Pressemeddelelse: Menneskelig tragedie bruges til politisk spind

29. marts 2010

LAP sætter spørgsmålstegn ved Venstreborgmester Martin Damm´s ønske om ændringer af den sociale servicelov.

Der er en del spørgsmål der trænger sig på i forbindelse med den ulykkelige situation i Kalundborg.

Hvor mange års svigt ligger der bag en situation hvor en mandsopdækning på 18 personer bliver nødvendig?

For den situation opstår ikke ud af den blå luft, den antyder en årelang tilstand af svigt oplevet af personen. Hvem har svigtet, hvordan og hvorfor?

Alle disse elementer kunne det være mere relevant at få kortlagt og belyst. Det ville hjælpe til at sætte fokus, der hvor fokus hører hjemme, i stedet for bruges noget der, uanset synsvinkel kun kan opleves som en skjult menneskelig tragedie, til at drive en partipolitisk diskriminerende hetz mod en gruppe i befolkningen, som alt for ofte og i alt for høj grad svigtes af de ansvarshavende myndigheder.

Det er interessant at Kalundborgs borgmester går ud med sine ideer og teorier lige netop nu, hvor Sundhedsstyrelsens temarapport er til debat i befolkningen. En rapport der påviser at ansvarligheden over for borgere på Bosteder og plejehjem, som jo efter kommunalreformen er blevet kommunernes hovedansvar, absolut halter i en sådan grad, at der kan tales om livstruende svigt.

Man kan ikke frigøre sig fra en oplevelse af, at Kalundborgs borgmester er ude i et ærinde der hedder fokusforflygtigelse.

Eller er det et spørgsmål om, at fundere lovforslaget om ”tvungen opfølgning” vej gennem folketinget og befolkningens accept af nødvendigheden af dette indgreb. Et forslag der sluses uden om det almene parlamentarisk og demokratiske princip, ved at blive gemt indeni satspuljeforhandlingerne og forliget. Satspuljeforliget kræver enstemmighed. Og normalt behandles lovforslag ikke via satspuljeforliget, kun bevillingen af midler.

På denne udspekulerede måde, er det lykkedes regeringen, at fratage oppositionen deres mandat til at stemme mod lovforslaget, når det behandles i folketinget.

Er dette en ny praksis?

Accepterer befolkningen denne praksis en gang, så kan det ske igen.

På vegne af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Bo Steen Jensen , 3969 33 88 ,  zentao@oncable.dk
Hanne Wiingaard  , 5550 01 51 / 2163 73 14 , wiingaard@pc.dk
Steen Moestrup , 2822 2765 , steenmoestrup@post.tele.dk

Referat af møde i Landskampagne-gruppen, 23. marts 2010

Referat af møde i landskampagnegruppen tirsdag d. 23. marts 2010 kl. 12.00 – 17.00

Deltagere: Jan Andersen, Helene Mortensen (Død i Psykiatrien/mor til Julie), Camilla Madsen, Niels Erik Heise, Maibritt, Patricia Eskekilde (mor til Mark)

Afbud: Dorrit Cato Christensen, Paul Bjergager, Asjan Jakobsen, Tom Jul Pedersen, Elsebeth Halckendorff

0. Indledning af mødet

Jan og Camilla giver indledningsvis et rids af arbejdsgruppens sammensætning og arbejde indtil nu. Formålet med gruppen er at planlægge og deltage i afviklingen af en landsdækkende kampagne, der sætter fokus på de mange dødsfald, der skyldes psykiatrisk medicin (psykofarmaka). Kampagnen er en videreudvikling af den aktion, som LAP Roskilde arrangerede på Verdens Mentale Sundheds Dag (også kaldet Sindets Dag) d. 10. oktober 2007. Ideen var oprindeligt at arrangere aktiviteter over hele landet den 10. oktober 2009, så i perioden fra den 10. til den 25. april 2010. Kampagnen er nu udsat til efteråret.
Det der har været planlagt indtil videre er:
•    Markering med demonstration i landets 4 største byer med tale af én fra LAP + en pårørende, gerne musik mv.
•    En mindre omfattende markering i 6 – 7 mindre byer.
•    Plakat der kan sættes op i de forskellige byer med annoncering af arrangementer.
•    Fremstilling og opsætning af hvide træ-kors som  blikfang.
•    Udgivelse og distribution af GoCards med samme logo som plakaten og evt. mulighed for at sende til minister.
•    Pressemeddelelse(r).
•    Skriftlig fremstilling af en række cases med konkrete eksempler på dødsfald grundet psykofarmaka.
•    Baggrundsmateriale der kan videregives til pressen både landsdækkende og lokalt inden kampagnen rulles ud.
Der har været efterlyst aktivister i LAP og eksempler på dødsfald via annonce mv.

Helene spørger til mindegudstjeneste som en del af kampagnen og om kontakt til DR.

1. Valg af ordstyrer.

Camilla

2. Valg af referent.

Karl

3. Godkendelse af referat af mødet d. 23. februar 2010.

Godkendt med enkelte rettelser (se vedhæftede tilrettede referat, også enkelte rettelser indarbejdes i referat fra den 2. februar 2010.)

4. Godkendelse af dagsorden.

Til pkt. 5 føjes: Hvem er i gruppen med hvilke opgaver? Hvem skal yderligere kontaktes?
Pkt. 6 a. Evt. mindegudstjeneste.
Under evt.: Svar til Christoff Lehman og Niels Erik.

5. Overblik: Har vi kontaktet alle, der skal have besked om udsættelsen af kampagnen?

Så vidt vi kan overskue, er der givet besked til dem, der har meldt sig eller har været involveret indtil nu. Vi skal være obs på, at afbestille lydanlæg til den 10. april i Kbh. Vi skal desuden være helt sikre på, at der ikke er søgt om tilladelser i de forskellige byer. Vi får pr. tlf. bekræftet fra Charlotte Bungaard, at hun har undersøgt, hvor man søger om hvad i de 4 store byer + Åbenrå, men at der ikke er søgt om konkrete tilladelser.

6. Hvornår skal kampagnen afvikles?

Pauls forslag: Således at den slutter (med en stor koncert) på Verdens Mentale Sundhedsdag (Sindets Dag) d. 10/10 2010 (en søndag).

Det diskuteres, hvor vidt kampagnen skal afvikles omkring den 10.10. eller tidligere på efteråret.
Karl gør opmærksom, at der bliver topmøde i det Sociale Netværk den 2. oktober i Kbh.

Det drøftes, om kampagnen skal afvikles i en kortere intensiv periode eller med enkelte dage over en længere periode. Vi er stemt for at fastholde en intensiv periode.

Beslutning: Kampagnen starter lørdag den 25. september, viser flaget på topmødet i Kbh. den 2. oktober og afsluttes med et større arrangement i Kbh. den 10. oktober.

Det bliver drøftet, hvordan vi når ud til en bred målgruppe med kampagnen, og hvilke virkemidler der vil slå bedst an, når der vælges symboler, musikindslag mv.

Hvordan fanger vi folks opmærksomhed, så de efterfølgende vil være åbne over for informationer om risiko for dødsfald ved brug af psykofarmaka?

Niels Erik argumenterer for at fokusere på en snæver målgruppe og vægte positive budskaber.

7. Fastlæggelse af overordnet tidsplan/drejebog:

Ud fra et princip om at køre færrest mulige km. bliver der aftalt dato(er) for hver enkelt by:
Fredag – lørdag den 24. – 25.9.: Ålborg
Mandag den 27.9.: Viborg
Tirsdag den 28.9.: Herning
Onsdag – torsdag den 29. – 30.9.: Århus
Fredag den 01.10.: Vejle
Lørdag den 2.10.: Esbjerg (eller hvis Åbenrå droppes: mandag den 4. 10.) + tilstedeværelse på topmøde i Kbh.
Mandag den 4.10.: evt. Åbenrå
Tirsdag – onsdag den 5. – 6. 10.: Odense
Torsdag den 7.10: Nykøbing S
Fredag den 8.10: Vordingborg
Lørdag – søndag den 9. – 10.10.: København

Dato/tidsrum for forberedelser og færdiggørelse (herunder research, pressemeddelelser, kors, Go Cards, plakater, osv.)
Emnet blev ikke færdigbehandlet, men der blev samlet op på hvilke opgaver der skal løses:

Der arbejdes videre med en tekst på plakat og kors, hvor teksten er PSYKIATRISK lodret og MEDICIN vandret.

Ide om at bruge Go-Cards til at reklamere for markeringen den 10.10.

Elementer til drejebog over opgaver der skal løses:
Fremstille kors, hvor, hvornår? Materialekøb.
Udformning af GoCards.
Produktion af GoCards, deadline hos firma, deadline hos lay-outer (Karl tjekker).
Plakater, fastsætte antal, færdigt lay-out, deadline og pris for trykning (felt til lokal annoncering) (Camilla taler med Holger).
Polititilladelser, tilladelser fra større kommuner til markeringer.
Lydanlæg evt. scener til de 4 store byer.
Aftaler med medvirkende ved de 4 markeringer.
Aftaler med aktivister i alle byer.
Indkvartering og forplejning for aktivister der er med bussen.
Leje af minibus.
Drejebog for hver enkelt by.
Research af dødsfald, interview + kort og uddybende fremstilling.
Baggrundsmateriale med relevante facts.
Flyers med korte fremstillinger af dødsfald.
Pressemeddelelser, udformning og offentliggørelse.

8. Genopfriskning eller ændringer af aftaler vedr. research af dødsfald. (se referatet fra mødet d. 20. februar 2010).

Forventes som aftalt gennemført af Niels, Maibritt/Karl, Elsebeth.

9. Detaljeret tidsplan/drejebog for en af de ”mindre” byer (dvs. mindre end de 4 største)

Jan omdelte et udkast til drejebog han har udformet vedr. Viborg.

10. Evt.

Niels Erik videregiver en henvendelse fra Christof Lehmann, om at han er træt af de mange mails, der har cirkuleret i gru

Referat fra møde i arbejdsmarkedsgruppen, 9. marts 2010

Deltagere: Katrine Woel, Hanne Wiingaard, Tina Christensen, Lise Jul, Bjarne Skov Jensen Karl Bach
Afbud: Ghita Bergstrøm, Preben Meilvang

1.    Valg af mødeleder og referent 
Karl blev valgt som referent

2.    Godkendelse af referat fra den 19. januar 
Opfølgning:
Betina Post har bekræftet over for Karl, at man ikke kan forbyde folk at uddanne sig, når man er på den nye førtidspensionsordning. Vi vil gå videre med emnet, ved at be’ LAP’s jurist om at fordybe sig i det.
Lise: regler fastlåser ved at man ikke kan stille fleksjobordning i bero, man kan heller ikke overføre tildeling fra lønmodtager til selvstændig.
Referatet blev godkendt.

3.    Fleksjob ordningen du og i fremtiden 
Vi forsøger at skærpe forståelsen af Arbejdsmarkedskommissionens udspil om fleksjob. Lise mener, at der er en mangel i materialet vedrørende høje satser for offentligt tilskud til fleksjob, idet der ikke er gjort rede for, at den statslige refusion ikke mere kan være op til 100 %.

Kommissionen går ud fra, at det kun er penge, der kan være incitament til, at man bestræber sig på at yde mere, når og hvis man magter det. Har man et interessant job, kan det i sig selv være incitament til at yde mere i perioder. Det Bjarne har savnet under sin ansættelse i fleksjob har været uddannelse og sparring. Katrine kender til ansatte i fleksjob, der skifter mellem 1/3 og 50 % løntilskud.

Der bør være mulighed for at stille sin fleksjobbevilling i bero, hvis og når man vil forsøge sig med ordinær ansættelse. Vi vil følge udviklingen på området og melde ud, når og hvis der kommer nye initiativer. Ligesom LO, FTF og DH tager vi afstand fra kommissionens forslag om forringelse af de økonomiske vilkår for ansatte i fleksjob.

4.    Førtidspension/rehabiliteringsydelse grundet psykisk lidelse – nu og i fremtiden 

I regeringsprogrammet 2020 står der: ”Regeringen vil målrettet styrke indsatsen for, at særligt unge ikke ender på førtidspension som følge af psykiske lidelser, der i stadig stigende grad kan behandles.”

Vi skal gøre opmærksom på, at det ikke er et ensidigt fokus på behandling der er vejen frem. Vi kan fra LAP’s side slå på, at man med et længerevarende eller midlertidigt psykosocialt handicap bør gives adgang til specialpædagogisk bistand ved uddannelse og rimelig tilpasning og kompensation i forbindelse med arbejde. Vi kan i høj grad også fremhæve de gode erfaringer med at tildele social mentor i det forsøgsprojekt, LAP er medansvarlig for.

Der bør være nemmere adgang og mere oplysning om anonym psykologhjælp på uddannelserne og specialpædagogisk støtte.

Vi er enige med HK, DS og DH i deres kritik af Arbejdsmarkedskommissionens udspil om udviklingsforløb, hvad angår forsørgelsesgrundlag. Vi kan acceptere en tidsbegrænsning, men
mener, der under alle omstændigheder bør være mulighed for forlængelse og, som det fremgår af udspillet ”Først skal man fredes, så skal man fristes”, er det vigtigt, at der ikke kommer til at indgå et krav om en bestemt form for behandling som forudsætning for ydelsen.

Det er vigtigt at uddannelseselementet bliver et integreret og højtprioriteret element i rehabiliteringsforløbene.

5.    Nye initiativer og projekter 
Genoptryk af pjece: der skal rettes om faktuel lovgivning s. 32 – 33. Pkt. 5 på side 44 rettes i overensstemmelse med referatet her.

Katrine præsenterer ide om at udforme pjecer, der henvender sig henholdsvis til borgere, arbejdsgiver og sagsbehandlere om, hvad de kan gøre.

Karl præsenterer sine overvejelser om at beskrive og søge midler til et større metodeudviklingsprojekt, hvor vi involverer diverse samarbejdsparter.

Lise omtaler et uformelt projekt for personer i skåne- og fleksjob der har brug for sparring og støtte om mentorordninger for personer.

6.    Arbejdsgruppe og evt. minikonference på Landsmøde 2010 
Hvis LL beslutter, at inklusion til arbejde og uddannelse skal være emne for minikonference, holder gruppen ikke nogen workshop. Hvis ikke holdes workshop.

7.    Input til landsledelsens beretning 

Karl udformer et udkast til beretningsbidraget. Lise: Vi vil arbejde mere med uddannelse til næste år.

8.    Evt. 

9.    Næste møde 
Tirsdag den 10. april kl. 10.30 til 15.

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om tvang i psykiatrien og retsplejeloven

4.3.2010

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har inviteret LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere til at give vores bemærkninger til lovforslaget om betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres det indledende, at: ”Formålet med lovforslaget er at styrke psykiatriske patienters retssikkerhed og at medvirke til at reducere anvendelsen af anden tvang, herunder især udstrækningen og antallet af tvangsfikseringer.” Vi har i LAP meget svært ved at se, at forslagets indhold i væsentlig grad lever op til dette formål.

Definition af tvang
Vi kan naturligvis tilslutte os de ændringer, der betyder, at tvang (i overensstemmelse med tidligere vedtagne ændringer af psykiatriloven) konsekvent defineres som det, patienten ikke giver sit informerede samtykke til (frem for som det, patienten modsætter sig.)

Betænkningstid forud for tvangsbehandling
Vi kan ikke tilslutte forslaget om, hvad der i forbindelse med påtænkt tvangsbehandling skal opfattes som en passende betænkningstid. Vi vil foreslå, at man som hidtil lader det være op til de enkelte patientklagenævn i den konkrete sag at vurdere, hvad der må anses for passende betænkningstid. Eller at man lader den praksis, der har indfundet sig i klagenævnene være retningsvisende, således at rimelig betænkningstid, defineres som et minimum på 10 dage.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget skal der i videst muligt omfang tages hensyn til patientens selvbestemmelse. Det stemmer ikke overens med, at regeringen nu foreslår en begrænset betænkningstid på 3 dage.

Vi tager afstand fra forslaget om begrænset betænkningstid for det første p.g.a. de talrige forhold, en patient, især i begyndelsen af sin indlæggelse, skal forholde sig til. Det kan være en erkendelse af at være endt i en krise, magtesløshed, samt det at befinde sig på et psykiatrisk afsnit. Det er ofte også tilfældet, at patienten oplever stor angst for at få en behandling, der påvirker hjernen.

Derudover har patienter ofte tanker omkring de forhold, der eventuelt skal bringes i orden, og hvad de skal sige til familien, arbejdspladsen, vennekredsen m.m. Ofte ser man også, at patienter og pårørende ønsker at tale sammen om de forskellige behandlingsmetoder og derfor har brug for tid til at undersøge mulige positive og negative effekter af behandlingen, inden der træffes en afgørelse om, hvorvidt patienten ønsker at påbegynde den behandling, der i første omgang, er blevet tilbudt.

Slutteligt vil vi nævne, at patienten kan have et ønske om først at påbegynde behandling, når han/hun er flyttet til et andet psykiatrisk afsnit. Disse muligheder, der omhandler alle de humane aspekter, fratager man således både patienten og de pårørende, ved at begrænse betænkningstiden.

Vi finder ikke, at betænkningstiden kan nedbringes, når der fra det tidspunkt, hvor beslutningen om at modsætte sig den tilbudte behandling er truffet, også skal afsættes tid og overskud fra patient og evt. pårørende, til at forberede en sag i patientklagenævnet.

Der er endvidere, efter vores opfattelse, allerede rig mulighed for at gennemtrumfe tvangsmedicinering i akutte situationer. Nemlig i henhold til bestemmelserne i § 32, stk. 3, om hvornår en klage over påtænkt tvangsbehandling ikke har opsættende virkning (”omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred”), og med bestemmelserne om tvangsmæssig indgift af beroligende middel i § 17, stk. 2. (afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand).

Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
LAP kan på ingen måde støtte op om det forslag, der vedrører oppegående tvangsfiksering af patienter anbragt i Sikringsafdelingen under retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

I sin rapport fra februar 2008, hvor en delegation fra komiteen besøgte Sikringsafdelingen, gør Europarådets Torturforebyggelseskomite udtrykkeligt opmærksom på, at bæltefiksering i dagevis må betragtes som mishandling og at Sikringens ulovlige brug af oppegående bæltefiksering må anses for nedværdigende behandling.

Vi er forundrede over, at regeringen således ønsker at lovliggøre en menneskeretsstridig procedure, i form af oppegående bæltefiksering.

Det fremgår i øvrigt af rapporten, at en psykiater på Sikringen havde sagt op, grundet personalets modstand mod hans bestræbelser på at minimere brugen af bæltefiksering.

Vi forstår, at man fra regeringens side mener, at oppegående fiksering umiddelbart kan have fordele for patienten, idet den kan give øget mulighed for bevægelse og socialt samvær.

Vi er imidlertid enige med komiteen i, at det er meget nedværdigende for et menneske, at skulle være spændt fast og fremtræde for omgivelserne under en så ydmygende foranstaltning. Endvidere indebærer oppegående bæltefiksering, at både personale og andre patienter tvinges til at overvære, at et andet menneske bliver nedværdiget. Det er et velkendt fænomen for os i brugerbevægelsen, at det kan være dybt traumatiserende, når patienter der er meget sårbare og indlagt med en krise, overværer den ”tvang”, medpatienter udsættes for.

I LAP mener vi, at fordelene ved oppegående fiksering klart overtrumfes at de negative effekter, denne form for tvang udløser. Sociale faktorer i forbindelse med en indlæggelse kan og bør løses på anden vis af afdelingen, hvilket vi selvfølgelig vil anbefale. Vi kan derfor ikke støtte forslaget eller de begrundelser, der gives for, at regeringen vil lovliggøre metoden.

Rapporten fra Torturforebyggelseskomiteen kritiserer også dansk lovgivning for ikke at kræve, at fiksering bringes til ophør, når fare for at gøre skade er ophørt og for ikke at have nogen tidsbegrænsning. Det præciseres at bæltefiksering ikke må bruges som straf, i opdragende øjemed eller som erstatning for tilstrækkelig kvalificeret bemanding.

Den islandske psykiater og leder af delegationen Petúr Hauksson har senere udtalt:
“Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne”
»Det ligger i væggene. Bælte-tvang er en tradition og en praksis, som har sin faste plads i dansk psykiatri, og den er meget svær at lave om på. Hverken i Norge, Sverige eller øvrige skandinaviske lande bruger man bæltet så meget. Heller ikke over for de farlige patienter. Derfor mener vi i Torturkomitéen, at det er et udtryk for hjælpeløshed, at man ikke kan finde andre midler end tvang. Det har man kunnet i de andre lande.«
»Vi har hørt forklaringer i Danmark om, at bæltefiksering kan være en terapeutisk behandling, ligesom det kan være terapi at låse folk inde. Det mener vi ikke« (Politiken 24.11. 2008)

“Bæltet er en fast del af behandlingen af psykisk syge i Danmark, og det ser vi ikke på samme måde i andre lande. Lægerne forklarer sig med, at hvis de ikke kan bruge bælte, er de nødt til at bruge ekstra medicin. Men den forklaring holder simpelthen ikke… Andre lande klarer sig med terapi, kontakt, støtte og meget mindre brug af bælte over for sindslidende “(Politiken 18.02.2009)

På baggrund af Torturforebyggelseskomiteens kritik og anbefalinger, mener vi, at man fra regeringens side, bør vælge en helt anden vej ved: enten helt at forbyde brugen af bæltefiksering i psykiatrien, eller i det mindste at tidsbegrænse bæltefiksering og isolation på patientstue på en sådan måde, at risikoen for negativ effekt på patientens tilstand minimeres, og begrundelsen for at indføre oppegående tvangsfiksering dermed bortfalder.

Idet der gennem årene ofte har været rejst kritik af forholdene på Sikringsafdelingen, foreslår vi, at der hurtigst muligt nedsættes et undersøgelsesudvalg med uvildige fagpersoner og repræsentanter fra bruger- og pårørende-organisationer (inkl. LAP). Udvalget bør have til opgave at undersøge, redegøre for og stille forslag til forbedringer af forholdene for patienter og ansatte på Sikringsafdelingen.

For nogle år siden blev en ulovlig praksis med aflåsning af patientstuer om natten og i forbindelse med personalemøder først påtalt over for Sikringsafdelingen og derefter lovliggjort (§ 18 b). Noget tilsvarende gør sig nu gældende, hvad angår oppegående tvangsfiksering. Først gribes der ind og ulovlig praksis stoppes, hvorefter lovgivningen tilpasses lovovertræderens ønske om at fortsætte de kriminelle forhold. I dette tilfælde er det endda en international myndighed, nemlig Europarådets Torturforebyggelseskomite, der i første omgang fik øje på ulovlighederne, og vi står uforstående overfor, at regeringen således ønsker at komme på kant med en international menneskeretsmyndighed.

Udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer
Selv ser vi helst, at brugen af tvangsfiksering helt blev afskaffet. Alternativt vil vi dog foreslå, at der indføres en snæver tidsbegrænsning for tvangsfiksering. Så længe de gældende muligheder for længerevarende fiksering opretholdes kan vi imidlertid tilslutte os lovforslagets nye § 21, stk. 6, om at den uvildige vurdering i form af indhentet second opinion skal gentages én gang om ugen.

Med venlig hilsen

På vegne af LAP’s landsledelse

Steen Moestrup, FU            Hanne Wiingaard, FU

Referat af møde i tvang-gruppen, 2. marts 2010

Tirsdag den 2/3 – 2010 kl. 10.30 – 15.30, Store Glasvej 49, Odense.

Tilstede: Olga Runciman, Katrine Wohl, Herluf Dalhof og Steen Moestrup
Afbud: Jan S. Andersen, Werner Leervad, Rikke Bondesen,

Dagsorden:

1)  Valg af dirigent og referent:
Dirigent: Olga
Referent: Steen

1a. godkendelse af dagsorden. 

Høringssvar. Processen ?`?
Høringssvar tidsfrist 5. marts.
Steens artikel, kronik i aviserne eller indlæg i disse.

2) Godkendelse af referat
Referat godkendt uden kommentarer.

3) Siden sidst 

3.a høringssvar 5. marts 2010 
Karl gennemgik forslag til høringssvar.
Oppegående fiksering.
Tvang er det som man ikke har givet sit samtykke til.
P.t. har patientklagenævn defineret 10-14 dages betænkningstid. To smuthuler i lovgivningen, kan man give beroligende indsprøjtninger, og her anvendes de samme medicinpræparater.
Nej til oppegående fiksering. Langvarig fiksering er ikke behandling ifølge Europarådets Torturkomite.
Onsdag kl. 15 er sidste chance for at komme med kommentarer der skal rettes til høringssvar.

3.b Kronikker, avisomtaler m.v.
Steen arbejder videre med en kronik til Politiken. Oplæg uddelt og kommentarer modtages gerne.
Andre opfordres til at svare på artikler eller forsøge, at få noget i avisen.

3.c Ambassadører
Diskussion af de udpegede ambasadøre fra LL-mødet. Vi opfordre Katrine til at genoptage drøftelsen på næste LL-møde.

3.d Herluf
Kristelig Dagblad og ”Medicin”
Herluf har skrevet to artikler
”En farlig behandling. Elektrochok skader hjernen” i Debat, Kristeligt Dagblad.
Affødte en diskussion om elektrochok.
Herluf opfordres til at benytte Nyhedsbrev, bladet eller hjemmesiden for at efterlyse patienter, der har erfaringer med elektrochok.

3.e Katrine Ambassadører et sted.
Katrine uddelte muligheden for at blive ambassadør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Katrine prøver at blive ambassadør og bruger tvanggruppen som referencegruppe.

4)Psykiatrisk testamente
Henv. Overlæger
Henvendelsen er desværre blevet syltet ved en fejl, men udsendes nu.
Katrine tager det op med ledelsen i Region Hovedstaden.
Katrine tager en stak ”Psykiatrisk Testamente” med til Outsiderens reception d. 25. marts og tager fat i Klaus om ikke de kan bringe en omtale i bladet.
Psykiateren fra Psykovision udgår på grund af travlhed.
Vi kontakter tillige direktørerne for de andre Regioner.
Katrine tager kontakt med Michael Warming for at få den rundt på bostederne.
Dem vi ikke får svar fra inden for 14 dage, så skal de rykkes med en mail. Og efter yderligere en uge, så skal de kontaktes pr. telefon. Herluf aftaler med Tanja. Opringningerne fordeler vi mellem os i forhold til hvem vi kender.
Henv. Patientorganisationer
Herluf kontakter SIND, Bedre Psykiatri, Landsforeningen mod spiseforstyrelse og selvskade (LMS), Depressionsforeningen, Boorderline foreningen, Stemmehørenetværket……….aftales med Tanja.
Vi bør give dem materiale så de kan sætte det på deres hjemmesider. F.eks. ligesom vi har i LAP.
Dagskursus?
Introduktion på Vendepunkter, gøres til en del af kurset. Er med i det, det indgår i arbejdsbogen fra Århus.

5) Tvang-undersøgelsen
Brain-storming om udformning af spørgeskema
Vi skal tjekke op på spørgsmålene der har været anvendt til tidligere landsmøde, der var 24 svar.
Større undersøgelse f.eks. via hjemmeside.
Gerne med en professionel rapport.
Spørgsmålene skal omformuleres i samråd med forsker og professionelle.
Næstegang ser vi på oplægget til spørgeskema fra Herluf, gerne opgraderet til 20-25 spørgsmål.
Aktivering af de lokale LAPper?

6) Evt.

Nyt møde tirsdag d. 6. april 2010