Socialministeriet
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K

17. november 2006

Vi har i LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, med tilfredshed konstateret, at ministeriet i et vist omfang har imødekommet de ønsker, både LAP og Rådet for Socialt Udsatte har fremsat om ”At der udarbejdes en fælles vejledning vedr. servicelovens bestemmelser om tilbud til personer med et handicap og til socialt udsatte” (citat fra Rådets årsrapport 2006).

På nogle områder er det tydeligt, at ambitionsniveauet over for målgrupper, der traditionelt henregnes under lovens begreb ”voksne med særlige sociale problemer” eller til vejledningens kategori ”socialt udsatte voksne”, er blevet højnet. Dette gælder f.eks. beskrivelsen af aktivitets- og samværstilbud. På andre områder er det imidlertid tydeligt, at ”nissen er flyttet med”, ved at man i det nye udkast til vejledninger har bevaret en urimelig forskel på, hvor ambitiøst de samme lovbestemmelser tolkes, når det gælder personer med særlige sociale problemer sammenlignet med personer med (betydelig og evt. varigt) nedsat funktionsevne (handicap). Dette gælder f.eks. i beskrivelsen af socialpædagogisk bistand, og hvad angår handleplaner.

Hvad angår beskrivelsen af den sociale service over for personer med en psykisk lidelse (sindslidende), konstaterer vi, at der i vejledningsmaterialet hersker en meget forvirrende mangel på konsistens. En mangel på konsistens, der efter vores opfattelse ikke har nogen faglig eller saglig begrundelse, men repræsenter et forsøg på at tolke lovens bestemmelser, sådan at vejledningen på en uambitiøs måde kommer til at repræsentere mindste fællesnæver for, hvordan kommuner og amter hidtil har udmøntet lovens bestemmelser over for personer med det, vi i LAP gerne så betegnet som mennesker med periodiske, midlertidige eller længerevarende psykosociale handicap.

Eksempler på manglende konsistens:

Sindslidende inkluderes i kategorien personer/mennesker med nedsat funktionsevne:

• I vejledning nr. 1, pkt. 43 om målgrupper for rådgivning. Dog nævnes personer med spiseforstyrrelser under kategorien mennesker med særlige sociale problemer.
• I vejledning nr. 5, pkt. 76 ff. Her nævnes sindslidelser som et eksempel på en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte kan være af indgribende karakter i den daglige tilværelse, så der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter.
• I vejledning 4, pkt. 120 inkluderes vanskeligt stillede sindslidende og psykisk syge misbrugere (”dobbeltdiagnoser”) [der skal vel stå: ”mennesker med dobbeltdiagnoser”!] i kategorien: personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne og behov for omfattende hjælp skal tilbydes længerevarende bo-ophold.
• På grund af den inkonsistente terminologi er det f.eks. uklart, hvem der ifølge vejledning 4, pkt. 238 (personer med betydeligt nedsat funktionsevne) er indbefattet af retten til at få udgiften til befordring betalt, når de er visiteret til aktivitets- og samværstilbud.

Sindslidende ekskluderes fra kategorien personer/mennesker med nedsat funktionsevne og stilles dermed ringere end de ellers ville have været:

• I vejl. 1, pkt. 10, omhandlende lovens målgrupper, regnes mennesker med funktionsnedsættelse på grund af (de psykiatriske diagnoser) ADHD og autisme med under begrebet nedsat funktionsevne, hvorimod sindslidende rubriceres under ”mennesker med særlige sociale problemer der lever på kanten af samfundet eller som er truede af social udstødelse” sammen med bl.a. spiseforstyrrede, voldsramte og mennesker med senfølger efter overgreb og mennesker, der har forsøgt selvmord. En kategorisering de fleste repræsentanter for de her nævnte grupper nok gerne ville have sig frabedt, hvis de blev spurgt. Det er i øvrigt problematisk at bilag x og bilag xx, der skal beskrive principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne, henholdsvis give en beskrivelse af socialt udsatte grupper, ikke er med i høringsmaterialet.
• I vejl. 1, pkt. 84 og 85 er borgere med ”svære sindslidelser” sammen med hjemløse og misbrugere udskilt fra gruppen handicappede, hvilket betyder at der på trods af de meget positive fælles beskrivelser af indhold i stk. 87 stadigvæk signaleres en forskellighed i ambitionsniveau, idet det kun er i forhold til handicappede, man har lagt op til at der skal gøres en indsats for at borgeren kan udvikle en positiv identitet og mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre. Hvorfor ikke lade den ambition gælde alle, der skal have tilbudt en handleplan?
• Vejledning 2, pkt. 167 – 172 beskriver mulighederne for socialpædagogisk bistand. Pkt 172 gentager i forhold til ”udsatte grupper” en del af det, der beskrives i forhold til personer med nedsat funktionsevne i stk. 168, men bl.a. med den væsentlige forskel, at der ikke nævnes noget om at opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse, ligesom der heller ikke som for personer med betydeligt nedsat funktionsevne lægges op til at bistanden kan bestå i ledsagelse til individuelle og fælles aktiviteter. Ved at blive nævnt i stk. 172 er sindslidende tilsyneladende ekskluderet fra kategorien personer med betydeligt nedsat funktionsevne over for hvem ordningen med socialpædagogisk bistand altså tolkes langt mere ambitiøst. Det mest oplagte ville være helt at udelade pkt. 172 og udvide hele pkt. 168 – 171 til også at inkludere personer med særlige sociale problemer.
• I vejledning nr. 5, pkt. 21 ekskluderes ”personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller sociale årsager” eksplicit fra ledsageordningen, selv om denne ordning kunne være meget relevant at tilbyde over for nogle alvorligt ramte psykiatribrugere/sindslidende. Diskriminationen bliver sat i relief, når der yderligere, som nævnt, lægges op til at heller ikke den socialpædagogiske bistand skal kunne ydes som ledsagelse over for sindslidende m.fl. ”socialt udsatte”.

Da sindslidende i flg. Pkt. 43 i vejledning nr. 1 henregnes til gruppen: mennesker med nedsat funktionsevne og som følge deraf implicit må være medregnet i uddybningen pkt. 47 (som også omhandler rådgivning) er det ulogisk og inkonsistent, når det i pkt. 48 anføres at den opsøgende virksomhed fx er nødvendig i forhold til sindslidende – herunder sindslidende med misbrugsproblemer. Problemet kan løse ved at indsætte ordet ”nogle” foran sindslidende i pkt. 48.

Vi er i LAP klar over, at inkonsistensen i vejledningernes terminologi i forhold til forskellige målgrupper også til dels hænger sammen med en problematisk sprogbrug i selve serviceloven. En række ydelser forudsætter, at ens funktionsevne ikke bare er betydeligt, men også varigt nedsat. Som vi ser det, kan en midlertidigt eller periodisk nedsat psykosocial funktionsevne ofte her og nu opleves som lige så invaliderende som en varigt nedsat funktionsevne. Kravet om varighed af den nedsatte funktionsevne kan være med til at kronificere personer, der, hvis en bestemt indsats blev tilbudt på et tidligere tidspunkt, ville have større mulighed for at gennemløbe en personlig recoveryproces. Begrebet ”varigt nedsat psykisk funktionsevne” er i det hele taget problematisk at anvende når det gælder personer med psykiske lidelser og/eller misbrug. Hvor langvarig skal den nedsatte funktionsevne have været, før man anses for at være så hårdt ramt, at de mere omfattende ydelser skal tilbydes?

Ønsker man ikke fra Socialministeriets side – i modsætning til praksis i Beskæftigelsesministeriet – at inkluder mennesker med psykiske lidelser i sit handicapbegreb, kunne man modernisere vejledningen ved konsekvent at anvende begrebet nedsat funktionsevne og helt undlade at anvende ordet handicap i tekst og overskrifter. Ordet handicap forekommer jo netop ikke i selve serviceloven.

Yderligere bemærkninger

I vejl. 4, pkt. 110 anfører, at adgangen til at etablere og drive døgnhuse med behandlings[under]støttende rammer til personer med sindslidelser nu er indeholdt i sundhedslovens § 75. Vi skal gøre opmærksom på, at den paragraf hvorunder det i henhold til bemærkningerne til sundhedsloven nu er § 74, hvori det i stk. 2 hedder: ”Til en regions sygehusvæsen hører regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner m.v.” Vi har imidlertid i LAP en begrundet frygt for, at den udvikling hvor sygehusafdeling blev erstattet af døgnhuse nu vil stoppe, og at eksisterende døgnhuse risikerer at blive afviklet med en så usynlig lovhjemmel. En udvikling der gør det ekstra påkrævet at midlertidige opholdsmuligheder udvikles i kommunerne. Meget prisværdigt er kommunernes mulighed for at tilbyde akutbolig til personer med sindslidelser nævnt som en mulighed i vejl. 4, pkt. 112, og forpligtelsen til at tilbyde ophold med behandlingsunderstøttende rammer omtalt i pkt. 115. Her kunne vi godt ønske, at man, som det er tilfældet i de overordnede bemærkninger til forslaget om lov om social service under omtalen af det regionale leverandøransvar, specificerede, at der er en pligt til at levere ”tilbud til sindslidende med omfattende behov for hjælp, pleje og omsorg eller psykosocial behandling af længerevarende karakter”, ligesom vi kunne ønske at man i samme vejlednings stk. 217 udvider eksemplificeringen vedr. tilbud af behandlingsmæssig karakter, med at der også kan være tale om ”psykosocial behandling”.

I vejl. nr. 1, pkt. 72 omtales behov for at sikre samarbejde, der både involverer socialsektor og sundhedssektor under overskrifterne: Brugerinddragelse. Brugerråd/brugerbestyrelser. Punktet virker malplaceret under de overskrifter, og i øvrigt mener vi, det bør understreges at der principielt ikke må udveksles oplysninger om borgeren mellem social- og sundhedssektor med mindre denne har givet sit samtykke hertil. Noget tilsvarende gør sig gældende, når man i samme vejledning pkt. 81 i forbindelse med handleplaner omtaler behov for koordinering med andre forvaltningsgrene, som fx psykiatriske sygehusafdelinger og distriktspsykiatri. Som det i flg. pkt. 85 er tilfældet på stofmisbrugsområdet, bør det også her præciseres at det er nødvendigt at indhente samtykke til de konkrete henvendelser til andre myndigheder. Der er blandt psykiatribrugere en udbredt oplevelse af at handleplaner skrives og anvendes på en formynderisk og uacceptabel måde, og at en overdreven koordinering mellem social- og sundhedssektor netop kan være med til at øge denne oplevelse af formynderi. Der er således grund til at advare imod tendenser hvor handleplaner i henhold til serviceloven bliver underlagt eller lægger sig tæt op ad lægelige behandlingsplaner.

I omtalen af støtte- og kontaktpersonsordningen i vejl. 5 vil vi foreslå en tilføjelse om, at det også er en del af formålet med ordningen at ”oplyse og bevidstgøre den enkelte bruger om dennes muligheder og rettigheder” og at en af de opgaver SKP’en kan varetage er at fungere som bisidder for brugeren og løse advokerende opgaver for/med denne.

1. Vi har tidligere over for ministeriet i Høring om ønsker til ændring af lovgivningen vedr. ligestilling og ikke-forskelsbehandling, 11. april i årgjort rede for disse synspunkter:

”LAP vil gerne pege på den mangelfulde inklusion af borgere med psykosociale handicap i dansk lovgivning vedr. ligestilling og ikke-forskelsbehandling af personer med handicap.

Der kan ifølge internationale regler og anbefalinger ikke herske tvivl om, at de begrænsninger for deltagelse i samfundslivet, man kan møde, som følge af at man er eller har været ramt af en psykisk lidelse, er at betragte som et handicap. I international sammenhæng har begrebet ”psychosocial disability” – psykosocialt handicap efterhånden vundet almindelig anerkendelse vedrørende sådanne former for handicap. Et psykosocialt handicap kan være affødt af såvel længerevarende, som periodisk midlertidig eller forbigående nedsættelse af eller begrænsning i ens psykiske/psykosociale funktionsevne og/eller de med psykiske lidelser forbundne fordomme. Begrebet ”psykosocialt handicap” har den åbenlyse fordel, at det i modsætning til begrebet ”psykisk handicap” ikke indebærer en uhensigtsmæssig sammenblanding af personer med udviklingshæmning og personer hvis handicap hænger sammen med en psykisk lidelse.

Der er her i landet en tendens til at personer med psykosociale handicap helt udelukkes fra at få del i – eller stilles ringere end andre handicapgrupper ved udmøntningen af – lovgivning, der sigter på at stille borgere med handicap lige med andre borgere.

I den overordnede handicappolitik viser den mangelfulde inklusion af borgere med psykosociale handicap sig fx ved at gruppens forhold er fraværende i regeringens handicappolitiske redegørelser, og ved at forholdene for mennesker med psykiske lidelser i Socialministeriet henhører under enheden for socialt udsatte frem for under handicapenheden.

Eksempler på, at borgere med psykosociale handicap helt udelukkes fra at få del i lovgivningen, er: ”Lov om kompensation til handicappede i erhverv” og bestemmelserne om personlig ledsagelse (§ 78) i ”Lov om social service”. En række bestemmelser møntet på ”personer med varigt nedsat funktionsevne” eller ”varigt nedsat arbejdsevne” i social-, pensions-, arbejdsmarkeds- og SU-lovgivningen betyder desuden, at personer, der er ramt af en psykisk lidelse, først bliver indbefattet af bestemmelserne i det øjeblik, deres lidelse har antaget en kronisk karakter. Sådanne begrænsninger i lovgivningen er ofte en barriere for at give den fornødne hjælp m.h.t. omsorg, støtte og økonomisk sikkerhed, der kan være en afgørende faktor for en persons deltagelsesmuligheder og recoveryproces.”

Vi skal opfordre til, at disse barrierer i lovgivningen og i den førte handicappolitik bliver analyseret nærmere og søgt overvundet.

Specifikt skal vi opfordre til:

• at Socialministeren/-ministeriet i forbindelse med den forestående kommunalreform udarbejder én fælles vejledning til ”Lov om social service” for henholdsvis børn/unge og for voksne med særlige behov.

Med venlig hilsen

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere 
Eva Rasmussen
sekretariatsleder