14 forslag til ændringer af lovforslag om reform af førtidspension og fleksjob

/i /af

24. september 2012

(Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og flere andre love (Reform af førtidspension og fleksjob, herunder indførelse af ressourceforløb, rehabiliteringsteams, fleksløntilskud m.v.)).

Regeringen har sammen med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om reform af førtidspension og fleksjob den 30. juni 2012. Den 4. september er udsendt høring en høring om det lovforslag, som udmønter aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob.

Forligspartierne angiver målet med reformen at være at fastholde flest muligt på arbejdsmarkedet – helst i ustøttet beskæftigelse. Flest muligt skal i arbejde og forsørge sig selv, tilskuddet omlægges og personer med høj indkomst får ikke længere højeste tilskud.

DM, GL, PROSA, FOA-Fag og Arbejde, HK, Kommunikation og Sprog, BUPL, Bibliotekarforbundet, LAFS – Landsforeningen af fleks og skånejobbere, MSC-Danmark – Patientforeningen for kemikalieoverfølsomme, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforeningen for Arbejdsmiljø og Arbejdsskadede, Parkinsonforeningen, Dansk Fibromyalgi-Forening, Ergoterapeutforeningen og Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribruger (LAP) mener, at der er en række uhensigtsmæssigheder i reformen og ønsker med dette katalog at give 14 ændringsforslag til en reform, som i højere grad vil fokusere på inklusion, rummelighed og ligeværd på arbejdsmarkedet. Desuden vil reformen med de 14 ændringsforslag indarbejdet kunne bidrage til at flere fleksjobbere får brugt deres evner og kompetencer på rimelige vilkår til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet.

Kataloget skal således ses som konkrete bud på at forbedre og kvalificere det foreliggende lovforslag ud fra en fælles enighed om, at fleksjobbere er en ressource for samfundet.

Organisationerne bemærker desuden, at det er uklart, hvilke forudsætninger der er langt ind i de økonomiske beregninger af reformen.

Kataloget fokuserer alene på fleksjob.

 

1.    Uklarhed om grænsen mellem førtidspension og fleksjob

Problem i reformen:

Det er i aftalen uklart, hvor grænsen mellem førtidspension og fleksjob går og hvad visitationskriterierne er. Der er desuden en risiko for, at folk med meget lav arbejdsevne presses til at tage et fleksjob, som de ikke er i stand til at varetage. Det er endvidere uklart, hvad der menes med ’væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen’. Medlemmer som får afslag på fleksjob uden at kunne arbejde i en ordinær stilling kommer ofte i klemme og det ændrer lovforslaget ikke ved.

Løsningsforslag:

Der bør fastlægges en skarpere politisk fastsat grænse for, hvornår man er omfattet af fleksjobbestemmelserne, og hvad der skal ske, når man er i ’den grå zone’. Der er behov for meget klare visitationskriterier for, hvornår personer er berettiget til hhv. førtidspension og fleksjob, og det bør præciseres, hvad menes med ’væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen’. Derudover skal personer med meget lav arbejdsevne, sikres mulighed for at få tilkendt førtidspension.

2.    Pension

Problem i reformen:

Personer på fleksjob vil både opleve et markant pensionsefterslæb i forhold til ordinært ansatte og at den tvungne pensionsindbetaling af tilskuddet vil mindske deres nettolønindkomst, som i forvejen ligger langt fra ordinært ansattes indkomst.

Løsningsforslag:

Pensionsindbetalingen skal øges til minimum det procentniveau, som findes i pågældende overenskomst og ligge ud over det tilskud, som lovforslaget lægger op til.

3.    12 måneders reglen

Problem i reformen:

En række ansatte fx funktionærer, videnarbejdere og undervisere søger typisk fleksjob på den samme arbejdsplads, hvor de allerede er ansat. Med 12 måneders reglen pålægges arbejdsgiver efter den ansattes langvarige sygemelding og, at skulle have medarbejderen ansat i yderligere 12 måneder før fleksjobordningen kan etableres. Det vil gøre det så godt som umuligt at få et fleksjob på den samme arbejdsplads og dermed gøre det markant sværere at få et fleksjob. Man kan derfor frygte at 12 måneders reglen vil betyde, at flere med funktionsnedsættelse fremover vil være på ledighedsydelse i længere tid i stedet for at blive i et fleksjob på hidtidige arbejdsplads. Det positive ved 12 måneders reglen er dog, at virksomhederne tvinges til aktivt at bruge de aftalte muligheder for det rummelige arbejdsmarked i overenskomsten. Men risikoen for, at det ikke sker, er reel og så kommer fleksjobberne i klemme.
En anden bekymring er, at mange vil blive opsagt ved udsigten til længerevarende sygdom, når der ikke er udsigt til kompensation for nedsat arbejdsevne.

Løsningsforslag:

12 måneders reglen skal afskaffes.

4.    Manglende motivation for arbejdsgivere til at ansætte personer på fleksjob

Problem i reformen:

Det er særdeles svært at se arbejdsgiverens motivation til at ansætte medarbejdere i et fleksjob. Arbejdsgiver skal betale det samme for en ansat på fleksjob på fx 15 timer om ugen, som for en ordinært ansat på 15 timer, uden at blive kompenseret for den usikkerhed, som følger af, at der ofte ikke er vished for den ansattes helbredsmæssige tilstand på længere sigt. Hermed er der en reel risiko for, at det bliver meget svært at finde arbejdsgivere, der vil tilbyde et fleksjob.

Løsningsforslag:

Der er behov for en motivation for arbejdsgiver til at ansætte personer i et fleksjob. Enten i form af en mindre økonomisk kompensation eller gennem anden form for kompensation. Det kan fx være udvidelse af den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, til også at omfatte kommuner og regioner og dermed motivere samtlige offentlige institutioner til at ansætte fleksjobbere. Eller der kan oprettes en fleksjobfond, svarende til barselsfonden, som private virksomheder kan trække på, hvis de ansætter fleksjobbere.

5.    Fleksjobansatte sættes under pres ved fastlæggelse af timetal

Problem i reformen:

Arbejdsgiverne skal kun yde løn for den effektive arbejdstid. Der ydes løn for den arbejdsindsats den ansatte reelt yder. Mange ansatte i fleksjob har brug for mere tid til at udføre arbejdsopgaverne, og har eksempelvis brug for at være på arbejdspladsen i 20 timer for at kunne udføre 15 timers ordinært arbejde. Lovforslaget fastlægger ikke, hvorledes man når frem til en (for begge parter) rimelig vurdering af honorering af den ydede arbejdsindsats – dette er lagt op til forhandling mellem arbejdsmarkedet parter. Men problemet er hvad og hvem skal definere arbejdsindsatsen.

Løsningsforslag:

Forhandlingen af fastlæggelse af timeantal er lagt op til forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Alt andet end overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkår, svarende til ordinær ansættelse vil være uacceptabelt.
Jobcentret skal i forbindelse med arbejdsprøvning og vurdering af arbejdsevne beskrive, hvilke skånehensyn et fleksjob skal indeholde. Herunder vurdere om der er behov for øget tid til at kunne  udføre de konkrete arbejdsopgaver. Jobcentret skal i denne vurdering vurdere graden af arbejdsintensitet, og løbende følge op på, at der et rimeligt forhold mellem de præsterede timer og antallet af udbetalte løntimer.

6.    Sikring af at der ydes løn efter de kollektive overenskomster på alle virksomheder

Problem i reformen:

Det fremgår at lovforslaget at løn og ansættelsesvilkår skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Der er med nuværende lovgivning ofte behov for præcisering af gældende regler i forbindelse med ansættelse hos private arbejdsgivere, som ikke er tilsluttet en kollektiv overenskomst. Disse skal følge områdets overenskomster. Såfremt loven ikke indeholder en klar angivelse af pligten til at følge områdets overenskomst, opstår der risiko for ’social dumping’.
Der er i reformen ikke taget stilling til, hvad der skal være grundlaget for lønfastsættelsen. Det er fremover reglen, at arbejdsgiver alene skal betale for det arbejde der bliver udført, men det er ikke arbejdsgiver, der bør eller kan afgøre, hvor meget dette er.

Løsningsforslag:

Det skal præciseres, at løn og ansættelsesvilkår fortsat reguleres gennem de kollektive overenskomster.
På virksomheder, som ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst skal man følge overenskomsten på det sammenlignelige område. Som en konsekvens heraf, kan fleksjob ikke oprettes på ikke-overenskomstdækkede virksomheder, såfremt arbejdsgiver afviser at følge områdets overenskomst.
Det bør fremgå af loven, at udgangspunktet for lønfastsættelsen må være jobcentrets vurdering af arbejdsevnen på baggrund af den lægelige vurdering.

7.    Tilskuddet følger ikke lønnen

Problem i reformen:

Tilskuddet til fleksjob vil blive nedjusteret sammen med andre overførselsindkomster, da det følger dagpengesatsen, som fremover ikke satsreguleres.

Løsningsforslag:

Løntilskuddet til fleksjob skal satsreguleres.

8.    Sanktionering af ledige fleksjobbere

Problem i reformen:

Reformen medfører at ledige fleksjobbere stort set sidestilles med personer, der ikke har andre problemer end ledighed. Det betyder blandt andet kontaktsamtaler, at de ledige fleksjobbere aktivt selv skal søge jobs og samtidig pålægges de samme sanktioner som dagpengemodtagere ved selvforskyldt ledighed.
Ledige fleksjobbere vil dog ofte have langt mere komplicerede psykiske og helbredsmæssige forhold som markant nedsat arbejdsevne end ledige uden andre problemer end ledighed. Derfor bør de ikke underlægges samme pligter og sanktioner, som personer uden andre problemer end ledighed.

Løsningsforslag:

Det er positivt at ledige fleksjobbere får en række rettigheder og tilbud, men sanktionerne i forbindelse med selvforskyldt ledighed bør ikke gælde i samme omfang for ledige fleksjobbere, som for personer uden andre problemer end ledighed.

9.    Forskelsbehandling af ledige fleksjobbere

Problem i reformudkastet:

Ledighedsydelsen falder med reformen fra 91 % af dagpengemax (kr. 15.507) til 89 % (kr. 15.165), en difference på kr. 342 (dagpengemax er kr. 17.040). For personer, der modtager ledighedsydelse, når ordningen træder i kraft, vil ydelsen nedsættes til 89 % senest efter ½ år.
Desuden følger ledighedsydelsen dagpengesatsen, som fremover ikke satsreguleres og dermed vil de ledige fleksjobberettigede blive ringere stillet økonomisk end andre ledige.

Løsningsforslag:

Ledighedsydelsen skal svare til den maksimale dagpengesats og bør satsreguleres.

10.    Usikkerhed ved 5-års regel

Problem i reformen:

Reformen har et markant indbygget usikkerhedselement for alle personer på vej ind i ordningen i og med at ordningen for personer under 40 ikke er permanent, og for personer over 40 år er de første 5 år på fleksjob en prøveperiode. Dette er uhensigtsmæssigt. For det første pga. de personlige og psykiske følger af usikkerheden for i forvejen udsatte personer. For det andet fordi der allerede eksisterer en tæt løbende monitorering og opfølgning, som sikrer, at personer der ikke har behov for ordningen kan træde ud af ordningen.

Løsningsforslag:

5-årsreglen afskaffes for personer, der træder ind i fleksjobordningen uanset alder. Samtidig skal der fortsat være vægt på kontinuerlig opfølgning, evaluering og fokus på relevante alternativer, ligesom der naturligvis fortsat skal være mulighed for at retten til fleksjob bortfalder, hvis arbejdsevnen forbedres.

11.    Usikkerhed for personer på den nuværende ordning

Problem i reformen:

For personer på den nuværende fleksjobordning er der i reformen indbygget en stavnsbinding til det fleksjob man er ansat i, fordi lønnen falder markant, hvis den ansatte fyres eller ønsker at skifte job. Det medfører usikkerhed for fremtiden i tilfælde af fyring og det hindrer generelt mobiliteten på et i forvejen fastlåst arbejdsmarked. Den ansatte risikerer desuden at stagnere i arbejdslivet og karrieren og have svært ved at gøre sine interesser og behov gældende overfor en arbejdsgiver, som vil kende den økonomiske klemme den ansatte fleksjobber sidder i.
Desuden viser aftalens meget detaljerede beskrivelser af, hvornår der er tale om jobskifte, at det bliver vanskeligt administrerbart på det offentlige område, hvor institutioner lægges sammen, afdelinger skifter navn osv. På det private område gælder det samme, når virksomheder bliver opkøbt, organisationerne ændrer sig og jobbene udvikler sig. Der mangler alt i alt klarhed om kriterier for, hvornår der er tale om et nyt job og det skaber usikkerhed.

Løsningsforslag:

Der skal der formuleres klare kriterier for, hvad der definerer et nyt job.

12.    Funktionærloven dækker ikke fleksjobansatte på under 8 timer

Problem i reformen:

Funktionærloven sikrer funktionærer en række minimumsrettigheder i relation til blandt andet barsel, løn under sygdom og beskyttelse mod usaglig afskedigelse. Men funktionærloven kræver ansættelse i minimum 8 timer og derved vil ansatte i fleksjob på under 8 timer ikke være dækket af bestemmelserne i funktionærloven.

Løsningsforslag:

Funktionærlovens bestemmelser skal ændres således, at ansatte på under 8 timer er omfattet af loven – dermed også fleksjobbere med et lavt timeantal.

13.    Problemer for selvstændige fleksjobbere

Problem i reformen:

Det er positivt, at der i reformen er mulighed for at tilskud til fleksjobbere med selvstændige erhverv. Men det er meget beklageligt, at vilkårene for selvstændige fleksjobbere er så dårlige, og at det maksimale tilskud er på 125.000 kroner. Det er markant lavere end den støtte andre fleksjobbere kan opnå, og dermed vil det være svært for selvstændige fleksjobbere at forsørge sig selv ved selvstændig virksomhed.

Løsningsforslag:

Det maksimale tilskud til fleksjobbere i selvstændige erhverv skal hæves til samme niveau som for andre fleksjobbere.

14.    Svag motivation for at uddanne sig

Problem i reformen:

Et af målene med reformen er at flytte tilskuddet fra mellem og høj indkomster og dermed også fra dem med uddannelse. En uddannelse anses generelt og af de fleste politiske partier, som en samfundsmæssig investering, der bidrager til vækst, udvikling, viden og innovation. Med de nye tilskudsregler er motivationen for at tage en uddannelse minimal for personer med nedsat arbejdsevne, som fx unge handicappede, fordi man ikke økonomisk vil blive honoreret for de kompetencer, man har opnået på sin uddannelse. Indtægtsgrundlaget vil være et fleksjob på få timer, og dermed vil der være en markant lavere indkomst end med den tidligere ordning. Det vil igen påvirke livsindkomsten for den enkelte og i sidste ende føre til, at livsindkomsten for fleksjobbere, der har gennemført en videregående uddannelse, vil ligge under andre grupper. Det er ikke hensigtsmæssigt hverken for den enkelte eller samfundet og er i direkte modstrid med regeringens ønske om at flere skal have en uddannelse.

Løsningsforslag:

Der skal ændres på tilskudsmodellen, så unge tilskyndes til at tage uddannelser og dermed også kunne sigte efter en højere livsindkomst.

Høring vedrørende forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og flere andre love

/i /af

24. september 2012

Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering
Att.: Anne Hedegaard (aih@ams.dk) og Flemming Frandsen (flf@penst.dk)

I LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere – er vi glade for at være medtaget som høringspart og vil gerne komme med følgende kommentarer til lovforslagene:

Det har længe været et ønske blandt vores medlemmer, at mulighederne for at gøre karriere, hvad angår uddannelse og lønarbejde bliver forbedret og tilpasset de behov og vanskeligheder, man møder, når og hvis man er eller har været ramt af en psykisk lidelse og oplever et mere eller mindre omfattende psykosocialt handicap. Lovforslaget rummer, som vi ser det, mange positive elementer i den retning.

De positive elementer i lovforslaget er bl.a., at der:
•    grundigt skal arbejdes med at udforme rehabiliteringsplaner og gennemføres ressourceforløb tilpasset den enkelte
•    lægges vægt på den enkeltes medvirken og ejerskab til rehabiliteringsplan og ressourceforløb
•    tildeles koordinerende sagsbehandler og mentor efter behov
•    åbnes for at personer med forholdsvis begrænset arbejdsevne kan bevilges fleksjob

Vi ser imidlertid gerne, at en række elementer i lovforslaget bliver forbedret væsentligt:

Ressourceforløbsydelsen:
Selv om det er positivt at ydelsen bliver uafhængig af formue og ægtefælles indkomst, mener vi at ydelsen er sat for lavt. Især personer, der kommer til at deltage i flere på hinanden følgende ressourceforløb, vil opleve i en lang årrække at skulle leve på et urimeligt lavt forsørgelsesniveau.

Indhold i rehabiliteringsplan og ressourceforløb:
Det bør tydeliggøres:
•    at der for og med den enkelte borger skal arbejdes systematisk med at beskrive ressourcer og vanskeligheder og sættes ord på evt. behov for støtte og rimelig tilpasning i forhold til hverdagsliv, uddannelse og arbejde.
•    at den enkelte skal informeres om, støttes i og opmuntres til at benytte eksisterende ordninger, såsom specialpædagogisk støtte (SPS) til uddannelse, personlig assistance på arbejdspladsen og hvis overgang til anden forsørgelse kommer på tale: muligheder for revalidering, handicaptillæg til SU mv.

Sanktioner i forbindelse med ressourceforløb:
Det forekommer os selvmodsigende, at lovforslaget på den ene side lægger så megen vægt på den enkeltes medvirken og ejerskab, og på at ressourceforløb er møntet på personer, der er langt fra det ordinære arbejdsmarked; og på den anden side lægger op til, at der i stort omfang kan anvendes sanktioner over for den enkelte, hvis denne f.eks. siger nej til anvist arbejde.

Muligheder for personer, der har fået tildelt førtidspension:
Vi finder det positivt, at det også bliver muligt for kommunerne at tilbyde personer, der har fået tildelt førtidspension: ressourceforløb, virksomhedspraktik og opkvalificering i form af kurser og uddannelse mv. Vi forstår ikke, at der for tildeling af ressourceforløb sættes en aldersgrænse på 40 år idet mange førtidspensionister på over 40 år ville kunne drage fordel af et ressourceforløb. Muligheden bør gælde for alle førtidspensionister og optimalt bør det være en ret for den enkelte førtidspensionist at få tildelt mindst ét ressourceforløb. Desuden bør muligheden for at yde befordringsgodtgørelse i forbindelse med opkvalificering og virksomhedspraktik også gælde for førtidspensionister.

Mange af vores medlemmer har benyttet sig af, at man med førtidspensionstildeling efter den ”gamle ordning” fra før 1.01.2003 har det, der populært kaldes ”frit lejde”, når man vil afprøve sig selv i forhold til uddannelse og/eller lønnet arbejde, altså at man nok kan blive modregnet i pensionen eller få denne gjort hvilende, afhængig af en evt. lønindtægts størrelse, men ikke kan få pensionstildelingen frakendt. Mange på den nye førtidspensionsordning afholder sig fra at uddanne sig eller søge og tage lønnet arbejde af frygt for at miste pensionstildelingen. Der bør også for førtidspensionister under den nye ordning indføres en sådan regel om frit lejde, om ikke livsvarigt, så for en længere årrække, fx 10 år.

Mange førtidspensionister oplever en væsentlig nedgang i levestandard, når de når folkepensionsalderen. De forslåede justeringer af den eksisterende ordning med at kunne indbetale til supplerende arbejdsmarkedspension er langt fra tilstrækkelig til at undgå en sådan indkomstnedgang. I en tid, hvor næsten alle, der er på arbejdsmarkedet, har aftalte pensionsopsparinger, bør der ske større forbedringer i form af en automatisk indbetaling til supplerende pension.

Ændringer af fleksjobordningen
I forhold til de foreslåede ændringer af fleksjobordningen opfatter vi det som positivt, at man også med en relativt lav arbejdsevne vil kunne komme i betragtning. Vi stiller os imidlertid skeptiske over for de foreslåede besparelser på området, der betyder, at man som fleksjobber med en varigt nedsat arbejdsevne aldrig vil kunne nå op på samme lønniveau som sine kolleger. Vi opfatter forslaget som stridende imod kompensationsprincippet i dansk handicappolitik. Vi finder desuden forslaget om midlertidige tilkendelser af fleksjob 5 år ad gangen til personer under 40 år urimeligt, især når det tages i betragtning, at der med den foreslåede aflønningsform allerede er indbygget kraftige incitamenter til at søge at opnå ansættelse på almindelige vilkår.

Også ved tildeling af fleksjob bør der gives frit lejde, fx i minimum 10 år med henblik på at afprøve sig selv i ordinære ansættelsesforhold. Vi henviser i øvrigt til vedhæftede 14 forslag til ændringer af lovforslag om reform af førtidspension og fleksjob, som LAP sammen med en række faglige og handicap-organisationer er medunderskriver af.

Med venlig hilsen, på foreningens vegne

Karl Bach Jensen
udviklingskonsulent

Udkast til forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Udvidelse af årsopgørelsesordningen m.v.)

/i /af

17. august 2011

I forslag til ”Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love samt ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper” foreslås det at ophæve forsøgsordningen efter udløb af forsøgsperioden.

Dette tiltag finder LAP (Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere) meget problematisk.

Det gør vi ud fra, at vi ikke noget steds i oplæget til forslag om ophævelse, ser en årsagsanalyse af grunden til de ganske få ansøgninger. Kun en ”deltager” registrant.

Vi kan i LAP have mistanke om, at grunden til at så få har søgt, i forhold til den antydede forventede gruppe ansøger, kunne være en eller flere af følgende årsager:

Manglende information fra sagsbehandlere, (LAP har hørt fra medlemmer, at f.eks. jobcentre ikke har informeret, og på forespørgelse har svaret ”at de havde rigeligt andet at se til”)

Selve regelsættet omkring gældssaneringer er opbygget for rigidt via de stramninger der er foregået løbende.

Dette set ud fra den samfundsmæssige udvikling og regressionen som er opstået siden 2008, det er som om det ikke er lagt nok plads ind i relation til de ofte forekommende forcer majeure i netop flexjob situationerne.

LAP må derfor forlange at ordningen forsættes ud over 31/12/2011, idet vi mener at der stadigt er et behov for ordningen, og at den manglende information gør at behovsgrundlaget for nærværende ikke kan siges at være kendt på adækvat niveau.

Venlig hilsen

Bo Steen Jensen,  Tlf.: 39693388
Steen Moestrup, Tlf.: 28222765

Medlemmer af LAP´s Landsledelse

LAPs kommentarer til Bekendtgørelse nr. x af x 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatri-ske afdelinger

/i /af

§ 3 Stk. 4. Forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal patienten så vidt muligt have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

Kommentar: Det skal føres til protekols hvorfor det evt. ikke har været muligt for patienten, at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

§3 Stk. 5. I betænkningstiden skal patienten dagligt tilbydes medicin til frivillig indtagelse, og den forsøgte motivation skal journalføres.

Kommentar: Det skal tillige journalføres, hvis patienten har givet udtryk for ønsket om anden behandling og hvilken anden behandling. Der kan jo f.eks. være tale om, at patient blot har ønsket en mindre dosis eller en kombination af anden behandling.

§ 3 Stk 6. Tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situationer, at patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

Kommentar: Dette må betyde, at patienten skal have en kopi udleveret og gennemgået af indlægssedlen til medicinen.

§ 12. Klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgå-ende gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller hel-bred for væsentlig fare, eller for at afværge at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Kommentar: Hvordan vil man egentlig håndtere udleveringen af medicin med bivirkning ”pludselig død” forekommende. Den vil i realiteten betyde, at man udsætter patienten for pludselig død som en øget risiko, og så kan denne medicin vel ikke gives i tvangssammenhæng.
Det bør føres til journal, hvis de andre som evt. udsættes for farer er medpatienter eller personale på afdelingen og vurderes om det overhovedet er hensigtsmæssigt, at patienten er indlagt under de givne forhold. Det bør nemlig ikke være forholdene som er årsag til tvangsmedicineringen.

§ 13 Stk. 5. Det skal fremgå af behandlingsplanen, i hvilket omfang, der om fornødent kan anvendes magt til tvangsbehandlingens gennemførelse i det tilfælde, patienten bringes ind til tvangsmedicinering på psykiatrisk afdeling.

Kommentar: Det bør registreres med anførsel af hvilke magtmidler og metoder der anses for adækvate og som er kommet til anvendelse, skal indfældes i paragraf som lovpligtig. Begrundelser: betydende såvel for studiet og forståelsen at tvangsprincipperne lægelig relevans som for oversigt over brugerens recovery niveau. Der kan vel være forskellige niveauer for hvor meget magt man finder er nødvendig, at anvende i forhold til hvor væsentligt det er at få patienten tvangsmedicineret.

§15 Stk. 2. Den anvendte medicinske behandling, herunder eventuelt i depotform, skal have en kendt gavnlig effekt på patienten.

Kommentar: hvem bestemmer hvad der er gavnligt ?
Skal der være enighed mellem behandler og patient om hvad der er gavnligt

§16 Stk. 2. Forud for kontakten til politiet skal det sikres, at der har været gjort rimelige forsøg på at komme i kontakt med patienten.

Kommentar: Det bør nedskrives hvad der er foretaget af kontaktforsøg.

§16 Stk. 3. Afhentningen og transporten skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, såle-des at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædt. Befordres patienten i et af politiets køre-tøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.

Kommentar: Det bør anføres til journal/rapport hvorfor det ikke har været muligt at anvende civilpåklædning og eller civilt tjenestekøretøj, hvis dette ikke har været muligt. Og der skal føres statistik på hvilke årsager der anvendes som begrundelse og disse skal offentliggøres.

§16 Stk. 5. Modstand fra patientens side under afhentning og tvangsmedicinering bør ikke få konse-kvenser for patientens behandlingsforløb og -muligheder. Der bør over for patienten, som når der i øvrigt anvendes tvang i psykiatrien, udvises særlig forståelse for dennes reaktion under afhentning og tvangsmedicinering.

Kommentar: ”bør” i første linje erstattes af ”må”. Hvilket betyder, at det ikke kan finde anvendelse som baggrund for en behandlingsdom eller dom vold mod tjenestemand i funktion.

§ 19. Tvangsfiksering må kun anvendes i det i lovens § 14, stk. 2, nævnte omfang.

Kommentar: Der skal indføres i journalen skriftlige begrundelser for tvangsfiksering. Herunder begrundelser for hvilke former for tvangsfiksering og i hvilket omfang det har været forsøgt at tale patienten til ro og i hvilket omfang man har talt eller forsøgt at tale med patienten under tvangsfikseringen.

§ 21. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Kommentar: Det skal føres til journal hvor den faste vagt er placeret i forhold til patienten. F.eks. ved patientens side eller uden for en dør stående på klem. Man skal rådføre sig med patienten eller dennes patientrådgiver/bistandsværge, hvor den faste vagt skal placeres. Det må ikke anvendes som staf, at placere patienten alene og fikseret.

§ 22 § Stk. 5. Vurderingen, jf. stk. 2 og 3, skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. Vurderingen skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse af patienten. Lægens vurdering skal tilføres patientens journal.

Kommentar: Det bør tillige føres til journal om lægen har talt med patienten eller dette ikke var muligt og i hvilket omfang det er muligt at tale med patienten.

Generel kommentar til kapitel 3

Tvangsfiksering af patient til sengen, må kun ske i enestuer. Og andre patienter eller pårørende må kun med patientens tilladelse have adgang til stuen. I tilfælde af, at patienten ikke kan foretage denne vurdering må den foretages af patientrådgiveren. Der skal være øget opmærksomhed på, hvem patienten måtte være interesseret i at få på besøg.

§ 35. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstuer af sikkerhedsmæssige grunde foretages om natten i tidsrummet mellem kl. 22.30 til kl. 07.30.
Stk. 2. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstuer af sikkerhedsmæssige grunde foretages i op til en halv time under den daglige behandlingskonference og i op til halvanden time under den ugentlige konference, når personalet har behov for at samles for at drøfte behandlingsmæssige forhold.
Stk. 3. Beslutning om aflåsning af patientstue, jf. stk. 1 og 2, træffes af en læge.

Kommentar: Vi har flere gange talt med personer, som har været indlagt på Sikringen. De har oplyst om, at det er fast kutyme, at de låses inde hver aften til næste dags morgen. Dette gælder også, fx juleaften og nytårsaften. Der må kunne etableres undtagelser.

Men vi synes, at det er fuldstændig urimeligt, at indlagte skal låses inde, blot fordi personalet skal holde møde. Det må være noget i retning af, at Sikringen må organisere deres arbejde, således at indelåsning af patienter undgås.

§ 37. Det er en forudsætning for anvendelse af aflåsning af patientstuer, jf. § 31, at patienterne på Sikringsafdelingen individuelt er informeret om den faste praksis med aflåsning af patient-stuer i de nævnte tidsrum. Denne information forudsættes givet til patienten ved indskrivning og skal i øvrigt indgå i afdelingens regulativer, informationspjecer, o.l..

Kommentar: Indelåsningstiderne skal være tilgængelige på hver enkelt stue i forbindelse med indelåsningen. Det er ikke tilstrækkeligt, at disse er tilgængelige ved indlæggelsen.

§ 40. Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse i sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen.

Kommentar: Der bør i dette sagkyndige råd være en repræsentant for brugerne gerne udpeget af LAP. Ellers kan det siges at have repræsentanter for alle relevante sagkundskaber. Vi ønsker at der gives mulighed for, at anden uvildig person end overlægen tilser patienten og videreformidler sin vurdering til det særlige råd.

§ 41. Den ledende overlæges ansøgning til Sundhedsstyrelsen skal bl.a. indeholde oplysninger om:

Kommentar: Den ledende overlæges ansøgning skal tillige indeholde en begrundelse fra patienten om, at søge om oppegående tvangsfiksering. Det må være et udtalt ønske fra patienten eller patientrådgiveren om oppegående tvangsfiksering, for at udvise respekt for patientens værdighed og selvfølelse, i forhold til at skulle være oppegående fikseret i andre patienters nærværelse.
I fremtiden hvor det forventes at der bliver stillet motionsrum til rådighed for patienterne og som en erkendelse af, at det rent fysisk er en god idé at folk kommer ud af sengen kan denne form for tvangsfiksering måske være en god løsning.
En mellemløsning kunne være, at der skal anføres om patienten eller dennes rådgiver har en begrundelse eller ikke har ønsket at afgive en begrundelse. Dette skal føres til journal.

Generel kommentar til kapitel 3

Tvangsfiksering af patient til sengen, må kun ske i enestuer. Og andre patienter eller pårørende må kun med patientens tilladelse have adgang til stuen. I tilfælde af, at patienten ikke kan foretage denne vurdering må den foretages af patientrådgiveren. Der skal være øget opmærksomhed på, hvem patienten måtte være interesseret i at få på besøg.

Kommentar til Kapitel 6

Det forekommer ofte, at en patient isoleres eller holdes isoleret på en patientstue eller i en del af afdelingen. Isoleret fra omgang med andre patienter. Dette synes slet ikke berørt i dette kapitel. Ligesom begrebet stuearrest/skærmning på værelset heller ikke synes berørt. Vi er bekendt med isolering på patientstuen ofte anvendelse som en form for straf. Hvis man ikke har overholdt ordensreglerne og f.eks. fået smuglet en mobil telefon ind eller fundet lejlighed til at nyde en joint.
Det er ikke ukendt blandt patienter, at der idømmes stuearrest og patienten beordres til at blive på stuen alene i en vis tid. I og med, at dette ikke er omtalt har patienten ingen mulighed for at protestere mod denne form for tvangsanvendelse. Det bør enten legaliseres ved at der oprettes pligt til at føre det til journal og gives ankemuligheder eller også bør der tages afstand fra denne form for nedværdigelse af patienterne i bekendtgørelsen.

Generelt:
Der er ingen steder i bekendtgørelsen levnet plads til patientens ønsker om et aktivt seksualliv.
Der er ingen steder i bekendtgørelsen taget højde for, varetagelse af patientens evt. fysiske skavanker og behandling af disse. Således burde det f.eks. være en pligt, at der i journalen stod indført patientens evt. ryg-problemer og hvorledes disse håndteres i forhold til en tvangsfiksering. Det ses ofte at patienter med ryg-problemer oplever en markant forværring af disse under tvangsfiksering, fordi der ikke tages hensyn til dem.

Generelt bør alt hvad der føres til protokols indberettes, for at man kan danne sig et overblik over hvordan de forskellige indgreb udnyttes på de forskellige afdelinger.

Der hersker tvivl om patienters rettigheder omkring at få besøg under indlæggelse og især når disse er tvangsfikseret eller skærmet/isoleret, der bør være udtrykt klart hvilke rettigheder man har og især hvilke muligheder for at anke indskrænkninger i disse rettigheder.

Det ses ingen steder i bekendtgørelsen, at man er opmærksom på det værktøj der en af de fem pinde som blev resultatet af Gennembrudsprojektets fase 2 – nemlig forhåndssamtale, en gennemgang sammen med brugeren om hvilke tegn og hvilke indgreb brugeren vil opfatte som værende mest relevante og givende som værktøjer til modarbejdelse af behov for tvangsindgreb.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til: Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien

/i /af

§ 1. Når den indlæggende læge skønner, at tvangsindlæggelse er påkrævet, jf. lov om anvendel-se af tvang i psykiatrien § 6, stk. 2, skal lægen underrette patienten herom.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal samtidig underrette patienten om baggrunden for tvangsind-læggelsen samt om formålet hermed og vejlede patienten om udsigterne til en bedring af hel-bredstilstanden, jf. lovens §§ 3 og 31. Samme pligt påhviler den modtagende afdelings læge.

§ 9. Underretningen foretages mundtligt og skriftligt. Underretningen i henhold til § 1, stk. 1, foretages dog alene mundtligt.

Kommentar: Den mundtlige underretning bør efterfølgende kunne rekvireres skriftligt.

§ 11. Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at patienten underrettes om tvangsindgrebet.
Stk. 2. Såfremt en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning efter lovens § 32, stk. 3, skal klagevejledning gives snarest muligt og inden tvangsbehandlingen iværksættes.

Kommentar: Patienten skal støttes i at skrive en klage og hvis det findes nødvendigt skal hjælperen tage diktat.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

/i /af

§ 1. Der skal på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en tvangsprotokol.
Stk. 2. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. lovens §§ 5- 10 a, 12, 13, 13 d, 14 – 17 a, 18 a, 18 c, 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærm-ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f. Det samme gælder enhver ordination i henhold til lovens § 18.

Kommentar: Der bør føres protokol over såvel personlig skærmning som isolation af personer ofte omtalt som skærmning. Isolation er når man holder personen skærmet fra medpatienter på dennes stue eller i en del af afdelingen. Hvor personen forhindres i at deltage i afdelingens almindelige gøremål og omgang med de øvrige patienter.

§ 2. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Frihedsberøvelsens varighed.
3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.
4) Resultatet af efterprøvelsen af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes..

Kommentar: Vi mener i stk. 4 at tidsfristerne er for lange.

§ 3. Ved tilbageførsel skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Tidspunkt for overlægens beslutning om, at patienten skal tilbageføres med politiets hjælp..

Kommentar: Begrundelsen for tilbageførelsen tilføjes.

Kapitel 4
Indberetning

Kommentar: Der skal også sættes en tidsgrænse for dette, hvornår indberetningerne skal foretages.

§ 22. Den i § 21, stk. 1 og 2, nævnte indberetning skal indeholde de i §§ 2-14 og 17-19 krævede oplysninger. Indberetningen til Sundhedsstyrelsen skal dog ikke indeholde oplysning om den ordinerende læges og impliceret personales navn, og indberetningen til den ansvarlige syge-husmyndighed indeholder hverken oplysning om patientens navn og cpr-nr. eller den ordineren-de læges og impliceret personales navn.

Kommentar: Det ville være hensigtsmæssigt om man indførte en kode for hver læge og hver afdeling, så der kan holdes øje på brugen af tvang.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til: Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser

/i /af

§1 Stk. 2. Ved en persons nærmeste forstås i første række personens ægtefælle, samlever, forældre, voksne børn og personer, der hører til den pågældendes husstand. Hvis den pågældende opholder sig i institution, påhviler pligten til at tilkalde læge institutionens personale.

Kommentar: Det forekommer at man helt har glemt, at mange bor alene og det derfor vil være naboer, som først registrere at der er noget galt. En tilkaldt/besøgende bostøtte/sygeplejerske eller anden fagperson kan vel også blive involveret, ligesom venner ect. Hvorledes man så undgå misbrug af disse tilkaldelsesmuligheder må overvejes nøje.

Det vil ofte være mere naturligt at tilkalde det i området forfindende psykiatriske udrykningsteam, der muligvis vil have midler og erfaring til at bringe personen ud af den aktuelle akutte situation eller få denne til at indse en indlæggelse er nødvendig.

Blandt kredsen af nærmeste burde man måske hellere anføre, hvem der har tæt kontakt til eller daglig omgang med denne. Samfundsforholdene i dag gør, at en del bor fysisk adskilt med store fysiske afstande, men via tekniske hjælpemidler opretholder en kontakt. Ligeledes har en del borgere stortset intet netværk, men en tæt kontakt til den f.eks. socialpsykiatrien eller distriktspsykiatrien. Ikke mindst bør der udvise hensyn til at kontakten forældre, børn kan være af en sådan karakter, at disse ikke ønskes involveret.

§ 2. Tilkalder de nærmeste eller andre ikke en læge, skal politiet tilkalde en læge.
Stk. 2. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktiserende læge, som den syge sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagten i området.

Kommentar: Såfremt det ikke lykkedes at tilkalde egen læge skal det anføres i politirapporten, hvorfor dette ikke lykkedes.

§ 5. Skal tvangsindlæggelse finde sted, udfærdiger lægen en erklæring, der skal indeholde en angivelse af den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå lægen støtter, at betingelserne i lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), eller nr. 2 (farligheds-indikation), er opfyldt.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives på grundlag af lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på den aktuelle indlæggelse.
Stk. 3. Lægeerklæringen skal udfærdiges snarest muligt, efter at undersøgelsen er afsluttet.
Stk. 4. Lægen afleverer eller sender den udarbejdede lægeerklæring til politiet med henblik på tvangsindlæggelsens iværksættelse.

Kommentar: Lægen skal så vidt det er muligt anføre hvilken form for behandling patienten p.t. modtager og hvilke støtteforanstaltninger der er iværksat. Og bør i den sammenhæng vurdere om der findes andre muligheder end en tvangsindlæggelse.

Lægen skal med patientens samtykke kontakte evt. støttekontakt personer, såfremt patient ønsker dette.
I det omfang patienten ønsker det og det er muligt skal der etableres et samarbejde/mulighed for samspil med den involverede kommunale socialpsykiatri / distriktpsykiatri eller behandlende psykiatriteams, således at tvangsindlæggelser i videste muligt omfang undgås.

F.eks. vil det være relevant, at egen læge før end vedkommende rykker ud har haft kontakt til de relevante behandlende eller støttende myndigheder, for at sikre mod unødvendige udrykninger. En del borgere har en sporadisk kontakt til egen læge, men har en kontinuerlig kontakt til anden støttefunktion og her vil det kunne være relevant, at disse er tilstede ved samtalen med lægen.

Lægen bør forespørge patienten om hvem denne opfatter som sine nærmeste og det bør anføres i tvangsindlæggelsespapirerne, hvem dette er. Dette vil give politiet bedre mulighed for at kontakte de relevante.

§ 12. Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende polititjene-stemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.

Kommentar: Det bør anføres til journal/rapport hvorfor det ikke har været muligt at anvende civilpåklædning og eller civilt tjenestekøretøj, hvis dette ikke har været muligt. Og der skal føres statistik på hvilke årsager der anvendes som begrundelse og disse skal offentliggøres.

§ 13. Politiet skal inden indlæggelsens iværksættelse så vidt muligt underrette en eller flere af patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
Stk. 2. Tvangsindlæggelsens gennemførelse skal så vidt muligt ske efter aftale med den eller de personer, hos hvem den pågældende bor eller opholder sig.
Stk. 3. Såfremt underretning efter stk. 1 undtagelsesvis ikke har kunnet foretages forud for tvangsindlæggelsens gennemførelse, skal politiet snarest muligt underrette en eller flere af pati-entens nærmeste om tvangsindlæggelsen.

Kommentar: Patienten bør efter eget ønske have mulighed for at der hos politiet oprettes en liste over dem som denne opfatter som sine nærmeste.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

/i /af

§ 3. Ved afgørelsen af den enkelte sag består det psykiatriske patientklagenævn af 3 personer: vedkommende direktør for statsforvaltningen eller ansatte, som direktøren har bemyndiget hertil som formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Lægeforeningen samt et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Danske Handicaporganisationer eller en tilsvarende beskikket stedfortræder for et medlem.
Stk. 2. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer og stedfortrædere.

Kommentarer:
I dag beskikkes et medlem af Danske Handicaporganisationer, det er SIND som via sit medlemskab af DH som har eneret på denne udpegning. Igennem en årrække er der dannet en lang række nye foreninger på psykiatriområdet og det har ved flere lejligheder vist sig at disse i højere grad varetager brugernes interesser end SIND, der både har pårørende, behandler og psykiatribrugere i deres kreds.

I og med, at brugerne efterhånden har opnået status som en fagekspertgruppe for sig selv virker det forkert, at denne gruppe ikke er sikret et sæde i patientklagenævnet. Det virker ikke hensigtsmæssigt, at det 3. udvalg af patientklagenævnet tillige risikere at være en fagligt uddannet person uden brugerbaggrund.

Det er derfor vores holdning, at man bør finde en anden måde, at udpege en person på, som tilgodeser at denne har brugerbaggrund. Vi mener at LAP som kun repræsentere folk med egne erfaringer inden for psykiatrien, helt naturligt burde være en del af Patientklagenævnet.

§ 9. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet, jf. lovens § 24, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over.

Kommentar: Det skal føres til referat, hvorfor patientrådgiveren såvel som lægen ikke er til stede, hvis dette er tilfældet. Faktisk burde det være en pligt for patientrådgiveren, at være til stede ved sagens behandling.

Kommentar generelt:
Patient bør tilbydes hjælp og støtte fra patientrådgiver til at udfærdige en klage.
Der bør gives mulighed for at 3. part kan klage anonymt. F.eks. en medpatient, pårørende eller personale.
Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

LAPs kommentarer til : Bekendtgørelse om patientrådgivere

/i /af

§ 10. Ved udførelsen af de opgaver, der følger af § 24, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, skal patientrådgiveren bl.a. føre tilsyn med, at det tvangsindgreb, der har givet an-ledning til beskikkelsen, ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i det psykiatriske patientklage-nævn ved statsforvaltningen.

Kommentar: Begrundelsen for at patientrådgiveren ikke er til stede ved klagens behandling skal anføres i afgørelsen for Patientklagenævnet.
Det burde være en pligt for patientrådgiveren, at være tilstede ved sagens behandling i patientklagenævnet.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Høringskommentar SKP

/i /af

Ved gennemlæsning af den ret omfattende rapport er der en ting der slår læseren. En ting som vi i LAP- Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere må påtale på det kraftigste, nemlig den totale mangel på registrering af brugerens oplevelse af ordningen. 61 % forløbene afsluttes nemlig uden resultat.

Det kan undre at der er tendens til, at resultaterne er dårligere jo mere kontakt der har været til det offentlige.
At over halvdelen af situationerne afsluttes på under 10 møder og forløb under 78 dage.
Og at der på disse kortere forløb bliver der dårligere resultater.

Det er også beskæmmende for kommunernes oplysningsmetoder at kun ca. 22 % henvender sig selv for at få hjælp af ordningen.

Dette tyder på, at ordningen er for dårlig, der er for mange nitter i mellem, om det skyldes dårlig kemi mellem brugere og SKP´er eller simpelthen, at SKPernes måde at arbejde på/metoder er forkerte og det er derfor de falder igennem i deres kontaktforsøg.

Kan dette skyldes at man i for højere grad prøver at ændre folks mønstrer, end at forstå dem og udpege årsagssammenhæng, som kan anvendes til at finde kernen i problemerne, frem for at man prøver at ændre en adfærd, der er betinget af nogle årsager, som man ikke finder eller leder efter og dermed heller ikke kommer helt ned i hvor problemet egentlig har sit udspring.
Hvorfor mange brugere vil opfatte at det blot vil være til besvær for dem, at have SKP´erne rendende. Faktisk vil betyde en øget belastning i en i forvejen belastet livs situation.

Det er svært for andre mennesker, at forstå hvorfor man bygger sin adfærd op som man gør og faktisk kan der først skabes adfærdsændringer, når man forstår årsagerne og de sammenhænge, der ligger til grund for disse. Og det opnås altså ikke gennem kortere samtaler og besøg, hvor man snakker sammen en times tid. Hvilket er en primær metode i arbejdet.

Lav noget sammen, test hinandens metoder og grænser på lige fod, så vil man opklare og forstå, hvad der egentlig er bag facaden på personerne. Og undgå en hver form for omklamring og bedreviden i evt. omsorg.

Desværre syntes det i en del af kommunerne stadigt svært at se personerne som hele mennesker med behov for hjælp, og ikke som en grå unuanceret klientmasse.
Hvilket ses af kriterierne for matchningsprincipperne som disse fremgår at div. grafer. Og faldet i anvendelsen af matchning er heller ikke prisværdigt.

Fakta som vi, via vores medlemmer er i besiddelse af, viser også at telefon kontaktmulighederne ikke svarer til de i lovens bemærkninger anbefalede.

Vi finder det også problematisk at en del kommuner har valgt ikke at bruge § 99, og kun vil bruge § 85, dette forårsager at mange sindslidende bliver afvist, og ikke opnår at få støtte, da denne paragraf kræver at man bliver visiteret, og kræver at der føres journal, dette kan også være grunden til at der er hurtigere afslutning.
Mange kommuner bruger kun § 99 til hjemløse og misbrugere.

Generelt syntes vi i LAP ikke at ordningen bliver den brobygnings mulighed som er indeholdt i lovens intentioner. Mange kommuner roder begreber som Bostøtte og SKP sammen eller direkte undlader at udmønte loven i særskilt SKP team, adskilt fra Omsorg- og myndighedsafdelingen,
Utrygheden ved at der bliver skrevet journal, eller man bliver registreret i modstrid med lovens tekst og ånd kan også være årsag til de få succeshistorier. Den gruppe der er målgruppen her, er ekstrem sårbar, overfor tiltag der ligner kontrol. Det bør indskærpes kommunerne.

Venlig hilsen

Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlem af Landsledelsen i LAP