Høringssvar LAP: Udkast til bekendtgørelse om lægemidler omfattet af pligtmæssige lagre og indberetningspligt for kritiske lægemidler (sagsnr. 2026030305)
Sundheds- og Kirkeministeriet
19.08.2026
LAP Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere takker for muligheden for at komme med bemærkninger til udkastet til bekendtgørelsen om lægemidler omfattet af pligtmæssige lagre og indberetningspligt for kritiske lægemidler.
Vi synes grundlæggende, at det er positivt, at der bliver arbejdet med at sikre, at kritiske lægemidler er tilgængelige. For den enkelte patient kan det have stor betydning, hvis den medicin, man er i fast behandling med, pludselig ikke kan skaffes.
- Det er især noget, vi i LAP er optaget af, fordi mange mennesker med psykiske lidelser er afhængige af en stabil medicinsk behandling. Når man har fundet en behandling, der fungerer, er det ikke nødvendigvis bare lige at skifte til noget andet.
- Et andet præparat kan give andre bivirkninger eller virke anderledes. For nogle kan et skift også betyde, at man bliver dårligere eller får svært ved at fastholde den stabilitet, man har opnået.
- Vi kan se, at Lægemiddelstyrelsen i vurderingen blandt andet ser på konsekvenserne ved behandlingssvigt, muligheden for at skifte til andre behandlinger og om et skift kan gennemføres forsvarligt. Det synes vi er vigtigt.
- I listen er der blandt andet medtaget gabapentin i 300, 400 og 600 mg samt flere lægemidler, der bruges ved epilepsi, blandt andet lamotrigin, topiramat, levetiracetam og zonisamid.
- Det er positivt, men vi mener samtidig, at man skal være opmærksom på, at mennesker reagerer forskelligt på medicin. At der findes et alternativ på papiret, betyder ikke nødvendigvis, at det er et reelt alternativ for den person, der står og mangler sin medicin.
Når medicinen mangler
- Det er også vigtigt for LAP, at patienten ikke selv bliver den, der skal løse problemet.
- Hvis man går på apoteket og får at vide, at ens medicin ikke kan skaffes, skal man ikke bagefter selv skulle ringe rundt, kontakte lægen og finde ud af, hvad man så skal have.
- Det kan være svært for mange mennesker, og for nogle mennesker med psykiske lidelser kan det være ekstra svært at overskue.
- Der skal derfor være en klar måde at håndtere situationen på, så patienten ved, hvem der tager over, og hvad der skal ske.
- Det gælder også, når et menneske bliver udskrevet fra psykiatrien eller et hospital og skal fortsætte behandlingen hjemme. Det skal helst ikke være sådan, at man først opdager et problem med medicinen, når man står på apoteket.
Information til patienterne
- LAP mener også, at patienterne skal have ordentlig information, når der er problemer med forsyningen.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at der bliver indberettet mangel til myndighederne, men det hjælper ikke den enkelte patient ret meget, hvis man bare får at vide, at medicinen ikke er på lager.
- Man skal have at vide, hvad man så gør.
- Hvis der findes et alternativ, skal det være lægen, der vurderer det sammen med patienten. Og hvis der ikke findes en løsning med det samme, skal det være tydeligt, hvem der har ansvaret for at finde den.
Brugerinddragelse
- LAP mener også, at patienterne skal høres, når der arbejdes med medicinmangel og forsyningssikkerhed.
- Men der er forskel på brugerinddragelse og brugerindflydelse.
- Det er ikke nok, at man spørger patienterne bagefter, hvordan det var, da medicinen manglede. Deres erfaringer bør bruges, når man laver systemerne og vurderer, hvordan problemerne skal håndteres.
- Det er især vigtigt for mennesker med psykiske lidelser, fordi en ændring i medicin for nogle kan have store konsekvenser for deres hverdag og deres psykiske tilstand.
LAP mener derfor
LAP mener, at der især skal være fokus på:
- at mennesker kan fortsætte en behandling, der fungerer
- at man ikke bare ser på, om der findes et alternativ, men også på om det faktisk er et forsvarligt alternativ for patienten
- at patienten ikke selv skal stå med ansvaret, hvis medicinen ikke kan skaffes at der er klare aftaler mellem læge, apotek og sygehus om, hvem der hjælper patienten
- at patienterne får ordentlig og forståelig information om medicinmangel at der er særlig opmærksomhed på mennesker med psykiske lidelser
- at patienternes erfaringer bliver brugt aktivt i arbejdet med forsyningssikkerhed og at brugerinddragelse også skal føre til reel brugerindflydelse.
LAP er som udgangspunkt positiv over for, at der bliver lavet regler om lagre og indberetning af kritiske lægemidler.
- For os handler det dog i sidste ende ikke om, hvor mange lægemidler der står på en liste.Det handler om, at der står et menneske på den anden side, som har brug for sin medicin.
Hvis medicinen mangler, skal systemet være klar til at hjælpe. Det skal ikke være patienten, der skal få systemet til at hænge sammen.
Med venlig hilsen
På vegne af LAP
Anette Pedersen
LL- medlem
Mobilepay: 66 88 55