JA TIL LIV OG MENNESKERET- NEJ TIL MEDICINDØD I PSYKIATRIEN.

Demonstrationen var arrangeret af landskampagnegruppen og en opfølgning på den landskampagne mod dødsfald i psykiatrien, som LAP afholdt i 2010 og kom lige i forlængelse af Høringen på Cristiansborg 8. maj 2012.

Demonstrationen startede som en markering ved medicinalfirmaet Lundbeck i Valby, hvor ca. 30 LAP demonstranter var mødt frem og stod med plakatskilte med hvide kors på blå baggrund samt bannere og råbte slogans op imod de undrende personaler bagved fabriksruderne.

–         Psykiatri for sjæl og krop – nej til pille-hjertestop!

–         Lundbeck du er uansvarlig – medicinen den er farlig!

–         Vi vil både ses og høres – følsomheden den skal røres!

–         Medicinen sløver mange – den kan også gør´dig bange!

–         Depressioner og psykoser – der find´s masser diagnoser!

Den farverige demonstrationsflok gik derefter imod Rådhuspladsen, hvor der fra en stor scene pyntet med LAP bannere og trækors sat på pladsen, forløb et 4 timers langt program med taler og en masse dejlig musik samt til slut en konfettikanon, som skulle illustrere de mange piller som behandlings psykiatrien er domineret af.

Demonstrationen var præget af det ustadige vejr med sol, blæst og regn, men først og fremmest af en fin stemning med kampgejst og sporadisk dans på pladsen.

Følgende talere var på scenen: Jan Stig Andersen og Olga Runciman fra LAP, Psykiatriordfører for SF Özlem Cecik, psykiatriordfører for Enhedslisten Stine Brix, formand for foreningen Død i psykiatrien Dorrit Cato Christensen, Gadepræsten Mia Rahr Jacobsen, Jonas Sivesgaard fra Bedre Psykiatri Ungdom og til slut Karl Bach Jensen fra LAP.

Følgende musikere spillede: Carsten Hentze, Søren Ditlevsen, Burnin Red Ivanhoe, Mademoiselle Karen, Fri Galaxe, Gøjserne og Arne Würgler.

Læs hele sceneprogrammet her.

Der kommer en mere detaljeret beskrivelse af demonstrationen i LAP bladet.