07.01.2022

Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribruger (LAP) vil gerne sige tak for at være inviteret ind til processen om 10-årsplanen.

Det er første gang, at der er lavet et samlet, sammenhængende og langsigtet oplæg på tværs af sektorer. Det er positivt, at det faglige oplæg peger på en sammenhængende og langsigtet indsats med forpligtende mål.

LAP er også taknemmelig for betegnelserne ”mental sundhed” og ”psykisk lidelse”, da sproget er vigtigt ift. en af-stigmatisering og ligeværdig tilgang til emnet.

Kommentarer til kapitel 2: Resumé

LAP er enig i, at psykiske lidelser skal behandles med lige så højt et kvalitetsniveau, som fysiske lidelser. Som oplægget peger på, er psykiske lidelser den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Og mennesker med svære psykiske lidelser lever 15-20 år kortere end baggrundsbefolkningen.

Psykiske lidelser kan have stor betydning for den enkelte, og dennes mulighed for at leve et almindeligt med familie, arbejde og fritidsinteresser, og desværre ses en markant overdødelighed for en del af de mennesker, der rammes.

Alle tal viser en stigning i antallet af mennesker med psykiske lidelser. Derfor er det afgørende med en samlet politisk indsats nu – og medfølgende finansiering – både til regionerne, kommuner og civilsamfundsaktører, som f.eks. patientforeninger mv.

Det er vigtigt med sammenhæng og koordination af indsatsen. LAP foreslår én indgang-modellen (f.eks. som et tvær-sektorielt psykiatri-hus) eller tilbage til ordningen før i tiden med én fast sagsbehandler i kommunen. Det skal gælde for alle psykiatribrugere som har komplekse problemstillinger, f.eks. fysiske sygdomme/handicap, misbrug eller børne-sager.

Ift. selvmord, er Danmark det OECD land, som har den højeste selvmordsrate under indlæggelse. Det er en trist rekord, for vi er samtidig et land, som har ressourcerne til at forhindre, at det sker. Risikoen for selvmord under indlæggelse eller efter udskrivning er over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen. Det peger på et behov for en type ”efterværn” efter udskrivelse.

Det er på tide, at behandling for psykisk lidelse ikke kun er hængt op på læger/psykiatere, men også ledes af andre faggrupper.

Patienten skal altid være hovedpersonen i egen behandling, og de fagprofessionelle er patientens rådgivere, ikke formyndere.

Desværre vil 40-50 pct. af befolkningen på et tidspunkt få en psykisk lidelse og hver tredje i befolkningen vil få brug for psykiatrisk behandling, og der ingen tegn på at disse tal falder. Hvis vi fortsætter regimet med psykiateren øverst i hierarkiet, så vil vi fortsætte med at se stigninger i antallet af mennesker med psykisk lidelse.

De nuværende psykiatere er for pressede og dermed desværre også dårlige behandlere. Psykiaterne er optagede af at stille en diagnose og medicinere ud fra det, og har ikke tid og ressourcer til samtale-terapi. Det er på tide, at psykiatribrugere får behandling, hvor hoved-elementet er at blive lyttet til, og blive taget seriøst som ekspert i eget liv. Et lyttende øre – der formår at omsætte det hovedpersonen siger – til reelle tilbud, når man langt med. Mange har brug for, at der lyttes meget mere og meget mere på psykiatribrugerens præmisser uden filter.

Vi efterlyser også medicinfrie afdelinger, men regionerne har indtil videre ikke ønsket at oprette disse.

Tal for øget belastning af den regionale psykiatri, almen praksis, speciallægepraksis og psykologer peger på et behov for flere samtaletilbud, gruppeterapi-tilbud, netværksfremmende aktiviteter mv. Betydningen af at tale om psykiske symptomer, personlige problemer mv. er undervurderet i 10 års planen. Disse indsatser kan både finde sted i kommunale tilbud, civilsamfunds-tilbud og brugerforeninger som LAP.

Der skal være alternativer til den traditionelle psykiatri, hvor der er lige vægtning af – samarbejde mellem alle fag-professionelle grupper. Det kunne f.eks. være Framework-terapi tilbud, hvor der er fokus på ”hvad skete der” i stedet for ”hvad er der galt med dig”. Dvs. væk fra diagnose-tilgangen.

Kommentarer til kapitel 3: Samlede anbefalinger

LIGHED OG AFSTIGMATISERING

Anbefaling 1. LAP ser positivt på anbefalingen om en indsats for af-stigmatisering med et nationalt videnscenter og ambassadør korps, og vil gerne bidrage i form af repræsentation i en evt. bestyrelse. Samt deltage i ambassadørkorpset.

Anbefaling 2 og 3. Anbefalinger om forebyggelse, udredning og behandling af psykiatribrugernes somatiske sygdomme, er også et stort ønske fra LAP’s side. Nedbringelse af ”Multisygdom” bør få mere opmærksomhed.

BØRN OG UNGE

Anbefaling 5-13. LAP støtter også anbefalingerne om børn/unge.
Ift. børn/unge er det relevant med fokus på kriminalitet, selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser.

Det kan virke skræmmende, at unge – hvis hjerner ikke er udviklede – tilbydes psykofarmaka. Især hvis terapi slet ikke er forsøgt. En del medicin påvirker sexlivet og kan få store konsekvenser for menneskerne i resten af deres levetid både mht. sexlivet og muligheden for at bringe børn til verden.

Børn og unge med psykisk mistrivsel bør støttes til at få lige ret til uddannelse eller job, som deres jævnaldrende.

Der skal også mere fokus på overgangen til voksenområdet for unge med psykiske lidelser og behov for støtte, så de unge voksne ikke tabes i systemet.

Den mentale sundhed for unge og voksne kan fremmes via inklusion i uddannelsessystemet, inklusion på arbejdsmarkedet, bedre boligforhold og en indkomst over fattigdomsgrænsen. Beskæftigelse – og vejen dertil – er overset i 10 års planen. Mange psykisk sårbare oplever en massiv forværring af symptomer pga. job-afklaringsindsats. LAP mener, at afklaringsforløb i Jobcenter max. må vare to år.

TIDLIGE INDSATSER FOR VOKSNE

Anbefaling 14. LAP sætter stor pris på målsætningen om at udbrede sociale akuttilbud i alle kommuner.

UDREDNING OG BEHANDLING

Anbefaling 16. Lettere adgang til akut psykiatri bør indebære et geografisk nærhedsprincip.

Kontakten til psykiatrien er stigende. Men man bliver sendt hjem fra den psykiatriske akutmodtagelse medmindre man er til fare for sig selv og andre. For dem der bliver indlagt, er indlæggelsen ofte alt for kort, f.eks. blot et par døgn.

Patienten kommer ikke i et behandlingsforløb, den korte indlæggelse er blot en brandslukning, som kan gentage sig gang-på-gang, dvs. svingdørspatienter som er der alt for kort til at modtage behandling.

Op til weekenden er der ”prikke runde” hvor de mindst dårlige patienter udskrives til ingenting. Hvis du som patient har fået lov til at blive i længere tid, er det ren opbevaring, hvor manglen på behandling og aktiviteter kører patienterne yderligere ned psykisk, fordi der er ingen mening med opholdet og følelsen af håbløshed vokser.

Hvis man henvender sig til en psykiatrisk akut-modtagelse med selvmordstanker/planer udløser det nogle steder 20.000 kr. til afdelingen per patient efter et taxameter-princip. Det kan skævvride fokus på hvem afdelingen lader indlægge.

Anbefaling 18. De sværest syge optager u-proportionelt mange ressourcer. 5 pct. af patienterne står for 50 pct. af de samlede udgifter i hospitalspsykiatrien. Det peger på et behov for en målrettet og intensiv indsats på disse patientgrupper. Der er stort potentiale for en behandling, der virker bedre – både for den enkelte – og for belastningen af psykiatrien.

Anbefaling 19. Digitale løsninger kan være et godt supplement til andre tilbud. Dog er der en meget stor andel af mennesker med psykisk lidelse, som ikke har udstyr eller it-kompetencer til at gøre brug af dem. De må ikke tabes på gulvet. Indsatsen bør suppleres med opkvalificerende indsatser ift. digitale kompetencer samt et gratis tilbud om relevant digitalt udstyr jf. projektet ”Min vej” i Københavns kommune, som var on-line krisehåndtering, hvor deltagerne lånte en I-Phone 4 ifm. deltagelse i projektet.

Anbefaling 20. Nationale patientforløbsbeskrivelser kan være med til at sikre en minimumskvalitet i behandlingen og mere ejerskab fra patientens side, fordi patienten får indsigt i, hvad der skal ske, hvornår og hvordan. Det er positivt med minimumskvalitets standarder, men de skal ikke blive så rigide, at der ikke er plads til ny-tænkning og metode-frihed.

Det er dokumenteret, at relationen mellem den professionelle og psykiatribrugeren er mere afgørende end metoden der anvendes. Desuden virker den valgte metode bedst, hvis psykiatribrugeren tror på, at det er den metode, som passer bedst til ham/hende.

Anbefaling 21. Udgående fleksibel psykiatri til mennesker med svær psykisk lidelse er et relevant tilbud, som ikke blot skal være forbeholdt mennesker med psykose-spektret eller bipolar lidelse. Der er andre lidelser, som også har en høj sværheds-grad.

Anbefaling 22. Voksne med psykoser har flest indlæggelser. Derfor undrer vi os over i LAP, hvorfor man ikke udbreder den finske model Åben Dialog i akut-psykiatrien, som har dokumenteret effekt på mennesker i psykotisk tilstand. Derved kan anvendelse af tvang også nedbringes. Når brugen af tvangsforanstaltninger er steget trods ambitioner om nedbringelse af tvang, peger det på et behov for øget tilsyn med de psykiatriske afdelinger f.eks. ved at ansætte ”Patient ombudsmænd” på hospitalerne.

Der bør også være fokus på hvordan tvangen senere påvirker patientens liv, og om patienten har brug for at bearbejde oplevelserne med terapi.

Anbefaling 23. LAP ser positivt på, at psykiatribrugere med samtidigt misbrug ikke skal ”falde mellem to stole”, og at man samler dobbeltdiagnose behandlingen i Regionerne. Misbrugsbehandlingen bør rumme andre typer end rusmiddel-misbrug. Som eksempel kan nævnes Center for Ludomani, som leverer en vigtig indsats.

LAP har valgt at misbrug kaldes selvmedicinering. Det foregår mange steder, og ved at benytte denne terminologi, så kan man ofte få en bedre kontakt og behandlings-alliance med borgerne.

Anbefaling 25. Bedre støtte til – og inddragelse af pårørende er på alle måder en vigtig indsats. Det er også forebyggende ift. den pårørende, som er belastet af at være pårørende til en person med psykisk lidelse. Åben Dialog er en tilgang, hvor patientens netværk anses for den væsentligste ressource på lang sigt.

RETSPSYKIATRI

Anbefaling 26 og 27. LAP ser frem til lovgennemgangen af straffelov mv. for retspsykiatriske patienter samt bedre visitation til behandling.

SOCIALPSYKIATRI

Anbefaling 28 -34. Døgnbemandede tilbud i socialpsykiatrien bør udbredes til hele landet. Et eftersyn af serviceloven er også relevant. Ligeledes giver et kompetenceløft af medarbejderne god mening. Der skal være mere fokus på opbakning og opfølgning af det store og krævende recovery-arbejde, der venter forude efter et psykisk sammenbrud.

Det kunne f.eks. understøttes i flere gode væresteder, som et element i opprioritering af socialpsykiatrien. Vores medlemmer i LAP ønsker flere små lokale væresteder. Det forebygger ensomhed, psykiske kriser, indlæggelser, behov for bo-tilbud og bo-støtter. Alt i alt er væresteder en billigere og bedre løsning end mere hospitals psykiatri.

På Sundhedsudvalgets høring om ”Ulighed i sundhed” 10/11 2021 blev fremlagt dokumentation på, at ensomhed er en større sundhedsmæssig trussel end 15 cigaretter om dagen og overvægt. Dvs. vi skal også fremme tiltag, der ikke umiddelbart kan måles og vejes, f.eks. meningsfuldhed, nærvær, omsorg mv.

Det gælder også for aktiviteter og tilbud i brugerbevægelsen. At samles med ligesindede, hjælpe hinanden og bruge sine ressourcer er både ensomhedsbekæmpende og giver mere lyst til livet.

Peer-medarbejdere er undervurderede og bør fremhæves særskilt, som en medarbejder-type, der kan bidrage med samtaler og gruppe-tilbud, som fremmer recovery. Peer-medarbejdere kunne også udbredes til hjemmevejleder området og akut-tilbud.

Men det er diskriminerende, at peer-medarbejdere indplaceres på de laveste løn-trin selvom mange er veluddannede, efteruddannede og har erfaringskompetencer. Der mangler karriere- og udviklingsmuligheder i stillingerne som peer-medarbejdere både i regionerne og kommunerne.

SAMMENHÆNG

Anbefaling 35-37. Sammenhæng og koordination er grundlaget for alle øvrige indsatser, så én indgang og en fast sagsbehandler kan fremme oplevelsen af sammenhæng for psykiatribrugeren.

Det er vigtigt, at psykiatribrugeren bliver bistået ved visitationssamtaler, udarbejdelse af helbredsattester og samtaler med sagsbehandler. Disse samtaler kan gen-aktivere følelser af svigt, dårlige oplevelser og ting, som er re-traumatiserende, og derfor er det vigtigt at få samlet op efterfølgende med et menneske som var vidne til samtalen.

LAP har den holdning, at helbredelse ikke sker på hospitalerne, men ude i hverdagslivet. Men man skal være stærk for at søge hjælp, og man skal være stærk for at kunne bruge en lang række af de tilbud, der gives.

Fysiske handicappede ansætter egne hjælpere. Det samme burde være muligt i psykiatribrugere. Mange har en blanding af fysiske og psykiske udfordringer, men lægefagligt tilskrives det meste det psykiske, og de faktuelle fysiske behov overses.