til en håndfuld engagerede tv-folk, der skulle have LAP’s tv-spot i kassen. Rustet med veludhvilede LAP-medlemmer og en ansat fra Slotsvænget i Lyngby, startede instruktøren Emilie Scheibel med optageprøver. Det var meget svært, at finde den rigtige timing i det første spot, der er blevet døbt køkkenspot’et. Vi skulle tage det om, og om igen. Til alles tilfredshed. Men der skulle hele tiden være kaffe i kopperne, så der blev drukket meget. Da mørket faldt på, og vi til sidst var blevet godt trænet, gik det langt hurtigere med at indspille ”kontorspot’et.”

På holdets vegne håber jeg, at seerne har fået noget ud af at se indslagene. De har været vist på DR1/OBS i uge 47-48 og 50-51. De kan også ses på LAP’s hjemmeside. Endvidere planlægges der en ny optagelse til udsendelse på OBS i løbet af februar måned 2008.

ET STORT UNDSKYLD OG EN OPFORDRING

Allerførst vil jeg hermed give en stor undskyldning fra hjertet til Life Spice Vital samt Værkstedet Udsigten i Odense; da jeg desværre glemte at få disse to sponsorer nævnt i det sidste medlemsblad (nr.3-2007).

• LIFE SPICE VITAL, som sponsorerede urtetabletter, urtemixtur og creme.
• VÆRKSTEDET UDSIGTEN I ODENSE, der havde fabrikeret årets søjle.

I skal vide, at Jeres sponsorgaver var lige så værdsat som alle de andre, for vi ville ikke have undværet nogle af vores sponsorgaver! Disse gaver bevirkede, at vi kunne glæde en masse mennesker på en sådan skøn måde i august, at det for nogle overgik, hvad de normalt får/oplever den 24.december.

Da LAP var inde at evaluere dette års BaZar sammen med de andre medarrangerende foreninger (SAND, SVID og Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere) begyndte vi så småt at se frem mod næste års BaZar.

Her fik vi af vide, at det Nationale Råd for Socialt Udsatte har besluttet også at afholde Brugernes BaZar 2008 i Odense.

De næste oplysninger er ikke besluttet af Rådet endnu; hvorfor de skal tages med et gran salt.

Men de medarrangerende brugerforeninger er meget interesseret i, hvis næste års BaZar kan blive afholdt i juni måned.

Endvidere var der bred enighed for det tema, som arbejdsgruppen bag psykiatridelen foreslog: ”Brugeren som eksperten i eget liv”

Men ovenstående to oplysninger er først sikre, når Rådet har holdt møde i december (efter LAP-bladets deadline).

Arbejdsgruppen bag psykiatridelen på dette års BaZar har den vision, at næste års BaZar meget gerne må være en vidensudveksling på landsplan.

Da tiden som bekendt går stærkt, vil jeg allerede nu komme med en OPFORDRING TIL JER ALLE om, at:

• hvis I har viden om et projekt/kommune/værested/støttecenter/ bosted el.lign., som har stor positiv erfaring med et eller andet specifikt i.f.t. at brugerne får en bedre livskvalitet og bliver sin egen ekspert…..
• hvis I har viden om personer, der har en positiv erfaring med et eller andet specifikt i.f.t. forbedret livskvalitet og er sin egen ekspert…..
• hvis I har andre gode forslag i.f.t. temaet ”Brugeren som eksperten i eget liv” eller BAZaren i al almindelighed…..
• hvis I personligt er interesseret i at lægge noget arbejdskraft i forberedelserne el.lign…..

Så må I meget gerne kontakte mig – helst via e-mail marianne@ lap.dk …..min e-mail har nemlig en noget bedre hukommelse end jeg!

På forhånd hjertelig tak samt de bedste ønsker til jer ALLE for det nye år !!

Du kan så frøet….Du kan få det til at spire
Du kan gøde det…vande det
Du kan beskytte det…støtte det
Og give det varme…

Du kan beskære…i plantens form
Du kan forsømme det…og benægte det
Du kan mishandle det og brænde det
Du kan alt…

Der er ikke den ting…du ikke kan gøre
Der er ikke den ting…du ikke formår
Der er ikke den ting…du ikke kan prøve…

Så længe du bestemmer…
Bestemmer du???
Vil du bestemme???
Det er dit liv…

The Rosewoman
Lillian Rank

Pas på den lille kærlighed. Den er her, der og alle vegne, blot du åbner øjnene. Et smil, en venlig bemærkning, et blink med øjet. Ja, hvad som helst, blot en lille gestus og du mærker du lever. Den lille kærlighed er lige så nem at give videre som at modtage. Bare du er vågen og modtagelig vil du mærke Den Lille Kærlighed.

Som når jeg på en trist gråvejrsdag går ned til apoteket for at hente nye forsyninger af psykofarmaka og det hele bare er gråt i gråt. En venlig betjening af apotekerdamen afsluttet med et smil og blink med øjet. Et under er sket og den totale helbredelsen mærkes dybt i sjælen, i hvert fald for en stund, når jeg svæver en halv meter over fortovet hjem, med et stik af Den Lille Kærlighed.

Eller når en stille godmorgen hilsen til sygeplejersken inden morgenkaffen, sendes af sted med et smil. En invitation til en gåtur inden frokost og hjertet bliver lettet med en stille tak for godmorgen hilsen og rollerne er vendt om for en stund og tiden står stille med en venlig tanke til Den Lille Kærlighed.

Det er den mørke tid vi går i møde. Det mørke, det negative og det angstfyldte går hånd i hånd. Lad ikke dette overskygge livets kraft. Bryd det med tanker om den lille kærlighed. Send en lille hilsen med sneglepost og glæd en du kender. Glæden er lige stor hos dig selv som modtager. Øv dig i dagligt et sende et lille smil. Der ligger ikke mere i det lille smil end blot en gestus om Den Lille Kærlighed.

Julen står lige for døren. Hjerternes og lysenes fest. Mange glædes og mange mindes, ikke alle minder er lige glædelige. Lad dit indre lys stråle. Tiden er for at mærke kærlighed fra ens nærmeste og lade dem mærke kærligheden fra dig. Husk også i den søde juletid Den Lille Kærlighed.

Og husk. Fortiden eksistere ikke mere. Fremtiden kender ingen. Det er kun nuet der er. Det hellige, hurtigt forgængelige NU. Der hvor lykken findes og kærligheden mærkes dyb ind i sjælen, når den er ægte. Om det så er den store livets kærlighed eller Den Lille Kærlighed.

Vel ankommet til Christiansborg blev jeg, onsdag den 20. oktober 2007, som ca. 100 andre sluset ind gennem sikkerhedssystemet. Det er ærgerligt at det er nødvendigt, men det måtte jo accepteres, hvis jeg ville overvære høringen, som LAP´s tvangsgruppe havde stablet på benene.

Der herskede til det sidste tvivl, om vi stadig kunne holde høringen på Christiansborg, da der pludselig blev udskrevet valg. Det lykkedes dog og det lykkedes også at få alle deltagerne ind i Fællessalen i tide. Kaj Larsen fra LAP´s forretningsudvalg bød velkommen. Han indledte med sangen ”Jeg vil male himlen blå” – som han oplæste da han ikke mente at kunne synge. Sangen skulle symbolisere ”Håb, lys og tro”.

Høringen og de efterfølgende debatter om Handicapkonventionen kunne således begynde. Til dette var Tina Minkowitz, advokat og WNSUP-formand (Verdensnetværket af Psykiatribrugere) inviteret til på engelsk at fortælle om sine holdninger omkring tvang og til den ny konvention. Det var tydeligt, at hun mente konventionen om FN-rettigheder burde indarbejdes i den danske lovgivning. Hun mente også helt klart, at menneskesynet indenfor psykiatrien er forkert. Tina Minkowits´ indlæg varede 40 minutter som for mig, der ikke havde translatørsættet på, var ret svært at forstå.

Der er stor forskel på fysisk handicap og psykisk handicap, når det gælder muligheden for at vælge sin behandling. De somatiske patienter har ret til at nægte en behandling som lægen foreslår. CRDP – Human Rights – paradigmet, men psykisk socialt handicap er ikke inkluderet. FNkonventionen skal gælde alle mennesker med psykiske sygdomme og psykosociale funktionsnedsættelser.

Respekt, muligheder og alternativer. Kriminelle psykisk syge skal ikke straffes for forbrydelser, men have støtte i stedet for tvang. Angående frihed står der i artikel 14 i Konventionen: Du er til fare for dig selv og andre – det kræver behandling! Tvangsbehandling – ønsker vi ikke, men fængsel kontra tvangsbehandling med medicin. Art. 25: Fri for tortur og umenneskelige behandlinger! Elektrostimulation betragtes af nogle som farlig – Patienten skal kunne give sit samtykke til det. Hvor er hjælpen? Ombudsmanden skal træde til her. Det var nogle af stikordene Tina Minkowitz kom ind på. Afdelingsleder Birgitte Kofod Olsen fra ”Institut for Menneskerettigheder” prøvede at fortolke konventionen direkte – og der er ikke kun gode nyheder, fastslog hun. Det drejer sig om tvangsmedicinering, tvangsfiksering og skærmning med opsyn. Handicapplanerne skal undersøges grundigt og patienten skal selv kunne være med i behandling, konsekvenser, støtte og fleksibilitet. Konventionen vil kunne medvirke til at rette op på disse faktorer. En behandlingsdom på ubestemt tid er en kraftig diskrimination. Rent juridisk skal der uddannes personale til at kunne anvende de nye konventioner optimalt.

Efter pausen fulgte en paneldiskussion, hvor tre politikere var mødt frem trods den igangværende valgkamp. I panelet sad folketingspolitikerne Karen Klint (Socialdemokraterne), Birthe Skaarup (Dansk Folkeparti) og Per Clausen (Enhedslisten). Birthe Skaarup, som var formand for Sundhedsudvalget, erkendte at den nye konvention ikke har været diskuteret i udvalget. Hun genopstillede i øvrigt ikke til folketingsvalget. Per Clausen mente at tvang stadig er et overgreb! Udgangspunkt og økonomi er vigtige. Psykiatri- og sundhedsordførerne ville gå videre til deres gruppe med ønsket om, at der skal findes en bedre balance i interessen for psykisk syges behandling – end det i øjeblikket er tilfældet.

Tidligere landsretsdommer Holger Kallehauge (DSI) sad i sin rullestol oppe på indgangspartiet til Fællessalen. Han slog fast, at frivillighed går frem for tvang – støtte frem for værgemål! Man skal gennemgå reglerne og have respekt for menneskets værdighed, som ligger i konventionen – uanset handicappets grad eller type. Det gav klapsalver fra salen.

LAP-konsulent Karl Bach fortalte bl.a. om Verdensorganisationsmødet i Mexico. Derovre er der ingen rettigheder for psykisk syge. Han fortalte også om sin egen tvangsbehandling og – fiksering og om sit seneste sygdomsanfald. ”Jeg var jo bare sindssyg”! Han efterlyste et sted man kan være imens man er meget syg, f.eks. et hotel for temporær akutte sindssyge personer. Patienthoteller er allerede etableret flere steder i DK på somatiske hospitaler, eksempelvis for cancerpatienter.

Karl Bach var fortaler for at blive fritaget for enhver form for tvang i psykiatrien og ville ikke modtage medicinsk behandling.

Erik Olsen fra LAP-København/Frederiksberg ønskede en grundlovsændring.

Lars Bo sagde i sit indlæg, at behandlingsgaranti på somatiske sygehuse pt. er 1-2 måneder, men det gælder ikke indenfor psykiatrien!

Politikeren Per Clausen var positiv overfor psykiatriforbedringer og opnormeret økonomi. Der behøver ikke være tale om en grundlovsændring. § 71-udvalget må tage sig af kvalitet i psykiatrien og dette skal løbende tages op til diskussion.

Karen Klint beskrev alt for lange ventelister og sagde, at psykisk syge skal på finansloven. Birthe Skaarup mente heller ikke at der skal ske ændringer af Grundloven og at § 71 og 72 er nok. Målet for ventetider for psykiatriske patienter er en måned.

”Kan og bør psykiatrifaglige begrundelser for tvang veje tungere end vedtagne menneskerettigheder?”

Spørgsmålet blev belyst af Georg Høyer, professor i samfundsmedicin, leder af Norges nationale forskningsetiske komité og opponentindlæg ved overlæge Anders Fink-Jensen, Dansk Psykiatrisk Selskab.

Begrundelser for tvang sker ud fra de sædvanlige kriterier: Skade på sig selv eller på andre. Brug af tvang er det samme som mishandling, mente Georg Høyer og han gennemgik en række tilfælde gennem flere hundrede år om mange former for tvangsbehandlinger. Der er ikke sket større ændringer siden 1984 ved EU-domstolene. Han er fortaler for frivillighed – somatiske hospitaler giver frit valg til at bestemme om man ønsker behandling eller ej. En debat om behandlingsindikation skal implementeres i konventionen. Er alternativ behandling i stedet for tvang en fremtidsvision? Det kom Georg Høyer dog ikke nærmere ind på i sit indlæg.

Psykiater Anders Fink-Jensen fremhævede det store arbejde PsykiatriFonden har gjort vedrørende afstigmatisering af depressionsramte og arbejdet på at få flere yngre læger til at vælge uddannelsen til psykiater. Han nævnte også at medikamentel behandling oftest sker ad frivillighedens vej og at der ikke kommer hjerneskader af behandling med ECT (tidligere også kaldet elektrochok, nu elektrostimulering) samt at antipsykotisk medicin faktisk virker. Psykiatere er ligesom andre læger forpligtet af lægeløftet – ingen ønsker at gøre patienten ondt. Han nævnte også at man gennem Patientklagenævnet kan søge sine rettigheder.

Ellinor Palm fra SIND mente, at der er skjult tvang på bosteder og at medicinering bestemmes af de ansatte læger. Distriktspsykiatrien fik heller ikke fra hende mange gode ord med på vejen. Der bør sørges for nedtrapning af medicin og siges nej til tvang. Måske man ad denne vej kunne undgå de mange svingdørspatienter og at folk bliver fastholdt i psykiatrien.

”Hvordan opleves det at blive udsat for psykiatrisk tvang? Hvad er følgerne og hvad kan der gøres i stedet.”

Dette emne skulle vidneudsagn fra tre brugere af psykiatrien: Nils Holmquist, Gitte Lindskov og Katrine X. beskrive. Til trods for at man frivilligt indlægger sig selv for at få hjælp, kan man risikere at blive ”tvangsindlagt”. Det havde Katrine oplevet – og det var meget svært for hende at blive udskrevet igen uden medicinsk behandling.

Nils Holmquist nævnte Freuds udsagn om behovet også hos den psykiatriske patient for mad, søvn og sex, men Nils´ forhistorie var at han var portør på patologisk afdeling på Bispebjerg Hospital som 19-årig. Han havde natarbejde der og han begyndte at ”se syner”. En ulykkelig kærlighed og en svampeforgiftning gjorde, at han blev psykotisk. Han blev anholdt og efter fire dage i arresten blev han isoleret og kom derefter på Ålborg Psykiatrisk Afdeling i fire mdr. To sprøjter og tvangsfiksering. Fik en flybillet til Kastrup og blev indlagt på Bispebjerg Psykiatrisk Afd. og fik her fejlbehandling. Derpå Sankt Hans Hospital, hvor han blev bæltefikseret, fordi han var ”uartig”. Religiøse oplevelser under psykose kostede bæltefiksering på mave og fødder samt injektioner med antipsykotisk medicin.To nye behandlingsdomme fulgte – ”der kom brand i et tæppe”! – blev takseret til fire års medicinsk tvangsbehandling.

Gitte Lindskov fik en manisk psykose og blev ufrivilligt behandlet med medicin og derefter tvangsfikseret uden videre. Fra 1996 til 2006 gentagne indlæggelser. Hun føler sig mishandlet i 2006 med tvangsmedicinering. Panelet af politikere virkede overraskede og rystede over de tre indlæg. Måske havde de aldrig hørt noget tilsvarende og deres spørgsmål ledte tanken hen på at ”det kan da ikke passe?”

Høringen sluttede kl. 16.30 og jeg var meget træt…

Jeg havde også haft store problemer med min rygning. Fire gange den dag måtte jeg ud på trappen foran Christiansborg for at tænde en hjemmerullet og tilbage igen ind ad jernlukafet. Der skulle jeg igen af sikkerhedshensyn lægge taske i bakke til røntgen og visiteres ved skanning for at sikre, at jeg ikke bar våben eller andet farlig grej. Dimsen bippede dog hver gang jeg blev undersøgt, men jeg blev alligevel lukket ind af den flinke sikkerhedsvagt.

Af Lillian Rank.

Da jeg var til konference i København på Islandsbrygges Kulturhus, igennem psykovision/ LAP d. 1. oktober, erfarede jeg en hel del visdom, som jeg så godt som muligt vil prøve at formidle videre til jer, kære læsere.

Konferencen var med Sandra Escher, som er hollandsk forsker, praktiker og forfatter. Hun har skrevet bogen ”Giv stemmerne mening” sammen med sin mand Marius Romme. Afsluttet sin PHD i 2005, som omhandlede børn og unge stemmehørere.

Derudover var der Jacqui Dillon, som er englænder, stemmehører, formand for det engelske stemmehørernetværk og arbejder til daglig i socialpsykiatrien. Har på 2 år oprettet 25 selvhjælpsgrupper i Londonområdet, en stor kapacitet i England indenfor området.

På et senere tidspunkt fik jeg en snak med Jacqui Dillon, hvor vi stort set mest spontant smilede og lo over vores generelle galgenhumor over mangt og meget, bl.a. at vi aldrig skal holde op med at tale åbent – i livet, på gaden og i sammenhæng, også omkring det forkerte i behandlingssystemet, ligeledes omkring Recovery og medicinbivirkninger.

Aldersmæssigt vil jeg skønne Jacqui og jeg lige gamle, altså ca. 42 år. Hun er positiv, glad, spontan og har en kæmpe energi omkring sig, egentlig ligner hun mest en lang ranglet teenager, med langt mørkt hår, sorte designer solbriller og iført kort cowboyjakke, man kan næsten fornemme London’s stræder.

Men der skal bestemt ikke tages fejl af at Jacqui havde en kolossal visdom i sig og en kæmpemæssig urkraft efter et liv i frihed og menneskerettigheder generelt.

Disse to oplægsholdere lagde så meget mere vægt til min, i forvejen store overbevisning til praktisk talt alt omkring emnet, at selvhjælp er helbredelsen, at det er det den enkelte kommer sig af. At forstå ens handlinger og handlemønstre – menneskeforståelse af sig selv, ens reaktioner ved traumer, splittelsen ved at høre én bestemt stemme og reagere følelsesmæssigt ved to ting, det sagte og stemmen. Forståelsen for disse handlinger skaber forståelse for selvet – én selv – at man ikke var skør/ sindssyg.

Derudover havde hun en udviklet ”redningsplanke” i nødstilfælde i form af en liste:
• Det er mit liv, og jeg vil leve det på min måde
• Motion
• Lave en liste, hvis jeg var desperat eller havde selvmordstanker
• F.eks. blive hjemme i dag, dette minut, dette sekund
• 2-3 venner at ringe til
• Lave en kop te/kaffe, tegne et billede, tage et bad, gøre rent, læse, lære
• Kunst, musik, dans, synge, skrive, meditere
• Gøre helbredende ting for ens krop
• Udtrykke sig ved at tegne sine følelser
• Når ”stemmerne”, de voksne fra barndommen taler, skal man tænke på at de også har været børn engang

Vejen til recovery kom Jacqui Dillon også ind på og nævnte næste oplægsholder Ron Coleman. Ron Coleman er i dag coach og foredragsholder, diagnosticeret skizofren og har brugt 13 år i psykiatrien, udgivet bogen ”Recovery – et nyt perspektiv i psykiatrien”.

Vejen til recovery, ifølge Jacqui Dillon’s erfaringer, har været at mennesker, der står for retfærdighed, kan være ens hjælp, at tale ud, sandheden, skrive dagbog, forholdet til sig selv skal vendes til accept og kærlighed til én selv, freelance foredrag, lade folk komme til at tale, oprette netværksgrupper/ selvhjælpsgrupper.

Efter frokost overtog Sandra Escher for at fortælle om netværksgrupper/selvhjælpsgrupper for børn, unge og deres forældre. Hovedvægten af hjælpen lå især i at få forældrene til at forstå og hjælpe deres barn, i stedet for indlæggelse og medicinering.

Hjælpen lå i at;

• Tale om børnenes og de unges stemmer
• Tage det for virkelighed og ikke at fremmedgøre det
• Give barnet/den unge en chance for familieterapi, uden at skulle indlægges, medicinering, journalisering og diagnosticering.

Jeg kunne fortælle meget meget mere om denne konference, som var så spækket og kompakt af ny viden og gode feedback. Der skulle være en mængde oplysninger på PsykoVision www.psykovision.dk eller mail@psykovision.dk.

Ligeledes kan der bestilles Ron Coleman´s bog sammen med bl.a. titler som: ”stemmehøring”, ”Førstehjælp ved psykoser” og ”Selvskadende adfærd”.

Jeg håber dette kan komme til gavn for mange til at komme videre i livet og ”vær’ noget mer’ go’ ve’ jer ” og som Krogh skriver vil jeg tillade mig også at sige; ”pas godt på jer selv”

Titel: Rask af Mad, Kan du tåle det du spiser?
Forfatter: Marianne Jäger og Carmen Villefrance. Forlag: Hovedland

Det handler om mad og allergier, som bliver registret som psykiske sygdomme eller psykiske ubalancer. Begge forfattere har eller har haft børn der på grund af fødemiddelallergier blev registret som psykisk syge. Dette fik begge til at vælge at tage en uddannelse som ernæringsterapeuter (DET). Og med denne baggrund er bogen, som faktisk indeholder en del henvisninger til videnskabelige beviser skrevet.

Speciallæge Henrik Isager har skrevet forordet til bogen og Henrik er nok en af de læger, som ser mere holistisk på mennesket end læger er flest.

Der burde ikke herske nogen tvivl omkring, at kosten er en væsentlig faktor for os mennesker, men det er klart at visse dele af samfundet har interesse i, at folk har brug for medicin. Frem for at lave kostændringer.

Bogen er et godt bidrag til, hvordan man kan undersøge og afklare en psykisk uafbalanceret evt. kostallergier og siden sætte ind over for dem i praksis. Både teorierne og den praktiske diæt omkring gluten, mælke- og sukkerallergi er belyst i bogen. Der findes således et stort inspirativt afsnit med opskrifter.

Mange af de praktiske problemer er belyst, men det mere end antydedes i bogen, at man bør have hjælp og støtte fra en ernæringsterapeut, især fordi de prøver der skal tages er billigere hos disse og de ikke endnu kan tages i det etablerede system. Det er også ganske indlysende, at det kræver en vis ekspertise, at afklare hvilke prøver der er relevante.

Samtidig er det at ændre sin kost ikke noget man bare gør, lægerne er begyndt at få øjnene op for problematikkerne, men de kender slet ikke til de praktiske løsninger og de tempi, som en kostændring skal foretages i, for at man oplever den ønskede forbedring af det psykiske såvel som fysiske helbred.

En langsom udtrapning af fødemidler fulgt op af en korrekt erstatning af disse, samtidig med en passende nedtrapning af medicin er en forudsætning for et godt resultat. Og desuden er vi mennesker jo forskellige og vores forskelligheder i forhold til kosten kan være meget afgørende for hvorledes en kostændring bedst foretages.

Det bør her også nævnes, at mange diætister eller allergilæger slet ikke er opmærksomme på de psykiske symptomer. Ernæringsterapeuter er faktisk i højere grad uddannet i at forstå sammenhæng mellem kost og symptomer.

Det er diskrimination at fremføre tematisk baserede historier om psykisk syge, og høre dem blive gentaget gang på gang, uden at de alvorligt psykisk syge får lov til at forsvare sig. Ifølge FN konventionen om menneskerettigheder er der lige ret for loven. I artikel 26 har Danmark skrevet under på, at der for alle borgere gælder: Der skal træffes effektive og egnede foranstaltninger til at gøre mennesker med handicap i stand til at opnå og bevare størst mulig uafhængighed, fuld fysisk, mental, social og arbejdsmæssig selvstændighed og fuld deltagelse og inklusion i alle livets aspekter. Oversættelse af Kallehauge 2007.

Mennesker med et handicap som ”psykisk syg” føler sig forfulgt. Mediebilledet er fyldt med statistikker. Behandlingsdømte sindssyge udgør 0.8% af befolkningen. Til sammenligning er ”normale” kriminelle, repræsentativt mere fyldige, nemlig 1.6%.

Almindelige kriminelle er 100 gange mere vaneforbrydere end psykisk syge. Normale kriminelle kommer tilbage i fængsel, eller har været tidligere straffet langt oftere. Der er et recidiv på 80% .

Hos psykisk syge er det helt anderledes. Her dømmes kriminelle debutanter til et liv bag tremmer, hvoraf 58% aldrig tidligere har begået kriminalitet. Annette Bolvig i Kolding talte om en sindssyg kvinde i DR programmet Taskforce 1/11.

http://www.dr.dk/DR1/TaskForce/Udsendelser/2007/10/31095823.htm

Kvinden bliver udstillet og angrebet for at citere Bibelen. Annette virker skræmt. Den sindssyge kvinde gives der ikke lejlighed til at udtale sig. Stik i mod saglig journalistik. Anette Bolvig arbejder til daglig på Låsbyhøj Rehabiliterings- og Akutcenter for Kolding Kommunes borgere, som har behov for fysisk, psykisk eller social træning i en kortere periode.

Anette fortæller endvidere i programmet, at den ”sindssyge kvinde” havde løftet en spade, hvorfor hun blev meget bange og sammen med en nabo ringede til Politi og embedslæge. Da de ankom, måtte de gå igen, uden at have grundlag for en tvangsindlæggelse af kvinden. De talte vel med hende, så hun faldt til ro…

Når behandlerne og pressen er bange for os, er vi genstand for stigmatisering, og chancerne for bedring mindskes i langt væsentligere grad, end folk med andre handicap. LAP tager afstand fra den skræk, der genereres på bekostning af alvorligt syge sindssyge. Det er diskrimination og uhørt. Jeg håber LAP (Landsforeningen af Psykiatribrugere) kan være med til at nuancere mediebilledet indenfor dette emne.

Nogle medlemmer er kommet med den idé, at LAP bør forsøge at rejse og føre enkeltsager af generel og principiel interesse og betydning for medlemmerne.

På landsmødet i 2007 blev dette punkt herefter medtaget i handlingsprogram 2007/08.

Sager af denne karakter kan enten være sager inden for de forskellige administrative klagesystemer eller sager der – typisk efterfølgende – indbringes for domstolene. Endelig er der også mange gange den mulighed, at gå til Folketingets Ombudsmand.

Betingelsen er som hovedregel, at der foreligger en konkret sag for et medlem, der kan tages op – og at det pågældende medlem er indstillet på at stille sig til rådighed for sagen.

Fælles for den type sager er yderligere, at de ofte er langvarige – dvs. de kan måske strække sig over adskillige år – og kræver normalt mange ressourcer i tid og penge – også selv om der f.eks. kan opnås fri proces.

Ikke så sjældent kan det derfor i stedet vise sig mere effektivt, at det pågældende problem søges løst i en mere politisk sammenhæng.

LAP vil imidlertid meget gerne forsøge at finde sager, der med fordel kan tages op sammen med et medlem – og som samtidigt kan komme andre medlemmer til gavn.

Har du derfor en egnet sag, vil vi meget gerne hører fra dig. Husk blot, at det skal være en sag, der ikke er forældet eller hvor klagefristen er udløbet. I de tilfælde kan vi normalt ikke stille noget op. Naturligvis skal du også grundigt overveje, om et sådant sagsforløb vil være for belastende for dig eller have for store personlige omkostninger – selv om vi naturligvis gør hvad vi kan for at støtte dig bedst muligt undervejs.

Som det fremgår er der mange ting, der kan spille ind, når det skal vurderes, hvilken sager der er realistiske at tage fat på. Det er naturligvis helt afgørende, at der ikke sættes sager i gang uden at der er gode chancer for et positivt resultatet, der bliver til gavn for både den enkelte selv og andre psykiatribrugere.

Send os i første omgang en kort beskrivelse af sagen – men ikke hele sagen med bilag osv. Så prøver vi at vælge dem, der ser mest lovende eller betydningsfulde ud for foreningens medlemmer.

Har du spørgsmål eller vil du gerne drøfte en sag på forhånd, er du meget velkommen til at kontakte LAPs juridiske konsulent.

Kære Bendt.

Jeg læser med interesse dine nyhedsbreve og tak for meldingen om skattelettelser i mellemgrupperne. Men jeg begræder at vi førtidspensionister heller ikke denne gang får del i gildet. Vi sakker lige så stille bagud, fordi pensionerne ikke stiger ligesom andre indkomst-grupper. Og når vi så bliver beskattet med 39 % går det bare nedad bakke med økonomien.

Det ville være ønskværdigt om Konservative (hvor jeg selv var med i sidste valgkampagne som opstillet i det tidligere Ledøje-Smørum kommune m. borgmester Jens Jørgen Nygaard i spidsen) og den øvrige regering med, ville undersøge fakta for førtidspensionisterne. Især den store gruppe jeg kæmper for – de psykisk syge – skal også have mad på bordet, betale husleje og alt det øvrige ligesom andre mennesker, men vort rådebeløb bliver fortsat udhulet.

Hvad gør regeringen ved denne gruppe, som ofte har store problemer med helbredet?

Jeg er heldig at have en andelsbolig som jeg kan låne penge i, ellers ville jeg ikke kunne opretholde en nogenlunde livskvalitet. Men det gør at jeg bliver forgældet – og når jeg bliver 67 år så daler pensionen endnu kraftigere. Det undrer meget mig, at man fjerner en “sygepension” blot fordi man bliver gammel! Er jeg så blevet rask fra min bi-polære affektive lidelse, som jeg har måttet kæmpe med i snart 40 år? Jeg har arbejdet 30 år i det private erhvervsliv med en invaliderende psykisk lidelse som forskningen først for syv år siden fandt en optimal medicin til.

PÅ dette område har I (regeringen) nok kun set toppen af isbjerget – vi er mange som ønsker et bedre og tryggere økonomisk liv – de psykisk sårbare har ikke overskud til at kæmpe imod på trods af, at man har medlemsforeninger som f.eks. LAP og Sind i ryggen.

Det ville være dejligt, Bendt Bendtsen – med et kvalificeret svar og evt. noget nytænkning omkring ovenstående.

På forhånd tak, venlige hilsner
Inger-Liss Christoffersen
Frivillig PR-chef og bestyrelsesmedlem i LAP-Kbh / formand for Rod-Nettet i Egedal.


Kære Inger-Liss Christoffersen.

Tak for din henvendelse. Vi har rygende travlt, hvorfor vi ikke altid har mulighed for at besvare henvendelser fra borgerne i samme hast, som de kommer ind.

Angående dine spørgsmål. Det Konservative Folkeparti er af den opfattelse, at de udsatte grupper i samfundet skal behandles med værdighed og respekt. Derfor har VK-regeringen faktisk siden din indtræden taget en række initiativer i forhold til førtidspensionisters økonomiske situation.

I 2006 indgik Regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven en aftale om at gennemføre forbedringer for førtidspensionister for i alt 610 mio. kr. i 2006 i skattefri ydelser, hvilket svarer til 1 mia. kr. før skat.

Førtidspensionister med almindelig førtidspension tildeles som følge heraf en ekstra tillægsydelse med virkning fra januar 2006. Den ekstra tillægsydelse er skattefri og udgjorde i 2006 et beløb på 13.464 kr. Dette beløb svarer til forskellen mellem pensionsydelsen til pensionister på hhv. mellemste førtidspension og forhøjet almindelig førtidspension. Dette løfter de samlede pensionsydelser til niveauet for mellemste førtidspension. For førtidspensionister på almindelig førtidspension, der i 2006 ikke modtog et førtidsbeløb, forhøjedes den ekstra tillægsydelse derudover med 14.760 kr. svarende til i alt 28.224 kr.

Den ekstra tillægsydelse er ligesom invaliditetsbeløber uafhængigt af supplerende indkomst og indgår heller ikke i beregningsgrundlæget for boligydelse, helbredstillæg eller varmetillæg.

Envidere sikrer den årlige satsregulering af indkomstoverførsler at modtagere af fx kontanthjælp, social pension og sygedagpenge får del i den velstandsfremgang, som skabes af de mennesker, der er i arbejde. Satsreguleringen betyder, at overførselsindkomster generelt følger med lønstigningen på DA’s område. Dog går 0,3 % af denne stigning i overførselsindkomsterne til satspuljen. Men denne satspulje fordeles igen til tiltag i forhold til udsatte grupper i samfundet. I denne forbindelse kan jeg nævne, at der i regeringens forslag til udmøntning af satspuljen for 2008 er bl.a. afsat 120 mio. kr. til psykiatrien og mere end 1 mia. hertil i perioden 2008-2011. Samtidig er der afsat 284 mio. kr. til svage grupper på arbejdsmarkedet og knap 1,2 mia. kr. i perioden 2008-2011.

Satsreguleringen i Danmark er mere fordelagtig for overførselsmodtagerne end reguleringsprincipperne i de fleste andre lande. Samtidig har Danmark de laveste indkomstforskelle blandt alle OECD-lande.

Endelig skriver du, at det ikke kan være rimeligt, at man som førtidspensionist skal overgå til folkepension ved det fyldte 67. år. Jeg er uforstående over for, hvorfor førtidspensionister skulle have særvilkår i forhold til de folk, der har tilbragt et langt liv på arbejdsmarkedet, når de bliver 67 år.

I denne forbindelse kan jeg envidere fremhæve, at folkepensionister med lave indkomster har fået et økonomisk løft med ældrechecken. I 2007 nåede udgiften til ældrechecken (den supplerende pensionsydelse) op på ca. 1,6 mia. kr. og kom 225.000 folkepensionister til gavn.

Hvis man ser tilbage har regeringen af flere omgange forøget og udbygget den supplerende pensionsydelse. Først med forårspakken i 2004 ig ned fininslovsaftalen for 2005.

Endvidere blev der med virkning fra 1. september 2002 gennemført regler om fastsættelse af et fast fradrag for udgifter til drift og vedligeholdelse på varmeregninger fra kollektive varmeforsyningsanlæg. Dertil blev de gældende regler om helbredstillæg med virkning fra 1. januar 2003, udvidet til også at omfatte udgifter til tandproteser, brikker og fodbehandling, for at sikre de økonomisk dårligst stillede pensionister en bedre og mere ensartet dækning af disse udgifter. Endelig er tilskuddet til høreapparatbehandling fra 1. juli 2002 forhøjet fra 3.000 kr. til 5.000 kr. pr. høreapparat.

Med venlig hilsen
Bendt Bendtsen
Partiformand

Året 1981 blev udnævnt til ”Handicapår” – dengang var dette ikke indbegrebet af psykiske lidelser, og det fik mig til at bruge emnet til at skrive en kronik om en akut tvangsindlæggelse udløst af en forrygende psykose. Det må indskydes at kronikker med indhold af psykiatrisk karakter, skrevet af almindelige mennesker, ikke var hverdagskost at få ud i medierne. I dag er psykiske lidelser kommet ind under handicaplovgivningen og vi må så se, om der kan komme nogle fordele og forbedringer ud af det.

Biograffilmen ”Gøgereden” brugte jeg som eksempel – den var bestemt ikke overdrevet – det jeg så i den film fra tiden i 50´erne var jo nærmest identisk med det jeg selv oplevede i 1980.

Hvis man besøgte et psykiatrisk hospital i begyndelsen af 1980´erne – måtte man simpelthen blive stærkt chokeret. Tvangsindlægges man som jeg, på lukket afdeling en sen nattetime, var forløbet dette:

Mine pårørende har forladt hospitalet og i min psykotiske tilstand beder jeg om en samtale med vagthavende læge. Men her møder jeg den første modstand, for det lader sig ikke gøre før stuegang næste dag. Jeg mærkede følelsen af tremmer, hørte kraftig raslen med nøgler som åbner og låser – og jeg fik den første fobi nu – hvis jeg ikke havde været bevidst om det før.

Jeg bliver utroligt bange og vred på samme tid og begynder at løbe mod udgangen. Her begynder dramaet at tage fart. Jeg blev grebet af stærke arme og ført til skafottet – sengen med bæltet. En smule forståelse ville have kunnet afværge det drama der nu fulgte. I stedet for kommentaren fra plejeren; ”Jeg kender godt din slags, dig skal vi sgu nok ordne!” Og pludselig ligger jeg fastspændt på en to-mandsstue i fikseringsbælte ved siden af en mand!! Den stakkels fyr i den anden seng bliver udvist til en anden stue og jeg ligger nu alene og vrider mig rundt i selen, mens jeg skriger af angst.

Det lykkedes mig at komme fri af selen – jeg fik kræfter som en okse – selen var formentlig ikke korrekt fastgjort. Endelig kommer jeg løs og er nu helt desperat – jeg er uskyldig – blevet umyndiggjort til trods for mine 30 år. Forsvarsmekanismen træder automatisk i funktion – jeg gik simpelthen grassat – amok – jeg har pludselig uanede kræfter og kæmper nu en vild kamp mod to stærke portører. Efter en lang og sej kamp mod sprøjten og slagene, mistede jeg bevidstheden og dermed kontakten med livet – og psykens kræfter arbejder nu helt autonomt.

Jeg vågner først op et døgn senere og er nu i en helt anden verden. Pludselig befinder jeg mig på en enestue, tøjet er hængt pænt på plads i skabet, som om intet var hændt. Sengen er våd, for jeg har ikke kunnet forrette min nødtørft som normalt, selvom jeg havde råbt og skreget på hjælp hele dagen. Nu er jeg altså blevet sindssyg!

Jeg har haft et nervesammenbrud, som de kalder det her – men de aner bare ikke at jeg har været døden så nær, som man kan komme. Kroppen er gul og lilla af slag og rifter, ringen med den smukke gule topas er slået ud af fatningen… Men jeg vidste, at jeg var blevet frelst af Gud; Han har set alt hvad der er hændt og jeg har med Ham aftalt at stå dette igennem, selv om døden ville have været en lettelse. (En lignende religiøs oplevelse som jeg havde haft under den første tvangsindlæggelse i 1977).

Nu kan behandlingen så begynde. Psykosen bliver behandlet med injektioner af kraftig antipsykotisk medicin. Først efter 8 dage kommer den kvindelige overlæge ind på den lukkede afdeling. Jeg fremviste min forslåede krop, men turde ikke fortælle hvorfor jeg så sådan ud. Jeg fortalte heller ikke, at jeg var skarp modstander af nervemedicin, som hidtil aldrig havde gavnet mig.

Hospitalet jeg blev indlagt på ligger i Glostrup ved København og var i 70´erne og indtil midten af 80´erne berygtet for sin hårdhændede behandling af psykiatriske patienter og kendt for ikke at stille diagnoser. Dette må være årsagen til at jeg først fik bi-polær affektiv lidelse (manio-depressiv psykose) diagnosticeret 10 år efter, at jeg i 1969 fik en fødselspsykose og første gang mødte psykiatrien.

Det var ikke en hospitalslæge som stillede denne diagnose – men Simon Spies´s livlæge Jan Finn Smith, som efter en kort samtale i hans konsultation på Mercur Hotel, kunne fortælle mig, hvad jeg fejlede. Det var godt at få sat ord på min mangeårige dårlige psykiske tilstand, som var blevet behandlet med alt muligt fra chokbehandlinger til anti-depressiva og under hospitalsindlæggelser med hård antipsykotisk medicin.

Dette er kun en meget lille del af min 40-årige sygehistorie – jeg kan fortælle om mange andre rædselsvækkende oplevelser under indlæggelser med en behandling, som må kritiseres på det skarpeste – mange andre patienter havde som mig oplevet tvang i den yderste konsekvens.

Oplevelsen fra dengang man ikke stillede diagnoser, kan i dagens Danmark muligvis finde sit sidestykke – men med handicaploven/FN-konventionen i hånden i dag, bør noget sådant ikke kunne finde sted. Men jeg har mine tvivl – i praksis må det kunne gøres langt bedre. Lad os få et ”galeår” i LAP! Så kan vi udråbe de rettigheder vi nu har fået – og gøre det på en seriøs måde.

Frit brygget på Janis Jopling’s sang

Åh Gud vil du forære mig en gul Mountain Bike
Mine venner kører Mercedes og er rigtig seje
De hjælper mig når jeg er nede
og tilgiver mig, når jeg er strid
Se, åh Gud lad dem vide, at jeg holder af dem.

Åh Gud, lad os sammen create the world
To peace love and harmony and funny living
Lad alle folk få mag – tag over hovedet
Og fælles dyrke jorden – og ære det nære

Oh Lord, må vi lærer mangfoldighedens kvalitet
At alle religioner – kulturer og nationaliteter
er nøjagtig lige gode – om du så er ateist
Jeg tror på at freden vil vinde til sidst

Oh Lord, lad os blive som en stor familie
hvor hver livs epoke er den bedste vi har
Lad os lytte til hinanden og sammen finde råd
på verdens problemer så batter det noget

Som naiv optimistisk pacifist
synes jeg, at vi skal synge – danse –lege og
cykle noget mere.
Tage ved lære af historiens gang –
styrke det gode og lave om på det
som ikke er til menneskers vel

Mikkel Dorph, København

Vi har desværre modtaget den sørgelige besked, at Mikkel Dorph, København er død.

Vi lærte Mikkel at kende i 2003 via Projekt Recovery Orientéring, hvor han sammen med Bolette, Maria, Lise & Marianne repræsenterede LAP/brugersiden i projektet.

Så det var noget af en opgave, han påtog sig, da nævnte damer ikke just er af den stille og mundlamme type.

Men Mikkel klarede opgaven med bravour og blev lynhurtig en anerkendt kollega hos alle i projektet – Mikkel var nemlig god til at lytte, engageret, udforskende, ihærdig og samtidig havde han en teoretisk råstyrke via studiet i kommunikation på RUC; som selv kunne gøre snakkende damer til lyttende individer!

Derfor var det ikke noget problem, skønt Mikkel kom omkring et halvt år senere ind i projektet end os andre.

Mikkel havde også en anden råstyrke – han var ikke bange for at vise hverken sine stærke eller svage sider.

Selv i mindre gode perioder kom Mikkel til vores weekendseminarer i Nyborg og ved evalueringerne af møderne roste han altid os andre for, at vi havde gjort det til en positiv oplevelse….. men faktisk var det jo primært ham selv og hans engagement, som gjorde det positivt trods mørke skyer i sindet!

Mikkel var god til at vise omsorg og sørge for med en god bemærkning at bringe smilet frem, når vi havde brug for det!

Efter Projekt Recovery Orientéring engagerede Mikkel sig især i OUTsideren, hvor han var næstformand i bestyrelsen samt web-redaktør for hjemmesiden.

Mikkel Dorph Nielsen døde den 7.november 2007.

Der afholdtes minde-kom-sammen for Mikkel på Café Pegasus i København den 16.november 2007 – her kom mange forskellige typer mennesker; hvilket på smuk vis illustrede den brede nuancering, som Mikkel var så god til at se.

Vores tanker går nu til Mikkels familie, som har lidt et stort tab og selv om det er en ringe trøst for dem, er vi også mange kollegaer og venner, som vil savne Mikkel!

Okay, det skal indrømmes: Vi var ikke mange. 13 deltagere i alt blev det til på LAPs træf for kollektive medlemmer 27. oktober. Træffet blev afholdt hos et af disse, Skiftesporet i Herning.

Nogle vil nok mene, at Herning ligger meget langt væk, med undtagelse – det siger sig selv – af folk, som selv bor i Midtog Vestjylland. Men lange afstande og rejse- tider afskrækkede nu ikke de fremmødte. Således deltog to fra SIND-klubben i Hillerød, 5 fra Ryttergården i Holbæk og to fra Regnbuehuset i Taastrup.

Fra Skiftesporet selv deltog Werner Leervad og Hans-Jørgen Troelsen, som er med i den arbejdsgruppe på 10 personer, som blev nedsat på det første træf for kollektive medlemmer i Odense 24. april. Resten af arbejdsgruppens medlemmer måtte desværre melde forfald, men Werner og Hans-Jørgen gjorde en forbilledlig indsats. Der var sørget for rigeligt med mad til frokost, vi blev vist rundt og præsenteret for stedet, og de to lokale medlemmer sørgede også for at instruere os i såvel bordtennis som petanque, som vi brugte en god del tid på om eftermiddagen.

Arbejdsgruppen havde nemlig besluttet, at der skulle være tid til at lege, som Werner så rigtigt formulerede det. For det var en leg og ikke en konkurrence. Noget en rejsekonsulent, der fik læsterligt med stryg i det ene spil petanque efter det andet, føler stor trang til at insistere på. Og netop det, at vi brugte tid til at lege med hinanden gjorde også, at vi fik snakket langt mere uformelt med hinanden, end vi ville have gjort, hvis vi blot havde ladt os nøje med de almindelige, og måske også til tider lidt kedsommelige, mødeaktiviteter. Selv tror jeg på, at træffet dermed skabte kontakter og dannede netværk, som LAP vil få stor gevinst af i fremtiden.

Dagen stod dog ikke kun på tant og fjas. Vi startede med et oplæg af Skiftesporets forstander, Esper Sørensen. Espers oplæg handlede om, hvad der foregik på Skiftesporet – både på dagcentret, hvor vi opholdt os og i de botilbud for unge psykisk syge, der er tilknyttet det. Men det lagde på glimrende vis op til og inspirerede eftermiddagens diskussioner om det gode værested, aktivitetscenter eller botilbud, af arbejdsgruppen forkortet til fællesbetegnelsen VAB.

Flere emner blev diskuteret. Et af emnerne var personalet på VABerne. Her var det et udbredt synspunkt, at det afgørende ikke var personalets formelle faglige kompetencer – ja der var sågar det synspunkt fremme i debatten, at dette i det hele taget ikke havde den store betydning. Det afgørende var personalets indstilling til brugerne. Det er vigtigt, at psykiatribrugere oplever at blive behandlet med respekt og at deres ideer og forslag tages alvorligt. Og det gør omvendt ikke noget at personalet ikke altid optræder som professionelle, men i stedet viser at de også er mennesker med følelser ligesom os andre. Som en sagde: ”Det er ok at se en ansat græde”.

Samtidig blev det pointeret at det også var vigtigt at brugerne indbyrdes viser omsorg for hinanden.

Brugerindflydelse stod højt på mødets dagsorden. I det hele taget syntes man, at det er vigtigt, at det er brugerne, der bestemmer. Der var en diskussion, om hvorvidt dette skulle ske gennem et brugerråd eller ved at man afholder ugentlige husmøder, hvor alle brugere kan deltage. Altså en diskussion om hvorvidt det er det repræsentative eller det direkte demokrati, der er at foretrække. Fountainhouse modellen blev her nævnt. Det er vigtigt, at alle har medbestemmelse – og medansvar. Det sidste indebærer, at man også tager del i arbejdsopgaverne.

Der var også nogen diskussion om, hvorvidt der burde foregå behandling på VABerne, og en diskussion om hvad man egentlig skal forstå som ”behandling”. Nogle pointerede at behandling og recovery ikke er det samme – og at VABerne i hvert fald kan være med til at styrke brugernes sociale recovery, dvs. styrke kompetencer i forhold til at begå sig i sociale sammenhænge.

Dagen blev afsluttet med fællesfortæring af to megapizzaer og et ekstra slag bordtennis. Her efter gik turen den – for nogen – lange vej hjem mod Østdanmark.

De kollektive medlemmer der mødte frem på Skiftesporet havde en ting til fælles, nemlig at de ikke tidligere havde deltaget i vores træf for kollektive medlemmer. Vi besluttede derfor at invitere SINDklubben i Hillerød, Ryttergården i Holbæk og Regnbuehuset i Taastrup til at sende to repræsentanter til de kommende møder i arbejdsgruppen.

Skyer og dragehaler driller solen
Sender guldlyn mellem skygger
En ahorn i efterårsdragt se på
Jeg fanger regndråber og blade
I stormens mandshårde favntag

Duft fra årets sidste roser
Blander sig med timian og rosmarin
I efterårs aftenens svage brise
På bordet er pensler og tusch parat
Papiret venter spændt på sit billede

Træer og skyer danser nu
Til regnens tordentrommer
I græsset skabes floder
Hvilken stilhed, regnen hørte op
Kun græsset damper stadigt

Sommer vekslede til vinter i dag
I vilde rosers ranker mellem graner
Fanger koralrøde dråber solen
Luften er dunet blød og mild
Middagstimen dufter endnu af sommer

Nordisvind smerter mit ansigt
Jeg aner duften af sne, så tidligt
Endnu gløder krysantemum i haven
Endnu brænder solen i middagstimen
Men aftenhimlen har isblå kimning

Viborg Kommune har indbudt os fra FAP Viborg Amt til en række på 3 møder om kvalitetsstandarder. I den anledning har jeg skrevet følgende, som jeg tror, kan bruges af andre.

Topmål, lavmål, mellemmål – og brugerindflydelse.

Jeg takker for indbydelsen til denne møderække, jeg vil nemlig gerne høres. Det bekymrer mig dog at se, hvad denne mødeform gør ved mine og alle andres synspunkter: Den frembringer og sammenblander helt modsatte synspunkter, og ud af blandingen uddrages ganske få kommentarer, spørgsmål og nøgleord. Jeg tror ikke, at dét jeg ønsker at bidrage med, kan komme uskadt igennem denne proces. Jeg skriver dette for at sikre, at alle her har mødt hele mit synspunkt, så de ikke bliver skuffede, hvis jeg må afvise at give mit håndslag på møderækkens resultat, når vi er færdige.

Jeg mener, at en god kvalitetsstandard er en, der opfylder sit formål. For at vi kan lave en god standard, må vi altså først have denne standards formål defineret. Jeg ser mindst tre forskellige slags formål, som ikke må rodes sammen. Der er også forskel på, hvem der kan præge de tre forskellige slags kvalitetsstandarder: Brugere, medarbejdere, ledere og politikere.

Der er først topmål: Det er ”stateof- art”-standarder, og de sættes ved forskning og forsøgspraksis af de bedste inden for et fag, hvis ellers de politiske eller økonomiske forhold tillader det. Eks.: ”Vi betragter Peggy Claude-Pierre’s metode overfor anoreksitilfælde som topmålet”. Topmål sættes af fagfolk i samarbejde med brugere, ikke af politikere ved møder og diskussioner.

Det er ingen skam at arbejde under topmålet, det må vi alle gøre næsten hele tiden; men der er jo også lavmål: De sættes af grænserne for, hvad man kan holde ud eller hvad man vil stå model til. Et lavmål er klart eksempel på, at et behov ikke bliver mødt. Eks.: ”Brugerne har behov for at blive mødt uden fordomme. Vi læser ikke brugernes journal, før vi har mødt dem ansigt til ansigt.”

Behov og eksempler kan beskrives i samarbejdet mellem brugere og faglige medarbejdere. Man kan ikke ændre på et behov eller sætte et lavmål ad politisk vej. For en politiker er det kun spørgsmålet, om man vil opfylde et givet behov og derved respektere et lavmål: Ja eller nej. Hvis man kommer til at ramme under et anerkendt lavmål i sit arbejde, bør man skamme sig og kvalitetssikre sin praksis. Hvis lavmålet bliver en vane, bør man for alles bedste finde sig et andet arbejde.

Sidst, men ikke mindst er der det, jeg vil kalde mellemmål: Det er de bevægelige kvalitetsstandarder, som skal afspejle tidens og stedets politik. De formes mellem tidens krav, fagenes ”state-of-art” og det økonomiske råderum, og i lokale brugeres, fagfolks, lederes og politikeres aktuelle forståelse af det alt sammen. Eks.: ”Værestedet skal holde åbent fra 9 – 22, alle ugens dage.” Det er kun mellemmålene, der kan ændres i politiske møder og kompromis’er. De skal erklæres som mellemmål, så ingen tror, at de er lavmål og bliver skuffet eller forarget, når de skal revideres.

Et mellemmål når kun topmålet, hvis man kan og vil slide og spendere som de bedste. Hvis man er ansvarlig, men mere beskeden, holder man altid sit mellemmål i betryggende højde over lavmålet. Politikere og ledere skal respektere brugere og faglige medarbejdere ved at respektere de relevante topmål og lavmål som grænser for deres politiske arbejde.

Brugerindflydelse handler både om en brugers indflydelse på de ydelser, han selv modtager, og om hans indflydelse på institutioner og organisationer. De brugere, der har skoen på, er ikke de eneste, der ved noget om, hvor galt den trykker. Man bør også lytte til dem, som har prøvet skoen, men har kastet den bort, fordi de slet ikke kunne holde den ud. De brugere, der søger indflydelse gennem standard brugerråd, er kun dem, der trives med formen og dem, der ikke aner hvad de ellers skulle gøre. De brugere, som skønner, at deres synspunkter ikke kan komme uskadte igennem standardproceduren, kan sagtens have noget på hjerte, som er langt rigtigere og langt vigtigere.

En samtale med ansættelsesudvalget førte til at jeg blev valgt udaf 28 ansøgninger til rejsekonsulentstillingen i VestDanmark.

Det er jeg meget glad for, da jeg ”brænder” for området som LAP arbejder med.

Jeg har været meget aktiv i Depressionsforeningen, og det var også den forening, der har hjulpet mig i nogle svære situationer.

Muligheden for at få lov til at være med til at udvikle medlemmernes indflydelse, bl.a. at blive hørt i debatten og få nogle rettigheder i samfundet. Mine arbejdsfunktioner er/bliver, som jeg oplever det på min 3. arbejdsdag, meget alsidige, men medlemmernes engagement ligger mig meget på sinde, så jeg ser frem til et godt samarbejde. (mine opgaver er konkretiseret i ansættelsen!) Allerede nu, har jeg mødt megen imødekommenhed fra de personer jeg har haft kontakt med, tak for det. Min egen baggrund er dels en kontoruddannelse, derudover er jeg uddannet sygeplejerske. Min egen erfaring taget i betragtning, stress med efterfølgende depression er en ting, men den udfordring det har været at få den hjælp jeg har haft behov for, er der måske flere der kan nikke genkendende til?!

Privat er jeg gift med H.C. og sammen har vi 3 børn. Vi bor i Odense, så det er dejligt centralt i relation til LAP´s hovedkontor.

De bedste hilsner fra en motiveret rejsekonsulent
Berit

Tro og Psyke, er ikke religiøs fanatisme,
Vi sætter fokus på, et sundt tankemønster,
Med positive tanker og gode fremtidsønsker,
Troen giver os en vigtig position, i livet,
Vi tror ikke på noget tomt, det er givet,
Derved har vi lys i vores sind.

Det giver ægte frihed,
I hjertet har vi fred,
Vi tror på den kærlige højere magt,
Derved får vi ægte glæde, og englevagt.

Kemisk medicin er godt i nødstilfælde,
Men i længden skaber det ubalance,
For frihed tabes for mange chancer,
I kroppen ophobes der giftstoffer,
Og det sløver vores hjerner,
Vi er skabt, som stjerner,

Vi har et sikkerhedsnet i Gud,
Tro og Psyke må bringe det ud,
Livet bliver sat i perspektiv,
Grib chancen og nyd dit liv.

Et af de helt store emner i debatten om psykiatrien er tvangen. Hvis bare tvangen kunne afskaffes, ville alt være meget bedre, mener mange. Men kan tvangen afskaffes uden at afskaffe psykiatrien som sådan?

Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Modstand mod hvad? vil nogle undrende spørge. Modstand mod svigt og bedrag, mod uretfærdighed og uopfyldelige krav, mod at blive trådt på og ladt i stikken, igen og igen og igen. Mod ikke at blive anerkendt som den personlighed man er, med den realitet man lever i.

Tvangen i psykiatrien starter ikke først i det øjeblik, man faktisk bliver bæltefikseret eller tvangsmedicineret. Den starter direkte i det øjeblik man bliver psykiatrisk patient, og indirekte allerede i det øjeblik, man bliver sig denne institutions eksistens, dens dogmer og metoder bevidst. Fordi man i dette øjeblik er tvunget til at acceptere psykiatriens realitet som den eneste mulige og sande, medmindre man vil risikere at blive psykiatriseret. Psykiatrien kender og accepterer kun én realitet, én sandhed: sin egen til samfundets dogmer svarende og disse forsvarende. Enhver afvigelse fra og betvivlelse af denne realitet er i psykiatriens øjne umiskendeligt et tegn på psykisk sygdom. Diagnosticerbar, kategoriserbar, og dermed kontrollerbar.

Orwelliansk logik

Ethvert forsøg på at unddrage sig psykiatriens kontrol kan være grundlag for tvangsbehandling. Siden den manglende sygdomsindsigt, man udviser ved ikke at acceptere den moderne biologiske psykiatris teori om organiske hjernesygdomme i sig selv af psykiatrien vurderes som symptom på, netop, tilstedeværen af hjernesygdom. Orwelliansk logik. Psykiatrisk logik.

Psykiatrien gentager i koncentreret form de overgreb, bedrag og svigt, som har forårsaget modstanden, og dermed krisesituationen, i første omgang. Ved at udgive sine “behandlings”tiltag som “hjælp”, og sig selv som lægevidenskab, er det lykkedes psykiatrien at skabe den ultimative double bind. Ingen anden institution i samfundet, justits- og fængselsvæsen inkluderet, har i så omfattende grad som psykiatrien ret og mulighed for at fratage sit klientel dets fundamentale menneskerettigheder.

Ingen anden institution i samfundet har i så høj grad som psykiatrien ret til at definere sit klientels realitet, og samtidigt nægte sit klientel enhver ret til selv at definere sig og sin egen realitet.

Psykiatriens eksistentielle angst

Man kan ikke fortænke psykiatrien i at den gør konsekvent brug af denne ret. Anderledeshed er skræmmende. Og jo mere anderledes denne anderledeshed, jo mere skræmmer den. Intet er menneskeligt mere krævende end at skulle indlade sig på et menneske i en krisesituation, i en ekstrem sindstilstand, et menneske, der lever i en ekstrem realitet. Det kræver at man tør møde sig selv og er beredt til at lære sig selv at kende. Også de ekstreme sider af sig selv. Den tyske psykiater Emil Kraepelin indså dette. Han indså også at hverken ham selv eller hans personale havde de fornødne menneskelige ressourcer og kvalifikationer. Derfor forbød han samtaler mellem anstaltspersonalet og de indsatte. I stedet for at rette op på manglen af menneskelige ressourcer og kvalifikationer.

Psykiatrien har den dag i dag ikke formået at rette op på denne sin fundamentale mangel. Den kompenserer for manglen ved at kræve “sygdomsindsigt” og “compliance”, og dækker over med hypoteser om kemiske ubalancer og hjernesygdom, skabt for at retfærdiggøre psykiatriens egne aggressive reaktioner på ekstrem og skræmmende og ekstremt skræmmende anderledeshed. Sort pædagogik, kontrol og straf, tvang, erstatter i psykiatrien et manglende menneskeligt potentiale til, betingelsesløst, at ledsage og støtte mennesker på deres rejse gennem vanviddet og hen imod en større selvindsigt og selvbevidsthed.

Diagnoser som domfældelser

Dermed er psykiatrien ikke så meget en del af sundhedsvæsenet som den er en ordensmagt. “Hvor statsligt sanktionerede indgreb synes nødvendige uden at strafbare handlinger blev begået, træder ordensmagten psykiatri i aktion”, siger den schweiziske terapeut Marc Rufer således.

Ordensmagten psykiatri, dette uovertrufne “våben til social kontrol”, i Don Weitz’ ord, diagnosticerer, kategoriserer og kontrollerer i dag i større omfang end nogensinde før. Mere og mere adfærd bliver defineret som værende “syg”. Fra at indeholde 106 psykiatriske diagnoser, beskrevet på 130 sider, i 1952, er antallet af diagnoser med udgivelsen af DSM-IV i 1994 steget til 297, beskrevet på 886 sider. Tendens: yderligere stigende. Og ser man på diagnoserne og deres kriteria, især de nyere, så må man spørge sig, hvornår det mon bliver en i DSM’en og ICD’en konkret benævnt psykiatrisk diagnose, at være et levende, selvstændigt tænkende og følende menneske.

Indtil videre eksisterer denne diagnose kun i form af 297 pseudodiagnoser, fabrikeret til at dække over det grundlæggende: At vores samfund med skræmmende stor hastighed udvikler sig hen imod en bestemt model menneske som alene værende ønskværdig og acceptabel. Mennesker, der falder udenfor de i tiltagende grad restriktive rammer for denne model, erklæres for værende “syge”. Hvilket gør det muligt at udelukke disse mennesker af samfundet og kontrollere dem under dækket af “hjælp”. Mønstret er totalitært: Én realitet, én sandhed og én model menneske: Adam Cutis’ “lonely robot”.

Uden tvang ingen psykiatri

Vi lever i dag i en verden, der lader mindre og mindre plads til personlig frihed. Vi lever under i tiltagende grad dehumaniserende og fremmedgørende omstændigheder og indflydelser. Psykiatrien er den samfundsinstans, der, om nødvendigt med tvang, hindrer modstand mod denne dehumanisering og alienation i at blive synlig og hørbar og i at komme til et almenforståeligt udtryk. Psykiatrien er den instans, der udgrænser og kontrollerer denne modstand. Med snildt som “hjælp” kamufleret magt. Tvangen er, udover bedrag og frygt, den tredje hjørnesten, psykiatriens magt hviler på, siger Don Weitz, canadisk eksbruger og aktivist. Uden tvang, uden disse tre hjørnesten, ingen psykiatri.

Selv om bæltefiksering, tvangsmedicinering og alle andre håndgribelige tvangsforanstaltninger i psykiatrien kunne afskaffes, som følge af den nye FN-konvention, ville tvangen i psykiatrien derfor langt fra være afskaffet som sådan. Den psykologiske tvang, den orwellianske logik, populært også kaldet psykoterror eller hjernevask, som før som nu er del af det fundament, psykiatrien hviler på, ville til stadighed leve i bedste velgående.

Så længe brugerne ikke frit kan vælge psykiatriens realitet og sandhed fra til fordel for alternativer, der giver dem plads til og gør det muligt for dem at definere deres egen realitet og sandhed, så længe psykiatrien igennem medierne enevældigt og uhæmmet kan fortsætte med at indoktrinere politikerne og offentligheden med den stigmatiserende saga om “kroniske, genetisk betingede hjernesygdomme”, så længe samfundet som helhed ikke vågner op af sin tornerosesøvn og erkender de totalitære strukturer i dets verdens- og menneskesyn, bliver vi ikke tvangen kvit. Med eller uden nye FNkonventioner.

Knud Kappelgaard har med denne skønlitterære bog formået at beskrive den dårlige behandling indlagte i Asylet i Risskov fik i 1800 tallet, sådan at man ikke kan lade være med at tænke på forholdene i dag.

”Kapellanens Dagbog” er halvautentisk idet den bygger på en sygejournal fra dengang, men dagbogsfortællingerne er forfatterens egne fiktive ord.

Kapellanen ( som er en hjælpepræst ) kommer til sit sogn i 1850 og er meget glad og tilfreds dermed. Men pga. dødsfald i hans nærmeste familie får han det psykisk meget dårligt af sorg.

Samtidig falder hans betagelse af det modsatte køn klart ved siden af den accepterede norm på det tidspunkt.

En flok rigtige præster får ham derfor indlagt på Asylet. Her formår han at gøre den triste dagligdag lidt lysere for sig selv og sine medpatienter med forskellige kreative bidrag som deklamation og sang. Personalet på Asylet anser denne udfoldelse som sygdomstegn og sætter ham til at lave træls, rutinepræget arbejde. Han er i Asylet i 38 år indtil sin død og har i den lange periode taget meget skade af at være indlagt.

Udover de alvorlige budskaber i bogen omkring psykiatrien og nødvendigheden af kreativitet under en indlæggelse samt problematikken normalt/unormalt er bogen også et godt litterært værk. Der er nogle flotte beskrivelser af natur og af kapellanens følelser og stemninger.

Bogen er klart anbefalelsesværdig. Den er udkommet på forlaget Underskoven i dette år.

Lasse bor i sit eget hus i Rønne på Bornholm, og klarer sig fint med hjælp fra venner og mener, at det privatfinancerede værested, Blæksprutten har reddet hans liv.

Angst for, at køre i bus

Der var en gang, hvor han ikke turde køre i bus. Han fik Cicordinol depot, der gav ham bivirkninger med så megen uro i kroppen, at han var nød til at stå op under transporten. Han kunne ikke lide at folk kiggede på ham. Desuden var han angst for at køre rundt på øen i egen bil. Blæksprutten er et værested, der årligt har en berøringsflade med cirka 250 brugere fra hele Bornholm.

”Jeg får meget lidt medicin i dag. Vi har en fælles sparekasse,” siger Lasse, og peger på anordningen som alle brugerne kan bidrage til. Den står midt på det lange bord i Blækspruttens hyggelige lokaler. ”På et år har vi opsparet 30.000 kr. De penge skal blandt andet gå til reparationer af vores biler. Vi har også private sponsorer, blandt andet Lions Club, der har givet os 40.000 kr. Dem der har kørekort, kan låne Blækspruttens biler. Hvis jeg skal have flyttet noget koster det 50 kr. Andre gange, skal jeg blot bruge en chauffør til at køre en lille tur. Så koster det kun tyve kroner. Det er vores egne biler, og det er næsten altid muligt at lave en kørselsaftale.”

Glimt i øjet

”Hvis det er, kan jeg sagtens tage bussen. Jeg får ikke paranoia mere. Jeg færdes frit overalt.” Da jeg senere mødte Lasse på Rønne Centralbibliotek, havde han cyklet dertil. Han er glad for at han har fået sin førlighed tilbage. ”Nu kan jeg være med til at yde noget, både hjælp til opvasken, og jeg hjælper til i vores lækre kolonihavehus, der er en slags bjælkehytte, som vi selv har bygget. Jeg tror at for megen medicin kan være med til at fremprovokere tingene, så man bliver mere mærkelig. Nu er jeg sluppet ud ad fælden.

Jeg har gode venner. Jeg kan få et sundt og nærende måltid for tyve kroner. Værestedet er helt basalt for at give mit liv indhold og mening.” Slutter Lasse med et glimt i øjet.

Det er bestemt i den sociale servicelov, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde – de såkaldte § 18 midler.

I 2007 er der således tildelt kommunerne et bloktilskud fra staten på næsten 133 mio. kr. til dette formål. Det er her forudsat, at den enkelte kommune normalt som udgangspunkt uddeler støtte i samme størrelsesorden som det, der modtages som bloktilskud. Uddeler din kommune et samlet støttebeløb, der ligger væsentligt under deres del af bloktilskuddet, har kommunen som minimum et forklaringsproblem.

Vær også opmærksom på, at nogle steder har flere kommuner valgt at gå sammen om fælleskommunale § 18-puljer. Hensigten med disse støttebeløb er at styrke samarbejdet mellem kommunerne og det frivillige sociale arbejde – og herunder også styrke den forebyggende indsat.

Har man brug for lidt ideer til, hvordan samarbejdet på dette område kan ske med kommunen, kan man f.eks. læse pjecen: Det frivillige sociale arbejde og kommunalreformen eller idékataloget: Samarbejde mellem kommunen og frivillige organisationer om socialt arbejde.

Hvis man vil vide mere om § 18 midlerne, er de detaljeret beskrevet i socialministeriets vejledning nr. 98 af 5/12 – 2006, kap. 29-36.

LAPs lokale foreninger, netværksgrupper m.v. er brugerorganisationer, der er oplagte ansøgere til at få del i disse støttebeløb. Enten som led i foreningernes almindelige arbejde, eller til konkrete projekter til gavn for nuværende og tidligere psykiatribrugere.

Rejsekonsulent Ulf Olsen giver i en anden artikel her i bladet nogle gode råd om, hvordan man rent praktisk bedst griber sin ansøgningsstrategi an. På samme måde som rejsekonsulenterne kan være behjælpelige med ansøgningsproceduren, er I naturligvis meget velkomne til at kontakte den juridiske konsulent, hvis der opstår mere juridiske forviklinger i forbindelse med § 18 midlerne.

Efter deltagelse i LAFS (Landsforeningen af fleks- og skånejobbere) generalforsamling, lørdag d. 27. oktober, kan jeg oplyse til eventuelle eller fremtidige medlemmer, at på Djursland og Bornholm har medlemmerne fået støtte til oprettelse af egen lokalforening.

I Aalborg/Nordjylland er en lokalforening under opstart.

Yderligere oplysninger kan indhentes på:

Landsforeningen af fleks- og skånejobbere
Fjeldhammersvej 8
2610 Rødovre
Tlf.nr. 36 73 79 80
www.lafs.dk
e-mail@lafs@lafs.dk

Penge er ikke alt og meget foreningsarbejde kan laves for små midler. Men penge gør det unægtelig lettere. De gør det muligt at afholde flere arrangementer og møder. De gør de muligt at styrke foreningens sociale sammenhængskraft og vores politiske profil – også lokalt.

Udflugter, offentlige møder, medlemsmøder og generalforsamlinger, aktioner, annoncer, oplægsholdere, rejser – alt sammen koster det penge.

Der er afsat penge i kommunerne til dette arbejde. Dem kan man søge om. Men det er min erfaring, at det skifter fra kommune til kommune hvilken slags ansøgningsskemaer de bruger, ligesom det skifter hvilke ansøgningsfrister, de har, og hvor mange ansøgningsrunder, de har i løbet af et år.

Nogle kommuner har ansøgningsskemaerne liggende på deres hjemmeside, hvorfra man kan downloade dem og printe dem ud. De har typisk også information om ansøgningsfrister og procedurer. Det er ikke altid lige let at finde skemaerne på kommunernes hjemmesider. Prøv at søge på ”frivilligt socialt arbejde” eller på ”§ 18”. Kommunens hjemmeside hedder typisk www. [Din kommunes navn] .dk

Andre kommuner har ikke ansøgningsskemaerne på nettet. Her er det kun et at gøre. Grib knoglen, ring til kommunen og spørg efter den person i kommunen, der har med socialt frivilligt arbejde og paragraf 18 midler at gøre. Folk på kommunerne er generelt meget flinke og det kan være en god ide under alle omstændigheder at ringe til dem og få skabt en god personlig kontakt. Hvis de er rigtigt flinke – og I flinke ved dem – er det meget tænkeligt, at I vil kunne få lidt venlig vejledning i, hvordan ansøgningsskemaet skal udfyldes for at give pote – dvs. penge!

Jeg og min kommende kollega i Vestdanmark vil selvfølgelig gerne være jer behjælpelige. Men det vil være rigtigt godt, hvis I selv sørger for at skabt en kontakt til dem, der bevilger pengene. For når de kender jer – og I kender dem, er der næppe tvivl om, at det vil gøre det lettere at få fat i pengene.

Erfarne medlemmer i LAP kan således berette om, at de en gang i mellem bliver ringet op af embedsmænd og politikere, der minder dem om ansøgningsfrister, de selv havde være uopmærksomme på. Den slags gør politikere og embedsmænd selvfølgelig kun i forhold til folk, de kender i forvejen.

Jeg henviser i øvrigt til min kollega, jurist Erik Olsens, artikel.

Hermed lidt omkring hvad vi laver i LAP Nordjylland. Vi afholder så mange medlemsarrangementer vi kan. Vi har underholdene emner som en tur i Zoo eller en musiker med guitar. Vi har også mere alvorlige som et foredrag om medicinrelateret overvægt med Lise jul. Sidst i oktober afholder vi et åbent arrangement hvor vi viser Patricia Deegan filmen med efterfølgende diskussion. Den 2. december har vi julehygge på programmet. Arrangementerne foregår i Frivillighuset i Aalborg.

PT er vi ved at søge om tilskud fra Aalborg Kommune. De kræver en nøje redegørelse for hvad aktiviteterne vi søger til skal indeholde frem i tiden.

Vi har stadig vores gang på de bonede gulve hvor vi bl.a. har argumenteret meget for brugen af alternativ behandling i sygehuspsykiatrien. Efter lang tid med ingen reaktion fik vi det negative svar at da der ikke kunne bevises en effekt rent videnskabeligt, kunne det ikke komme på tale. Vi kunne endda berette om psykiatriske sygehuse hvor øreakkupunktur har været brugt længe med gode erfaringer. Så mange gange er det som at slå i en dyne.

Via LAPs sekretariat har vi fået sendt foldere ud i alle kroge af regionen. Og Nina tager ud og laver oplæg om LAP på væresteder ol.

Vores medlemstal stiger langsomt men støt. Vi sender nyhedsbrev ud med jævne mellemrum og skulle nogen have brug for en snak kan det også lade sig gøre..

Words, words, words – who need words when you got a face?

Sagt af stumfilmstjernen i klassikeren Sunset Boulevard, som så brændende ønsker sig et comeback, men ikke kan forlige sig med brugen af ord i de nymodens talefilm. Ord er der til gengæld brugt rigeligt af siden sidst. Der kom et pludseligt, hurtigt udskrevet og relativt hurtigt overstået valg!

Ansigter har hængt overalt i lygtepæle og på facader – med smilende munde og positive ansigtstræk, men ikke mange ord – til gengæld et navn og et bogstav man kunne stemme på. En læresætning i reklamebranchen lyder, at et billede siger mere end 1000 ord. Spørgsmålet er om det helt passer på valgplakaterne – andet end at politikere uanset partifarve er utroligt glade, positive og smilende mennesker!

Et smil kan man ikke være uenig i…

Victor Borge havde en huskesætning, som lød: Smilet er den korteste vej mellem mennesker. Faktisk er det ikke helt korrekt – desværre. Nylige undersøgelser har vist at angst og rædsel genkendes hurtigere – dvs. vejen er kortere. Det har vist noget at gøre med vores grundlæggende neandertalhjerne tilbage fra menneskets skabelse, hvor det drejede sig om at opfatte akut fare hurtigt for slægtens overlevelse.

Hvad handlede folketingsvalget om?

Vi i LAP forsøgte at få psykiatrien ind i valgkampen. Psykiatrien var som mange andre vigtige spørgsmål glemt. Det blev så den vinkel som det lykkedes at få et par medier til at tage op. LAP afholdt i valgkampens hede en høring om ”Menneskerettigheder og psykiatri” midt i orkanens øje på Christiansborg. Pressen glimrede endnu en gang med sit fravær og flere politikere blev også væk. Der kom dog enkelte politikere i den historiske Fællessal og heldigvis mange psykiatribrugere. Menneskerettigheder og tvang er alvorlige emner. Høringen havde flere eksperter, men i dette sluttede selskab vil jeg tillade mig at fremhæve de væsentlige/væsentligste udsagn fra konsekvenseksperterne – psykiatribrugerne! Især de tre ”vidner” fra LAP, som har følt tvang og manglende menneskerettigheder på egne hårdtprøvede kroppe, havde overbevisende og stærke indlæg.

Den norske professor i samfundsmedicin Georg Høyer havde et forhåbentlig mere humoristisk indspark angående det store spørgsmål: Findes der retfærdighed i verden? – Nej, ikke så længe der findes jurister…

Der skal nok være en hel del der er blevet trætte af al den snak og politik.

Men dybest – og i al fald ideelt – set, er politik kærlighed til livet…

En politiker, som før har optrådt her på siden, er den amerikanske præsident John F. Kennedy. Han mente, at hvis politikere interesserede sig mere for poesi – og digtere interesserede sig mere for politik, ville verden se bedre ud.

Det skal ikke siges, at Krogs krog ikke gør hvad den kan for at forbedre verden! Det skal komme an på en prøve…

Derfor har jeg begået et mindre stykke poesi – eller mindre prætentiøst: et rim – nu hvor det aktuelt for alvor bliver koldt – grænsende til iskoldt:

Valgene kommer førend vi véd Statsminister Anders havde en julehem´lighed.
Men lidt ku´ han fortælle – for sådan er jo han:
Vi skal ha´ en statsminister – og det skal vær´ en mand.
Epilog i bagklogskabens ulidelige bakspejl: Det blev ikke nogen and! – Det blev en han! Det blev And (ers)…

Verset kan i anledning af den forestående højtid synges på melodien: ”Jeg så julemanden kysse mor” og epilogen helst synges af et talstærk græsk kvindekor. Med tanke til håndtegner Roald Als fra dagbladet Politiken kan man erstatte julemanden med hulemanden. Som der synges i en voldsom trængsel og alarm: Drej kun universet helt omkring. Jorden med, thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul.

Jeg skrev sidst, at ordet er stærkere end sværdet. Det mener jeg stadig – også efter de temmelig mange ord i den overståede valgkamp. I andre lande, som tragisk aktuelt i Pakistan, kæmper man med sværd og våben for og imod demokratiet. Herhjemme kæmper vi heldigvis stadig kun med ord…

En af nutidens skjalde synger endda om dengang vi gik ud for at slå tiden ihjel. Godt nok har Danmark været i krig udenlands med kanoner for demokrati i Irak og Afghanistan. Herhjemme kæmper regeringen og kulturministeren fredeligere for demokrati – med kanoner – udtales med tryk på første stavelse… Vi taler om kulturkanoner…

Jeg selv vil med Halfdan Rasmussens ord hellere så og ikke slå…