LAPs kommentarer til: Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien

/i /af

§ 1. Når den indlæggende læge skønner, at tvangsindlæggelse er påkrævet, jf. lov om anvendel-se af tvang i psykiatrien § 6, stk. 2, skal lægen underrette patienten herom.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal samtidig underrette patienten om baggrunden for tvangsind-læggelsen samt om formålet hermed og vejlede patienten om udsigterne til en bedring af hel-bredstilstanden, jf. lovens §§ 3 og 31. Samme pligt påhviler den modtagende afdelings læge.

§ 9. Underretningen foretages mundtligt og skriftligt. Underretningen i henhold til § 1, stk. 1, foretages dog alene mundtligt.

Kommentar: Den mundtlige underretning bør efterfølgende kunne rekvireres skriftligt.

§ 11. Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at patienten underrettes om tvangsindgrebet.
Stk. 2. Såfremt en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning efter lovens § 32, stk. 3, skal klagevejledning gives snarest muligt og inden tvangsbehandlingen iværksættes.

Kommentar: Patienten skal støttes i at skrive en klage og hvis det findes nødvendigt skal hjælperen tage diktat.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

/i /af

§ 1. Der skal på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en tvangsprotokol.
Stk. 2. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. lovens §§ 5- 10 a, 12, 13, 13 d, 14 – 17 a, 18 a, 18 c, 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærm-ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f. Det samme gælder enhver ordination i henhold til lovens § 18.

Kommentar: Der bør føres protokol over såvel personlig skærmning som isolation af personer ofte omtalt som skærmning. Isolation er når man holder personen skærmet fra medpatienter på dennes stue eller i en del af afdelingen. Hvor personen forhindres i at deltage i afdelingens almindelige gøremål og omgang med de øvrige patienter.

§ 2. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Frihedsberøvelsens varighed.
3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.
4) Resultatet af efterprøvelsen af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes..

Kommentar: Vi mener i stk. 4 at tidsfristerne er for lange.

§ 3. Ved tilbageførsel skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Tidspunkt for overlægens beslutning om, at patienten skal tilbageføres med politiets hjælp..

Kommentar: Begrundelsen for tilbageførelsen tilføjes.

Kapitel 4
Indberetning

Kommentar: Der skal også sættes en tidsgrænse for dette, hvornår indberetningerne skal foretages.

§ 22. Den i § 21, stk. 1 og 2, nævnte indberetning skal indeholde de i §§ 2-14 og 17-19 krævede oplysninger. Indberetningen til Sundhedsstyrelsen skal dog ikke indeholde oplysning om den ordinerende læges og impliceret personales navn, og indberetningen til den ansvarlige syge-husmyndighed indeholder hverken oplysning om patientens navn og cpr-nr. eller den ordineren-de læges og impliceret personales navn.

Kommentar: Det ville være hensigtsmæssigt om man indførte en kode for hver læge og hver afdeling, så der kan holdes øje på brugen af tvang.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til: Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser

/i /af

§1 Stk. 2. Ved en persons nærmeste forstås i første række personens ægtefælle, samlever, forældre, voksne børn og personer, der hører til den pågældendes husstand. Hvis den pågældende opholder sig i institution, påhviler pligten til at tilkalde læge institutionens personale.

Kommentar: Det forekommer at man helt har glemt, at mange bor alene og det derfor vil være naboer, som først registrere at der er noget galt. En tilkaldt/besøgende bostøtte/sygeplejerske eller anden fagperson kan vel også blive involveret, ligesom venner ect. Hvorledes man så undgå misbrug af disse tilkaldelsesmuligheder må overvejes nøje.

Det vil ofte være mere naturligt at tilkalde det i området forfindende psykiatriske udrykningsteam, der muligvis vil have midler og erfaring til at bringe personen ud af den aktuelle akutte situation eller få denne til at indse en indlæggelse er nødvendig.

Blandt kredsen af nærmeste burde man måske hellere anføre, hvem der har tæt kontakt til eller daglig omgang med denne. Samfundsforholdene i dag gør, at en del bor fysisk adskilt med store fysiske afstande, men via tekniske hjælpemidler opretholder en kontakt. Ligeledes har en del borgere stortset intet netværk, men en tæt kontakt til den f.eks. socialpsykiatrien eller distriktspsykiatrien. Ikke mindst bør der udvise hensyn til at kontakten forældre, børn kan være af en sådan karakter, at disse ikke ønskes involveret.

§ 2. Tilkalder de nærmeste eller andre ikke en læge, skal politiet tilkalde en læge.
Stk. 2. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktiserende læge, som den syge sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagten i området.

Kommentar: Såfremt det ikke lykkedes at tilkalde egen læge skal det anføres i politirapporten, hvorfor dette ikke lykkedes.

§ 5. Skal tvangsindlæggelse finde sted, udfærdiger lægen en erklæring, der skal indeholde en angivelse af den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå lægen støtter, at betingelserne i lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), eller nr. 2 (farligheds-indikation), er opfyldt.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives på grundlag af lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på den aktuelle indlæggelse.
Stk. 3. Lægeerklæringen skal udfærdiges snarest muligt, efter at undersøgelsen er afsluttet.
Stk. 4. Lægen afleverer eller sender den udarbejdede lægeerklæring til politiet med henblik på tvangsindlæggelsens iværksættelse.

Kommentar: Lægen skal så vidt det er muligt anføre hvilken form for behandling patienten p.t. modtager og hvilke støtteforanstaltninger der er iværksat. Og bør i den sammenhæng vurdere om der findes andre muligheder end en tvangsindlæggelse.

Lægen skal med patientens samtykke kontakte evt. støttekontakt personer, såfremt patient ønsker dette.
I det omfang patienten ønsker det og det er muligt skal der etableres et samarbejde/mulighed for samspil med den involverede kommunale socialpsykiatri / distriktpsykiatri eller behandlende psykiatriteams, således at tvangsindlæggelser i videste muligt omfang undgås.

F.eks. vil det være relevant, at egen læge før end vedkommende rykker ud har haft kontakt til de relevante behandlende eller støttende myndigheder, for at sikre mod unødvendige udrykninger. En del borgere har en sporadisk kontakt til egen læge, men har en kontinuerlig kontakt til anden støttefunktion og her vil det kunne være relevant, at disse er tilstede ved samtalen med lægen.

Lægen bør forespørge patienten om hvem denne opfatter som sine nærmeste og det bør anføres i tvangsindlæggelsespapirerne, hvem dette er. Dette vil give politiet bedre mulighed for at kontakte de relevante.

§ 12. Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende polititjene-stemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.

Kommentar: Det bør anføres til journal/rapport hvorfor det ikke har været muligt at anvende civilpåklædning og eller civilt tjenestekøretøj, hvis dette ikke har været muligt. Og der skal føres statistik på hvilke årsager der anvendes som begrundelse og disse skal offentliggøres.

§ 13. Politiet skal inden indlæggelsens iværksættelse så vidt muligt underrette en eller flere af patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
Stk. 2. Tvangsindlæggelsens gennemførelse skal så vidt muligt ske efter aftale med den eller de personer, hos hvem den pågældende bor eller opholder sig.
Stk. 3. Såfremt underretning efter stk. 1 undtagelsesvis ikke har kunnet foretages forud for tvangsindlæggelsens gennemførelse, skal politiet snarest muligt underrette en eller flere af pati-entens nærmeste om tvangsindlæggelsen.

Kommentar: Patienten bør efter eget ønske have mulighed for at der hos politiet oprettes en liste over dem som denne opfatter som sine nærmeste.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

/i /af

§ 3. Ved afgørelsen af den enkelte sag består det psykiatriske patientklagenævn af 3 personer: vedkommende direktør for statsforvaltningen eller ansatte, som direktøren har bemyndiget hertil som formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Lægeforeningen samt et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Danske Handicaporganisationer eller en tilsvarende beskikket stedfortræder for et medlem.
Stk. 2. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer og stedfortrædere.

Kommentarer:
I dag beskikkes et medlem af Danske Handicaporganisationer, det er SIND som via sit medlemskab af DH som har eneret på denne udpegning. Igennem en årrække er der dannet en lang række nye foreninger på psykiatriområdet og det har ved flere lejligheder vist sig at disse i højere grad varetager brugernes interesser end SIND, der både har pårørende, behandler og psykiatribrugere i deres kreds.

I og med, at brugerne efterhånden har opnået status som en fagekspertgruppe for sig selv virker det forkert, at denne gruppe ikke er sikret et sæde i patientklagenævnet. Det virker ikke hensigtsmæssigt, at det 3. udvalg af patientklagenævnet tillige risikere at være en fagligt uddannet person uden brugerbaggrund.

Det er derfor vores holdning, at man bør finde en anden måde, at udpege en person på, som tilgodeser at denne har brugerbaggrund. Vi mener at LAP som kun repræsentere folk med egne erfaringer inden for psykiatrien, helt naturligt burde være en del af Patientklagenævnet.

§ 9. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet, jf. lovens § 24, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over.

Kommentar: Det skal føres til referat, hvorfor patientrådgiveren såvel som lægen ikke er til stede, hvis dette er tilfældet. Faktisk burde det være en pligt for patientrådgiveren, at være til stede ved sagens behandling.

Kommentar generelt:
Patient bør tilbydes hjælp og støtte fra patientrådgiver til at udfærdige en klage.
Der bør gives mulighed for at 3. part kan klage anonymt. F.eks. en medpatient, pårørende eller personale.
Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til : Bekendtgørelse om patientrådgivere

/i /af

§ 10. Ved udførelsen af de opgaver, der følger af § 24, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, skal patientrådgiveren bl.a. føre tilsyn med, at det tvangsindgreb, der har givet an-ledning til beskikkelsen, ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i det psykiatriske patientklage-nævn ved statsforvaltningen.

Kommentar: Begrundelsen for at patientrådgiveren ikke er til stede ved klagens behandling skal anføres i afgørelsen for Patientklagenævnet.
Det burde være en pligt for patientrådgiveren, at være tilstede ved sagens behandling i patientklagenævnet.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Høringskommentar SKP

/i /af

Ved gennemlæsning af den ret omfattende rapport er der en ting der slår læseren. En ting som vi i LAP- Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere må påtale på det kraftigste, nemlig den totale mangel på registrering af brugerens oplevelse af ordningen. 61 % forløbene afsluttes nemlig uden resultat.

Det kan undre at der er tendens til, at resultaterne er dårligere jo mere kontakt der har været til det offentlige.
At over halvdelen af situationerne afsluttes på under 10 møder og forløb under 78 dage.
Og at der på disse kortere forløb bliver der dårligere resultater.

Det er også beskæmmende for kommunernes oplysningsmetoder at kun ca. 22 % henvender sig selv for at få hjælp af ordningen.

Dette tyder på, at ordningen er for dårlig, der er for mange nitter i mellem, om det skyldes dårlig kemi mellem brugere og SKP´er eller simpelthen, at SKPernes måde at arbejde på/metoder er forkerte og det er derfor de falder igennem i deres kontaktforsøg.

Kan dette skyldes at man i for højere grad prøver at ændre folks mønstrer, end at forstå dem og udpege årsagssammenhæng, som kan anvendes til at finde kernen i problemerne, frem for at man prøver at ændre en adfærd, der er betinget af nogle årsager, som man ikke finder eller leder efter og dermed heller ikke kommer helt ned i hvor problemet egentlig har sit udspring.
Hvorfor mange brugere vil opfatte at det blot vil være til besvær for dem, at have SKP´erne rendende. Faktisk vil betyde en øget belastning i en i forvejen belastet livs situation.

Det er svært for andre mennesker, at forstå hvorfor man bygger sin adfærd op som man gør og faktisk kan der først skabes adfærdsændringer, når man forstår årsagerne og de sammenhænge, der ligger til grund for disse. Og det opnås altså ikke gennem kortere samtaler og besøg, hvor man snakker sammen en times tid. Hvilket er en primær metode i arbejdet.

Lav noget sammen, test hinandens metoder og grænser på lige fod, så vil man opklare og forstå, hvad der egentlig er bag facaden på personerne. Og undgå en hver form for omklamring og bedreviden i evt. omsorg.

Desværre syntes det i en del af kommunerne stadigt svært at se personerne som hele mennesker med behov for hjælp, og ikke som en grå unuanceret klientmasse.
Hvilket ses af kriterierne for matchningsprincipperne som disse fremgår at div. grafer. Og faldet i anvendelsen af matchning er heller ikke prisværdigt.

Fakta som vi, via vores medlemmer er i besiddelse af, viser også at telefon kontaktmulighederne ikke svarer til de i lovens bemærkninger anbefalede.

Vi finder det også problematisk at en del kommuner har valgt ikke at bruge § 99, og kun vil bruge § 85, dette forårsager at mange sindslidende bliver afvist, og ikke opnår at få støtte, da denne paragraf kræver at man bliver visiteret, og kræver at der føres journal, dette kan også være grunden til at der er hurtigere afslutning.
Mange kommuner bruger kun § 99 til hjemløse og misbrugere.

Generelt syntes vi i LAP ikke at ordningen bliver den brobygnings mulighed som er indeholdt i lovens intentioner. Mange kommuner roder begreber som Bostøtte og SKP sammen eller direkte undlader at udmønte loven i særskilt SKP team, adskilt fra Omsorg- og myndighedsafdelingen,
Utrygheden ved at der bliver skrevet journal, eller man bliver registreret i modstrid med lovens tekst og ånd kan også være årsag til de få succeshistorier. Den gruppe der er målgruppen her, er ekstrem sårbar, overfor tiltag der ligner kontrol. Det bør indskærpes kommunerne.

Venlig hilsen

Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlem af Landsledelsen i LAP

Høringssvar fra LAP om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling

/i /af

14.10.2010

I forbindelse med ændringsforslag til lov om kunstig befrugtning skal LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) generelt udtrykke at vi finder at indførsel af brugerbetaling kan være på kant med menneskerettighedskonventionen, idet brugerbetaling indebærer en mulighed for diskriminering grundet økonomisk formåen. Og i den forbindelse skal vi påpege at økonomi ikke autonomt har betydning for evnen til at opfylde forældrerolle.

Dette fører os direkte til at den nugældende § 6 a, stk. 2, i lov nr. 460 af 10 juni1997 udvides, således at den ansvarlige læge i tvivlssituationer skal inddrage en anden relevant læge udover anden sagkundskab i vurderingen af forældreegnethed.

Når man læser begrundelsen for denne udvidelse, som umiddelbart kunne se ud som en forbedring af parrets /kvindens retstilling, må man opfatte den ønskede ændring som et begrænsende led, idet det forekommer sandsynligt at den anden læge typisk vil være en psykiater.

Lovforslaget kan ses som et resultat af den debat der opstod omkring en konkret sag fra Nordfyns Kommune, hvor et par fik hjælp til kunstig befrugtning selvom begge forældre angiveligt var sindslidende.
I forbindelse med sagen var der krav om, at reglerne skulle strammes op, så psykisk syge ikke får tilbudt kunstig befrugtning.
Sundhedsministeren, Bertel Haarder kritiserede i skarpe vendinger lægerne på
Odense Universitetshospital for at gennemføre en kunstig befrugtning af et par med psykiske problemer. “De burde skamme sig” sagde Sundhedsministeren angivelig om de pågældende læger.

Fra LAPs side ser vi lovforslaget som en direkte overtrædelse af FNs handikaps bestemmelser omkring diskrimination.

FN’s Handicapkonventions artikel 25 a siger, at deltagerstaterne (herunder Danmark) skal give personer med handicap det samme udbud af sundhedsydelser og -ordninger af samme kvalitet og standard gratis eller til en overkommelig pris, som gives til andre, herunder inden for seksuel og forplantningsmæssig sundhed samt generelle folkesundhedstilbud.

Dette betyder at sindslidende er sikret samme ret til kunstig befrugtning som andre.
De kan naturligvis nægtes kunstig befrugtning på samme måde som alle andre, men det skal ske på baggrund af en konkret individuel vurdering – og ikke på baggrund af deres psykosociale handicap.

Handicapkonventionens artikel 5.2 siger at deltagerstaterne forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og efter artikel 4.1.b skal love som indebærer diskrimination af personer med handicap ændres eller afskaffes og
Efter artikel 5.3 skal deltagerstaterne tage alle passende skridt til at fremme lighed og afskaffe diskrimination ved at sikre, at der tilvejebringes rimelig tilpasning.
Vurderes et psykosocialt handicappet par derfor at mangle forældreegnethed, må kunstig befrugtning først nægtes, hvis det er vurderet, at det psykosociale handicap ikke kan afhjælpes ved rimelig tilpasning (f.eks. i form at støtte og hjælp i hjemmet).

På denne baggrund må vi fra LAPs side forvente at lovforslag og bemærkninger omarbejdes til en form der fører loven på linje med den i konventionen anlagte linje, idet vi må forvente at den danske lovgivende magt (folketinget) holder sig de af dem ratificerede konventioner efterrettelige.

Venlig hilsen

Bo Steen Jensen
Medlem af LAP´s Landsledelse

Høringssvar: Behandling af PTSD hos veteraner – anbefalinger for fremtidig planlægning

/i /af

15. september 2010

Når vi i LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, ser på dette udkast til en behandlingsideologi for den specielle gruppe af personer ramt af PTSD, så finder vi en række interessante ideer i udkastet. Men vi må samtidigt undre os over manglerne ved udarbejdelsen af udkastet.

Først kan det undre såre at selve arbejdsgruppen, set i relation til kommissoriet, ikke indeholder personer fra de berørtes organisationer, såvel som repræsentanter fra bruger- og pårørendeorganisationer.

Dette ser vi som en meget graverende mangel. Denne skubben de egentlige aktører ud på en sidelinie, er absolut ikke i harmoni med den efterhånden almene anerkendelse af netop disse aktørers ekspertise.

Samme mangel på ligestilling i forhold til videns- og erfaringsværdi, synes også at komme til udtryk i bemærkninger omkring Videnscenter og begrebet evidens:

Hvordan opbygger man andet end skematik via evidensindsamling på områder, der er så individuelle, som måden at leve – eventuelt overleve traumer på i virkelighedens verden er.

I udkastet skrives: ”Det er samtidig vigtigt, at de eventuelle særlige problemstillinger som er knyttet til de forskellige patientgrupper belyses ved en systematisk erfarings- og vidensindhentning og efterfølgende formidling fx ved et Videnscenter, med henblik på den mest hensigtsmæssige organisatoriske og faglige tilrettelæggelse af tilbuddene.”

Her bør ikke mindst den viden, de traumatiserede selv kan bidrage med, også hvor dette indebærer en ændret måde at opfatte disse personers erfaringer på, inddrages som måske højrelevant viden.

Generelt ser vi udkastet som rimeligt positivt. Man kan hæfte sig ved at medicinterapi har en forholdsvis underordnet plads i udkastet, det ser vi i LAP som et fremskridt.

Når vi alligevel ikke ganske kan rose udkastet skyldes det primært på den oven for påpegede skævhed i arbejdsgruppens sammensætning.

Vi har i LAP oplevet at høre andre faggrupper, bl. a. psykiatere udtrykke samme kritik. Muligvis på baggrund af at problematikken (lidelserne) primært afføder behov for psykologiske og omgivelsesmæssige ændringer.

Om kognitiv terapi er den bedste form, kan godt være et spørgsmål, idet denne baserer sig på et normbegreb, der muligvis ikke er ideelt som udgangspunkt for den relevante støtte.

Igen må det påpeges, at den der har levet og overlevet et traume indefra ved mest om de teknikker, der skal til for at gøre traumet leveligt / overleveligt; det kan man aldrig teorilæse sig til. Derfor skal den viden, de personer der har behov for støtte, besidder, op i front af tiltagene, det mangler der stadigt indikationer for.

Når det drejer sig om en gruppe, som den her omtalte, har man med en til hypersensitivitet optrænet gruppe mennesker at gøre. Derfor kan man ikke helt gå ud fra de almene normer i kognitiv terapi, der ofte er behæftet med samme mangel som den fremherskende opfattelse af rehabilitering, en holdning som vi i LAP har set betegnet som ”avanceret pottetræning”, fordi den ikke medregner det mentale balanceplan i mennesket.

Generelt må vi dog udtrykke anerkendelse af at ideerne er fremsat, men samtidigt påpege at NICE rapporten og udredningen også mangler en analyse af de mentale parametre.

Anerkendelsen vedrører det faktum, at man er opmærksomme på problematikkerne.

Og det er LAP’s håb at indsamlede erfaringer og videreudviklende viden også kommer andre grupper af PTSD-ramte og traumatiserede til gavn.

Bo Steen Jensen
Medlem af landsledelsen for LAP

Bekendtgørelse om uddannelse af specialpsykologer i psykiatrien. Høringssvar fra LAP.

/i /af

15. september 2010

LAP kan generelt kun byde denne uddannelsesmulighed velkommen, idet vi ser den som en brobygnings mulighed mellem to hinanden egentlig beslægtede fag.

Det er vores håb, at den kompetence-udbygning, som uddannelsen indebærer ikke kommer til at overskygge det egentligt bærende i psykologien, nemlig den humanistisk, eksistentielle grundtanke. En grundtanke, som jo desværre ofte er set som modsætning til den lægefaglige synsvinkel. Selv om de fag i sagens natur burde se hinanden som komplementære.

Vi bliver nød til at udtrykke et hjertesuk omkring Kapitel 4, paragraf 5. Vi ser det som en graverende mangel at det landsdækkende råd er totalt renset for repræsentation fra dem, det drejer sig om. Nemlig brugerne og egentlig også pårørende.

Netop fordi et psykologisk behandlings-element, i sin natur, indebærer en ofte meget dybtgående påvirkning i en persons integritet, forekommer brugernes manglende tilstedeværelse i de styrende og planlæggende råd LAP uacceptabel.

Faktisk kan det forundre set i lyset af at LAPs motto ”intet om os uden os” i dag ses indarbejdet næsten overalt i psykiatrien, at det så ikke også er tilfældet her.

På vegne af LAP

Bo Steen Jensen
Medlem af LandsLedelsen

LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

/i /af
af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S

20.05.2010

LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere er af Sundhedsstyrelsen blevet inviteret til at give vores kommentarer til udkast til vejledning.

Mange af vores medlemmer oplever at domme til behandling forvaltes ret lemfældigt og med alt for stor uensartethed rundt omkring i landet. Selv om vi principielt er imod omfanget og varigheden af mange af de ofte menneskeretsstridige foranstaltningsdomme, vil vi gerne benytte os af lejligheden til at kommentere udkastet.

Side 1 nederst står der i udkastet at ”For hovedparten af disse patienter vil dommen give mulighed for at patienten kan indlægges på psykiatrisk afdeling …”. Vi er bekendt med, at mange domme til ambulant behandling indeholder en sådan mulighed, men mener at formuleringen udelukkende forholder sig til nugældende praksis, som forhåbentlig vil ændre sig over tid. Vi foreslår i stedet, at der skrives: ”For nogle af disse patienter vil dommen …”

Side 2 før sidste afsnit eller evt. et andet sted i vejledningen foreslår vi følgende tilføjelse om løbende aktindsigt i egen journal: ”Patienten bør løbende holdes orienteret om, hvad der journalføres og have mulighed for at få udleveret kopi af journalen”

Side 3 i afsnittet om behandlingsplan foreslår vi følgende tilføjelse/omformulering:
”Behandlingsplanen bør udformes i samarbejde med patienten og, såfremt denne ønsker det, også med inddragelse af pårørende eller andre fra dennes netværk.”
”Behandlingsplanen bør løbende drøftes med patienten og justeres i overensstemmelse med dennes aktuelle livssituation.”

Side 4, øverst anføres det i udkastet, at det kan være relevant ”at personalet på fx et psykiatrisk bosted instrueres i, at de hurtigst muligt skal kontakte den behandlingsansvarlige overlæge, hvis de får kendskab til eller mistanke om, at en patient ikke tager sin medicin som ordineret, eller hvis der opstår mistanke om misbrug eller kriminalitetsrecidiv.” Vi mener ikke, man som overlæge ligefrem kan ”instruere” personale på sociale/socialpsykiatriske bosteder og finder det vigtigt, at den behandlingsdømte inddrages fuldt ud i et evt. samarbejde mellem overlæge og bosted mv., således at tillidsforholdet mellem borger og socialt/socialpsykiatrisk personale ikke lider skade.

Side 5 efter andet afsnit er det os meget magtpåliggende at foreslå følgende tilføjelse:
”Under evt. frihedsberøvelse i henhold til dom skal patienten og behandlingspersonale oplyses fuldt ud om, at psykiatrilovens bestemmelser og principper nøje skal overholdes med undtagelse af de paragraffer der nævnes i bek. nr. 892 af 14/12/1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.” Det er vores erfaring, at der hersker stor uvidenhed herom såvel hos personale som hos patienter. Især bør der eksplicit gøres opmærksom på følgende: ”Tvangsbehandling, magtanvendelse og kropsvisitation må således kun tages i anvendelse, når og hvis psykiatrilovens kriterier er opfyldt.”

Da der ofte er tale om langvarige indlæggelser i forbindelse med dom til behandling, foreslår vi endelig, at vejledningen kommer til at indbefatte, at det skal tilstræbes at fastholde og forbedre patientens kompetencer fx via undervisningstilbud og beskæftigelse.

Med venlig hilsen, på vegne af LAP

Ulla Asmussen, landsledelsesmedlem

Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf: 66194511