Høringssvar: Høring over foreløbigt udkast til en ny epidemilov

Odense 06.10 2020

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere kvitterer hermed for muligheden for at afgive høringssvar over foreløbigt udkast til en ny epidemilov. Vedrørende foreløbigt udkast til en ny epidemilov:

– Det ser som sådan ud til at være fornuftige regler for en akut epidemi-katastrofesituation. Dog vil LAP påpege, at det er meget modstridende med tvangsforanstaltninger i helbredsmæssige henseende hos enkeltpersoner, hvis man ikke tager højde for den enkelte borgers menneskerettigheder og rettigheder i den almene lovgivning i Sundhedsloven. Denne lovgivning, som til hver en tid kræver at den enkeltes alment praktiserende læge som den ansvarlige for personens helbred, skal indbefattes før anvendelse og udførelse af denne slags indgreb i borgerens personlige frihedsrettigheder.

– I den nuværende formulering er der for meget plads til tolkning. Dette kan åbne for, at andre myndigheder uden sundhedsfaglig viden og uddannelse samt ansvar, kan beslutte hen over borgerens hoved uden at tage i betragtning, at borgeren muligvis nægter at lade sig vaccinere på grund af allergi eller religiøs overbevisning.

– Hvis dette er tilfældet bør der i lovgivningen indskrives et alternativ, der for eksempel kan være en tidsbegrænset tvungen karantæne, hvilket allerede er en af mulighederne i dette udkast som en tvangsforanstaltning. Derfor mener LAP, at den enkelte borgers alment praktiserende læge må og til enhver tid skal indbefattes inden disse tvangstiltag iværksættes. Dette bør indskrives tydeligt i formuleringen !

– Menneskerettigheder og retssikkerheden bør tages med i betragtning i en hvilken som helst lovgivning, når denne forfattes uden hensyn til hvilken krise landet befinder sig i. Ellers vil vi miste det vi definerer os selv som at være, nemlig et folkestyre og et frit samfund med menneskerettigheder som livsgrundlag.

Med de bedste hilsner fra LAP arbejdsgruppe for presse og lov.

LAP arbejdsgruppe for presse og lov.
Ole Nielsen og Steen Moestrup

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C.
Tlf.: 66 19 45 11
www.lap.dk