Behandling med magnetstimulation giver livsglæden tilbage

Artikel fra Fagbladet FOA:
På Aarhus Universitetshospital hjælper social- og sundhedsassistent Frode Bjerkely med transkraniel magnetstimulations-behandling deprimerede patienter med at få livsglæden tilbage.

Læs artiklen her

Historisk enighed om fremtidens psykiatri

Arbejdsgivere, personale, brugere, patienter og pårørende er for første gang enige om otte indsatsområder for mennesker med psykisk sygdom, som vil betyde et løft af psykiatrien.

For første gang står 44 organisationer på tværs af psykiatrien sammen om anbefalinger til otte løft af psykiatriområdet.

Det sker gennem et bredt samarbejde mellem kommunerne og regionerne, lønmodtagerorganisationerne og bruger- og pårørendeorganisationer.

Anbefalingerne er afleveret til social- og indenrigsminister Astrid Krag samt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

”Det er utroligt vigtigt for os, at vi har været sammen om anbefalingerne. Det er en enig og samlet sektor, som anbefaler et løft af psykiatrien – og det håber jeg, giver et skub i processen med at udforme en ny 10-årig plan for området til fordel for både brugere, pårørende og medarbejdere,” siger sektorformand i FOA Torben Hollmann.

Hos PsykiatriAlliancen, der repræsenterer brugere, pårørende og fagfolk inden for psykiatriområdet håber talsperson Kristian Bennedsen også på, at de otte konkrete løft vil inspirere politikerne på Christiansborg.

”Psykiatrien har i årevis været underfinansieret og underprioriteret. Vi har ventet alt for længe med en plan for psykiatrien, men forhåbentlig kan anbefalingerne fra hele sektoren være med til at give politikerne et oplyst grundlag for en 10-års plan for psykiatrien,” siger han.

En ny plan for psykiatrien skal give personer med psykiske sygdomme et bedre tilbud.

“Mange tusinde danskere har psykisk sygdom tæt inde på livet – enten som patienter eller pårørende. Derfor er jeg glad for, at vi nu står sammen om otte anbefalinger til, hvordan vi kan sikre ordentlig behandling med bedre kvalitet og sammenhæng i indsatsen for hvert enkelt menneske. Det er et stærkt udgangspunkt for den kommende psykiatriplan,” siger Sophie Hæstorp Andersen, der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner.

Netop det brede samarbejde er vigtigt, hvis ambitionerne om en bedre psykiatri skal indfris, mener formand for KL’s Socialudvalg Thomas Adelskov.

”Vi er glade for, at vi sammen med så mange parter med en stærk og fælles stemme kan pege på et påtrængende behov for at løfte psykiatrien. Kommunerne er ambitiøse omkring udvikling af den kommunale socialpsykiatri, og der er behov for at løfte kernedriften, så vi får de rette økonomiske og kompetencemæssige forudsætninger på plads,” siger han.

Her kan du læse PsykiatriAlliancens udspil

Sindslidende vil ikke tvinges med medicin.

Der er allerede i psykiatriloven mulighed for tvang. Det er kun for at skabe en følelse af retssikkerhed hos befolkningen, at regeringen ønsker mere tvang for den omtalte “lille gruppe” der ikke tager deres medicin, og kan ende med at begå personfarlig kriminalitet.

I et svar fra Justitsminister Brian Mikkelsen, som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. maj 2009, er der  ikke tegn på vækst i de meget alvorlige forbrydelser, dvs. straffelovens
§ 237 om drab samt § 245 og § 246 om grov vold begået af sindslidende.

Den særlig, alvorlige vold begået af sindslidende er bemærkelsesværdig faldende med henved 16% gældende fra år 2003 – 2007.

Der kan være en sammenhæng mellem de faldende procenter, da restpsykiatriske patienter i stigende mængder, får så megen tvungen grønsagssaft, at de tumler rundt mod en alt for tidlig død. Trods det at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler at psykiatriske patienter får flere slags medicin under samme behandling, sker dette i reglen, frem for undtagelsen.

Det er oftere og oftere, at det er almindelige psykiatriske patienter, der har haft et ubetydeligt håndgemæng med personalet på en psykiatrisk afdeling, der i dømmes dom til behandling. Man kan blive i dømt behandling for at spytte en overlæge i ansigtet, fordi man taler for højt, eller modsætter sig bæltefiksering. Psykiatrien skaber i vidt omfang deres egne restpsykiatriske patienter, fordi de straffes for små og ubetydelige forseelser.

Det strider mod FN’s Handicapkonvention
Den 28. maj 2009 besluttede et enigt Folketing at ratificere Handicapkonventionen. Den træder dog formelt først i kraft 30 dage efter, at Danmark har overdraget ratifikationsdokumenterne til FN.

I artikel 15 står: 1. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I særdeleshed må ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnskabelige eksperimenter.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle effektive lovgivningsmæssige, administrative, retlige eller andre forebyggende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre ikke underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Misforstået omsorg
Det kan undre at regeringen vil have indført tvungen medicinering, der har så skrappe bivirkninger at patienten kan dø af  det. Et såkaldt malignt neuroleptika syndrom.

Alligevel vil regeringen have lægerne til med magt og torturlignende metoder at sprøjte medicin ind i kroppen på sindslidende personer, der hverken har vrangforestillinger eller er indlagt på et hospital.

Ønsker regeringen virkelig at vi hellere dræber de forkerte, for at sikre at de få , får hårde straffe. Det gælder blot 1 – 2 mordere årligt, der i psykotisk tilstand begår forbrydelser, oftest  mod sine nære pårørende, og ikke tilfældige mennesker på gaden. Hvor mange dræbes egentlig efter at en morder har fået afsagt sin dom? Jeg tror det er alt for mange uskyldige pga. bivirkninger fra polyfarmakologiske coktails.

I stedet for at være så ensidigt fokuseret på medicin, skulle psykiatrien oppe sig, og bruge mere tid på samtale med deres patienter. Det lykkedes faktisk mange velmenende behandlere, at skabe en god behandlingsalliance med deres patienter via inklusion i samfundet og jeg støttende samtaler. Mens resultaterne er temmelig svære at få øje på når tvangsindgreb benyttes.

Mvh
Nils Holmquist Andersen

Uddrag fra FN’s Handicap Konvention

Artikel 14
Frihed og personlig sikkerhed 

1. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap på lige fod med andre:

a) har ret til frihed og personlig sikkerhed,
b) ikke ulovligt eller vilkårligt berøves deres frihed, og at enhver frihedsberøvelse følger lovens forskrifter, samt at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse.
2. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap ved en eventuel frihedsberøvelse i forbindelse med en proces på lige fod med andre har krav på garantier i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder og skal behandles under overholdelse af denne konventions målsætninger og principper, herunder ved en rimelig tilpasning.
Artikel 15
Frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf 
1. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I særdeleshed må ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnskabelige eksperimenter.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle effektive lovgivningsmæssige, administrative, retlige eller andre forebyggende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre ikke underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Retten til selvbestemmelse

Der er ingen tvivl om, at hjælp og støtte fra nære pårørende og det øvrige personlige netværk er af afgørende betydning for en psykiatribrugers mulighed for recovery – eller i det mindste en tålelig hverdag med sine lidelse. Der er derfor i en årrække gjort meget i form af regler, vejledninger og faglig udvikling for at styrke inddragelsen af de pårørende.

Enhver der har blot den mindste erfaring med brugerstøtte på psykiatriområdet er imidlertid også godt klar over, at der nu og da forekommer tilfælde, hvor de pårørende desværre ikke altid er en del af løsning, men tværtimod en del af problemet. At familiedynamikken – typisk i sin mere dysfunktionelle form – kan være en mere eller mindre integreret del af lidelsen, er ikke noget nyt og er i tidens løb omfattende beskrevet i faglitteraturen. Dette er almindeligt anerkendt i forhold til de mindreårige, hvor en række særlige beskyttelsesregler skal begrænse pårørendeindflydelsens mere uheldige eller skadelige sider. En række af disse problemstillinger forsvinder desværre ikke med et trylleslag ved myndighedsalderens indtræden.

Djævlen i detaljen
Det kan her være en vanskelig faglig opgave, at holde en balance mellem den professionelle støtte- , pleje- og behandlingsindsats, de pårørendes måske stærkt følelsesladede ønsker og krav og samtidigt fokus på psykiatribrugerens behov for selvbestemmelse, integritet og respekt. At der altid skal handles i brugerens berettigede interesse er dog det selvfølgelige udgangspunkt.

Det personlige og følelsesmæssige forhold til familien – der næsten udgør kernen i det sociale liv – kan naturligvis ikke meningsfuldt reguleres fuldt ud juridisk og lovgivningsmæssigt. Omvendt er det vigtigt, at man er opmærksom på de juridiske grænsepæle og pejlemærker, der kan være nødvendige for at indsatsen ikke kommer ud af balance. At gå ind i en detaljeret beskrivelse af dette er naturligvis alene af pladsmæssige grunde umuligt her. Det der er afgørende for fagfolk er imidlertid at kunne se – eller forudse – når disse problemstillinger opstår, forebygge disse og om nødvendigt rådføre sig rettidigt med specialister. Også på juraens område gemmer djævlen sig ofte i detaljen.

Fundamentalt er det til enhver tid en god idé, at holde sig nogle af de mere grundlæggende principper, der skal beskytte den enkelte, for øje.

Den enkeltes integritet

Ved retssikkerhed forstår man sædvanligvis de retlige og faktiske foranstaltninger, der i samfundet anvendes til beskyttelse af det enkelte individ mod overgreb og uretfærdigheder fra såvel andre borgere som myndighederne. Kernen er således respekten for den enkeltes integritet og at reglerne anvendes lige for alle – og er dermed om nødvendigt også en beskyttelse mod de pårørende.

Udgangspunktet er overalt selvbestemmelsesretten for brugeren. De pårørende har i visse tilfælde en pligt til at tilkalde læge, men indlæggelse – eventuelt med tvang – og behandling er alene en lægelig beslutning og ansvar. Samtykke – herunder informeret samtykke – til behandling og sociale foranstaltninger m.v. kan kun undtagelsesvis i nærmere definerede situationer gives af pårørende. Typiske alene hvor den pågældende er ude af stand til selv at tage stilling og behovet for hurtig handling er uomgængeligt nødvendig.

Tavshedspligten er tilsvarende en grundlæggende beskyttelse af brugeren, der har krav på, at personlige oplysninger ikke videregives – end ikke til de nærmeste. Kort fortalt kan det siges, at reglerne om tavshedspligt giver adgang til at lytte til de pårørende, give dem generel information – men kun med brugerens samtykke give konkrete oplysninger om brugerens forhold.

De pårørende kan inddrages via reglerne om repræsentation og som bisiddere. Her er det dog afgørende at dette kun kan ske efter brugerens beslutning og ikke mindst – at en sådan beslutning når som helst kan trækkes tilbage.

Mere firkantet juridisk har de pårørende ingen ret til at trænge sig på, hvis brugeren ikke ønsker det – uanset, hvor smertefuldt dette end måtte forekomme for familie og omgangskreds.

Værgemålreglerne er normalt den eneste måde, hvorpå de pårørende i et eller andet omfang kan sikre sig en generel besluttende myndighed. Dette forudsætter dog, at det er en pårørende der bliver værge, da det  er denne der har beslutningskompetencen. Også her er fokus på, at værgemålet er en beskyttelsesforanstaltning, der skal varetage brugerens interesser. Der er således grund til at minde om, at man fra kommunens side også kan tage initiativ til et værgemål, for at stoppe en pårørendeintervention, der er uhensigtsmæssig for brugeren.

Et livstestamente
Brugerens vilje og interesser skal i videst muligt omfang lægges til grund for indsatsen. Der hvor problemerne opstår er typisk, hvor den pågældende på grund af sygdommen, medicineringen, misbrug eller almene tilstand har vanskeligt ved at få dette til udtryk. Her har LAP udviklet et værkstøj, der kan være til gavn for ikke alene brugeren, men også behandleren og de pårørende.

Det psykiatriske livstestamente er en hjælp til at det er brugerens vilje og ønsker der i vidst muligt omfang er bestemmende for indsatsen i tilknytning til tvang. Livstestamentet er en form for rettidig omhu, hvor brugeren i en periode hvor det går godt, kan tilkendegive sin stillingtagen til en række spørgsmål – herunder bl.a. forholdet til pårørende – der måske opstå, når det går mindre godt. Principperne herfra kan naturligvis tilsvarende benyttes i forbindelse med den behandlingsmæssige og sociale indsats som helhed, herunder den socialpsykiatriske.

Behandleren kan med fordel hjælpe brugeren med at give en forhåndstilkendegivelse om, i hvilket omfang de pårørende ønskes inddraget i perioder, hvor selvbestemmelsen er vanskelig at udmønte. Ofte kan det være noget så banalt som blot at slå fast, hvem i familie- eller omgangskreds den pågældende bruger har tillid til og som bør tages med på råd. Eller måske omvendt – hvem der ikke skal blande sig!

Det psykiatriske livstestamente kan være et naturligt afsæt til en drøftelse af – i videre forstand – ønskes inddraget i indsatsen generelt.

Afklaring i tide
Set fra en behandlervinkel kan pårørendeproblematikken – med sine stærke følelsesmæssige kræfter – naturligt nok give en vis berøringsangst og ofte forekomme som noget man har tilbøjelighed til at vige udenom – i det mindste til en stillingtagen er uomgængelig.

Anbefalingen må imidlertid være, at man så vidt muligt rettidigt taget fat om problemet og får sikret en afklaring. Og samtidigt husker, at ansvaret for en nøgtern korrekt faglige indsats i brugerens interesse i sidste ende altid hviler på behandleren – ikke på de pårørende.

Artiklen er optrykt i Servicestyrelsen blad UDSAT nr. 14 / 5. årgang / november 2008.

Først skal man fredes, så skal man fristes

LANDSFORENINGEN AF NUVÆRENDE OG TIDLIGERE PSYKIATRIBRUGERE´S TESER FOR AT OPNÅ DET BEDSTE RESULTAT AF EN FØRTIDSPENSIONSREFORM

Vedtaget af LAP’s landeledelse den 18. oktober 2008.

1) Overgang fra førtidspension til arbejde må altid bygge på motivation aldrig på tvang.

2) Personer med psykiske vanskeligheder og/eller psykosociale handicap, der ikke er klar til revalidering, men heller ikke ønsker førtidspension, skal tilbydes en rehabiliteringsydelse.

3) Rehabiliteringsydelsen må ikke blive betinget af, at man følger bestemte former for behandling eller opsøger bestemte sociale tilbud. Den enkeltes ret til selv at vælge vejen til at opnå aftalte mål skal respekteres.

4) Der bør gives frit lejde til alle på førtidspension og i flexjob, samt alle på en kommende rehabiliteringsydelse.

5) En kommende rehabiliteringsordning bør være uden tidsbegrænsning og i de fleste tilfælde vælges frem for en førtidspensionering til unge under 30.

6) Der må nødvendigvis være et positivt økonomisk incitament for at kombinere førtidspension og supplerende ydelser med lønnet arbejde. Førtidspensionen skal løbende reguleres efter den almindelige lønudvikling.

7) Der må skabes optimale muligheder for at førtidspensionister kan kvalificere sig til meningsfuldt arbejde via uddannelse og efteruddannelse.

8) Modregning i førtidspensionen ved ægteskab og samliv bør afskaffes.

LAP’s krav og forventninger til en ændret kommunal opgavevaretagelse og struktur (9. april 2004)

LAP’s krav og forventninger til en ændret kommunal opgavevaretagelse og struktur

9. April 2004

Udgangspunkt for valg af struktur.

Udformningen af den fremtidige struktur bør efter LAP’s opfattelse bl.a. ses ud fra, hvordan man sikrer den bedst mulige indsats i forhold til børn, unge og voksne, der er psykosocialt udsat, ved fx at være ramt af en diagnosticeret psykisk lidelse.

Strukturen skal fremstå som et middel til at sikre den gode opgaveløsning.

Under den nuværende struktur

Amterne varetager i den nuværende struktur en række opgaver, når det gælder indsatsen i forhold til psykosocialt udsatte:

  1. den del af den lægefaglige behandlingsindsats som ikke ligger i privat (special-)lægepraksis, d.v.s. sygehuspsykiatri og ambulant såkaldt distriktspsykiatri.
  2. mange af de særlige botilbud, ofte i meget store institutionslignende rammer, en del af det der i strukturkommissionens betænkning betegnes som socialpsykiatri.

Kommunen varetager bl.a. følgende opgaver over for mennesker der oplever sig psykosocialt udsat:

  1. alle indsatser vedrørende de kontante ydelser, herunder også væsentlige dele af den arbejdsmarkedsmæssige indsats.
  2. alle de almindelige serviceydelser.
  3. alle forhold vedr. almindelige boliger, boligsikring osv.
  4. almindelige fritidstilbud.
  5. nogle af de mere specialiserede tilbud, f.eks. nogle af de midlertidige botilbud og støtte- og kontaktpersonordningen.

Ser man på den samlede indsats er kommunen derfor på banen i forhold til væsentlige dele af indsatsen. Især på nærmiljø områderne.

 

For LAP er det afgørende at myndighedsansvaret i forhold til den sociale og psykosociale indsats over for psykosocialt udsatte entydigt placeres hos kommunen. For at sikre opgaveløsningen og koordineringen mellem social- og sundhedssektor bør der oprettes statslige kompetencecentre, herunder et nationalt recoverycenter.

Baggrundsovervejelser

I 1976 overgik ansvaret for at drive landets psykiatriske hospitaler fra staten til amtskommunerne. Udviklingen siden 1970’erne har på mange måder betydet bedre behandlings- og livsvilkår for en stor del af psykiatriens klientel: færre langtidsindlæggelser, lettere adgang til ambulante behandlingsydelser og med den intensiverede sociale indsats fra begyndelsen af 1990’erne: adgang til sociale behandlings-, omsorgs-, støtte- og aktivitetsmuligheder.

I den sociale sektor er diverse tiltag og indsatsformer over for mennesker med mere eller mindre alvorlige psykiske vanskeligheder imidlertid blevet til under lånte fjer: frem for at udvikle en selvstændig faglighed i det sociale og psykosociale arbejde, er indsatsen de fleste steder i landet pågået under samlebetegnelsen: ”socialpsykiatri”. Egentlig er socialpsykiatri som fx den norske psykiatriprofessor Tom Sørensen har formuleret det ”i højere grad et perspektiv på psykiatrien end en praksisform adskilt fra andre former for psykiatrisk behandling.” At vi i Danmark har vænnet os til ”socialpsykiatri” som samlebetegnelse for snart sagt enhver form for kontakt og service, den ”psykiatriramte” møder i det sociale system, er i virkeligheden ved at føre den sociale indsats på området ind i en blindgyde. Den enkelte borger risikerer at blive spist af med nogle ofte discountprægede bo-, omsorgs-, støtte- og aktivitetstilbud, der frem for at hjælpe til at (gen-)optage et liv som samfundsborger, holder denne i en miniverden for sig selv. En sådan udvikling henimod en ny form for decentral særforsorg blev der allerede advaret imod, da et kommunepanel nedsat af socialministeriet i 1991 udgav rapporten: ”Livskvalitet og psykiatriske lidelser”.

Der er heldigvis også en del kommuner der har bestræbt sig på at give en borgerservice til mennesker med psykiske vanskeligheder, så de ikke oplever sig skilt ud som en speciel i gruppe i et særligt ”reservat”. Med de udmeldinger der er kommet fra Kommunernes Landsforening om gerne at ville påtage sig hele den sociale opgaveløsning og med strukturkommissionens udspil om den brede kommunemodel, er der god grund til at vende tilbage til den vision der blev meldt ud af kommunepanelet i rapporten fra 1991:

I rapporten slås der til lyd for at mennesker med psykiatriske lidelser skal betjenes gennem de almene sociale tilbud, som bør tilpasses og suppleres så de matcher den enkeltes behov, men der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at det ikke er ”muligt eller ønskeligt at udskille hverken disse mennesker eller de sociale tilbud til dem i en særlig kategori eller ’særforsorg’. Socialsektoren har ikke et ’psykiatriområde’ at varetage, men nogle opgaver over for mennesker, hvoraf nogles behov for social bistand skyldes psykiatriske lidelser, hvis behandling indgår i den samlede indsats, eller hvor social bistand kan forebygge eller medvirke til at afværge psykiatriske lidelser”… ”Egnede sociale tilbud skal være lige så varierede og nuancerede som til alle andre, fordi mennesker med psykiatriske lidelser er lige så forskellige i andre henseender som andre mennesker.”

I LAP mener vi at denne udmelding fra kommunepanelet stadigvæk bør være retningsvisende efter strukturreformen.

Vender vi os imod det man i strukturkommissionens betænkning i modsætning til ”socialpsykiatrien” kalder ”behandlingspsykiatrien”, ville den mest ønskværdige udvikling af fremtidens sygehus- og distriktspsykiatri efter LAP’s opfattelse være en yderligere decentralisering, hvor de store psykiatriske hospitaler afvikles og erstattes af døgnhuse (i henhold til Lov om social service § 93, stk. 2) inspireret af den udvikling der er pågået i Viborg Amt. Det ensidige medicinske behandlingsparadigme ville blive afløst af en pluralistisk tilgang hvor psykologiske, spirituelle, ernæringsmæssige (ortomolekylære) og naturmedicinske elementer helt naturligt indgik i behandlingsarbejdet på lige fod med de traditionelt medicinske. Tidligere psykiatribrugere ville med deres indsigt og viden i stort omfang indgå i behandlingspersonalet, som ville trække på såvel antropologisk, økologisk, pædagogisk, psykologisk som medicinsk erkendelse, viden og forskning.

Selv om enkelte ledende psykiatere, inden strukturkommissionen offentliggjorde sin betænkning, advarede mod en kommunalisering af den lægelige psykiatri, vil sygehuspsykiatrien dog næppe kunne adskilles fra det somatiske sygehusvæsen inden for de nærmeste år. Da distriktspsykiatri har udviklet sig som den ambulante del af sygehuspsykiatrien, må den også formodes at ville glide med ind i de nye storamter eller regioner. Men myndigheds- og forsyningsansvaret for den sociale og psykosociale indsats over for psykosocialt udsatte børn, unge og voksne bør under ingen omstændigheder glide med over i kommende regioner. Skal man som psykosocialt udsat kunne se frem til et ordentligt, værdigt og fuldgyldigt liv som medborger her i landet, så må ansvaret for den psykosociale forebyggelse, behandling, støtte og omsorg og for reel ligebehandling med andre borgere nødvendigvis påhvile myndigheden i nærmiljøet.

Psykosocialt arbejde

Hvad angår en nyorientering i det sociale og (re-)habiliterende arbejde med mennesker med psykosociale handicap , kan det være frugtbart at kaste et blik på udviklingen i Norge og Sverige, hvor man gennem flere år har udviklet og anvendt begrebet psykosocialt arbejde.

Ifølge den norsk/svenske professor i socialt arbejde Pär Nygren kan begrebet psykosocialt arbejde danne en fælles referenceramme for mange forskellige virksomheder inden for psykiatri, socialpædagogik, sygepleje, daginstitutioner, ældreomsorgen og andet inden for social- og sundhedssektoren: ”Det, der binder disse virksomheder sammen, er ikke bare det faktum, at menneskenes behov og årsagerne til eventuelle problemer har en psykosocial karakter. Arbejdsmodellerne er også opbygget af strategier, som fokuserer på selve forholdet mellem menneskers psyke og deres sociale relationer.”

Nygren inddeler det psykosociale arbejdsfelt i fire hovedområder: Forebyggende socialt arbejde, omsorgsarbejde med børn og voksne, psykosocial behandling og psykoterapi. De fire hovedområder repræsenterer ifølge Nygren en skala med det socialt forebyggende arbejde i det ene yderpunkt, hvor der er fokus på de ydre, sociale forhold. Det andet yderpunkt repræsenterer den (individuelle) psykoterapi, hvor de indre psykiske processer er i fokus. Mellem de to yderpunkter finder vi omsorgsarbejdet og den psykosociale behandling, hvor der i begge tilfælde er fokus på relationerne mellem det indre psykiske og den ydre sociale omverden.

Psykosocial behandling er ifølge Nygren hverken forebyggende arbejde eller psykoterapi. Det er en form for psykosocialt arbejde, som ligger midt imellem disse yderpunkter. I den psykosociale behandling fokuseres på selve dynamikken i forholdet mellem psyken og det sociale, uden at det ene prioriteres frem for det andet.

I det psykosociale behandlingsarbejde forsøger man ifølge Nygren at forandre dynamikken mellem klientens indre psykiske strukturer og hendes/hans sociale relationer til omverdenen. Behandlingen betragtes som en proces, hvor behandlerens mål er at bidrage til, at klienten bliver bedre kvalificeret end tidligere som handlende subjekt i dagliglivets sociale relationer.

Med denne forståelse af behandling bliver det åbenlyst, at den danske skelnen mellem ”behandlingspsykiatri” og en socialpsykiatri, der ikke behandler, er problematisk. Der er ingen tvivl om, at der i mange af de socialpsykiatriske indsatsformer foregår behandling under en eller anden form. Her vil en klar erkendelse af, hvem der foretager sig hvad i forhold til hvem, både fremme kvaliteten i arbejdet og brugerens oplevelse af at være den centrale beslutningstager i sit liv.

Står det klart, at man i en bestemt indsats udøver en eller anden form for psykosocial behandling, forudsætter det, som i enhver anden frivillig behandlingsmæssig sammenhæng, et fuldt informeret samtykke.

En anden væsentlig og ofte nødvendig del af den psykosociale indsats er det omsorgsarbejde, der sigter mod indfrielse af basale behov. Ifølge Nygren gælder det også for omsorgsarbejdet, at det psykiske og sociale vekselvirker og forudsætter hinanden i en kontinuerlig proces. Han taler derfor om en psykosocial proces i omsorgsarbejdet.

Pär Nygrens begrebsudvikling af det psykosociale arbejde og dets delkomponenter, sætter en velegnet ramme for beskrivelsen af den tværfaglige og tværsektorielle indsats, som bør tilbydes mennesker, der oplever psykosocial(e) udsathed/ handicap.

Primærkommunalt myndighedsansvar

Da primærkommunen allerede i dag varetager myndighedsopgaverne for en stor del af den sociale og psykosociale indsats, og da såvel forebyggelse som omsorg, støtte, behandling og samfundsinkluderende tiltag bedst lykkes i nærmiljøet, taler det for at samle hele myndighedsansvaret for den sociale og psykosociale indsats hos primærkommunen, også den del der i dag ligger hos amtskommunen. Med større kommuner skulle det være muligt at kommunerne kan varetage myndighedsopgaven på kvalificeret vis.

Et primærkommunalt myndighedsansvar for det sociale og psykosociale arbejde med psykosocialt udsatte børn, unge og voksne bør forvaltes på en sådan måde, at indsatsen foregår i tæt samspil med normaltilbuddene på de forskellige områder og derved sikrer mulighederne for social inklusion og modvirker udstødning, udskillelse, diskrimination, stempling m.v. Dette vil indebære yderligere fordele:

  • Færre børn og unge vil blive udskilt fra deres jævnaldrende og tvunget ind i en diagnostisk kultur, der ofte indebærer at de fjernes fra nærmiljøet og sættes i behandling med psykofarmaka.
  • Mindre tvangsanvendelse idet der kan opbygges et komplementært behandlingssystem, med fri og let adgang til den hjælp og behandling den enkelte selv mener at have brug for.
  • Den onde cirkel hvor manglende rummelighed og ansvarlighed fører til kriminalisering af det at være psykisk syg vil blive brudt.

For at en sådan omlægning af myndighedsansvaret vil kunne lykkes, skal en række forudsætninger være opfyldt:

  • Der skal udvikles nogle dynamiske begreber om de midlertidige, periodiske eller længerevarende psykosociale handicap den enkelte oplever.
  • Sådanne psykosociale handicap skal anerkendes på lige fod med andre handicap og give ret og adgang til relevante støtte- og hjælpemuligheder.
  • Minimumsrettigheder og –standarder skal indarbejdes i lovgivningen, og den enkelte skal tildeles et personligt ombud der formidler og sikrer kendskab til og brug af rettigheder og muligheder.
  • Der skal ske en løbende statsligt initieret og finansieret vejledning, rådgivning, kvalitetssikring og overvågning i tæt samarbejde med relevante bruger- og pårørendeorganisationer.
  • Samfundet skal indfri sine forpligtelser om at ophæve og bekæmpe enhver diskrimination mod mennesker grundet psykosocialt handicap.
  • Recoveryorientering skal indarbejdes som et grundelement i hele den offentlige indsats over for psykosocialt udsatte/mennesker med psykosociale handicap.
  • Der skal indføres en behandlingsgaranti for mennesker der er ramt af psykiske lidelser, kombineret med frit valg mellem psykosocial behandling og lægeligt/medicinsk behandling.
  • Ingen skal kunne afvises, uanset om man har dobbelte eller tredobbelte diagnoser.
  • Det opsøgende arbejde på gadeplan skal intensiveres.

Implementering af recovery-orientering

Folketinget vedtog d. 29. maj 2001 en opfordring til regeringen om “at der i 2002 tages initiativ til forsøg, hvor perspektivet om at blive helbredt sættes i centrum” (Forespørgsel F 39 d. 23. maj, vedtagelse V124 d. 29. maj 2001.) Recovery blev også i 2001 fremhævet af Udvalget vedrørende bedre samspil i psykiatrien og socialpsykiatrien, som anbefalede, at der gennemføres tværsektoriel forskning og eventuelt forsøg hvor recovery gøres til genstand for nærmere undersøgelse. Endelig medtog regeringen i foråret 2002 recovery i sit handlingsprogram for de svageste grupper “Det fælles ansvar”(Socialministeriet 2002).

Fra statsligt hold er der til dato bevilget midler til et forsøg med uddannelse af recovery-guides i Århus Amt og til et treårigt, landsdækkende udviklings- og undersøgelsesprojekt, der skal identificere og formulere bruger- og pårørendekrav til recovery-orientering. Herudover er der rundt i landet taget en række initiativer, der sigter på at udvikle en recovery-orienteret praksis, ligesom recovery-begrebet mange steder er på vej ind i psykiatriplaner og lokale og regionale målsætninger på området. Både brugernes, de pårørendes og de professionelles organisationer er stærkt optagede af begrebet, men også meget usikre på, hvordan man i praksis omstiller til recovery-orienteret virksomhed og bekymrede over de barrierer, de oplever i mange sammenhænge.

En central opgave i forhold til at understøtte implementeringen af recovery-orienteret praksis på alle niveauer, er at rydde eventuelle lovgivningsmæssige og administrative barrierer af vejen hvor de måtte findes. Et vigtigt led i denne proces er en konsekvent anerkendelse af psykosociale handicap og en udvikling af begrebet om psykosocialt arbejde som grundlag for en ny forståelse af den kommunale indsats på feltet.

For at kunne implementere recovery-orientering må viden om recovery indgå i alle relevante faggruppers grund-, efter- og videreuddannelse. Herudover må recovery-undervisning også tilbydes mennesker der oplever psykosociale handicap og deres netværk samt til professionelle inden for andre sektorer, som kommer i berøring med mennesker med psykosociale handicap.

Rådgivning, vidensformidling og kompetenceudvikling

LAP mener at der skal ske en udbygning og styrkelse af de allerede eksisterende statslige videns-, formidlings, udviklings- og kompetencecentre på udsatte området. Desuden skal der oprettes landsdækkende uvildige vejlednings- og rådgivningsinstanser for brugere og kommuner svarende til, hvad der gælder på det traditionelle handicapområde. Disse finansieres af staten for at sikre uvildighedsprincippet.

For at implementere og fremme recovery orienteringen i indsatsen over for psykosocialt udsatte/mennesker med psykosociale handicap bør der etableres et Dansk Recovery Center.

Centeret bør have en selvstændig økonomisk base, formentlig i første omgang tilvejebragt gennem en bevilling fra statsligt hold. Principielt bør alle sektorer bidrage til finansieringen, men i praksis vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet sikkert være hovedbidragydere, ligesom kommuner og amter/regioner bør bidrage. Centeret bør være centralt placeret, men meget gerne suppleret med regionale kompetencecentre, som kan servicere udviklingen af recovery-orientering i de enkelte regioner.

Blandt centerets mulige opgaver kunne være:

  • At rådgive og yde konsulentbistand til amter/regioner og kommuner, til enkelte tilbud og projekter i deres arbejde med at implementere recovery-orientering
  • At medvirke til evaluering og til opsamling og formidling af evalueringer
  • At skabe overblik over udviklingen og afgive statusrapporter herom
  • At udvikle, vedligeholde og stille viden om recovery og recovery-orientering til rådighed for alle interessenter
  • At udvikle og medvirke til udvikling af uddannelsesplaner, materialer osv. i samarbejde med og til brug for alle interessenter
  • At medvirke til opbygning af forskernetværk, inspirere til, initiere og medfinansiere forskning i samarbejde med universiteter og andre forskningsmiljøer
  • At skabe rum for udvekslingen mellem professionelle, forskere, undervisere og mennesker med psykosociale handicap, bl.a. i form af emneorienterede netværk, seminarer, konferencer og konkrete forsøgsprojekter

Det bør i det hele taget være en statslig opgave at fremme udvikling af nye metoder og nye former for tilbud. For at sikre denne meget vigtige funktion anser LAP det for nødvendigt at der etableres en statslig udviklingsfond, som kan varetage disse opgaver.

Forsyningsansvaret

LAP mener, at staten skal have det overordnede forsyningsansvar og kommunerne skal have det umiddelbare forsyningsansvar på det sociale og psykosociale område.

Det er afgørende for en hurtig tilbagevenden til et livskvalitetsmæssigt bærbart niveau, at alle, der er visiteret til et tilbud, også rent faktisk får det.

En styrket retssikkerhed herunder etablering af behandlingsgarantier på alle betydende områder kan være med til at presse på, således at der etableres et tilstrækkeligt antal tilbud og pladser. Men psykosocialt udsatte står dog ofte svagt i kampen om ressourcer.

I forhold til forsorgshjem, kvindekrisecentre og døgnhuse (jf. lov om social service § 93 og 94) bør staten have et særligt forsyningsansvar. Da adgangen til at benytte sig af de i servicelovens § 93 beskrevne ”døgnhuse med behandlingsunderstøttende rammer til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtte og pleje, mens deres situation stabiliseres” p.t. er yderst begrænsede, bør der her påhvile staten et helt særligt udviklings- og forsyningsansvar. Det er afgørende for LAP at et selvvisiteringsprincip udvikles og fastholdes i forhold til disse tilbud.

Det frie valg, som bør tilsikres brugerne af psykosociale tilbud på linie med somatisk syge, bør kunne omfatte alle tilbud i hele landet på tværs af de amtsgrænser, vi kender i dag. Det vil klart være en forbedring i forhold til i dag og øge den enkelte brugers muligheder for reelt at træffe et frit valg.

Kontrollen nedefra.

For at sikre at psykosocialt udsatte/mennesker med psykosociale handicap får den hjælp, støtte og behandling som de har brug for og ret til, mener LAP at der samtidig med strukturreformen skal indføres et system med personligt ombud efter svensk forbillede, hvor det offentlige betaler udgiften til en uafhængig person, der kan fungere som brugernes advokat og bisidder.

Baggrunden er, at brugerne ofte oplever, at ting, som ellers ikke har kunnet lade sig gøre, viser sig mulige, når de får uhildet oplysning om rettigheder og muligheder og har haft en bisidder med i mødet med offentlige myndighedsudøvere

For at tilsikre at brugeren får de bedst mulige tilbud, er der behov for, at brugerindflydelsen bliver styrket, herunder brugerorganisationerneEn spredning af amternes opgaver til kommunerne vil, selv om kommunerne bliver større, stille øgede krav til de brugerorganisationer, som hidtil ikke har været organiseret på kommuneniveau. Derfor vil der være behov for en udvidet statslig økonomisk støtte til disse samt en præcisering af at brugerorganisationer på udsatteområdet skal sikres repræsentation i lokale bruger- og/eller handicapråd.

Overgangsfasen

På grund af de særlige problemer, der kan opstå i overgangsfasen, når opgaver flyttes fra en myndighed til en anden, idet fremtidsperspektivet forventeligt vil blive mindre relevant for de afgivende myndigheder, skal der træffes særlige foranstaltninger, som sikrer, at der ikke sker en nedgang, men tværtimod en kvalitesforbedring i serviceniveauet i overgangsfasen og indkøringsperioden.

For at sikre at serviceniveauet ikke forringes, men forbedres anser LAP det for nødvendigt at der løbende iværksættes en brugerundersøgelse af virkningerne af den nye struktur.

Der bør sikres en særlig tæt opfølgning i forhold til § 93 og 94 området i lov om social service (forsorgshjem, kvindekrisecentre og døgnhuse) på grund af dette områdes særlige karakter.

Med venlig hilsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

på Landsledelsens vegne

Eva Rasmussen
sekretariatsleder

Fokus på hjernemedicin

Nogle aktuelle dødsfald blandt yngre psykiatriske patienter og en nyligt offentliggjort rapport fra Sundhedsstyrelsen har skabt røre og politisk bevågenhed, om at psykiatriske patienter ofte behandles med mange forskellige psykofarmaka samtidigt. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Rapport om forbruget af antipsykotika blandt 18-64 årige patienter’ er der især øget dødsrisiko, når neuroleptika (antipsykotiske midler) gives i kombination med beroligende midler eller sovemedicin, hvorfor en sådan kombination nu frarådes. Undersøgelsen har ikke kunnet dokumentere øget dødelighed hos patienter, der får flere forskellige neuroleptika samtidigt, sammenlignet med dem der kun får ét neuroleptika, men det anbefales at undgå kombinationsbehandling med flere præparater.

I LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, har vi gennem årene været opmærksom på, at stærk hjernemedicin – neuroleptika, der for mange er det eneste tilgængelige behandlingstilbud, ofte har meget ubehagelige bivirkninger og at nogle af bivirkningerne direkte eller indirekte kan være invaliderende eller livstruende. Mange af vores kammerater døde en alt for tidlig død, som i mange tilfælde må formodes at være en direkte eller indirekte virkning af medicineringen. Sådanne potentielt livstruende bivirkninger kan være hjerterytmeforstyrrelser, sukkersyge, vægtøgning og deraf følgende risiko for hjerte-/karsygdomme, påvirkning af leverfunktion og knoglemarv, ligesom medikamenterne kan medføre uoprettelige hjerneskader. Malignt neuroleptika syndrom er en akut livsfarlig medicinforårsaget tilstand, der indebærer en dødelighed på op til 20 % blandt dem, der rammes. Det er uklart, hvor mange der årligt rammes af malignt syndrom, og vi har en begrundet formodning om, at myndighederne af uvidenhed eller uvilje ofte undlader at undersøge den dødes blod for de bestemte enzymer mv., der kan sandsynliggøre at dødsårsagen er malignt neuroleptika syndrom.

Det er et stort fremskridt, at Sundhedsstyrelsen viser interesse for de farer, der er forbundet med brugen af stærk hjernemedicin og den alt for udbredte praksis med at gøre patientens krop og hjerne til et stort kemisk laboratorium, hvor det ene medikament dynges ovenpå det andet. Men i LAP finder vi det kritisabelt, at undersøgelsesrapporten hovedsageligt er udarbejdet af læger, der dagligt ordinerer diverse psykofarmaka. Man burde i langt højere grad have involveret uafhængige eksperter f.eks. kliniske farmakologer. Vi stiller os uforstående over for, at man i undersøgelsen af sammenhæng mellem medicin og dødelighed ikke har interesseret sig for de konkrete dødsårsager. Hvor mange blandt de 317 døde, man har beskæftiget sig med, er f.eks. døde af malignt neuroleptikasyndrom, hvor mange er døde uden kendt årsag (som kunne være malignt syndrom!) og hvor mange er døde af tilstande, som kan være en følgevirkning af medicineringen? Vi stiller os også uforstående over for, at man ikke har draget nogen form for sammenligning mellem dødeligheden blandt personer, der er i behandling med neuroleptika og personer, der ikke får neuroleptika.

Vi ser i LAP frem til, at Sundhedsstyrelsen følger op på rapportens anbefaling om at foretage en videnskabelig undersøgelse med henblik på at afklare, om der er en risiko for at dø af behandling med antipsykotiske lægemidler. Vi vil opfordre til, at man ved iværksættelsen af en sådan undersøgelse inddrager uafhængige eksperter og relevante bruger- og pårørendeorganisationer. I mellemtiden mener vi, at man fra Sundhedsstyrelsens side bør indskærpe, at der ved dødsfald blandt personer, der er i behandling med neuroleptika, skal foretages undersøgelse af den afdødes blod med henblik på at konstatere, om dødsårsagen kan være malignt neuroleptika syndrom.

Vi mener i øvrigt, at den aktuelle opmærksomhed om risici forbundet med brug af neuroleptika, bør føre til at man fra politisk hold sætter ind over for den udbredte tvangsmæssige administration af netop disse medikamenter i forbindelse med tvangsindlæggelser og behandlingsdomme. En ulykkelig mor udtrykte, da hendes søn, med mange forskellige psykofarmaka i blodet, blev fundet død på en retsmedicinsk afdeling: ”Hvor kammeraterne, der havde været med til at begå den samme lovovertrædelse, slap med en kortvarig frihedsstraf, fik min søn en dødsdom.”

For en nærmere uddybning af LAP’s synspunkter, kan der rettes henvendelse til Kaj Larsen

Det mener LAP om voldsanvendelse mod sindslidende